Det er nærliggende at anklage medierne for magtliderlighed, autoritetstro og konservatisme, men så simpel er virkeligheden ikke. Græsrødderne er lige så vel som journalisterne nødt til at vende blikket ud og erkende sin position i mediernes fødekæde . Ngo’erne er en magtfaktor i kraft af deres moralske legitimitet, men de har ingen formel magt. Vil de have offentlig gennemslagskraft, må de modsvare det politiske systems udtryksformer og tilpasse sig den politiske journalistiks livscyklus.

Mange aktiviteter og minimal omtale
Udenrigsministeriet bevilgede 15 mio. til ngo-miljøet under EU-formandskabet. Modtagerne af midlerne er generelt tilfredse med de aktiviteter, de lavede for midlerne. Desto større er ærgrelsen i miljøet over, at det kun i begrænset omfang lykkedes at få gennemslagskraft i medierne, og den folkelige opbakning bag arrangementerne var også skuffende.

Følelsen blandt græsrødderne er, at medierne svigtede dem i en hård prioritering af de politiske aktiviteter i det formelle politiske system og et muligt voldsscenarie. Ngo’ernes tone over for medierne har været hård, og responsen fra mediernes side har været uforstående.

En politisk virkelighed på godt og ondt
En rapport lavet af Advice A/S for NGO Center viser, at svaret ligger et sted midt imellem: Den skæve mediedækning er resultatet af en politisk virkelighed, der er uhåndterlig for medierne og et indadvendt ngo miljø med tendenser til primadonna-nykker. Græsrødderne overvurderer deres egen rolle, og de har svært ved at håndtere en barsk og trængt medieverden.

Parasit frem for kamphane
Den politiske journalistik lever sit liv i nær symbiose med den politiske beslutningsproces. Vil man som græsrod have indflydelse og skabe offentlig debat, må man følge en parasitstrategi og på egne præmisser koble sig på magthavernes sager istedet for at forfølge sin egen sag snævert.
Sagt helt enkelt skal det det politiske systems udtryksformer og journalisternes vinkler modsvares af tilsvarende udtryksformer fra græsrødderne. Set i det lys er det nemt at forklare, hvorfor volden fik opmærksomhed, mens det alternative topmøde ikke blev dækket.

Den håbløse strategi
Logikken bag det alternative topmøde er klar: Når magtens mænd holder møde, skal de folkelige bevægelser også. Problemet er, at det er en indre logik, der bekræfter en illusion om egen indflydelse. Det er fint nok, men vil man have indflydelse og gennemslagskraft er strategien håbløs. Var det alternative topmøde placeret nogle måneder før det egentlige topmøde, ville interessen have været langt større. Ved det formelle topmøde derimod skal politikernes magtsymbolik modsvares af græsrøddernes symbolske markeringer, der med klare vinkler viser folkets modstand eller på spektakulær manér viser, at en anden levevis er mulig.

Læs hele rapporten her
Hør indslag i Orientering på P1 om rapporten fra den 26 juni 2003 (kræver realplayer)