Essay om ”Over-Danmarks” hetz af ”Under-Danmark”
Kill The Poor

Skrevet af

Roy Langer
Professor

27 artikler

0 indlæg

Hvorfor skal de svage og ubemidlede hetzes? Hvorfor trampe på dem, der allerede ligger ned? Der er ved at opstå en ny, mærkelig samfundsdiskurs, hvor “Over-Danmark” føler sig berettiget til at nedgøre “Under-Danmark”. Men det er både farligt og etisk problematisk at dæmonisere “Under-Danmark”. Vi har brug for et oprør fra midten.
“Under-Danmark” er blevet portrætteret i medierne og i debatten. Henrik Dahl skriver på Kforum et smædeindlæg mod hr. og fru Pøbel, der åbenbart har ”begrænset tankekraft” og er dovne. Og vi har i medierne haft de berømte personer: Fattige Carina, der slet ikke var så fattig, og Dovne Robert, som ikke gider arbejde. Sidste skud på stammen er DR 2’s nye reality-soap Sort Arbejde, hvor to iværksættere og virksomhedsejere med indvandrer-baggrund, der ikke vil betale overenskomstmæssig løn, belærer seerne om, at danskerne har en lav arbejdsmoral. Måske er der noget om snakken på et eller andet niveau, men hvorfor denne aggressive hetz?  
 
Det nigerianske ægtepar, Collins og Loveth ejer et rengøringsfirma i Danmark. “Over-Danmark”, der elsker DR 2, elsker også Collins og Loveth for at være godt socialiserede indvandrere. Og ”Over-Danmark” elsker også at høre ægteparret kritisere det dovne “Under-Danmark”, der ikke vil tage alt det gode arbejde, der findes.   
 
De er blot redskaber for tidens hotte buzz-word: reformer
Carina og Robert var med til at forklare og bane vejen for de omfattende reformer, som skyller hen over det danske land: efterlønsreform, flexjobreform, førtidspensionsreform, dagpengereform, SU-reform, kontanthjælpsreform og en folkeskolereform, hvor en normalisering af arbejdstiden finansieres af et regeringsdikteret resultat af fremtidige overenskomstforhandlinger.
 
Det forlyder, at det er et problem, at over halvdelen af Danmark er på overførselsindkomst. Og at manglen på arbejdspladser er landets største udfordring. Fattige Carina, der får for meget i kontanthjælp, og Dovne Robert, udpeges – sammen med diffuse størrelser som globalisering og krise – som de ansvarlige. Kritikere mener, at ordet reform snarere er en eufemistisk sløring af, hvad der med mere rammende udtryk burde betegnes som nedskæringer og forringelser, der primært rammer de økonomisk svageste.
 
Dovne Robert er nem at have antipati mod. Han nasser jo på samfundet. Han er dog ikke repræsentativ, men nærmere en samfundsmæssig konstruktion, der har til formål at retfærdiggøre hetzen mod “Under-Danmark”.
 
Hallooo, folk er forskellige
Folk på overførelsesindkomst er som folk flest. Nemlig ganske forskellige: på overførselsindkomst er studerende, pensionister, førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, ledige/arbejdsløse på dagpenge og – siden dagpengereformen – nu også langtidsledige, der har været ledige i mere end to år og eksempelvis har en ægtefælle, der er i arbejde. Sidstnævnte er nok så meget en helt ny gruppe i “Under-Danmark”, men er strengt taget ikke på overførselsindkomst: de har nemlig slet ingen indkomst. Alligevel samles disse forskellige mennesker alle i én stor gruppe – til forskel fra os, der er i arbejde. Dette er en klassisk identitetsskabende diskurs mellem Os og Dem. Diskursen beror på afgrænsnings- og eksklusionsmekanismer mellem dem, der er erhvervsaktive på arbejdsmarkedet og dem, der ikke er. Og konstruktionen af diskurser fortsætter:
 
De studerende tager fjumreår og modtager cafépenge i stedet for at færdiggøre deres uddannelser hurtigst muligt og bidrage til samfundet. Dette sprogbrug legitimerer nedskæringer i SU’en (SU-reformen) – uagtet det faktum, at de fleste studerende efter deres uddannelse går arbejdsløse. Pensionister er det grå guld og meget velhavende, hvilket legitimerer nedskæringer i hjemmehjælpen og i andre sociale ydelser. Studerende og pensionister er dog stadig de to mest acceptable overførselsindkomst-grupper, fordi vi alle sammen kender nogle af dem.
 
Nu skal der så også ydes noget for kontanthjælpen i de såkaldte nyttejobs. Det mest absurde i dette er, at man taler om nyttejobs, der altså ikke er rigtigt erhvervsarbejde, til mennesker, som man ellers har nægtet enhver nytteværdi på arbejdsmarkedet. Igen svigter politikerne, når de nægter at oprette rigtige jobs, når dette arbejde nu er nyttigt. Dermed forværres underklassens status yderligere. De tvinges til at udføre nyttigt arbejde uden at få anerkendelsen som erhvervsaktive på arbejdsmarkedet med ganske almindelige lønmodtagerrettigheder.
 
Tatoverede kroppe, kunstige barme og alkoholisme – sådan er “Under-Danmark”
Det øvrige “Under-Danmark” kender mange af os imidlertid primært fra medierne, den politiske og den offentlige debat. Det er de virkelig slemme. Dem, der er viljesvage nasserøve, der ikke vil tage ansvar for deres eget liv. Mange af dem er sociale bedragere, der snyder og svindler sig til velfærdsydelser, de ikke er berettigede til. Se blot DR 1’s reality-serie Aktion Socialt Bedrageri. Her afsløres de grådige gribbe, der har deres lange næb i lommerne på os hårdtarbejdende. De mangler enhver moral og har ingen sunde værdier, hvorfor de også stjæler og begår anden kriminalitet. De avler uansvarligt løs som kaniner, nej rotter – tænk blot på reality-serien De Unge Mødre. Eller sidste års TV 2-serie Velkommen til Virkeligheden, hvor politikeren Simoni Emil Ammitzbøll hjalp den arbejdsløse enlige mor til tre børn Mette med omsider at finde et arbejde. Hans råd til Mette var sterilisering – nu, hvor hun havde misset chancen for abort. Præsentationen af pøblen foregår via billeder af tatoverede kroppe, kunstige barme og alkoholisme i reality-serier som Familien på Bryggen og Familien fra Holtewood. Pøblen er en flok brokkehoveder som Linda P. fra Københavns Sydhavn, intelligensforladte wannabes og stjerneskud (se Amalies Verden).
 
De er tatoverede, storbarmede og rimelig uintelligente at høre på. Sådan fremstilles “Under-Danmark”.
 
Præsentationen af “Under-Danmark” i medierne, i den politiske og i den offentlige debat bidrager til opfattelsen af en samfundsgruppe, der er kendetegnet ved dovenhed, voldelig adfærd, kriminalitet, manglende uddannelse og moral, misbrugsproblemer, stupiditet, teenage-graviditeter osv. På denne baggrund forekommer det ganske rimeligt, at man skærer i støtten og stiller øgede krav til denne samfundsgruppe. Når man først har konstrueret de andre (dem) på en bestemt uattraktiv måde, er det lettere at være os, de mere rigtige, som kan bebrejde de andre deres dovenskab. Den diskursive konstruktion tjener således et formål. Nemlig placering af skylden og retfærdiggørelse af egne handlinger.     
 
Reaktionerne fra ”Under-Danmark” udebliver ikke
Ikke blot i Danmark, men i hele Europa, har en voksende del af underklassen vendt sig mod højrepopulistiske partier, der udpeger etniske minoriteter og indvandrere som syndebukke. At underklassen vender sig mod disse partier skyldes, at de traditionelle arbejderklassepartier på venstrefløjen har svigtet dem. Sidste uge var Dansk Folkeparti for første gang større i en meningsmåling end Socialdemokraterne. SF har tabt næsten tre fjerdedele af dem, der for blot få år siden ville stemme på partiet. Alligevel mener ledelserne i disse partier, at vælgerne (og til en vis grad også deres egne medlemmer) ikke har forstået det progressive i regeringens politik. Eller at ledelserne ikke har været gode nok til at kommunikere. Men det er umuligt at tro på, at Socialdemokrater og SF’ere ikke kan se det åbenlyse: dét antal stemmer, disse partier har tabt over de sidste 20 år, er næsten identisk med dét antal stemmer, Dansk Folkeparti har vundet i samme periode. Nationalisme og udpegning af syndebukke erstatter den tidligere sociale identitet.
 
“Under-Danmark” reagerer på “Over-Danmark” ved at stemme nationalistisk i stigende omfang. Det er ingen tjent med. Billede fra Washnington Post.
 
Politikerne fra stort set alle partier fortæller den danske befolkning, at krisen tvinger dem til nedskæringer til de svageste. Det er det rene vås. Danmark er et af verdens rigeste lande. Der er hverken mangel på arbejde eller mangel på penge. Dét, det handler om, er at fordele både arbejde og økonomiske ressourcer mere rimeligt og mere ligeligt – både mellem dem der er på overførselsindkomster, dem der er erhvervsaktive og i beskæftigelse, og dem der lever af deres investeringsafkast.
 
Menneskelige problemer kræver menneskelige løsninger
Det er vigtigt at huske, at ingen af de beskrevne processer og udviklinger er naturskabte, uundgåelige eller selvfølgelige, og at ingen af disse ligger uden for menneskelig indflydelse. Tværtimod er de netop resultat af, hvad mennesker bevidst og ubevidst har gjort og ikke har gjort. At antallet af mennesker på overførelsesindkomst er blevet så stort, skyldes politikernes afmagt over for konsekvenserne af den globalisering, de selv har været medvirkende til at skabe. Stik imod enhver fornuft har man reduceret rummeligheden på arbejdsmarkedet. Stik imod al fornuft har man ikke erstattet de til udlandet og teknologisk rationalisering/effektivisering tabte arbejdspladser med nye reelle arbejdspladser, som nu kaldes ”nyttejobs” og som kontanthjælpsmodtagere efter ”noget for noget”-princippet skal udføre, uden at der er tale om rigtige jobs.
 
Men det er ikke blot ignorance eller uduelighed til at skabe arbejdspladser, der har ført til finansieringsproblemet for velfærdsstaten. Det er også, hvad man har valgt at bruge penge på: Dansk krigsdeltagelse i Irak, Libyen og Afghanistan skønnes i alt til at have kostet 16 milliarder danske kroner. Alene dette beløb kunne have finansieret SU-systemet som hidtil i yderligere otte år. Og alt imens man skærer i støtten til de økonomisk svageste i samfundet, overføres der til alle børnefamilier – uanset forældrenes indkomststørrelse – børnepenge. Der bruges penge på bankpakker og på EU-redningsfonde, på nye togskinner, på lettelse af erhvervslivets skatter og på en energipolitik, som de økonomiske vismænd kalder uansvarlig. Men der er ikke længere penge til at sikre samfundets økonomisk svage et anstændigt livsgrundlag? Og ingen politikere ser ud til at kunne eller ville gøre noget ved det.  
 
Soldater i Afghanistan. 16 milliarder kroner har Danmark brug på krig de sidste år. Kunne man ikke have hjulpet “Under-Danmark” i stedet for at hetze dem?
 
Tre forskellige kræfter i samfundet har potentiale til at igangsætte en politisk nyorientering:
 
1. Fagbevægelsen tager affære
En mulig og allerede etableret aktør, der kunne stå for en modbevægelse, er fagbevægelsen. Fagforeningerne har haft svært ved at finde ud af, hvilke ben de skulle stå på. Frigørelsen fra de traditionelle venstrefløjspartier kan i denne forbindelse og i lyset af disse partiers udvikling endda betragtes som en fordel. For at kunne udfylde en sådan rolle ville fagbevægelsen imidlertid også i større grad være nødt til at tage ansvar for “Under-Danmark” og tale de udstødtes sag.
 
2. Ungdommen tager affære
En anden mulighed ligger i et nyt ungdomsoprør. Dette oprør lurer allerede nu under overfladen, i takt med at samfundet i mindre og mindre grad peger på bæredygtige livsforløb i fremtiden, uanset om unge har eller ikke har den ene eller den anden type uddannelse. I Sydeuropa, hvor de unges situation allerede er meget mere tilspidset og perspektivløs, er dette ungdomsoprør allerede begyndt. Denne mulighed spiller en central rolle i den for nylig afdøde franske modstandskæmpers og diplomats Stephane Héssels essayistiske kampskrift ”Gør oprør!” fra 2010. I denne lille, men enorm succesfulde bog forbinder Héssel sin baggrund som modstandsmand under Anden Verdenskrig med behovet for igen at gøre modstand og at engagere sig i og mod et samfund, hvor forskellene mellem rig og fattig bliver større og større, hvor finansmarkedernes diktatur er grænseoverskridende og på ingen måde mindre repressiv end politiske diktaturers undertrykkelse, og hvor pengenes, materialismens og forbrugerismens magt er større end nogensinde. Derfor råber tiden, ifølge Hessel, efter en ny protestkultur og oprør. Opfordringen til at gøre oprør stammer vel og mærke ikke fra en traditionel venstrefløjsaktivist med marxistiske rødder. Den stammer fra en mand, der, efter at have været KZ-fange, kæmpede i den franske resistance-bevægelse mod Tyskland under Anden Verdenskrig, og som efter krigen har været Frankrigs FN-ambassadør og bestridt andre høje poster i det franske samfund.
 
Den gamle om de unge: Gør oprør! – det er budskabet fra Stephane Héssel i hans bog af samme navn.
 
3. Midten tager affære
Endeligt kan et tredje alternativ stamme fra et nyt ”oprør fra midten”, som også allerede på ideplan er begyndt at spire. Angsten for at rutsje ned af den sociale rangstige, for at miste alt man ejer på trods af mange års nedslidende og stressende erhvervsarbejde, fordi det sociale sikkerhedsnet bliver mere og mere skrøbeligt, kan resultere i en stigende bevidst afstandtagen til forbrugerismen og væksttankegangen som bærende livsideologi. Både omkostningerne for miljøet og de personlige omkostninger i form af tab af sociale relationer på grund af myten om selvrealiseringen igennem erhvervsarbejde, samt indignation over den stigende sociale uretfærdighed i samfundet, kan ligeledes være med til at motivere et sådant nyt opgør fra midten, der meget vel kan have sit epicentrum i den tilsyneladende veletablerede ”middelklasse”.
 
Én af fortalerne for et sådant opgør er den britiske baron Robert Sidelsky, der sammen med sin søn Edward i 2012 offentliggjorde bogen: ”How much is enough? The Love of Money, and the Case for the Good Life”.
 
”How much is enough?” af far og søn Sidelsky appellerer til den brede middelklasse om at gøre noget ved tingene. 
 
Udgangspunktet for forfatterne er, at den materielle rigdom i de vestlige lande (og i stigende grad også i andre lande) er stor, og at de fleste har tilstrækkeligt mange materielle goder. Alligevel fortsætter dogmet om behovet for mere vækst. Væksten, der tidligere var et middel til at opnå et godt liv, er i dag blevet et mål i sig selv – en slags fetich. Forfatterne tager ikke grundlæggende afstand fra ønsket om vækst som sådan, men minder os om, at der (også?) er andre ting, der udgør det gode liv. Disse ting er et godt helbred, at modtage og give respekt, autonomi og selvudvikling (som netop bl.a. kræver private midler), at leve i overensstemmelse med naturen, venskab og fritid. For at kunne opnå disse ting foreslår far og søn Sidelsky en mere ligelig fordeling af materiel rigdom, og mindre forbrugerisme.
 
I praksis foreslås ikke lavere, men højere lønninger for de lavtlønnede, større forbrugsafgifter (i stedet for eksempelvis ejerafgifter), en reducering af antallet af arbejdstimer, et forbud mod at virksomheder kan modregne udgifter til reklame og PR i deres beskatning, samt en grundlæggende mindsteløn for alle borgere. Sidstnævnte ide opviser i øvrigt store ligheder med ideen om borgerløn, der blev udviklet i det danske oprør i midten af 1980’erne.
 
En anden idemand til et nyt oprør fra midten kunne den amerikanske økonom og nobelprismodtager Joseph Stiglitz være.
 
Stigliz appellerer også til middelklassen om at gøre noget ved problemerne.
 
Stiglitz, der i øvrigt i 2011 ligesom tidligere nævnte Stéphane Hessel udtrykte sin støtte til ungdomsprotesterne i Spanien, beskriver i sin bog ”The Price of Inequality: How Today’s Divided Society Endangers Our Future”, hvordan markeder slet ikke er så effektive og stabile, som de forventes at være (hvilket vi naturligvis ved, senest fra finanskrisen). Han beskriver også, hvordan det politiske system ikke har været i stand til at kompensere for markeders svigt og fejlfunktioner. Endelig beskriver han, hvordan dagens økonomiske og politiske systemer er grundlæggende uretfærdige.
 
Det mest interessante, udover denne analyse, er imidlertid Stiglitz argumentation for, hvorfor og hvordan den stigende uretfærdighed skaber nye og større farer i fremtidens samfund. Ulighed skaber større usikkerhed og ustabilitet, som så igen skaber større ulighed, der skaber større usikkerhed osv. Der er med andre ord tale om en ond cirkel og en uendelig spiral. Netop den danske samfundsmodel har hidtil bekræftet hans argumentation: I lande med stor ulighed er der flere konflikter, der svækker disse landes velfærd og velstand. I lande med lav økonomisk, politisk og social ulighed er der større stabilitet og sikkerhed og færre konflikter, hvilket igen skaber større konsensus om udviklingsretningen og i det hele taget mere velfærd og velstand.
 
Der er flere økonomer, filosoffer og sociologer end de her nævnte, der – hvis blot vi ønsker dette – kan gøre os opmærksom på realistiske (og i øvrigt ikke-marxistiske) alternativer til den igangværende politiske, sociale og økonomiske samfundsudvikling. Det kan undre, at hverken politikerne eller deres rådgivere tilsyneladende har evne eller vilje til at finde frem til disse. Men dette forudsætter mest af alt også – som Stéphane Hessel i sin bog ”Gør oprør!” understregede – at vi selv stopper med at være ligegyldige, åbner vores øjne og tillader os på både egne og andres vegne at være indignerede, og dernæst engagerede til fordel for vores eget og andres gode liv.
 
Det er aldrig blot de andres skyld. ”Under-Danmark” er nærmere en social konstruktion, som ”Over-Danmark” har fundet på. Men løsningen er aldrig at hænge de andre ud i en dem-mod-os-diskurs. Så hold op med at hetze ”Hr. og fru Pøbel”! 
 
 
Læs videre her:
Hessel, Stéphane (2011). Gør oprør! København: Tiderne Skifter.
Jones, Owen (2013). Chavs. The Demonization of the Working Class. 2nd ed., London: Verso.
Sidelsky, Robert & Sidelsky, Edward (2012). How much is enough? Money and the Good Life. New York: Other Press.
Stieglitz, Joseph Eugene (2012). The Price of Inequality: How Today’s Divided Society Endangers Our Future. Penguin Books.
 

Relaterede artikler

Hipstere smager på den rådne banan - Drop Kødbyen og Nordvest. De unge og de kreative har fundet et nyt tilholdssted – Udkantsdanmark. Her kan de dyrke kål o...
Middelklassens overdådige fortrængning - I disse septemberuger vil en masse københavnske familier få at vide, at de fremover ikke vil have råd til at bo, hvor de...

Giv din stemme

443 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

45 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 26. maj

Leder

Frist: 3. juni

Kommunikations- og pressemedarbejder

Frist: 5. juli kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.