Var det karaktermord eller en helt nødvendig afdækning, da B.T. i juni med fuld styrke startede en kulegravning af Stephen Kinnocks skattemæssige forhold og i videre forstand hele eksistens i Kongeriget Danmark?

Mens B.T. har haft travlt med at tælle diplomatens opholdsdage og mulige skattemæssige implikationer ud i de mest spidsfindige fradrag eller mulig mangel på samme, kan vi andre konkludere, at vi stort set ikke er blevet klogere på Stephen Kinnock, selv om han er ægtemand til den socialdemokratiske leder Helle Thorning-Schmidt og dermed en vi på et eller plan bør kende.

B.T. tager allerede i 2007 forskud på diskussionen af ægteskabet og dets usædvanlige karakter. Er det for udansk? Bemærk Kinnocks lidt fårede udtryk. Han er tydeligvis bipersonen i co-brandet

Den verdensfjerne unge gud
Fotografierne, der er publiceret af ham, Helle og børnene er eksemplariske og viser en spændstig, yngre mand som gennem sit kropssprog demonstrerer en fortrolighed med sine nærmeste. Vi ser i fotografierne den medievante ægtefælle, som træder tilbage for at hendes mere generte ægtefælle og børnene også kan være med. Stephen udstiller igen og igen et lettere forbløffet, for ikke at sige troskyldigt udtryk. Det er en mand af en anden verden. Den verdensfjerne unge gud som gennem sin elskede er blevet del af en verden som ikke er hans. Danskernes verden.

Verdensmanden Kinnock, her fanget i den russiske presse i 2008, da han - sandsynligvis som led i en storpolitisk forvikling mellem Rusland og Storbritannien - anklages for spritkørsel i Skt. Pedersborg

Selv efter at snart sagt alle medier og flere toneangivende højrefløjspolitikere har fulgt B.T. ind i et dyneløfteri, hvor alt hvad der ligner beskidt undertøj bliver vendt og drejet, vil det være synd at sige, at vi kender manden. Hvis personlig branding er alt det folk siger om dig, når du ikke selv er til stede, så kan man om Stephen Kinnock sige, at han er et personligt brand karakteriseret ved fjernhed.

Når den ellers så diskrete The Honorable Stephen Kinnock står til total afstripning, torskegilde og offentlig gabestok i samme medieeffektive arbejdsgang, skyldes det at han enten har gjort noget forkert, eller at han er det svage led i alliancen og co-brandingen med den kommende statsminister, som Danmark måske alligevel aldrig får.

Har Thorning og Kinnock et dobbeltliv?

I politik handler personlig branding om kompetence og repræsentation. Kompetence er evnen til slet at ret at lede landet. Repræsentation handler om at vælgerne skal kunne genkende sig selv i det menneske, den politiker, hvor de deponerer deres tillid.

Kristian Thulesen Dahls argument for sin inkvisitoriske penetration af det Thorningske privatliv er en påstand og præmis om, at det store gamle socialdemokrati ikke længere repræsenterer den almindelig arbejder eller den almindelige lønmodtager, men er blevet elitært, ufolkeligt og befolket af karrieremagere på alle niveauer, som kun er interesseret i at rage til sig: ”Hun forsøger at give et billede af at være en meget jordnær person, som er tæt på danskerne og lever et almindeligt familieliv med mand og børn,” forklarer Thulesen Dahl i Ekstra Bladet 3.8.2010. ”Hun viser et billede af en opvækst tæt på almindelige danskerne ved at vise sit barndomskvarter frem på tv. Hun taler varmt for folkeskolen, men sender selv sin datter i privatskole. Men alt det, der kommer frem giver et andet billede, end det hun fremstiller.”

En übernormal familie. Og dog. For dette billede illustrerer ikke hjemmesidens udsagn: "Familien bor på Østerbro". Sådan en mur findes næppe i Østerbros såkaldte komponistkvarter. Denne type små skævheder er med til at bygge myterne op blandt Thornings professionelle modstandere. Ill.: Helle Thorning-Schmidts private hjemmeside

Dansk Folkepartis gruppeformand fremhæver, at parret er uddannet i Belgien, ejer en lejlighed i London og at manden herudover arbejder i Schweiz: ”Det giver billedet af at være en del af en europæisk elite. Ville hun overhovedet være i Danmark, hvis hun ikke lige var socialdemokratisk formand?”
Hvis Thulesen Dahl har kunnet ane et dobbeltliv, så har han ikke været ene om det. Navnlig frokostpressen, f.eks. Ekstra Bladet, har svirret med overskrifter som ”Thornings mand i skattely”, ”Flyt til Schweiz, Helle Thorning”, ”Skal Thorning gå af?”, ”V klandrer Thorning for skattesvig og løgn”, ”London-lejlighed kan fælde Thornings mand”.

Helle vinder på kompetencen
Når Helle Thorning-Schmidt ikke længst er hylet ud af den, skyldes det, at politik ikke blot er repræsentation, men også kompetence. Og den kompetence demonstrerede hun til fulde, da hun vendte hjem fra ferie for at møde den danske offentlighed i Københavns Lufthavn og mere specifikt gennem et TV-dækket telefonprogram fra Ekstra Bladets redaktion, hvor hun modigt forklarede sig.

Når hun trods presset efterlader et gunstigt indtryk skyldes det ikke blot at skatteforholdene for udlændinge er så komplicerede, at sagen er sendt til ekspertgranskning i og udenfor Skatteministeriet, men også det forhold, at hun ret glimrende har udnyttet den tiltaltes ret til at forsvare sig. I denne proces har hun fået ufrivillig hjælp fra vicestatsministeren, der ramt på sin kompetence – interesserer Lene Espersen sig i virkeligheden for udenrigsministerposten? – bidrager til et modbillede af VKO-regeringen som uopfindsom, slidt og taburetklæbende.

Når Helle Thorning-Schmidt er sluppet forholdsvis godt fra denne ”fest”, skyldes det for mig at se, at EU-modstanderen Thulesen Dahls projekt med forstøde hende ud i udanskhedens ørken er vanskeligere at gennemføre, end man umiddelbart skulle tro. Ingen tvivl om at Helle Thornings profil skurrer blandt Dansk Folkepartis ufaglærte kernevælgere i provinsen. Men spørgsmålet er, om profilen skurrer blandt alle de løse vælgere – Swinging key voters som det hedder på amerikansk – som er i drift blandt de toneangivende partier?

Nordisk arketype
Her tror jeg Helle Thorning står stærkere, end man umiddelbart skulle tro. I sin umiddelbare udstråling signalerer hun repræsentation. Hendes trumfkort er ikke blot hendes høje, blonde, blåøjede, nærmest arketypisk nordiske (læs: danske) udtryk på det fysiske plan. Hendes trumfkort er også det forhold, at hun gennem sin karrierestræben fra de almene boliger i Ishøj over en højere uddannelse til ægteskabet med en britisk diplomat og formandskabet for et politisk parti legemliggør mange moderne danske kvinders vildeste ambitioner.

Forholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock er ligesom forholdet mellem HKH prins Henrik og HM dronning Margrethe eller Pia Kjærsgaard og assurandøren Poul Thorup klart asymmetrisk. Asymmetrisk på den måde, at manden har den laveste status i forholdet grænsende til det selvudslettende. Vi ved fra en undertiden særdeles åbenhjertig prins Henrik, hvor svært det kan være.

Med kærlighedens stærke arm
Når Thorning-Kinnock-partiet står med en stærkere alliance, en stærkere co-branding end man umiddelbart skulle tro, skyldes det de faktorer som nu volder problemer. Stephen Kinnock er jo befriende nok mand for sin egen hat. Selv om han skulle være nok så meget søn af Neil og Gladys, Baron and Baroness Kinnock, med alle de netværkstilgange det måtte indebære, så bliver man ikke direktør i den verdensomspændende tænketank World Economic Forum uden selv at kunne noget.

Når vi ikke hører så meget til manden, er det blandt andet fordi han har et superkrævende job. Det er i reglen noget folk har respekt for. At det ikke er helt let for Kristian Thulesen Dahl at få kabalen til at gå op, viser det forhold at det indlysende usocialdemokratiske ved at Helle Thorning-Schmidt gifter sig med sønnen af to ”lifelong peers”, imødegås af måden Helles svigerforældre er blevet baron og baronesse på. Da Neil Kinnock, selv søn af en minearbejder, accepterede medlemskabet af House of Lords, var det ud fra den erklærede forudsætning, at han ville bruge House of Lords som platform for sine socialdemokratiske synspunkter.

I en proces, hvor arbejdernes børn og børnebørn sammen med flertallet danskerne har bevæget sig fra ufaglært eller faglært manuel arbejde over i informations- og videnssamfundet, er Thorning-Kinnock-parrets co-branding, de udviklingsmuligheder de symboliserer, ikke så ringe endda. Ikke så længe at de husker deres rødder; de hårdtarbejde, de uprivilegerede.

Trendskifte eller mediedominans
I forhold til de sløserier Anders Fogh Rasmussen – fyret som skatteminister pga. uregelmæssigheder – og Lars Løkke Rasmussens evne til at lade skatteyderne betale for tvivlsomme personlige bilag er Thorning og Kinnocks sag ingen større sag. I forhold til de borgerlige partiers demokratiske og økonomiske overmagt i medierne, herunder evnen til at sætte dagsordnen, indskrænker sagen naturligvis socialdemokraternes råderum.

Omvendt har VKO, som vi nu ser det med det konservative lederskab, svært ved at redefinere sig selv, svært ved at udvikle deres respektive brands – efter Irakkrigen, George W. Bushs nederlag, det enorme underskud på statsbudgettet etc. Hvor 2001-valget betød et paradigmeskifte fra årtiers socialdemokratisk eller socialliberal konsensuspolitik til spændende ny neoliberalisme, så vil tiden vise, om tidens nye tendenser er med eller mod Helle. Helle Thorning-Schmidt har vist at hun er i stand til at stå fast på kommandobroen, når uvejret raser omkring hende.