Fællessang og krisetid hænger åbenbart sammen. Alsangen, som det hed engang, greb om sig under besættelsens første sommer i 1940, da det nationale sammenhold mod tyskerne fik et hørbart og følelsesladet udtryk som på billedet. I midten af 1970'erne under oliekrisens arbejdsløshedsperiode kom fællessangen igen, da venstreorienterede yndede at synge røde slagsange ved demonstrationer. Og nu synges der atter, mens finanskrisen nægter at slippe sit greb

 
Det begyndte i denne runde i oktober 2010 til Det Konservative Folkepartis landsråd, hvor den samlede folketingsgruppe på scenen fremførte deres helt egen udgave af velgørenhedshittet Afrika. Den nu legendariske optræden blev naturligvis foreviget på video og hurtigt lagt på YouTube af partiet selv.
 

Dyrk dem lige her, alle de berømte og berygtede konservative politikere på slap line. Barfoed, der holder sig helt ude på fløjen, som om han ikke rigtigt vil deltage i det fællesskab, som daværende partileder Lene Espersen formelt står i spidsen for. Hun signalerer i øvrigt selv, at det vist er en anelse grænseoverskridende for hende at synge fra scenen. Mens daværende gruppeformand Henriette Kjær er bedre til at holde masken og takten i den fællesdans, som ledsager sangen
 
Næsten lige så hurtigt blev videoen pillet af igen, da det viste sig, at ikke hele verden var udelt begejstret for dette indblik i den konservative familiehygge. Nanna Lüders følte, at der var begået vold mod hendes oprindelige værk. Vi andre følte vel bare, vi var vidner til en lidt for intim del af livet som konservativ.
 
Det bli’r – ikke –  bedre dag for for dag
Affæren lærte på den hårde måde de konservative, at når noget først er ude på nettet, så kan man ikke bare fjerne det. Derfor kan vi stadig krumme tæer over klippet – ligesom flere af de kejtede gruppemedlemmer gjorde, mens de mumlede med på omkvædet: Konservativ, konservativ. Det bliver bedre dag for dag. Vi bliver flere og flere konservative. Vi gi’r, hvad vi har for vor sag.
 
Udover at se de utilpasse folketingsmedlemmer med deres stærkt begrænsede sangtalenter på slap line kan vi græmmes over en tekst, der med nød og næppe kunne gå i absolut lukket forum ved Tante Odas runde dag på en fjerntliggende kro.
 
Bevares, det rimer da hist og pist, men der er også mange steder, hvor ordene skal stræ-æ-æk-kes eller klip’s for at få det til at passe. Det går an i familiens og de gode venners lag, og det tjener selvfølgelig til partiets forsvar, at sangen næppe var tænkt til egentlig offentliggørelse. Men selv de konservative lever altså i en onlineverden, hvor ”viral” og ”Facebook” til enhver tid vil vinde over ”intern” og ”privat”, hvis man ikke er Tante Oda, men en organisation, der har offentlighedens interesse.
 
Ordet er frit – desværre
Det nye år var ikke mange dage gammelt, før Dansk Folkeparti skød valgkampen i gang med en musikvideo og sangen ”Dit land, dit valg, herfra min verden går”. Sangen udmærker sig i denne sammenhæng ved at være skrevet og komponeret fra bunden, så vi i hvert fald ikke skal græmmes over dårlige fortolkninger og søgte rim. Desuden har partiet i hvert fald et enkelt folketingsmedlem, Kim Christiansen, der faktisk kan synge, og han er klogelig valgt som forsanger. Kim Christiansen har selv skrevet sangen og sørget for, at den ligger godt hans hæse stemme.
 

Dansk Folkepartis sang er professionel på den afslappede måde, som passer til de syngendes tvangfri opførsel. Til gengæld virker de nærmest barnagtige glansbilleder af dansk natur påklistret. Men sådan forventes DF at præsentere sig
 
Som al anden reklame fra Dansk Folkeparti er musikvideoen bevidst amatøragtig i stil og udtryk. Her er håndholdt kamera, mens vi ser folketingsgruppen i fri dressur i et ikke spor prangende lydstudie. Videoen er krydret med de sædvanlige idylliske billeder af Morten Korch-Danmark, hvor rapsmarkerne er gule, himlen blå og flaget meget rødt og hvidt. Håndens arbejde fremhæves som kontrast til de lettere overvægtige folketingsmedlemmer, der med armene gemytligt om hinanden smiler om kap til kameraet, mens de synger kor.
 
Musikken er nemt tilgængelig og banal. Her kan alle nynne med uanset stemmepragt eller mangel på samme. Sangen har reelt tre meget korte vers, hvorefter resten af de små fire minutter er en gentagelse af omkvædet. Grundlaget for en sand landeplage under den kommende valgkamp er altså på plads.
 
Det er gennemtænkt udspekuleret, og det virker. Derfor skal man tage de lidt tungere analysebriller på for at finde kritikpunkter. Stemningen af lejlighedssang og familiehygge i partiets trygge favn er selvfølgelig ikke til at komme uden om. Men det er jo også meningen. Se, hvor rart vi har det herinde i Dansk Folkeparti. Vi er glade og lyserøde og klapper i utakt sammen. Her kan alle være, så længe de istemmer koret.
 
Partiet blev efter offentliggørelsen af musikvideoen spurgt, om de mente det alvorligt og svarede naturligvis ja. Modsat de konservatives hovsa-agtige optræden har DF nemlig helt styr på sagerne. Efter den indledende opmærksomhed har sang og video måske nok levet lidt stille og gemt, men bare vent til der udskrives valg, så skal vi nok få den at høre igen. Og igen.
 
Verdensmestre, men ikke i originalitet
Seneste eksempel på fællessangens genkomst dukkede op forleden. Afsenderen er ingen ringere end Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), der gerne vil fejre, at OECD har kåret dem til verdens bedste. I sig selv en bedrift, der bestemt fortjener al den ære og ros, den overhovedet kan trække. Og med den afsender burde man nok kunne sætte næsen op efter både originalitet og kvalitet, ikke? Men ak nej, under den selvudslettende URL www.verdensmestrene.dk findes en nærmest uudholdelig pinlig udgave af den gamle VM-slagsang ”Re-Sepp-ten”.
 

Hjemmestikket efterskoleæstetik i GL's video, som utilsigtet får OECD-verdensmesterskabet til at syne mindre, end det faktisk er. Dog point for at vise den på globalt plan ret enestående ligestilling mellem lærere og elever
 
Det er ikke spor rart at opleve den nationale sangskat udsat for den slags. Ganske vist kan de fleste vokalister på videoen synge, men teksten får en til at krumme tæer, så det gør helt ondt. Måske er det fordomsfuldt, men burde netop gymnasielærere ikke gå lidt mere op i at have styr på det danske sprog og forsøge at undgå dårlige rim som mindre/inder, ting/Beijing og tester/mestre? Og burde en organisation af veluddannede ”hjerner” (det siger de selv) ikke stræbe efter en større grad af originalitet end at planke et stykke dansk kulturhistorie – og oven i købet gøre vold på det?
 
I al sin glade gospelstemning virker videoen mere som reklame for en efterskole end som noget, der skal promovere landets vel nok vigtigste ungdomsuddannnelse. Fællesskabet og den uformelle tone mellem elever og lærere er enestående for Danmark. I videoen ender det desværre med at fremstå lettere tåbeligt. Elever og lærere hopper urytmisk rundt mellem hinanden og kaster håndtegn eller vinker fjoget. Det er ærgerligt, når formålet egentlig er godt. 
 
Hvor Dansk Folkepartis video er bevidst amatøragtig, fremstår GL's utilsigtet amatøragtig. Produktionen er teknisk set i orden, men ikke mindst de forskellige ”in situ”-klip virker overdrevet konstruerede. Det er bare ikke godt nok. Slet ikke når det bakkes op af helsidesannoncer i landets aviser – der er jo overhængende risiko for, at mange mennesker faktisk opdager kampagnen og klikker ind på videoen.
 
Re-Sepp-ten har karakter af et nationalklenodie – hvem bliver ikke en lille smule mere dansk af at høre Frank Arnesens let nasale vokal. Omvendt kan man kun ønske, at GL's nyfortolkning hurtigst muligt går i glemmebogen. I mellemtiden kan man forvisse sig om originalens kvaliteter her.
 
Vi synger fordi … vi ikk’ har nå’ed at si’
I den mere letbenede del af kommunikationsbranchen tæller vi som bekendt ”en, to, tendens”. Hvis det holder stik, kan vi forvente at se flere fællessange den kommende tid, og i et valgår kan det jo virke decideret skræmmende.
 
Denne revival for fælles- og lejlighedssangen kan have flere årsager. Der har været megen snak om, at vi i finanskrisens slipvind har fået gevaldig travlt med at genopdage livets sande værdier. Ud med friværdi, fråds og fashion, ind med familie, fornuft og fællessang. Det er igen in at stå skulder ved skulder og synge med den stemme, man nu har – uanset om den er stor, lille eller totalt fraværende. Lejlighedssange er symbol på noget trygt og godt. Og så er de hjemmelavede. Det emmer af sande værdier. Og traditioner, som kan siges med en sang.

---
 
Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.