Extreme Democracy

Dorfatterne til Extreme Democracy er en håndfuld researchers og politiske aktivister, der har spurgt sig selv, hvordan USA kan blive et mere demokratisk samfund. Deres vision er at ændre den demokratiske proces, som i øjeblikket nærmest afskrækker den enkelte borger fra at deltage. Problemet med det nuværende mediepolitiske system er, ifølge forfatterne, at det ikke matcher det teknologiske og kulturelle udviklingsniveau. Det globale samfund er karakteriseret ved at være altomfattende, meget komplekst og foregå i et højt tempo, men den politiske beslutningsproces befinder sig stadigt i det industrielle samfund. Vores globale samfund er som et stykke hardware, der kører et alt for gammelt stykke software, og resultatet er, at kun 50 % af de stemmeberettigede amerikanere faktisk stemte ved det sidste præsidentvalg.

Repræsentativt demokrati

Det gamle stykke software, det repræsentative demokrati, har ikke borgernes interesse af flere grunde. For det første giver det repræsentative demokrati kun mulighed for at deltage i den politiske beslutningsproces ved valgene, som kun bliver afholdt forholdsvist sjældent. En anden grund er, at udformningen af de konkrete politikker foregår på en formel måde, og at den er kortsigtet og styret af særinteresser og hensyn til profit. Det betyder, at det ikke er borgerne, men lobbygrupperne, der har travlt med at påvirke processen. En tredje grund til, at de amerikanske borgere ikke interesserer sig for den politiske proces, er, at politik bliver udøvet oppefra og ned og derfor ikke inddrager borgerne på anden måde end som modtagere af politik.

Ekstremt demokrati - det samme, bare meget mere

Heroverfor foreslår forfatterne, at vi stræber efter "det ekstreme demokrati", som ved hjælp af social software kan realisere det demokratiske element, der er forsvundet i globaliseringens og internettets tidsalder. Det ekstreme demokrati er ikke en form for direkte demokrati, men kan sammenlignes med en opgradering af den gamle form for demokrati - for nu at blive i softwaremetaforen. Det ekstreme demokrati har ligesom det repræsentative demokrati til formål at sørge for, at borgerne kan opnå indflydelse på den politiske beslutningsproces. Men forskellen består i, at det ekstreme demokrati benytter sig af andre midler til at skabe en kontinuerlig og frugtbar samtale mellem borgere og politikere.

Social software

Disse midler er den sociale software. Bogen definerer social software som enhver form for software, der støtter sociale netværk og samarbejde mellem politisk aktive borgere, og som gør det via computernetværk, eksempelvis internettet. Eksempler på social software er wikipedia.org, som er en encyklopædi skrevet af brugerne for brugerne. Eller den danske online avis flix.dk, skrevet af læserne for læserne. Men ifølge forfatterne til Extreme Democracy er webloggen nok det mest udbredte og effektive stykke social software i øjeblikket. De fleste af os ved, hvordan en weblog (forkortet: blog) fungerer. Det interessante ved bloggen er, at den har potentialet til at ændre den politiske debat fuldstændigt.

Traditionel politisk journalistik

I det traditionelle mediepolitiske system foregår den politiske debat primært i massemedierne i form af envejskommunikation mellem nationale medier og den enkelte borger. Denne envejskommunikation bliver karakteriseret således: kommunikationen er kontrolleret af professionelle journalister; det er svært at få adgang til kommunikationen; kommunikationen er skrevet af en eller få personer; informationen flyder fra mediet til offentligheden; og den generelle antagelse i den traditionelle politiske kommunikation er, at vi har demokrati og søger information, som vi sælger for profit.

Bloggen

I kontrast hertil skaber bloggen et mediepolitisk system, som begynder fra den omvendte antagelse: vi har information, som vi giver væk i håbet om at få demokrati. Og bloggen udskifter envejskommunikationen med en pluralistisk samtale mellem amatører, som kan få adgang til den politiske samtale, hvis bare de har en computer og netadgang. Endvidere er bloggen per definition skrevet af flere personer, og disse personer er selv læsere, som skriver til personer, som selv skriver. Bloggen har ikke nær så mange modtagere som massekommunikationen, men responsen på en blog er til gengæld så meget mere intensiv. Og endelig gælder det, at i blogspace flyder information og viden fra offentligheden til massemedierne. Blogspace er altså ikke en lukket verden, som kun skriver for sig selv. Det sker ofte, at mainstreammedier retter opmærksomheden mod et emne, fordi en blog eller en brugerskreven avis som Flix fastholder et fokus på det. På den måde kan bloggen være dagsordensættende, og deri ligger en del af dens politiske magt.

En alternativ nyhedskilde

Et andet aspekt af bloggens politiske magt ligger i dens potentiale for at blive en seriøs konkurrent til massemediernes nyhedsmonopol. Massemedierne i USA lader til at prioritere sensation og underholdning højere end magtens transparens. Derfor forudser en af forfatterne til Extreme Democracy, at bloggen bliver den nye kilde til nyheder og information for den politisk interesserede borger. Men at bruge blogspace som nyhedskilde er heller ikke problemfrit. For det første er der et problem med overhovedet at kunne læse og skrive blogs. Der er tale om en helt ny og anderledes måde at kommunikere på, som flertallet af almindelige politisk aktive borgere først skal til at lære.

Censur i Blogspace

Et andet problem med at bruge blogs som nyhedskilde er, at blogs har en tendens til at censurere nyheder, ligesom den professionelle journalistik. Imidlertid er censuren i blogspace ikke politisk, men et resultat af internettets struktur. Det er et almindeligt fænomen på internettet, at nogle få blogs bliver dominerende i blogspace, mens flertallet af blogs bliver undertrykt og forsvinder. Det skyldes de såkaldte power laws i internettets struktur, som Extreme Democracy også blotlægger. Disse power laws bevirker, at meget få links får de fleste hits. Dette er sandsynligvis et generelt træk ved systemer, men det betyder ikke desto mindre, at blogspace adopterer et af de problemer fra det traditionelle politiske system, som det var tænkt at kunne løse, nemlig at adgangen til dagsorden og indflydelse bliver begrænset.

Ideens vandring i Blogspace

Men på den anden side tjener disse restriktive strukturer i blogspace også et formål. De sørger nemlig for at begrænse antallet af politiske ideer og holdninger, som ellers ville skabe et fuldstændigt kaotisk blogspace. På baggrund af matematisk systemteori og sociologisk netværksteori giver bogen et billede af, hvordan de politiske ideer bevæger sig fra den enkelte blogger til politikeren. Kort fortalt opstår en politisk ide eller holdning i et lille kreativt netværk, som består af cirka 12 personer. Denne ide bliver så spredt, gennem eksempelvis blogging, til et socialt netværk bestående af op til 150 mennesker. Derefter bevæger ideen sig over i det store politiske netværk ved at blive udgivet på en af de få dominerende blogs. På den måde lægges der en dæmper på bloggingaktiviteten, som ellers ville producere et kaos af mere eller mindre forskellige politiske ideer og holdninger, som ingen politiker ville kunne forholde sig til.

Er Blogspace demokratisk?

Forfatterne til Extreme Democracy hævder altså, at webloggen kan gøre den demokratiske proces mere demokratisk ved at fusionere sociale netværk med elektroniske netværk. Men når der hersker en strukturel censur i blogspace, som gør, at nogle få blogs bliver meget læste, mens de fleste bliver glemt, så er det oplagt at spørge, om blogspace faktisk gør den demokratiske proces mere demokratisk. Svaret må dog være et moderat ja. Udgangspunktet for forfatterne bag Extreme Democracy var nemlig ikke at ændre ved det repræsentative demokrati, men at få det repræsentative demokrati til at fungere igen. Og bogen igennem argumenterer de virkeligt godt for, at netop webloggen har potentialet til at skabe bedre kommunikation mellem borgerne og politikerne. Vi så det ske i 2003 i forbindelse med Howard Deans kampagne for nomineringen som den demokratiske præsidentkandidat. Vil den første danske politiker eller parti, som tager bloggen til sig, også stige til vejrs i meningsmålingerne som en raket? Extreme Democracy giver i hvert fald en opskrift på, hvordan man engagerer vælgerne igen.

Findes det rene demokrati?

Til sidst vil jeg dog gerne udfordre bogen på dens ømmeste punkt, nemlig ideen om et ekstremt demokrati. Mener forfatterne, at vi kan få et ekstremt demokratisk demokrati, hvis bare vi finder den rigtige formular? Titlen foreslår det i hvert fald. Men min diskussion af strukturerne i blogspace, der udøver automatisk, strukturel censur, og de såkaldte power laws i internettets grundlæggende struktur, peger på, at ethvert system lader til at have en blind plet, som det ikke kan se. Kan internettet se sine egne strukturer, det vil sige koder, som gør internettet muligt? Kan en blog omgå de power laws, der bestemmer, om bloggen bliver rangeret højt eller lavt? Kan demokratiet afgøre, om det selv er demokratisk? Svaret lader til at være nej (og et polemisk bevis ville være eksporten af demokrati til Irak). Det gælder, at et system, internettet eller demokratiet, aldrig kan stille spørgsmålstegn ved sine egne rammer, fordi dette spørgsmål slet ikke giver mening uden for de rammer. Den franske filosof Jacques Derrida har gjort dette synspunkt til det centrale omdrejningspunkt i sin teori om dekonstruktion. Og det er denne teori, jeg har i tankerne, når jeg spørger, om vi ikke skal være lidt mere beskedne, når vi hylder demokratiet.