Journalistikken har et troværdighedsproblem, som tydeligst manifesterer sig i avisernes dalende oplagstal og tv’s faldende læsertal, men som også viser sig i befolkningens manglende interesse for at deltage i samfundsmæssige diskussioner.

I specialet tager jeg udgangspunkt i kommunalvalget år 2001 i en diskussion af, hvilke journalistiske præmisser der ligger til grund for befolkningens manglende interesse for at deltage i den demokratiske debat. Desuden undersøger jeg, hvordan den journalistiske filosofi og metode public journalism, som opstod i USA for omkring 10 år siden, kan formå at fange befolknin-gens interesse for den demokratiske debat og engagere dem i debatten som aktive borgere i stedet for som passive forbrugere.

Specialet er bygget op omkring tre overordnede diskussioner. Jeg benytter mig af en eklektisk tilgangsvinkel, hvor jeg har udvalgt og samarbejdet teorier af forskellig art for at opnå en bred viden på området. Desuden bygger specialet på empiriske undersøgelser af baggrunden for borgernes passivitet. Jeg har blandt andet skabt et debatforum på internettet, hvor 26 udvalgte debattører diskuterede deres holdninger til medier, kommunalvalg og demokratisk dialog.

Første diskussion er en diskussion af mediernes traditionelle kommunikations- og modtagerforståelse. Medierne har traditio-nelt fungeret som medie for kommunikation fra en afsender til et stort heterogent publikum. Medierne har traditionelt haft magten til at bestemme, hvem der måtte betræde mediescenen og dermed har medierne set sig selv som en kanal for sandhed, hvor kommunikationen gik envejs fra journalister, politikere og eksperter som afsendere til borgerne som modtagere uden mulighed for direkte feedback. Medierne har gjort befolkningen til passive forbrugere ved at fortælle dem, hvad de skal mene noget om; ved at gøre journalistikken til en kanal for sandhed. Den teknologiske udvikling har givet mulighed for en følelse af direkte interaktion i medierne og dermed skabt mulighed for større demokratisk dialog via medierne, trods denne udvikling har medierne bibeholdt deres traditionelle kommunikationsopfattelse, hvilket har medvirket til at befolkningen er blevet passi-ve iagttagere af blandt andet det politiske spil.

Anden diskussion tager sit udgangspunkt i den engelske sociolog Anthony Giddens’ samfundsanalyse. Dette kapitel rummer en overordnet samfundsteoretisk diskussion af det senmoderne samfund, mediernes funktion heri og befolkningens reaktions-mønstre. Vort senmoderne samfund er et komplekst samfund fyldt med alverdens abstrakte systemer, der organiserer vores hverdag og den verden, vi lever i. Mediernes rolle er at reducere kompleksiteten, men på en sådan måde at mediernes frem-bragte fællesverden fremviser et ”repræsentativt” udsnit af virkeligheden. Medierne som iscenesættere kan kun fungere på basis af befolkningens tillid, og denne tillid er befolkningen ved at miste til medierne på grund af journalistikkens nuværende arbejdsmetoder. Befolkningens manglende tillid til medierne er blandt andet årsagen til befolkningens manglende engage-ment. Men der er også andre grunde hertil.

Vi lever ifølge samfundsforsker og politisk kommentator Ralf Pittelkow i et personligt samfund, hvor borgerne kun engagerer sig, hvis de kan se meningen med det og det stemmer overens med egne personlige holdninger og værdier. Vi lever ifølge samfundsforsker Johannes Andersen en hverdag, hvor egne interesser og projekter er i centrum. Vi levner ikke meget tid til det fælles, fordi vores erfaring siger os, at en aktiv deltagelse på samfundsniveau på nuværende tidspunkt ikke vil få nogen reel nytte. Beslutningerne der tages på dette niveau har ikke noget med vores personlige liv at gøre og har ikke indflydelse derpå.

Tredje diskussion indeholder en diskussion af mediernes arbejdsmetoder, mere præcis en diskussion af, hvorledes journali-stikkens traditionelle brug af nyhedskriterierne har betydning for befolkningens manglende tillid til medierne og dermed ly-sten til at deltage i den demokratiske dialog.

Medierne fokuserer meget på konflikter og sensationer. Men mange konflikter fortælles i en forenklet sort/hvid form, som ikke lægger op til en dialog om samfundets problemer, men i stedet lægger op til en afmagtsfølelse hos befolkningen. Ligele-des skaber mediernes fokus på det sensationelle et billede af et samfund fyldt med dårligdomme – et forvredet billede af et samfund, som borgerne ikke kan genkende.

Borgerne ønsker mere indsigt, overblik og uddybning i forbindelse med mediernes fremlæggelse af samfundets konflikter, så borgerne har et grundlag for i fællesskab at løse problemerne. Desuden ønsker de at medierne lægger større vægt på de mange positive historier i samfundet.

For mediernes er væsentlige historier lig med pressemeddelelser, nye undersøgelser, informationer fra politikere og ny viden fra eksperter. Borgerne savner generelt mere bredde i debat og politisk vinkling, så det ikke kun er det kloge og dannede Danmark, der dominerer. For at gøre nyhederne nærværende inddrages borgerne typisk i historierne som ofre eller som hold-ningsmarkører. I stedet burde medierne forsøge at gøre nyhederne mere nærværende ved at knytte historierne an til borgernes egen hverdag.

Tredje diskussion leder mig til den konklusion, at hvis den demokratiske debat skal blomstre op i medierne, skal medierne muliggøre en dialog, hvor borgerne føler, at deres indsats nytter.

Mediernes rolle som portvagt bør derfor ændre karakter fra at være en vagt med magten til at bestemme, hvem der må føre monolog til en vagt med magten som troværdig vejleder og dommer, hvis rolle det blandt andet er at sikre at alle bliver hørt. Medierne skal ifølge public journalism invitere borgerne med i debatten og sørge for, at borgerne føler sig talt til og føler at beslutningstagerne faktisk lytter til deres holdninger og idéer.

Public journalism ønsker at tilføre mediernes vagthunderolle nogle flere ansvarsområder. Public journalism ønsker, at medier-ne skal agere guidehund; en journalistik som både giver befolkningen nyheder og information og samtidig hjælper borgerne med at varetage funktionen som borger i et samfund. En journalistik som udfordrer befolkningen til at involvere sig, engagere sig og tage del i samfundets problemer. Det handler om at dække enighed på samme vis som konflikter og succeshistorier på samme vis som ulykkeshistorier. Løsningshistorier der måske kan vise vejen til konfliktløsning andre steder i samfundet.

Fortalerne for public journalism ønsker på baggrund heraf, at medierne bør dække modtagernes reelle informationsbehov frem for at fokusere på det sensationelle og underholdende, og derfor i højere grad tage afsæt i de problemer, borgerne slås med i hverdagen. Dermed er der en meget større mulighed for at fange befolkningens interesse for den samfundsmæssige debat og engagere dem i debatten som aktive borgere i stedet for som passive forbrugere.

Download hele specialet her