Obamas skjulte stemme

Favreau er blevet kaldt mere tankelæser end taleskriver. Han og Obamas fælles forståelse er i hvert fald udover det sædvanlige

Med fokus på det personlige, på den store amerikanske historie og en evne til at skrive direkte til vælgernes følelser har Jon Favreau lynhurtigt formået at gå fra at være universitetsstuderende til at blive anset som en af verdens mest magtfulde mænd. Han har formået at give comeback til ’de store taler’.

Efter at have afsluttet college i 2004 begyndte Jon Favreau, eller 'Favs' som han hedder blandt venner, at arbejde på John Kerrys præsidentkampagne. Hans job var at stå op klokken tre om natten og samle soundbites fra radio talk shows, så de var klar til morgenmødet. På et tidspunkt kom kampagnestaben til at mangle en taleskriver, og derfor besluttede man at forfremme Jon Favreau til 'deputy speechwriter'. Det blev startskuddet på karrieren, og allerede senere samme år mødte han sin nuværende arbejdsgiver for første gang – og gjorde et stærkt indtryk.

Inden Jonathan Favreau begyndte som taleskriver gik han på College of the Holy Cross, hvor han afsluttede med klassens højeste gennemsnit

Who is this kid

Mødet fandt sted på det demokratiske konvent i 2004, hvor Favreau var ansvarlig for at koordinere talerne. Senator Obama skulle holde konventets Keynote Address, men under en gennemgang af talerne var Favreau blevet opmærksom på, at der var et formuleringsmæssigt overlap mellem Obama og Kerrys taler. Han gik derfor hen til Obama og meddelte, at han havde besluttet, at en passage i Obamas tale skulle skrives om. Da de to efterfølgende gennemgik talen sammen, påpegede Favreau flere steder, hvor teksten burde ændres, så den sproglige rytme passede bedre til Obamas talestil.

Ifølge Favreau reagerede Obama med en smule forbløffelse: ”He kind of looked at me, kind of confused – like, 'Who is this kid?'” Men senere huskede Obama den unge Favreau og hans både kompetente og ligefremme måde at adressere ham på. Derfor var Obama heller ikke i tvivl, da han i 2005 fik Favreau anbefalet som sin taleskriver i senatet. Til jobsamtalen spurgte Obama, hvilke tanker han gjorde sig om taleskrivning, og Favreau svarede:

”... when I saw you at the convention, you basically told a story about your life from beginning to end, and it was a story that fit with the larger American narrative. People applauded not because you wrote an applause line but because you touched something in the party and the country that people had not touched before. Democrats haven't had that in a long time."

Den personlige vinkel, den store amerikanske historie og evnen til at gribe vælgerne om hjertet. Det var de tre ting, Favreau havde bidt mærke i. Og det var nogle af de ting, han videreførte, da han i 2007 blev forfremmet til at være Obamas cheftaleskriver. Og der er ingen tvivl om, at samarbejdet mellem Favreau og Obama har givet 'den store tale' en renæssance i amerikansk politik. Ikke siden Reagan i 80'erne har USA haft en præsident, der i samme grad har været eksponent for den store amerikanske historie.

Favreau er ung, og han bibringer Obamas taler den håbefulde og uskyldige idealisme, der hører ungdommen til. Og samtidig har han en åbenlys sans for sprogets stoflige og rytmiske kvaliteter. Det virker som om, han har en præference for det storladne og højtidelige, og det passede som fod i hose med Obamas præsidentkampagne. Dog passer det måske mindre godt med konkrete politiske forhandlinger om sundhedsreformer eller de årlige budgetter.

Både Favreau og Obama har hang til patos, og som sådan er de et godt match. Og Favreau har selvfølgelig ret i, at mange demokrater havde længtes efter en kandidat som Obama. Men paradoksalt nok er Obamas styrke samtidig også hans svaghed, for de salvelsesfulde taler får ham af og til virke lidt for alvorstung og humorforladt.

Speechwriting superstar

De første år som Obamas taleskriver brugte Favreau på at lære sin arbejdsgiver at kende. Han hang ved hvert et ord, Obama mælede. Han læste alt, Obama nogensinde havde skrevet. Han lærte sig, hvilke forbilleder Obama havde. Og da primærvalgene gik i gang, havde de to fundet deres rytme. Favreau vidste nu, at han skulle citere enten Martin Luther King eller Bibelen, at anekdoter og personlige historier skulle findes i 'Arven fra min far', og at han altid kunne drage nytte af noget, der havde med Abraham Lincoln at gøre.

På kampagnen fik Favreau lejlighed til at boltre sig i patos, retoriske stilfigurer og den helt store historie om Obama som frelseren, USA havde ventet på. Da Obama den 3. januar 2008 holdt sin sejstale i delstaten Iowa, ændrede Favreau status fra god taleskriver til superstjerne.

Iowa-talens indhold blev fastlagt ved, at Favreau og Obama satte sig ned og diskuterede strategien i en halv times tid. De blev enige om, at talen skulle handle om at samle amerikanerne på tværs af kandidater og partier, og at talens åbningsbemærkning skulle være 'They said this day would never come'. Dette udsagn var naturligvis møntet på alle de politiske modstandere, der hævdede, at Obama ikke havde en chance for at vinde kandidaturen, endsige præsidentvalget. Men udsagnet handlede også om den dag, hvor en sort amerikaner vandt det første primærvalg i en 'hvid' stat.

Budskabet i Obamas tale i Iowa den 3. januar 2008 var at samle Amerika på tværs af røde og blå stater.

Denne op-ad-bakke retorik var et gennemgående træk i talerne fra Obamas valgkampagne. Det er ikke overraskende, eftersom han både er sort og repræsenterede oppositionspartiet, men det er et væsentligt element som Favreau videreudviklede og udnyttede for at skabe en solid bund i Obamas budskaber om at tro, håbe og drømme. Uden modstanden ville det være spil til ét mål. Men det var ikke spil til ét mål. Det var tværtimod Obama og tilhængerne stillet over for 'impossible odds' - en vending der blev brugt både i denne og den efterfølgende tale i New Hampshire.

They said this day would never come,

They said our sights were set too high,

They said this country was too divided, too desillusioned to ever come together around a common purpose.

But on this January night, at this defining moment in history, YOU have done what the cynics said we couldn't do.

Den messende anaforiske opbygning med det drævende 'saaiid...', den forløsende antitese, der giver magten og æren til tilhørerne og stempler skeptikerne som kynikere, der hverken kan tro, håbe eller drømme, indkapsler essensen af Obamas kampagne-retorik.

Under kampagnen var Favreau flankeret af to andre taleskrivere, Adam Frankel og Ben Rhodes, og ofte var taleskrivningen en gruppeproces. Efter at Favreau havde fået den indledende briefing på Iowa-talen, sad de tre taleskrivere sammen i timevis, og det færdige resultat indeholdt bidrag fra dem alle tre - og selvfølgelig fra Obama, for han er selv stærkt involveret i processen, når han har tid til det.

Yes we can

Fem dage efter sejren i Iowa tabte Obama delstaten New Hampshire til Hillary Clinton. Her skulle det efter sigende have været Favreau, der fandt på at gribe tilbage til Obamas senatskampagne i Illinois i 2004. Derfra tog han den nu så berømte frase 'Yes we can', og med den fik han skabt et nyt stærkt slogan for Obamas kampagne.

I Illinois havde det også været op ad bakke for Obama. Efter han havde vundet sin plads i senatet, kunne han derfor triumferende sige til skeptikerne, at han havde tre ord til dem:

I have three words for them. What are those words? Yes, we can. Thank you Illinois and I love you.

Konteksten var en anden dengang, men de tre ord kunne fint genbruges i New Hampshire i 2008 som et middel til at forstærke håbet og sejrsviljen:

For when we have faced down impossible odds,

when we've been told we're not ready,

or that we shouldn't try,

or that we can't,

generations of Americans have responded with a simple creed that sums up the spirit of a people:

Yes, we can.

Med de tre ord 'Yes we can' blev Obama-kampagnen til en folkelig bevægelse

New Hampsire-talen står i dag som et stærkt eksempel på Obamas forkyndelsesretorik. Her stillede han sig på skuldrene af tidligere amerikanske koryfæer som John F. Kennedy og Martin Luther King. Her lancerede han sin egen drøm om et nyt Amerika.

It was the call of workers who organized,

women who reached for the ballot,

a president who chose the moon as our new frontier (Kennedy, red.),

and a king who took us to the mountaintop and pointed the way to the promised land (King, red.).

Obama giver fire eksempler på prisværdige amerikanske sager, der har været op ad bakke, men som er lykkedes takket være håb, sejrsvilje og retfærdighedens uafvendelighed. Han sidestiller sit eget kandidatur med disse historiske sager, og Martin Luther Kings afsluttende crescendo om 'bells of freedom' fra 'I Have a Dream' genlyder i talens afslutning:

And, together, we will begin the next great chapter in the American story,

with three words that will ring from coast to coast,

from sea to shining sea:

Yes, we can.

Starbucks-talen

Favreaus største udfordring var Obamas tiltrædelsestale i januar 2009. Det var en tale, han brugte flere måneder på at skrive, og for at nå til det perfekte resultat måtte han grave dybt i den amerikanske historie og studere en lang række af de tidligere tiltrædelsestaler.

Traditionen tro indeholdt talen alt fra 'forefathers' og 'founding documents' til borgerkrigen, amerikanske værdier og USA's ansvar for at skabe en ny æra med fred. På et bagtæppe af både krig, finanskrise og global opvarmning var det en veritabel legeplads for Favreau og hans hang til højtsvungen patos.

Store dele af Obamas tiltrædelsestale skrev Favreau på Starbucks i Washington.

Shutdown showdown

Siden midtvejsvalget i november 2010, hvor demokraterne tabte deres flertal i Repræsentanternes Hus, så magten i kongressen blev delt, har Obama været nødt til at søge samarbejde og indgå kompromiser. Det har skabt behov for nogle mere afdæmpede politiske taler, og her har Favreaus stil ikke altid været lige vellykket.

For få uger siden var det tæt på, at USA måtte lukke dele af sin offentlige sektor ned, fordi forhandlingerne om en budgetaftale for resten af 2011 så ud til at bryde sammen. Det ville have sendt 800.000 offentligt ansatte hjem uden løn, have kostet milliarder af dollars og have påvirket bl.a. domstole, militær, politi, paskontorer, museer, nationalparker og udbetaling af sociale ydelser.

Det var en kritisk situation – ikke mindst fordi et sammenbrud ville være blevet rigtig dårligt modtaget af de amerikanske vælgere, og fordi både demokraterne og republikanerne kunne ende med at få skylden for det. Som sådan lå budget-talen meget godt til Favreau, men det lykkedes ham ikke helt at ramme balancen mellem den pragmatiske dealmaker og den store taler.

Historien om, at Obama havde modtaget et brev fra en bekymret mor fra Colorado, der skrev, at hendes søn og hans kammerater fra 8. klasse var bange for, at de ville blive nødt til at aflyse den tur til Washington, som de havde sparet op til i årevis, var simpelthen for tyk.

She asked those of us in Washington to get past our petty grievances and make things right.

And she said, “Remember, the future of this country is not for us. It’s for our children.”

Today we acted on behalf of our children’s future.

Historien leder tankerne hen på Ronald Reagans tale på Omaha Beachved 40-års-dagen for D-dag. Her tog han udgangspunkt i et brev, han havde modtaget fra Lisa Zanatta, datteren til en afdød veteran fra første angrebsbølge, der altid drømte om at komme tilbage til Omaha Beach.

Både Obama og Reagan kammer over, og begge taler grænser til at være patetiske. Om Favreau er blevet inspireret af Reagan, er uvist, men han nævner selv Reagans taleskriver, Peggy Noonan, som en stor inspirationskilde. Sjovt nok er Favreaus favorit-Noonan-tale talen ved Pointe du Hoc, som Reagan holdt samme junidag i 1984 lidt længere henne ad den vindblæste franske kyst, og som er langt bedre end Omaha-talen.

The Country We Believe In

Obama har i løbet af de sidste to et halvt år mistet meget af sin popularitet. Der er ingen tvivl om, at han på flere punkter har været en skuffelse for mange af de venstreorienterede vælgere. Han har ikke lukket Guantanamo, han har endnu ikke indført en hårdere skattepolitik over for de rigeste, og som en del af budgetforliget for 2011 måtte han gå med til besparelser for 38 milliarder dollars inden for områder som sundhed, beskæftigelse og uddannelse.

Kritikerne mener, at han simpelthen er for dårlig til at forhandle med republikanerne, og at han i sin midtersøgende politik bliver trukket alt for langt til højre. Men årsagen til den faldende popularitet skal måske også findes i, at han for de venstreorienterede er en del mindre sexet som afdæmpet bureaukrat end som visionær forandringsagent.

Onsdag den 13. april fremlagde Obama en plan for, hvordan USA kan reducere sit underskud med 4.000 milliarder dollars over de næste 12 år. Talen hed 'The Country We Believe In' og handlede naturligvis om økonomiske detaljer, men den satte samtidig den økonomiske diskussion ind i en større ideologisk ramme. Således relancerede talen den store amerikanske historie og Obama som den store taler.

I talen anerkendte Obama, at USA altid har handlet om det frie marked og det frie initiativ som grundlaget for vækst og velstand, og at amerikanerne er individualister med en sund skepsis over for 'too much government'. Men samtidig citerede han USA's første republikanske præsident, Abraham Lincoln, og sagde: ”...through government, we should do together what we cannot do as well for ourselves.”

Han nævnte behovet for folkeskoler, universiteter, forskning, militær, sundhedsydelser og et socialt sikkerhedsnet, og han understregede, at de rige naturligvis bliver nødt til at bidrage mere til festen end middelklassen og 'those less fortunate' – simpelthen fordi de kan.

Et godt match

I Obamas første regeringsår holdt han 411 taler, og det er så mange, at hverken han selv eller Favreau kan nå at skrive dem alle sammen. Derfor er taleskriverstaben blevet udvidet, så den ud over Adam Frankel, Ben Rhodes og et hold af researchere, omfatter Cody Keenan og Favreaus gamle ærkefjende Sarah Hurwitz, Hillary Clintons taleskriver.

På de helt store taler trækker Obama dog stadig på den dybe forståelse, der er mellem Favreau og ham selv. Processen er som regel, at de taler sammen i en halv time – Obama taler og Favreau noterer. Så skriver Favreau et udkast, som de arbejder videre med, enten over mail eller ved at mødes igen. Arbejdet med talen fortsætter ofte, indtil kort før den skal holdes, og Favreau er med hele vejen. For ifølge Obama har Favreau en udsøgt evne til at sætte ord på de ting, der ligger præsidenten på sinde.

Det er langt fra altid, at en taleskriver har så god adgang til sin taler, og at han har så stor indflydelse på den endelige ordlyd – men der er ingen tvivl om, at det er en fordel, hvis man vil nå de rigtigt gode resultater.

Flere taleskrivere for tidligere amerikanske præsidenter har beskrevet den frustration, der kan være forbundet med professionen. En af de store ærgelser er, når formuleringer i sidste øjeblik bliver ændret af forsigtige politiske rådgivere, der ikke har sprogligt øre, men som gerne vil tage forbehold eller på anden måde udvande budskabet. I værste fald bliver resultatet, at det færdige produkt ender med at fremstå som et kludetæppe – uden én klar stemme.

Dette klip fra Whitehouse.gov giver et lille indblik i processen omkring Obamas 'State of The Union Address' fra 2011

I 2009 blev Favreau kåret som nr. 83 på Time top 100 over verdens mest indflydelsrige personer. Onde tunger siger, at Favreau blot har været heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og at han desuden er heldig med at skrive taler for en præsident, der i forvejen er fabelagtig til både at skrive og tale. Om det skrev John F. Kennedys legendariske og nu afdøde taleskriver, Ted Sorensen:

”It is President Obama who is lucky to have found someone who shares his thinking and style of speaking as readily and congenially as Jon Favreau, and it is the nation that is lucky that those two found each other. Favreau's survival in the No. 1 position throughout all these years of testing and turmoil, believe me, is not merely a matter of luck.”

---

Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.