Facebook-væggens pleje
Vis mig dit kommentarspor

Margrethe Vestager har netop fået kommentarsporet at føle. Av! Det samme har Telenor og Palads-biograferne. Sådan er det, når man har inviteret alverden til at kommentere på sin Facebookside. Nogle gange er gæsterne knotne og uhøflige, andre gange belevne og vittige. Her er fem råd til, hvordan du får et bedre kommentarspor på din organisations Facebookprofil.

Velkommen i samtalen, Palads bio
 
De mest interessante Facebooksider er ofte personlige profiler. Dem kan vi alle sammen lære meget af – uanset om vi gerne vil styrke samtalerne på vores personlige profil, eller vi optræder som værter på vegne af vores arbejdsplads, en kunde eller interesseorganisation. Her er fem ting – formuleret som gode råd – som de bedste Facebooksider har til fælles.   
 
1. Sæt stramme rammer fra starten
Det er værtens opgave at skabe et rart og velkommende samtalerum – og det er gæsternes opgave at opføre sig ordentligt og bidrage til selskabet med begavet samtale inden for de rammer. Jo strammere rammer, jo lettere er det for alle parter at gennemskue, hvad vi taler om, og hvordan vi taler sammen her.
 
Som vært for en Facebook-profil eller -side, fungerer du som en slags kurator. Det er dig, der udvælger, påpeger, henleder opmærksomhed på og omtaler. Og jo mere, gæsterne kan stole på, at du træffer bevidste og gode valg, jo mere interessant bliver det at følge dig.
 
På personprofiler fungerer det fint, hvis udvalget er så mangfoldigt som muligt. Det bliver hurtigt kedeligt kun at følge enten børnefødselsdage, professionelle overvejelser, måltider, politiske holdninger, feriebilleder, sport eller blomstrende haver. Men mixer man lidt af det hele, giver det tilsammen et fint og nuanceret indtryk af personen bag profilen.
 
Ligesom vennekredsen også typisk er sammensat af både venner, kolleger, andre børnehaveforældre, naboer, tanter og gamle folkeskolekammerater, der ofte byder ind på de mest uventede tidspunkter. På personprofilerne er det i høj grad evnen til at mixe det forudsigelige, klassiske Facebookstof med personlige vinkler eller en særlig tone, mærkelige spørgsmål, pudsige indfald eller en bestemt optik på verden, der udgør forskellen mellem de ret ligegyldige profiler og dem, der virkelig er værd at følge – og som tilføjer et Facebook-venskab helt andre dimensioner, end når man mødes face-to-face. Det er pudsighederne, der får personligheden til at skinne og anlægger en grundtone, som de faste gæster efterhånden lærer rigtig godt at kende og derfor føler sig trygge ved at kommentere på og bidrage til.
 
Meget venlig, meget politisk korrekt
 
Med de officielle sider er det lidt anderledes. Her gælder det om at have så skarpt afgrænset et interessefelt som muligt – som samtalerne så kan foregå indenfor. Dem, der ”liker”, må forudsættes interesserede og måske besidder de ligefrem særlig viden eller erfaringer inden for emnet, som de kan bidrage med. Når gæsterne ”liker”, skriver begge parter under på en kontrakt om, at værten fremover deler relevante opdateringer, information og billeder med gæsten – og at de stort set alle sammen falder ind under den ramme, sidens navn og mikro-introduktion udstikker. Hvis sideværten så begynder at spamme gæsterne om vejret eller fodbold, når man troede, det skulle handle om politik, kaffe eller bornholmsk natur, bliver det irriterende. Det skal nok generere mange likes, fordi det er stof, der er let at forholde sig til – men det slører rammerne, forvirrer kommentarsporene og glider sammen med alle de andre, der også skriver om vejret og fodbold – og så bliver man i tvivl om, hvad siden egentlig er til for – og usikker på, hvordan man forventes at deltage og kommentere. Til gengæld er der et stort frirum, hvis man har lyst til at udforske og udfordrer sit emne inden for de rammer, man selv har udstukket. Her er Lars Andreas Pedersens Fucking Flink-side et godt eksempel. Rammen er klokkeklar: det handler om at gøre verdens lykkeligste folk til verdens flinkeste folk, og alle er inviteret til at hjælpe Lars med at finde gode eksempler på flinkhed. Og dem finder de så de mest mærkværdige og overraskende steder, der konstant udvider rammerne for, hvad vi normalt ville kalde flinkt. På den side er det supernemt for alle at gennemskue, hvordan de kan bidrage, og hver gang, man får en opdatering eller et billede fra Fucking Flink, tænker man ”wauw, det var ligegodt pokkers – det er sgu da Fucking Flinkt” og får lyst til selv at kommentere og dele og inspirere og være lidt mere flink. På den måde bliver siden vedkommende og velkommen.
 
For virksomheder og organisationer er kunsten på samme måde at lægge snittet et andet – og overraskende – sted, end man umiddelbart ville have forventet. Sætte barren højere, vælge helikopterperspektivet, indskrive produktet i en større bevægelse, som folk finder begejstrende og har lyst til at samles om.
 
Vi kender princippet fra to fantastiske reklamekampagner fra slutningen af sidste årtusinde, længe før de sociale mediers fødsel. RealKredit Danmark omdefinerede deres forretningsområde til at handle om skabe ”lidt mere overskud i hverdagen”. Det ville være en fin socialmedie-platform at lege på i dag, fordi den på en gang er stram, men stadig så rummelig, at den både kan handle om overskud til at dele sin paraply, samle appelsiner op for gamle damer og give plads i bilkøen – og om, hvordan man økonomisk skaber rammerne for mere overskud.
 
Gammel reklamekampagne, der med sin grundtone ville have gjort sig på Facebook
 
Samme princip gjorde sig gældende, da det hedengangne mobilselskab Mobilix kørte plakatkampagner i medierne og bybilledet under sloganet ”Samtale fremmer forståelsen”. Hvis de kampagner havde haft Facebooksider i dag, ville gæsterne være faldet over hinanden for at dele overskudshistorier eller billeder af uventede samtalepartnere – og havde gladelig samtidig læst om virksomhedernes services og produkter, fordi det indgik i en større sammenhæng.
 
En mindre, men også velfungerende model er at dele organisationens projekter op i mindre bidder, der får hver deres Facebookside – og dermed hver deres stramme, genkendelige ramme. Det kan være svært at gennemskue, hvordan man skal bidrage til et kommentarspor fra en stor overordnet organisation, der skriver formelt og presseorienteret. Men i et mindre rum med mere præcist fokus kan man skabe andre rammer for debatten.
 
Stramt segmenteret underside
 
Dette har Forbrugerrådet haft stort held med ved at oprette undersider som Madrevolutionen og Kemikaos. Her isolerer de et enkelt emne, blandt alle rådets mange indsatsområder – og så kan gæsterne segmentere sig selv ud fra deres interesser. Det kan være med til at kvalificere kommentarkvaliteten, fordi de, der følger med, også er de, der reelt interesserer sig for emnet og har noget at byde på. Virksomheden eller organisationen kan også sagtens derudover have sin egen samlede corporate side, hvor man kan følge mere overordnet med i initiativerne og tonen måske er lidt mere formel – men chancen for at få gode samtaler ud af det er langt større på undersiderne, hvor folk hurtigere og nemmere kan få en fornemmelse af, hvad det er, vi diskuterer he og hvordan vi gør det.  
 
2. Træk på dine personlige kompetencer
Kommentarsporenes kvalitet afhænger meget af personlighed, nærvær og opmærksomhed – også i de professionelle sfærer. Det skaber tillid – og dermed en større tryghed for dem, der vil kommentere.
 
”Hej Susanne. Jeg forhører mig lige i vores driftafdeling og vender tilbage J Mvh Trine”…
Et navn, en venlig, personlig tone og en meget handlekraftig kommunikationsmedarbejder, der på lyntid fik løst problemet på en borgers cykelrute. Mere skulle der ikke til, før et kommentarspor på Aalborg Kommunes Facebookside blev verdensberømt i kommunikationsbranchen. 
 
Her er en kommune, der faktisk svarer på Facebook
 
Jeg smilede og delte også selv, da jeg så den og synes, at Trine gør et fabelagtigt stykke arbejde. Men samtidig synes jeg, det er vildt, at vi stadig bliver så positivt overraskende, når virksomheder, organisationer og offentlige instanser viser deres menneskelige ansigt.
 
Det burde være så meget mere naturligt – og 1000 gange nemmere – at skrive med sit eget smil i stemmen end at tilegne sig den usexede corporate intetkønsstemme, hvis tonefald ingen alligevel rigtigt kender. Og det blev trods alt mejslet på the Cluetrain-manifesto – de sociale mediers svar på Jellingestenen – allerede i 1999, at ”markets are conversations” og ”conversations among human beings sound human, they are conducted in a human voice.”
 
Men tonen og stilen på alt for mange officielle Facebook-sider er stadig en reminiscens af tidligere tiders budskabskommunikation og monologiske mediebillede. Og selvom man gerne ville være som Trine i Aalborg, forekommer det mange svært. Det kræver nemlig både almen dannelse, pli, høflighed, et gran humor og et vis mål af charme at være en god vært. Og integritet, ikke mindst. Så man ubesværet kan navigere mellem de mange synspunkter, sige stop, når der skal siges stop og få kommentarsporets gæster til at folde sig selv og deres synspunkter ud, når dét er på sin plads.
 
Det gode værtskab og konversationens vidunderlige, men svære kunst, er bare ikke lige noget, uddannelserne giver os med i vores faglige værktøjskasser. Men heldigvis er det jo grundkompetencer, de fleste har lært som en naturlig del af deres opdragelse – og bruger dem meget aktivt og ubesværet som privatpersoner. Vi ved godt, hvordan man gør. Vi taler faktisk sproget ret flydende. Men som fagpersoner er vi trænet til at prioritere vores faglige kompetencer højere end de personlige kompetencer. Vi føler os måske oven i købet på usikker grund, hvis vi begynder at formulere os alt for personligt i en faglig sammenhæng. Føler os uprofessionelle. Og dermed lægger vi et snuptag vores allervigtigste sociale-medie-kompetencer fra os, når vi sætter os foran skærmen i arbejdstiden.

Det samme gælder kommentarsporenes gæster – så snart der er tale om en mere officiel side, bliver de straks mere usikre på, hvordan de skal formulere sig, og hvad de kan tillade sig at dele og sige, mens de føler sig meget mere på hjemmebane, når de kommenterer på  personlige profiler, hvor de har en bedre føling med værten. Det handler grundlæggende, som retorikeren Elisabeth Hoff-Clausen, der har forsket i webretorik og corporate ethos, ville sige om at være pålidelig og skabe tillid. Og tillid er svær at skabe, hvis man ikke viser et menneskeligt ansigt og en høj grad af nærvær.
 
3. Sæt takten og tonen
Du kan selv være med til at anlægge diskussionsniveauet på din profil eller side. Det er dig, der sætter rammerne og dig, deltagerne spejler sig i. Hvis du konfronterer, angriber og hænger dem ud, følger de trop. Men hvis du opfører dig og taler ordentligt, gør de det for det meste også.
 
Der er et markant mønster i, at tonen og stilen på de forskellige sider og profiler spejler værtens egen kommunikation. Der er altid mest ramasjang på de sider, hvor værten selv skriver masser af provokationer og er grov i tonen over for dem, der tillader sig at være uenige eller kritisere. Der er næsten udelukkende ”ih-tillykke-med-prinsessen”-kommentarer på de profiler, hvor værten mest deler happy-family-photos. Og de mest konstruktive, inspirerende samtaler foregår på de sider og profiler, der aktivt skaber rammerne for dét og stiller interessante spørgsmål.
 
Det er også vigtigt, hvordan du reagerer på kommentarerne. Hvis du aldrig svarer tilbage, holder folk lige så stille op med at kommentere – de vil gerne vide, at deres indspark er blevet set, hørt og forholdt sig til. Og helst vil de gerne fornemme, at det var brugbart – så jo mere præcist, du kan vende tilbage, svare, udfolde og reagere, jo bedre. 
 
Du kan aldrig forvente, at alle er enige med dig eller synes, du skriver noget fedt. Så du skal være klar til at modtage kritik og lade være med at tage det for personligt. Men jo mere, du kan vende kritikken om til en frugtbar meningsudveksling og læringsproces for alle parter, jo bedre. Det er det, der gør det sjovt at deltage.

Du stimulerer den gode takt og tone ved selv at forbeholde dig retten til at blive klogere – og derved give dine gæster retten til det samme. Det er ekstremt troværdigt både at stå ved sit oprindelige standpunkt, selvom stormen raser – og at have mod til at ændre standpunkt. I begge tilfælde fungerer det bedst, hvis man kan forklare, uddybe og nuancere, hvorfor man fastholder eller ændrer standpunkt. Og allerbedst, hvis man kan knytte det an til gæsternes kommentarer og input, så alle deltagere oplever, at samtalen rykker – og at deres bidrag er med til at skabe nye erkendelser hele vejen rundt. Et godt sted at starte er ofte at bede gæsterne om at uddybe deres spørgsmål eller kritik, inden du kommer med et langt svar på tiltale. Ofte viser noget, du tolkede som kritik, sig egentlig at være en kompliment eller betyde noget helt andet, end du troede. Andre gange bliver det en lejlighed til at få konkretiseret, hvad kritikken går på, så du har mulighed for at svare bedre. Og endelig lukker det effektivt munden på dem, der bare pissede sådan lidt tilfældigt på dig og din væg. Hvis de ikke vender tilbage for at uddybe, når du spørger, er det dem, der fremstår som tosserne.
 
Det er en god idé at have en åben profil eller side, hvor alle kan bidrage med det, de har lyst til og finder relevant. Men det er meget misforstået at tro, at man så nødvendigvis er forpligtet til at lægge væg eller profilside til alt. Enhver kan dyrke deres ytringsfriheden ovre på deres egne sider. Din opgave er at passe og pleje et trygt og rart samtalemiljø, hvor de, der følger med, føler, at de trygt kan deltage uden at blive svinet til – hverken af dig eller de andre gæster.
 
Det er et dårligt signal at slette kommentarer, medmindre de er racistiske eller pornografiske. Men man kan i sine svar og reaktioner være med til at udstikke en bedre takt og tone og bruge skidtet som en anledning til at pointere, hvad der hører – og ikke hører – hjemme på denne side. Det virker afvæbnende at tage folk alvorligt, svare ordentligt og undlade selv at optrappe konflikten.
 
Lad være at hænge folk ud til offentligt skam og skue. Hvis du gerne vil sige dem nogle sandheder eller bede dem holde sig væk, så send i stedet en privat og velargumenteret besked – men sørg for også lige at skrive en eller anden form for offentligt svar, så kommentaren ikke hænger og blafrer. Alle de andre kan jo ikke vide, at du har taget dig tid til at svare privat – og så kan det hurtigt ødelægge folks tillid til dig som vært, hvis du enten lader noget skidt stå ubesvaret hen eller ikke besvarer kritikken på en ordentlig måde.
 
Efter mediestorm, hvor Vestager har fået på hatten for arrogance, har politikeren indsat en "sticky post", der sidder fast øverst på siden og uddyber hendes synspunkt
 
4. Udforsk og dyrk uenighederne
En af Facebooks største styrker er, at du får indblik i, hvad mange andre tænker og mener. Også de, der er meget uenige med dig. Det er en stor styrke at kende deres synspunkter – og ofte er det en rigtig god ide- og udviklingsplatform, fordi de typisk brokker sig, hvis der er noget, der rent faktisk kunne blive bedre.
 
Du kan lige så godt gøre dig klart med det samme, at der altid vil være nogle, der synes, du siger noget vrøvl. Det efterlader dig med tre muligheder.
  1. Du kan holde kæft – hvilket også er så kedeligt igen og i øvrigt ikke hjælper, for hvis noglesynes, du har handlet forkert, skal de nok skrive det alligevel – så har du bare ingen føling med, hvad der sker.
  2. Du kan nøjes med at sige det, du tror er ufarligt – men vid, at der er rigtig mange, der ville synes bedre om dig, hvis du turde sige din mening, end hvis du kun deler billeder af prinsessefødselsdage og solferier.
  3. Eller du kan stå ærligt frem og sige din mening – og være klar til at argumentere for den. Det sidste er klart det sejeste og det, der skaber de bedste kommentarspor. Det er dér Facebook virkelig – som Trine-Maria Kristensen formulerer det – har potentiale som fremtidens forsamlingshus.
Alene det, at du tør melde ud og sætte komplekse spørgsmål på banen, er en vigtig ting og vil typisk generere nogle interessante spørgsmål. Men tænk over, hvordan du formulerer det – for Facebooks populære like-knap og ikke eksisterende dislike-knap betyder, at en samtale hurtigt kan tippe i én retning, hvor du kun hører enten fra alle dem, der er enige eller uenige, fordi det er nemmere at like end at formulere et kommentarsvar. Og det kan være svært at fortælle om det modsatte synspunkt, hvis man tror, man står alene med det. Derfor er de bedste spørgsmål formuleret, så man ikke i sig selv kan svare ved at like, men er nødt til selv at formulere sit svar i kommentarsporet. Så fungerer liket som en anerkendelse af, at der overhovedet blev spurgt – men man skævvrider ikke på forhånd kommentarsporet. Hvis der stadig især er én vinkel, der kommer fremad, kan man undervejs i kommentarsporet kalde på dem, der har den anden synsvinkel. Spørge om det virkelig kan passe, at alle ens venner er så enige. Nogle har brug for konkrete anledninger og undskyldninger for at stikke næsen frem. Sørg for at give dem den – og sørg for at bakke godt op om det, de siger – også selvom du personligt er uenig. De skal have en god oplevelse med at turde stå frem, selvom de er i mindretal. Og ofte vil de opleve, at de langt fra var de eneste, der havde det synspunkt. De, der var enige, manglede bare et sted at aflevere deres sympatitilkendegivelser.
 
På den måde er der typisk to bølger i de store sociale mediestorme. Det ser man tydeligt på Margrethe Vestagers profil, hvor der efter den omfattende mediestorm omkring dagpengereformen er kommet masser af likes på hendes svar-på-tiltale. Stemmer der sikkert gerne ville have støttet hende tidligere, men ikke vidste, hvor de skulle gøre af deres sympati. Mens alle de, der syntes, hun skulle skældes ud for dagpengereformen bare kunne like eller skrive ”hørt” på det oprindelige kritik-indlæg.
 
Telenor redder samtalen med en undskyldning – og så kommer støtteerklæringerne så småt
 
Også på Telenors side ligger der nu efter flere ugers mediestorm og sønderlemmende kritik pludselig opslag fra kunder, der indledes med ”Er jeg virkelig den eneste som er okay tilfreds med Telenor?” Og ikke mindst kom der pludselig en masse opbakning til Paladsbiografen – også fra mange unge muslimer – efter, at direktøren havde undskyldt sin racistiske seddel i forbindelse med Eid-festlighederne.
 
Sagen om Margrethe Vestager og dagpengereformen er særligt interessant. For hun er jo netop en af de få danske politikere, der virkelig har formået at knække den sociale mediekode. Med sine pudsige fotografier fra ministerhverdagen garneret med kortfattede politiske indblik fra hendes seneste møder, arrangementer, beslutninger og lovforslag har hun gennem de sidste år formået at opbygge en stor og loyal følgeskare. Hun har gjort alt det rigtige, hvis man skal tro denne artikel og alle de erfaringer og observationer, den bygger på. Og alligevel røg hun ud i en voldsom storm.
 
Men det må du altså ikke lade dig skræmme af. Dén storm havde intet med hendes Facebook-værtskab at gøre, men skyldtes, at både medierne, spindoktorerne, politikerne og borgerne stadig hænger fast i den traditionelle politiske retorik på Facebook. Og dén kritik, der blev rejst mod hende, ville under alle omstændigheder være blevet rejst af hendes politiske modstandere og skuffede vælgere. Men kombinationen af den traditionelle skyttegravsretorik, og de sociale mediers muligheder for ”swarming” og viral spredning, udgør en eksplosiv cocktail, der minder om selvtægt og folkedomstol – og desværre nok i stigende grad vil blive en pine for de markante politikerprofiler og samfundsdebatten generelt. Men det er faktisk ikke noget, politikerne selv kan gøre så meget ved – her er det i langt højere grad borgerne, der skal øve sig i at føre en konstruktiv samtale.
 
Det interessante i Vestager-casen er, at hun – i modsætning til Palads, der stort set intet havde liggende på deres side, før de lagde deres uforbeholdne undskyldning ud – med sin hjemmevante færden på de sociale medier og stærke online-ethos viste sig at have et effektivt bolværk mod langtidsvirkende ridser i lakken. Og derfor er det interessant at følge, hvordan hun på sin side har håndteret krisen, mens den sværmede ukontrollabelt videre på resten af Facebook.

Hendes side er åben for alle, men henvender sig primært til dem, der allerede er stort set enige med hende og dermed har ”stemmesamlende” karakter – den bekræfter dem i, at sætter deres kryds det rigtige sted. Et stort og solidt fodarbejde, der på lang sigt vejer tungere end en enkelt uheldig udtalelse – og selvom kommentarerne fylder meget lige nu på hendes side, ryger de lige så langsomt nedad i strømmen, mens hun ufortrødent fortsætter sin vante stil – dog med et ”sticky post” øverst på siden, der forklarer og uddyber hendes syn på sagen – og som også har opnået tusindvis af likes fra hendes fans – så der er kommet ordentligt svar på tiltale. 

Nok har det været ubehageligt for Margrethe Vestager at se de eksplosive kommentarspor. Men set med de langsynede briller på er der næppe sket nogen stor skade. Mediestormen bekræftede primært dem, der alligevel ikke ville stemme på hende i, at de stadig ikke skal stemme på hende, mens hendes trofaste følgerskare blev bekræftet i, at hun er en stærk og værdig leder, der står ved sine holdninger, men også gerne uddyber dem, når det er nødvendigt. Men forhåbentlig har alle reaktionerne været med til at give hende et mere nuanceret billede af dagpengeland, inden arbejdet med lovforslagene. For det er det, alle der har bidraget til debatten allerhelst vil bekræftes i – uanset partifarve: at der var en mening med debatten.
 
5. Sy røde tråde gennem kludetæppet
En profil eller side er sammensat af mange små dele, der tilsammen giver et helhedsindtryk. Jo bedre, folk kan forstå, hvorfor du deler netop det, du deler, jo sjovere bliver det at følge med.

Et gennemgående karaktertræk ved de gode profiler og sider er, at man virkelig kan mærke personen eller ånden bag. Det kommer ofte til udtryk gennem lange serielle forløb, der i sig selv kunne blive til pudsige små bøger, hvis man tog tid til at samle og udgive dem.
 
Det kan være mikrogenrer som ”Dagens Ord” eller ”Overhørt”. Det kan være en voksende serie fotografier med bestemte motiver, farver eller typer; det kan være en føljeton, hvor man følger med i et forløb om alt fra barnefødsler, jobsøgning, sorg, bryllupsplanlægning, ombygning eller kanelsneglebagning med nogle andre detaljer end dem, man normalt får lov at få indblik i; det kan være efterlysninger af pudsige ting, gamle ord eller gode danske oversættelser… hvad som helst egentlig. Bare det gentages tilstrækkeligt mange gange til, at der begynder at danne sig et mønster eller en rød tråd. Og man kan have sagtens have gang i mange råde tråde på samme tid, så de tilsammen udgør et kludetæppe – kunsten er ikke at begrænse, men at begrunde.
 
Begrundelserne udgør den røde tråd og får hver enkelt lille del til at passe ind i helheden. Det kan du også gøre godt og nemt ved altid at give billeder og links en følgetekst med på vejen. Hvis du ikke hjælper læserne på vej til at forstå, hvordan du deler det, du deler, ved de heller ikke, hvorfor du deler det. Er du enig, uenig? Synes du er sjovt, pudsigt, lærerigt, inspirerende? Hvorfor skal folk få lyst til at følge linket på din anbefaling?
 
Hvis du ikke opdaterer så ofte, er begrundelserne også en god måde at få mest muligt ud af din lille indsats. Desuden er det værd at tænke over, hvad du opdaterer om, og hvornår du gør det. For det er meget almindeligt, at sjældne Facebook-værter kun deler noget, som alle andre også deler – og gør det lige præcis når alle andre også gør det. Det kan for eksempel være at uploade billeder af nybagte skolebørn i begyndelsen af august, hvor hele Facebook-fladen i forvejen er overbefolket af velfriserede, spændte poder; skrive R.I.P. Whitney eller skifte profilbilleder til norske flag efter Utøya-tragedien eller regnbueflag, da bøsser og lesbiske fik ret til at blive viet i kirkerne.
 
Det er ikke, fordi der i sig selv er noget galt i at dele de ting også. Facebook er jo et glimrende kollektivt familiealbum, fællesrum for sorg og politisk eksperimentarium. Du skal bare ikke regne med, at det genererer særligt mange unikke reaktioner, fordi trafikken er ekstra massiv på de tidspunkter, og det hele ligner hinanden så meget, at strømmene glider sammen. Desuden har alle andre også selv travlt med at beslutte sig for, hvordan de skal reagere.  
 
Så hvis du gerne vil stimulere nogle alternative kommentarspor, er det en god idé at gøre det, når der er lidt mindre højsæson på Facebook – og så altid at tilføre det lille twist, der gør det lidt overraskende eller uforudsigeligt.
 
Og dermed pirrer samtalerne i gang.
 
---
 
Sådan bliver din organisation bedre til at bruge Facebook. Følg et af disse kurser:
 

Giv din stemme

6 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Praktikant eller studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.