Et svar til Palads-konservatismen
Paladsbygningen er et sminket lig

Intet må der pilles ved. Alt skal forblive, som det var, som det er, og som det altid skal være. Og enhver forandring vil altid kun være det til værre. Sådan kan den mentalitet beskrives, der som en kvælende konsensusdyne har lagt sig over et åbenbart stort antal københavnske borgere, herunder også de mediesmagsdommere, hvis sind er kommet i kog ved udsigten til den mindste modifikation af den såkaldte Paladsbygning. Kilde: Gettyimages.com

Skrevet af
Ubegribelig ekstremkonservatisme hindrer os i at forestille os nye bedre, dristigere og smukkere byrum i København – mest konservativ af alle er venstrefløjens slumromantikere.
I forrige uge bragte Kforum debatindlægget Nordisk Film har rullet den helt store spinkanon frem. Budskabet var, at Primetime søgte at spinne tre erstatninger til det eksisterende Palads-byggeri. Det er spin om spin. Her er en replik og et nej tak til den ekstreme Palads-konservatisme. 
 
Intet må der pilles ved. Alt skal forblive, som det var, som det er, og som det altid skal være. Og enhver forandring vil altid kun være det til værre.  

Sådan kan den mentalitet beskrives, der som en kvælende konsensusdyne har lagt sig over et åbenbart stort antal københavnske borgere, herunder også de mediesmagsdommere, hvis sind er kommet i kog ved udsigten til den mindste modifikation af den såkaldte Paladsbygning.  
 
For det er dér, vi er. Ingen vover længere at tale om det eneste rette: En fuldstændig rydning af det forlorne, forfaldne pseudoslot, der ud over at udstråle tarvelighed i mange lag ikke gør noget godt for bybilledet. Det står tværtimod i vejen for dets tiltrængte fornyelse. 
 
Under det herskende sentimentalitetstyranni er det måske tabu at sige det: Men nogle gange sker der altså uundgåeligt det, at en bygning, selv en på godt og ondt ikonisk, har haft sin tid, har udlevet sin funktion og i konsekvens af dette nu bør overgives til bulldozernes nådige eutanasi.
 

Paladsbygningen har længe vaklet på gravens rand 

Jeg skal ikke udelukke, at dette amputerede rudiment af en tidligere hovedbanegårdshal har haft en storhedstid. Men det er i givet fald så længe siden, at det er hinsides mands minde. I 1911 husede bygningen en varmestue for hjemløse, før den det følgende år kom til at danne ramme om Kosmorama, der dengang var Nordeuropas største biograf.  
 
Siden gik det kun ned ad bakke. Måske lige med undtagelse af den gang, da Sex Pistols i punkmusikkens pionerdage i 1977 spillede på det stedlige Daddy’s Dance Hall-diskotek.  
 
Alt er pinagtigt klemt og underdimensioneret i Palads, der siden 1978 har for mange og for små biografsale – 17 – som kun de færreste i dag lyster at gæste, hvad man så inderligt godt forstår. Langs bygningens bagparti bugter sig Hammerichsgades ildelugtende tarm af et brølende trafikhelvede, hvor uddunstninger fra lastbiltrafik og bybusser blander sig med dieselbøvser fra banegraven, en al for smal gennemfartsåre, hvor fodgængere og cyklister snapper efter vejret. Pladsen foran henligger, hvis man ser bort fra Robert Jacobsen-skulpturen, der er et godt klatrestativ for børn, både gold og uudnyttet. Her ønsker ingen at slå sig ned. Alle er på vej andre steder hen.  
 
Paladsteatret er et undervældende orgie af kitsch. Det er, som om bygningen har forvildet sig væk fra Tivoli, hvor falske tårne, umotiverede ornamenter og påklistrede forsiringer bedre kan komme til deres ret. Det var det, Poul Gernes så, da han i, hvad der dybest set må have været en ironisk grimasse, afslørede bygningens egentlige sjæl som gennemført og grundlæggende tarvelig. Det bragte han frem med sin bemaling med skrigende koloristisk ligsminke, der forekommer som det helt rigtige modstykke til popcornstanken, der fylder bygningens indre og de larmende opblæste filmtrækplastre, der dominerer det fallerede forlystelsestempels ydre facade.  
 
Allerede da bygningen blev opført i et historicistisk stilmiks af udvortes nybarok og indvortes renæssance, var den kitsch, og det er den forblevet. Men skræller man alt væk, er den det, den blev født som: En ikke bevaringsværdig og alt for lille, alt for snoldet banegård, der muligvis ville gøre fyldest i Mulhouse eller et tilsvarende hensygnende mellemeuropæisk provinshul, men den er og bliver et uskønt, uklædeligt indslag i den glitrende moderne metropol, København burde aspirere efter at blive 
 
Og måske også kunne blive, hvis ikke bystyret var overtaget af Danmarks mest ærkekonservative parti i byplanshenseende, Enhedslisten, hvis uendelige jeremiader over den nødvendige rydning af Vesterbros uhumske Slagtergårde allerede udstillede paradokset i et parti, der ser sig selv som progressiv politisk avantgarde, men reelt er båret af sit dybe had til forandringer.  
 
Man kan spare sig ulejligheden. Paladsteatret står ikke til at redde. Ikke med nogen som helst overbygning eller arkitektoniske viderebroderier på et forlæg, der er født håbløst. Befriende ville det være, hvis flere havde mod til at sige det, og hvis der var vilje og vision til at se et helt nyt og åbent byrum blomstre op på dets ruintomt i kombination med en overdækning af banegraven ved Vesterport.  
 
En grøn og rekreativ bræmme kunne her se dagens lys med elementer af helt ny arkitektur som udtryk for vores egen tid og som udtryk for, at København er en by, der stadig formår at udvikle sig organisk og overraskende, og ikke er dømt til at hæge om gamle og gustne kulisser. 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

33 JOB

Engagementschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.