Eurovision beviste sit politiske værd

Uanset hvad man måtte mene om glitter, homofest og skabelonpop, var Conchita Wursts sejr i weekendens Eurovision en vigtig og opmuntrende politisk begivenhed. Samtidig var DR's afvikling af showet et skridt på vejen til at sætte Danmark tilbage i en ellers svækket position som frisindet foregangsland.
Det er svært ikke at mene noget om den traditionsrige musikkonkurrence, der sjældent er et studie i god smag, men ofte er et fascinerende indblik i sangskrivning og performance på syre. Med det store finaleshows afholdelse i København lørdag aften står én ting lysende klart; mangfoldigheden blev fejret til bunds, og med DR og Danmark som afsender blev der sendt et klart signal om mangfoldighed, tolerance og respekt, som de godt 200 millioner seere i den grad tog del i ved at stemme østrigske Conchita Wurst til tops. Lad os tage et dybere blik på begivenheden.
 
At Conchita Wurst i sin forvandling til smuk kvinde har beholdt sit veltrimmede skæg, er en interessant nytænkning af drag queen-fænomenet, fordi hun placerer sig i limbo mellem etablerede kønslige skønhedsidealer. Og Europas hyldest af hende er en fuckfinger til Putin, som vi havde rigtig meget brug for lige nu. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 
Fuckfinger til Putin
Lad mig sige det med det samme: Jeg elsker, elsker, elsker Melodi Grand Prix. Det danske er oftest en temmelig ordinær gennemgang af tidligere deltagere fra talentkonkurrencer (Basim fik mig dog overbevist til sidst) eller hengemte sangere af den mere tvivlsomme type, der har brug for at generobre spalterne (I’m looking at you, Anna David). Til gengæld er det store europæiske show – Eurovision Song Contest – altid en kæmpe begivenhed, der oftest handler om fest, glimmer, europæiske fællesskaber gennem dårlig popmuzak og bizarre sceneshows. Det var det også denne gang, men Eurovision Song Contest 2014 – live fra København – var en sjælden politisk affære, der gav fuckfingeren til Putin og omfavnede en skægget kvinde, der nok er af hankøn, men mest af alt bare gerne vil være den, hun har lyst til – når hun har lyst til det.
 
Årets Eurovision kan forhåbentlig være begyndelsen på at udfase den skingre tone, der efterhånden er blevet normen, når vi i Danmark diskuterer for eksempel etniske og seksuelle tilhørsforhold. Foto: Ronald Zak/Polfoto
 
Grænsebomme, mangfoldighed og Danmarks image
Det klædte konkurrencen ualmindeligt godt (også fordi Conchita Wurst unægtelig var en af de stærkeste vokalister under showet), men set med et nationalt perspektiv var det også en hamrende tiltrængt branding af Danmark som en åben nation, der har en progressiv tilgang til mangfoldighed (i hvor høj grad det så passer i virkeligheden, kan man altid diskutere).
 
Der var engang, hvor Danmark var lig frisind. Hvor vi rimelig hurtigt var med på at give kvinder stemmeret, var de første, der frigav pornoen, var et af de første vesteuropæiske lande, der frigav aborten og var de første, der tillod registreret partnerskab. Hvor vores samfundsstruktur (til dels) gør det muligt for kvinder både at få børn og arbejde og ikke holder dem i hjemmet. Sidenhen er alle de åh-så-farlige indvandrere kommet og med dem forslag om grænsebomme, hårdere indvandringsregler og en skinger tone. Der er stadig lang vej igen for danske transpersoner, debatten om homoægteskaber i kirken var temmelig hård, og vi kan ikke som tidligere kalde os et foregangsland. En skam.
 
Basims bidrag – både musikalsk og i presseudtalelser – var også en væsentlig del af den vedkommende og sympatiske skildring af Danmark, der kom til udtryk under Eurovision. Foto: Sander Hesterman/Eurovision tv
 
Ikke nødvendigvis en politisk platform
Og forstå mig nu ret; jeg anskuer ikke ESC som en politisk platform per se og er ikke enig i, at showet er blevet ”kapret af bøsserne”, som debattør Iben Thranholm erklærede i Meningsmaskinen i Lorry. Hun anførte blandt andet, at det ikke er passende, at showet bruges til at vise ”én bestemt seksualitet” og promovere den rundt om i Europa. Måske har hun glemt, at heteroseksualitet fylder temmelig godt op i mediebilledet, allerede uden at dét anskues som værende en politisk kamp, eller også tror hun bare, at det altid er et politisk budskab, hvis der står en glimmerbøsse på scenen. Breaking news: It’s not. Der har ofte været sange med politiske elementer, og homoerne har traditionsrigt været stærkt repræsenteret, uden at det har vakt den store røre i de knap så tolerante lande. Men kritikere har – med rette – ofte kunnet sige, at det bare har været en konfetti-fest uden indhold. Denne gang var anderledes. For med DR ved roret, tog showet og Danmark et standpunkt og kæmpede for mangfoldighed i et større perspektiv.
 
For jo, der er mange små og store delkampe at tage stadigvæk for både kvinder, mænd, unge, gamle, homoer og heteroer og transer og handicappede og sorte og hvide og gule og blå. Men den egentlige kamp handler vel netop om at kæmpe for det hele på samme tid; den bredere solidaritet, tolerancen og retten til at være lige hvem fanden, man nu engang har lyst til. Derfor var det så vigtigt, at Østrig vandt. Og derfor var det så vigtigt, at DR fik sat showet og begivenheden i scene med hashtagget #JoinUs. Det betyder nemlig, at det ikke kun handler om at pådutte folk en bestemt livsstil, livssyn eller politik, men at det er en åben invitation til, at man tolererer det hele side om side (og så er der fandeme snart heller ikke et øje tørt, vel?).
 
Det er synd for de to søde piger fra Rusland, som jo ikke bør være ansvarlige for deres hjemlands politikere, mener mange. Men buh-råbene er jo et udtryk for europæiske befolkninger, der tager stilling og ansvar, hvilket de er i deres fulde ret til. Foto: DR
 
Mørkemænd, pailletter og fremskridt i øst
Hvis der var noget, der fyldte mere end den skæggede dame fra Østrig, var det de slet skjulte hilsner til Putin. Der blev buuuuh’et af de russiske søstre, hver gang de fik point, og selvom de fik topkarakterer fra et par af de pro-russiske nationer, var det svært ikke at undgå det politiske budskab i de 11.000 tilskueres vedholdende reaktioner. Ikke, at sandsynligheden for, at Putin ændrer politik af den grund, er særlig stor, men det var alligevel bemærkelsesværdigt.
 
At Conchita Wurst vandt er heller ikke det samme som, at mangfoldighed og tolerance med et trylleslag bliver normen overalt i Europa, men kigger man nærmere på pointene, fik Østrig ikke kun sine stemmer fra Vesteuropa, men også fra steder, hvor mænd i dametøj absolut ikke er bredt accepteret. Fem point fra Albanien, ti fra Georgien, fire fra Estland (jeg har selv været til en Amnesty-arrangeret Pride der engang, hvor tolerancen ikke ligefrem lyste ud af moddemonstranterne på den anden side af politibeskyttelsen), otte fra Ukraine og – hold nu fast – fem fra Rusland. Kigger man på fagjuryernes stemmer alene, var Wurst også en snæver vinder. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle og enhver kan føle sig sikre i Rusland endnu, men det peger i retning af, at der sker et eller andet rundt omkring i de østlige egne.
 
Lise Rønnes pladecover med Conchita er sjovt og rigtig god stil. Frisind er en vinderhest, og det var rigtigt set af DR. Foto: DR
 
Danmark gav smæk for skillingen
Det blev allerbedst iscenesat af showets insisteren på mangfoldighed; dels er der blevet arrangeret homo-vielser rundt omkring i byen de sidste par dage, dels var Lise Rønnes omfavnelse af Conchita Wurst samt deres fælles pladecover (Lise Rønne hed nu Lise Chorizo, pladen ”The Wiener Takes It All”) en genistreg af de helt store, der på fin vis slog et slag for retten til at være den, man nu engang er.
 
Jeg var ude på Eurovision Island (hvis navn seriøst aldrig skulle have eksisteret) to gange; til den første semifinale og til generalprøven på finalen, og det hele kørte som smurt. Nok var øen en trist og grå affære, men det store trafikkaos udeblev, og showet var et af de bedste producerede i mange, mange år. DR og Danmark gav fandeme da smæk for skillingen i et show, der ikke bare var middelmådigt, som danske tv-shows kan have tendens til at være det.
 
Og jo, værterne var lidt mekaniske, og Nikolaj Koppel taler ikke et fantastisk fransk (til de uindviede kan jeg afsløre, at teleprompteren skrev hans franske ord fonetisk, som i 'jø nø vø par' i stedet for på fransk …). Der var tarvelige polske malkepiger, hamsterhjul fra Ukraine, grækere, der hoppede på trampolin, islændinge i teletubbies-jakkesæt og ild og konfetti og (ikke helt nok) pailletter – med andre ord var meget, som det plejer at være. Men tak til DR for et show, der kommer til at gå over i historien og til en vinder, der om ikke andet så i hvert fald for en kort stund smed lidt glæde og håb udover Europa. Hvor var det dog dejligt og tiltrængt, at det skete i København.

”This night is dedicated to everyone who believes in a future of peace of freedom. You know who you are. We are a unity. And we are unstoppable,” sagde Conchita Wurst som nykåret vinder og rakte trofæet i vejret. Så er der bare tilbage at håbe, at hendes ord holder lidt længere end en enkelt nat.
 
Stemmefordelingen viser, at Conchitas sejr ikke blot var moralske, vesteuropæiske smæk til Østeuropa, men et udtryk for folkelig opbakning over hele kontinentet. Foto: Dossier
 
Læs mere:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job