Facebook er internettet nu
Den store vision for world wide web var, at alle kunne få ubegrænset adgang til alverdens information. www var mangfoldigt og anarkistisk. I dag er der rigtig mange, der kun bruger nettet til at være på Facebook. Hvad bruger Facebook det til? Og hvad gør det ved vores udsyn?
af Jesper Tække
Den fremvækst af Facebook, som vi ser nu, minder om fremvæksten af selveste world wide web – også kendt under forkortelsen ’www’. Med hyperlinket gjorde www det muligt at springe mellem forskellige tekster på forskellige computere i netværket, samt hente filer fra de andre computere.
Med tre gange w og en tom struktur kunne næsten alt på internettet forenes i et enkelt netværk. I dag er www.facebook nærmest synonymt med internettet. Foto: ClipArt Best
Indtil da havde nærmest alt på internettet sit eget lille specialiserede netværk i form af for eksempel fildelingsprogrammer, nyhedsgrupper og chat, men www’s så at sige tomme struktur betød, at nærmest alt på internettet nu kunne forenes i et og samme netværk. Med browserteknologien eksploderede www i vækst og blev til det, som mange i dag opfatter som synonymt med selveste internettet.
Et mikrokosmos
Facebook stiller også en næsten tom struktur til rådighed og via denne har det – ligesom www – en næsten fabelagtig evne til at opsluge og integrere eksisterende og tilkomne nyudviklinger på internettet. I februar 2006 kom Twitter, og i april havde Facebook lavet funktionen ’statusopdatering’. Da YouTube dukkede op i 2007, fik Facebook en videofunktion, lokationstjenesten Foursquare kom i 2009 og i 2010 kom Facebook Places – bare for at nævne et par eksempler. Facebook er således ikke bare vokset ekstremt i antal brugere, men også i kommunikationsmuligheder og er blevet et mikrokosmos og sin egen lukkede parallel til selve internettet.
Twitter dukkede op i februar 2006, og et par måneder senere havde Facebook funktionen 'statusopdatering'. Twitter-dronningen Margrethe Vestager bruger naturligvis også statusopdateringer til at iscenesætte sit (politiske/private) liv.
Digitale medier og viden
Siden fremkomsten af internettet har det stået klart, at vi træffer valg på en anden måde, når vi er på nettet, end når det gælder massemedier som aviser og tv. Den gode, gamle omnibusavis og det gode, gamle public service-tv gav os så at sige hele paletten af nyhedstyper, samt ikke mindst det man kalder for tilstræbt objektiv journalistik.
At man får serveret alle typer nyheder betyder, at man orienteres såvel lokalt som globalt, i forhold til miljø såvel som uddannelse og økonomi, i forhold til fodbold såvel som ballet. Man får således en bred orientering i forhold til det samfund, man lever i. At man også, når man tænder for tv-avisen, møder en tilstræbt objektiv journalistik betyder, at man får flere vinkler på det emne, der af mediets redaktion er blevet selekteret som relevant ud fra en række besluttede nyhedskriterier. Åbner man for massemedierne, får man altså en redigeret og flervinklet fremstilling, der dækker en bred vifte af samfundsrelevant viden.
Den fælles forargelse
På de digitale medier reagerer vi som sagt anderledes. Her klikker vi konsekvent på noget, der interesserer os personligt, og som vi er enige i, eller enige om at være uenige i. Vi går for eksempel efter en fælles forargelse over, at der spildes så mange penge på Det Kongelige Teater, før vi hygger os med fodboldkampen. Men hov, fodboldkampen ser vi jo i tv – og hvad blev der af balletten?
Efter fremkomsten af de digitale medier er der sket en remediering af massemedierne, sådan at de er blevet differentieret ud fra forskellige segmenters præferencer. Og selvom der i monopolets tid også var folk, der ikke så ballet i DR, men slukkede og tog et slag kort i stedet, så måtte man i dialog med andre end ens eget segment, når diskussionen om fodbold vs. ballet skulle tages.
Digitale medier, chatrum og mailinglister får os til at gruppere os efter vores personlige interesser, og det er skidt for den fælles debat. Filosoffen Jürgen Habermas håber stadig, at internettets potentiale for mangfoldighed vil stimulere samfundsdebatten. Det er dog ikke den vej, udviklingen går i øjeblikket. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Vi mister perspektivet for hinanden
Siden fremkomsten af de digitale medier, nyhedsgrupperne, mailinglisterne og diverse chatrum har vi delt os efter overbevisning. En gruppe til fodboldelskerne og en for balletelskerne – og dette i en sådan udstrækning, at man helt kan glemme, at de andre også er mennesker. Men det slutter ikke her, for der er forskellige former for dans og forskellige fodboldklubber, og også her kan man helt komme væk fra hinanden, så det bliver sværere at tage hinandens perspektiv.
Nogle, blandt andre filosoffen Jürgen Habermas, håber stadig, at vi vil lære at svømme i internettets nye ocean, og at journalisterne også i dette medie vil kunne komme til at styre den samfundsmæssige debat. Foreløbig klikker vi på det, vi kan lide og sympatiserer med, og fravælger det, vi ikke kan lide. Desuden bliver det mere og mere udbredt at læse, se og lytte til massemedierne i en form, der er sakset op, ud fra hvad vi navigerer os frem til på nettet.
Hvad betyder så Facebook?
Hvad betyder Facebook så for vores situation som nyhedsforbrugende, aktivt deltagende samfundsborgere i det danske demokrati? Ja, det kommer selvfølgelig an på flere ting.
Ligesom det er tilfældet med andre medier, kommer det an på, hvordan vi bruger Facebook. Læser man eksempelvis kun sportstillægget fra omnibusavisen og kun sine nyheder fra et smalt venstreorienteret blad, vil man blive afsondret og dårlig til at leve sig ind i anderledes tænkende medborgeres situation og til at tage deres perspektiv. Men på Facebook skal man dog være mere opmærksom for ikke at ende i en situation af selvvalgt eller måske ufrivilligt snæversyn.
For på Facebook sker meget nemlig bag om ryggen på os. Vores tidligere præferencer giver hurtigt udslag i, hvad man efterfølgende overhovedet får lov til at vælge imellem. Denne udvælgelse af, hvad vi har at vælge imellem, sker især på baggrund af vores vennenetværk, algoritmerne og Facebook-grupperne. Disse tre områder beskrives hver for sig i de næste afsnit, og der kommer også et par gode råd til, hvordan man kan undgå at ende som vidensdum flertydighedsintolerant i et samfund, der i øvrigt lider af informations-overload.
Venner for altid? Når ens Facebook-omdømme skal plejes, ryger der ofte en del af de første venner, man fik
Vennenetværk
Vi har alle hvert vores vennenetværk på Facebook. Nogle har flere venner end andre, og en del har skilt sig af med nogle af de Facebook-venner, de havde i begyndelsen. I den første tid på Facebook er man ofte optaget af at finde sine offline-venner (Facebook har vist sig primært at være et onlinemedie for bekendte, fra dengang man var offline) – altså gamle klassekammerater, nuværende og tidligere kolleger, familie og så videre. Efter noget tid har man så irriteret sig over onklen, der taler om emner, man synes er irrelevante i betragtning af den kostbare tid, som man nu har tildelt sig selv på Facebook – væk med ham. Og den gamle klassekammerat virker lidt pinlig (en del af den identitet, vi vinder gennem Facebook, er gennem det vennenetværk, vi har). Og ham kollegaen er da ikke til at holde ud, for slet ikke at tale om dem, der ikke bare begynder at tale politik, men endda har en anden holdning end den, man selv har.
Efter noget tid på denne måde sidder man tilbage i en rygklapperklub med ligesindede Facebook-venner. Facebook er i forvejen det, man kalder ’et medie for stærke relationer’. Altså for kontakt mellem mennesker, der kender hinanden i forvejen, hvorfor mediet som udgangspunkt ikke giver det store udsyn. Når man så endda har sorteret elementer fra, man af den ene eller anden grund alligevel ikke sympatiserer med, får vi billedligt talt ikke meget nyt blod af den kanal.
Over for det kan man så indvende, at vi på Facebook deler en masse links og avisartikler – men med hvem kan man så spørge? Ja, det gør vi med de stærke relationer, som vi allerede i forvejen deler kultur, udsyn og referenceramme med. Og skulle nogen endelig lægge et link til noget, der repræsenterer en vinkel på et emne, man er uenig i – ja, så klikker man ikke på det. Og måske er det så også tid til at unfriende synderen.
Hvem, vi har som Facebook-venner, er vigtigt for vores identitet. Gennem dem afspejler vi, hvem vi er, og hvem vi hører til. Hvis en stikker ud og modvirker den identitet, vi gerne vil fremstille på Facebook – og hvis vedkommende ligefrem lægger noget på vores væg, der modarbejder vores identitetsarbejde – ja, så er det nok tid til at vore veje må skilles!
EdgeRank er navnet på en række algoritmer, der sporer din aktivitet og redigerer opdateringen af dit newsfeed efter den. Med mindre du meget bevidst viser interesse for mange forskellige emner og personer, vil de input, du får på Facebook, altså blive smallere og smallere afgrænset
Algoritmerne
Facebook er dog så smart indrettet, at man nærmest ikke behøver at unfriende folk, eller for den sags skyld gemme dem med et filter fra Facebooks privatindstillinger (med mindre de da ligefrem lægger upassende ting på vores væg).
Facebooks ellers så tomme struktur styres nemlig med jernhånd af en lang række algoritmer, der samlet går under navnet EdgeRank. Denne algoritme sørger for, at det kun er det, du klikker på, liker eller kommenterer på – nåh ja, eller skriver om, og som kan spores som et interessepunkt – der vil komme i dit News Feed.
Det er altså langt fra alle venners statusopdateringer, du nogensinde vil se. Og ja, det gælder også omvendt. Kun få af dine venner vil se, hvad du skriver som statusopdatering, medmindre de få venner, som ser det, begynder at like og kommentere det helt vildt.
Faktisk skal man helst sørge for at være Facebook-venner med politikere fra alle partier og endda indimellem klikke ind på dem, for at deres statusopdateringer bliver ved med at komme i ens News Feed. På den måde sikrer man sig nemlig, at der bliver ved med at være bredde i, hvad man modtager. Det er der selvfølgelig ingen, der orker, og ligesom med ens bevidste valg af Facebook-venner bevirker EdgeRank også, at ens meningsverden lige så stille lukker sig omkring en ud fra ens tidligere valg. Dette gælder i øvrigt også ’Synes godt om’-sider, -aviser og så videre. Hvis man ikke har vist aktiv interesse i et stykke tid, forsvinder synligheden af de ikke aktivt opsøgte venner og sider.
Facebook-grupperne
Når det kommer til Facebook-grupperne er vi i en situation, der minder meget om det øvrige internet. Man melder sig kun ind i grupper, hvor man interesserer sig for deres emne og sympatiserer med den udtrykte holdning. Igen lukker verden ned og bliver mere entydig i forhold til emner, holdninger og overbevisninger. Man indgår i fællesskaber, der deler en særlig interesse eller forargelse og får sjældent lejlighed til at sætte sig ind i anderledes tænkendes livsverden og situation.
Facebook – ej blot til lyst
Hvad kan man gøre? Som allerede sagt kan man sørge for at friende og/eller følge politikere, journalister og andre holdningsmagere, som man ikke deler holdning med – selvfølgelig udover dem, man sympatiserer med. Hvis man giver dem et klik en gang imellem, vil de blive ved med at komme frem med deres irriterende holdninger og iagttagelser.
Dertil er aviserne (i flertal) også rigtig flinke til ikke kun at dække ét emne – omend en del af dem er meget nyhedsorienterede og vægter aktualitetsdimensionen af nyhedskriterierne vel meget. Hertil kommer avisernes adelsmærke, som er at behandle emner ud fra mere end en synsvinkel.
Når det gælder vennerne så gå dog en gang i mellem ind og skriv en uenig kommentar til dem, der kan føde en holdning tre-fem gange om dagen, og som bare er så irriterende. På den måde bliver de ved med at komme i dit News Feed. Med fare for at lyde lidt moraliserende, så er Facebook vel ej blot til lyst – det vil sige hygge og feel good – men er, som alt andet, der er os undt i dette liv, en fordring om at anstrenge sig, træde i karakter og bidrage til den demokratiske debat her i samfundet. Alternativt giver det den risiko for samfundet, at vi bliver delt op i mange parallelle grupper med direkte manglende forståelse for og indlevelse i hinanden.
Det er selvfølgelig ikke bare Facebook, som har ansvaret for denne farlige tendens. Facebook er en del af den omvæltning, som de digitale medier skaber. Man kan dog roligt sige, at de med deres feel good-kreerende – og derfor profitmaksimerende – algoritmer heller ikke ligefrem søger at afhjælpe tendensen. Som følge af at vi nu ikke mere har massemedierne med deres fællesskabsopbyggende virkning – at alle så, læste og hørte det samme, pænt selekteret og vinklet – men også har de digitale medier med deres stærke individualisering og selektivitetsstyrede samfundsmæssige fragmentering, må vi altså anstrenge os for vedvarende at modvirke det fordummende og samfundsundergravende. Og det gør vi ved også at klikke, når vi er uenige.
Smovse i fælles forforståelse
På den anden side er internettet jo netop et vidensmedie, der giver os allehånde muligheder for at blive kloge, medvidende og specialiserede. Og her står Facebook overhovedet ikke tilbage for andre. Det er godt nok et elendigt medie, når det gælder emner, men det er en guldgrube, når det gælder personer og grupper med særlig viden.
Aldrig før internettet har vi haft et medie, gennem hvilket vi så let har kunnet tilegne os specialiseret viden om alverdens emner. Om vi vil sætte os ind i noget nyt for at forstå andre, eller om vi vil grave os længere ned i vores eget speciale, så er internettet fantastisk – hvis blot man mestrer kundskab i at søge, udøve kildekritik og i at gebærde sig.
Når det kommer til Facebook, kan vi følge fagpersoner, vi kender fra massemedierne, og som vi ved har stor viden, er anerkendte og lødige. Vi kan spørge dem, lade os oplyse af dem, følge med i deres nyeste produktion af viden og dertil følge deres link til flere informationer og diskussionsgrupper. Vi kan gøre det samme i grupper, som vi ud fra personkredsen ved, vi kan have tillid til. Og vi kan selv deltage i debatten og som den bedste blandt ligemænd smovse i fælles forforståelse og udvikle vores specialiserede viden. Blot må vi huske på vores samfundsmæssige forpligtelse til at opretholde vores almene dannelse og udsyn og på at et medie som Facebook absolut ikke hjælper os med at opretholde dette udsyn (jævnfør EdgeRank). Det kræver ens egen anstrengelse.
Læs også antologien "Facebook – fra socialt netværk til metamedie"
Relaterede artikler:
