Marks eneste bog
Ifølge Financial Times har Mark Zuckerberg blot en enkelt bog stående på sin bogreol i Palo Alto, Californien. Den er slidt og læst igen og igen i de sene nattetimer år efter år. Den har formet forretningen, Facebook og fremtiden for ham, skriver avisen. Det er hverken Biblen, David Kirkpatricks bog om Facebook, Ayn Rands "Atlas Shrugged" eller den farverige fortælling om retssagen med Winklevoss-tvillingerne. Nej, det er såmænd business-kioskbaskeren af ledelsesguruen Jim Collins: "How the Mighty Fall and Why some Companies never give in". En bog om, hvordan succesrige giganter falder fra hinanden, og hvordan det kan forhindres.
Hvad er det for en bog? Og hvorfor har netop den gjort sig fortjent til al den opmærksomhed blandt alverdens bøger? Lad os se nærmere på Marks businessbibel, ikke mindst nu hvor giganten Google prøver at bringe Facebook til fald.
Den eneste bog i reolen hos en af verdens mest succesrige it-iværksættere. Hvad er budskabet? Du kan og skal lære af de andre giganters gigantiske fejl! Har Mark Zuckerberg læst bogen godt nok, eller begår han de samme fejl?
Modsat mange andre business-bøger og resten af Jim Collins berømte forfatterskab handler "How the Mighty Fall" om fiasko og fejltagelser fra start til slut. Bogen er skrevet som et modsvar til alle dem, som har peget fingre ad Collins berømte succesformel fra bøgerne "Built to Last" og "Good to Great". Problemet har nemlig været, at mange af de virksomheder, Collins fremhævede som forbilleder, er faldet sammen eller gået konkurs. Hvorfor og hvordan det gik til, prøver han så at svare på i denne anti-opskriftbog, der netop handler om, hvordan man kører sin virksomhed i sænk. Moralen er, at forfald kan undgås, opdages og overkommes. I nederlaget bor sejren.
Fem faser på vejen mod forlis
Igennem en række cases og ved hjælp af statistik fremanalyserer Collins et mønster for fiasko og forfald. Han citerer den første linje i Lev Tolstojs berømte novelle"Anna Karenina", om at alle lykkelige familier ligner hinanden, men den lykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig. Collins mener, at Tolstoj tager fejl, når det gælder virksomheder. Alle ulykkelige virksomheder ligner hinanden. De har alle været igennem fem fælles stadier, før de faldt sammen. Fiasko og deroute er derfor, ligesom kræft, en stadieinddelt terminal sygdom.
Igennem en række cases og ved hjælp af statistik fremanalyserer Collins et mønster for fiasko og forfald. Han citerer den første linje i Lev Tolstojs berømte novelle"Anna Karenina", om at alle lykkelige familier ligner hinanden, men den lykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig. Collins mener, at Tolstoj tager fejl, når det gælder virksomheder. Alle ulykkelige virksomheder ligner hinanden. De har alle været igennem fem fælles stadier, før de faldt sammen. Fiasko og deroute er derfor, ligesom kræft, en stadieinddelt terminal sygdom.
Det centrale budskab og sygdommens sande væsen er, at virksomheden begynder at tro, succesen skyldes unikke og essentielle magiske kvaliteter, som ingen andre besidder, og som virksomheden vil have altid. Sandheden er imidlertid, at virksomheden har haft en særlig kombination af kompetencer, og de skal udvikles og holdes ved lige. Succesrige virksomheder har derfor altid et vågent øje på, hvornår virksomhedens miks af kompetencer ikke længere virker godt nok.
De fem fortløbende faser er:
Fem faser fra sygdom til død
I de første tre faser er virksomheden i krise, men den ved det ikke selv endnu. Det er en farlig situation – virksomheden er som Titanic i det lange tidsrum, fra skibet rammet isbjerget, til det mange timer senere synker. Lad os se nærmere på faserne:
1. Hybris født ud af succes og held. Virksomheden og dens grundlægger begynder at overvurdere egne evner. Ydmyghed forvandles til selvfølgelighed, og disciplin til dårligt management og manglende styr på pengestrømmen.
2. En udisciplineret og ustrategisk jagt på mere, fordi størrelse i sig selv forveksles med succes. Vækst for vækstens skyld. For mange og forkerte medarbejdere ansættes i for vigtige funktioner, kombineret med øget bureaukratisering.
3. En underkendelse af risici og en farlig villighed til gambling på trods af fakta. Det er altid omverdenens skyld, når det går dårligt, og aldrig omverdenens skyld, når det går godt.
4. Tro på hurtig frelse med magiske løsninger, febrilsk og overfladisk udført i flere retninger. Ofte kombineret med omfattende omstruktureringer, som ikke passer med de mange modsatrettede initiativer. Ofte erstattes vækst for vækstens skyld med en lige så farlig forandring for forandringens skyld.
5. Dødsspiral, hvor manglende penge og salg, forkert retning og faldende moral gensidigt begrænser og bider hinanden i halen.
En genklangs- og tankevækkende liste. Ingen tvivl om, at ulykkelige familier såvel som uduelige virksomheder og deres ledere har fælles træk. Mange af sygdomstegnene findes i større eller mindre grad i selv de sundeste virksomheder, som små sår, der kan udvikle sig til en altomfattende infektion, når man mindst venter det.
En bibel som passer på så meget
Som resten af Collins' forfatterskab er listen inspirerende, men langtfra videnskab. Mange spørgsmål rejser sig, når man kigger nærmere på den fremadskridende fasemodel. Er det ikke blot en meget generaliseret efterrationalisering, som er så generel og selvindlysende, at den gælder for alle og enhver? Hvad er argumenterne for stadiernes forskelle og rækkefølge, når mange af de nævnte ”sygdomstegn” findes på tværs af stadierne i andre rækkefølger i alle virksomheder? Det er spørgsmål, som Collins ikke kan svare på; for nok har forlis og uduelighed fællestræk, men bag ligheden og livets genvordigheder gemmer forskelligheden og skæbnen sig.
Som resten af Collins' forfatterskab er listen inspirerende, men langtfra videnskab. Mange spørgsmål rejser sig, når man kigger nærmere på den fremadskridende fasemodel. Er det ikke blot en meget generaliseret efterrationalisering, som er så generel og selvindlysende, at den gælder for alle og enhver? Hvad er argumenterne for stadiernes forskelle og rækkefølge, når mange af de nævnte ”sygdomstegn” findes på tværs af stadierne i andre rækkefølger i alle virksomheder? Det er spørgsmål, som Collins ikke kan svare på; for nok har forlis og uduelighed fællestræk, men bag ligheden og livets genvordigheder gemmer forskelligheden og skæbnen sig.
Mark Zuckerberg har haft succes. Masser af succes. Han er, måske sammen med Steve Jobs, verdens mest succesrige og feterede forretningsmand lige nu. Måske er hans bibel en bog om fiasko, blot fordi modsætninger tiltrækkes. Måske er den enestående succes forudsat et fokus på mulig fiasko. Ingen tvivl om, at bogen er læst og fulgt til punkt og prikke. Ingen eller få af bogens sygdomstegn findes i virksomheden.
Facebook begyndte ydmygt som et netværk på Harvard og brugte de første år på for alvor at forstå og understøtte socialitet i denne kernemålgruppe, før de kastede sig ud i at blive et verdensomspændende netværk. Meget snusfornuftigt og meget lidt arrogant. Mark har også holdt fast i, at en exit-strategi ikke er en forretningsstrategi, og udskudt børsintroduktionen af Facebook såvel som forkastet et utal af købstilbud, ud fra devisen om at holde fast i værdierne og energien fra kollegieværelset på Harvard. Facebooks forretning er med lavest mulige transaktionsomkostninger at skabe den digitale infrastruktur til produktion af social kapital.
Det centrale er kort sagt at give folk mulighed for multimedialt at dele, kommunikere og anerkende hinanden mest muligt og mest enkelt. Denne opgave er og bliver omdrejningspunktet for alt, hvad Facebook har udviklet som det centrale tandhjul i det sociale liv, enten gennem altomfattende udbredelse af I like-funktionen eller tilbud om IP-telefoni gennem det strategiske samarbejde med Skype/Microsoft.
Her har altså ikke været nogen udisciplineret vækst eller ufokuserede opkøb. Her har heller ikke været tro på magiske løsninger, som kunne ændre alt, eller dramatisk gambling i strid med virksomhedens kerneforretning. Målet er og har alle dage været at blive det sociale lag af internettet for alle. Altså en klassisk monopolstrategi i de sociale mediers tidsalder, hvor produktet er gratis, modsat i andre monopoler igennem historien, ud fra devisen "if it is free, the customer, is the product". Facebook har derfor ikke begået den fejl, som andre før dem, f.eks. Yahoo eller Myspace, der har haft forskellige forretningsmodeller i spil på samme tid eller har forsøgt at gå i forskellige strategiske retninger med forskellige subbrands. Måske netop derfor ser Facebook ud til at være giganten, som vinder monopolet for den sociale infrastruktur, ligesom Google har vundet monopolet over søgning, og Microsoft får det over styresystemer, og IBM igen før dem fik erobret monopolet over mainframe-computere, og ligesom jernbaneejerne og stålbaronerne længere tilbage i tiden.
Et monopol i tiden
Facebook er historien om, hvordan man i dag opfinder og succesrigt udruller en klassisk monopolstrategi globalt. Det har alle dage været opskriften på at være og blive en gigant i gigantisk lang tid, til der opstår en ny, radikal teknisk opfindelse og et skift i produktivkræfterne, som da stål blev udfordret af plastik, jernbanen af bilen, mainframen af pc'erne og pc'en af internettet, og så endelige internettet af det sociale internet. Skift, som alle bragte giganterne til fald. Denne mere makrostrukturalistiske og økonomihistoriske tilgang til, hvorfor store virksomheder og monopoler forgår, er dog en helt anden historie og et mere ydre blik på, hvem og hvorfor virksomheder kollapser. Sandheden er naturligvis, at det ikke er et enten-eller, både omverdenen og virksomheden i sig selv skaber betingelserne for såvel fiasko som succes.
Facebook er historien om, hvordan man i dag opfinder og succesrigt udruller en klassisk monopolstrategi globalt. Det har alle dage været opskriften på at være og blive en gigant i gigantisk lang tid, til der opstår en ny, radikal teknisk opfindelse og et skift i produktivkræfterne, som da stål blev udfordret af plastik, jernbanen af bilen, mainframen af pc'erne og pc'en af internettet, og så endelige internettet af det sociale internet. Skift, som alle bragte giganterne til fald. Denne mere makrostrukturalistiske og økonomihistoriske tilgang til, hvorfor store virksomheder og monopoler forgår, er dog en helt anden historie og et mere ydre blik på, hvem og hvorfor virksomheder kollapser. Sandheden er naturligvis, at det ikke er et enten-eller, både omverdenen og virksomheden i sig selv skaber betingelserne for såvel fiasko som succes.
Monopol er drømmemålet for alle kapitalister, fordi det giver mulighed for at sætte markedet ud af spil. Facebook er endnu et forsøg i kapitalismens lange historie på monopoldannelse, men nu er det brugerne selv, som er produkter, der skal sælges videre til en høj pris til annoncører, som ikke har andre muligheder
Mark forstår ikke behovet for privathed
Mark Zuckerberg har bare begået én fejl. En fejl, han ikke kunne læse om i Collins' bog, og det kan blive en skæbnesvanger fejl for Facebook. Han har undervurderet og underkendt behovet for privathed. Privathed kan defineres som et menneskes mulighed for frivilligt at vise eller skjule sider af sig selv i forskellige sociale sammenhænge. Det er et grundlæggende menneskeligt behov, som ikke ophæves med de sociale medier. Spørgsmålet om privathed er og bliver derfor Facebooks svage punkt.
Mark Zuckerberg har bare begået én fejl. En fejl, han ikke kunne læse om i Collins' bog, og det kan blive en skæbnesvanger fejl for Facebook. Han har undervurderet og underkendt behovet for privathed. Privathed kan defineres som et menneskes mulighed for frivilligt at vise eller skjule sider af sig selv i forskellige sociale sammenhænge. Det er et grundlæggende menneskeligt behov, som ikke ophæves med de sociale medier. Spørgsmålet om privathed er og bliver derfor Facebooks svage punkt.
Hvordan man end vender og drejer det, er sociale medier per definition en voldsom krænkelse af alle former for privathed. Dette har Mark Zuckerberg aldrig villet forstå. Han har sagt, at privathed hører fortiden til, og manisk søgt at optimere alle muligheder for, at alle kan dele mest muligt med alle. Stolt har han opstillet en regel for, at folk vil dele det dobbelte år for år på Facebook. I jagten på monopol og total kontrol over den sociale infrastruktur har han og Facebook villet tilbyde alle tænkelige muligheder for at dele. Det har givet bagslag. Mange Facebook-brugere oplever, at de deler alt med alle altid, uden at de har tænkt det ordentligt igennem – ikke mindst fordi mange brugeres vennelister og såkaldt sociale filtre er ren kaos og består af alt fra bedstemor og de bedste drukkammerater til bossen, eller endnu værre består af alle, der har ønsket at være venner på et tidspunkt. Det har skabt en farlig og uønsket social konvergens, hvor folk ingen mulighed har for at kende deres målgruppe på Facebook eller kommunikere forskellige sider af sig selv til forskellige målgrupper, men skriver statusbeskeder og sætter billeder ud i et socialt ingenmandsland for alle og ingen.
Facebooks sociale kaos
Facebook er blevet et "no sense of place" i goffmansk betydning, og det gør det svært at navigere i socialt. Noget, som skaber kedsommelig og socialt konform kommunikation eller pinagtig oversharing fra fjerne bekendte.
Facebook er blevet et "no sense of place" i goffmansk betydning, og det gør det svært at navigere i socialt. Noget, som skaber kedsommelig og socialt konform kommunikation eller pinagtig oversharing fra fjerne bekendte.
Ingen får nogensinde ryddet op i deres vennelister, og det har gjort Facebook nærmest ubrugelig socialt. Problemet er, at vores omgang med andre mennesker kræver, at vi spiller forskellige roller, skjuler sider af os selv og fremmer andre – og ikke mindst lyver lidt. Alt dette er umuligt med de altomfattende vennelister og Facebooks meget ugennemskuelige privatlivsindstillinger eller muligheder for at adskille forskellige grupper af mennesker. Tilbage står en social arkitektur eller "social graph", som slet ikke er fintmasket nok og skræddersyet nok til virkelighedens uendelige nuancer i det sociale liv. Her var brug for en frisk start og en rekategorisering af sociale roller og scener i forhold til de mange forskellige roller, det enkelte individ spiller på livets mange scener.
Google med et vigtigt +
Netop derfor vil Googles nye sociale netværk blive en succes og en farlig konkurrent til Facebook. Her er nemlig tænkt over dette problem og fundet en løsning, som Facebook mangler. Google Plus er nemlig bygget op om forskellige sociale roller og offentligheder, der kan holdes adskilt. Naturligvis kan Facebook efterligne disse funktioner, men tilbage står den evige konflikt mellem privatlivet og ønsket om at skabe den sociale infrastruktur, hvor alle deler alt. Samtidig ville muligheden for at efterligne Google kræve en radikal mentalitets- og kulturændring i Mark Zuckerberg og Facebooks tilgang til behovet for privatliv.
Netop derfor vil Googles nye sociale netværk blive en succes og en farlig konkurrent til Facebook. Her er nemlig tænkt over dette problem og fundet en løsning, som Facebook mangler. Google Plus er nemlig bygget op om forskellige sociale roller og offentligheder, der kan holdes adskilt. Naturligvis kan Facebook efterligne disse funktioner, men tilbage står den evige konflikt mellem privatlivet og ønsket om at skabe den sociale infrastruktur, hvor alle deler alt. Samtidig ville muligheden for at efterligne Google kræve en radikal mentalitets- og kulturændring i Mark Zuckerberg og Facebooks tilgang til behovet for privatliv.
I Google+ kan man adskille forskellige offentligheder og sociale arenaer. Det er en sand killer-applikation i forhold til Facebooks sociale kaos. Her ses en rar og tiltrængt adskillelse mellem bekendte, familie, venner og folk, man bare følger, og en fin mulighed for selv at skabe sine egne sociale kategorier. Det sikrer, at man modsat Facebook undgår en ubehagelig social konvergens og rolleforvirring. Billedet er fra forfatterens egen Google+profil.
Google Plus er derfor langt tættere på den sociale virkelighed og på brugernes behov for privathed. Mark Zuckerberg undgik tydeligvis alle de fejl, Jim Collins' bog beskriver, men der er andre, farligere fejl beskrevet i andre bøger. Det er altså ikke den rigtige bog, som står på reolen. Han ville være bedre stillet, og giganten Facebook ikke i fare, hvis han havde haft Erving Goffmans hovedværk "The Presentation of Self in Everyday Life"og Joshua Meyrowitz'"No Sense of Place" i reolen – og læst dem rigtig grundigt. Det ville have givet ham en bedre forståelse af, hvilken rolle Facebook spiller i folks liv, og hvilke roller folk spiller i livet på Facebook.
