Skål for SAS
Der er sagt meget om SAS’ storhedstid, da virksomheden syntes at være det skandinaviske udstillingsvindue. Men hele James Bond-atmosfæren, hvor den forretningsrejsende midlertidigt var single, og sprutten flød, og man havde kurs mod eksotiske verdener, og alt kunne ske, var også vigtig. Så vigtig, tror jeg, at man gerne så gennem fingre med, at både fly, damer og sprut var af en mere ydmyg kvalitet, end Bond selv omgav sig med.
af Henrik Dahl
Den suverænt mest hæslige flyrejse i mit liv stod SAS for. Hele familien – det ville sige far og mor og tre børn på seks, fire og tre – skulle først fra København til Newark og derpå videre til Portland, Maine. Der ville vi blive mødt af min kones amerikanske kusine og kørt videre til det endelige bestemmelsessted: Boothbay Harbor, hvor vi skulle være i tre uger.
Men ak og ve. Da vi nåede op i afgangshallen, stod der ud for vores fly, at det var forsinket. Det gentog sig én gang og nok en gang og så én gang til, hvorefter SAS til sidst, hårdt presset, brød sammen og tilstod, at afgangen var aflyst. Til gengæld kunne vi komme til Düsseldorf – så kunne det ikke udelukkes, at Lufthansa den følgende dag ville forbarme sig over os.
Nå. Af sted til Düsseldorf, hvor vi fik et beskedent hotel og trods alt en afgang næste dag.
Vel ankommet til Newark fik vi igen besked om at vente. Denne gang på et fly fra Continental, der skulle flyve os den korte tur op langs kysten til Portland.
Det hele endte som dagen før: Afgangen aflyst. I stedet afholdshotel og af sted til Maine om morgenen på rejsens tredjedag. Hvorefter alt og alle – undtagen den ene af vores kufferter – endelig var forenet.
Til alt held var der SAS’ uforlignelige service. Nej. Det var der ikke. Da vi havde ventet nogle timer i Kastrup (vi er tilbage på førstedagen), gik jeg op til en af de mange servicediske og fik ændret vores billetter.
- Nu er det vel Portland, Maine, spurgte jeg med de nye billetter i hånden. Mest for sjov.
- Hvad siger du? spurgte SAS-medarbejderen
- Jeg siger, der også er noget, der hedder Portland, Oregon. På Stillehavskysten.
- Hvad?
Så blev sagen undersøgt, og ja: Vi var blevet ombooket til Portland, Oregon, og så måtte de gamle billetter jo stå ved magt.
Alligevel har jeg aldrig kunnet blive rigtig sur på SAS. Det kan godt være, de ikke har tænkt over, at passagererne på den én time forsinkede 19-afgang fra Paris måske er sultne, og derfor kun har taget et par sandwiches med til udturen. Så snerrer man ad stewardessen og siger:
- Hvor svært kan det være at lægge to passagerlister sammen og bestille nok mad?
Hvorefter hun meget undskyldende kommer ned og siger, man såmænd gerne må spise den ene af de to klapsammenmadder, der var tiltænkt besætningen.
Cool at klare sådan en bommert ved at slå over i passiv aggression – det er sådan noget, man kun plejer at gøre i familier. Og faktisk tror jeg, det netop var følelsen af at komme på besøg hos den festlige, parfumerede og pomadiserede gren af familien, der bar SAS igennem i gamle dage (skønt rygterne allerede dengang sagde, der blev trukket vel rigeligt på kassekreditten, og charmen fra tid til anden var mere end bare lidt rutinemæssig).
Så snart, man var blevet fundet god nok til at betræde business class-loungen i en eller anden fjern lufthavn, var dagens ærgrelser og bekymringer borte som ved trylleri. Ned sank man i en af skandi-design-lænestolene med et glas vin eller to, stillede blikket på fjernt og havde ikke længere andet at gøre, end at vente på befordringen hjem og nyde ambiencen fra de fine paneler i lyse træsorter.
Det letter med en lille bimmelim
Nøgleordet her er ikke ”privilegium” eller ”skandinavisk design”, men ”alkohol”. For SAS klarede i de gode, gamle dage sine problemer ved hjælp af udskænkning. Flyene var ofte af ældre model og ikke altid tip-top vedligeholdt og rengjort (vi undlader flabede associationer til stewardesserne på dette sted). Maden var – som pladsen ombord – ikke det helt store og regulariteten til tider so-so.
Til gengæld kunne man altid få noget at drikke: Engang har jeg såmænd set to rejsende bestille og nedsvælge et sæt bestående af en øl plus en bitter på det cirka halvtreds kilometer lange hop fra Skrydstrup til Esbjerg (som det tog en DC 9 omkring syv minutter at tilbagelægge).
Der er blevet sagt og skrevet meget om SAS’ storhedstid i halvtredserne og tresserne. Om den skandinaviske vision og det skandinaviske udstillingsvindue. Men hele James Bond-atmosfæren, hvor man midlertidigt var single og sprutten flød og man havde kurs mod eksotiske verdener og alt kunne ske, var også vigtig. Så vigtig, tror jeg, at de fleste var mere end villige til at se gennem fingre med, at både fly og damer og sprut var af en mere ydmyg kvalitet, end Bond selv omgav sig med.
Når forskerne om mange år får regnet på tingene, vil jeg tro, de finder frem til, at der er et sammenfald i tid mellem den periode, hvor øl og vin og drinks dagen lang går af mode – og den periode, hvor det for alvor går galt for SAS.
Uden en lille bimmelim kunne de fleste rejsende godt se, hvad det var, de blev budt – og valgte det fra til fordel for selskaber, hvor sammenhængen mellem pris og kvalitet var mere fornuftig.
Tilbage sidder vi nu og kan ikke rigtig give slip på SAS alligevel. Hvorfor? Fordi vi var sammen i så mange år og oplevede så meget og havde så mange gode stunder, at det rigeligt opvejer de dårlige.
Vel blev vi svigtet mange gange, og vel ødslede SAS vores surt sammensparede penge bort på fest og ballade. Men SAS var også en sjov fætter, der altid gav en drink, vi først skrømtende sagde nej til. For hurtigt derefter at nedsvælge den og bede om mere. Og sådan blev vi selv implicerede i alle hans løjer og kan ikke med god samvittighed tage afstand.
Nu har Fætter Sjov så lovet, at det skal være slut med at spille fandango og altid være den sidste, der flyver hjem i højt humør. Der vil komme en hård periode med terapi og mådehold – siger han – og så vil han være så god som ny.
Selvfølgelig ved vi godt, det ikke passer. Fætter Sjov kan ikke spare og være nøgtern, men for gamle dages skyld og alt det sjove, vi oplevede, lader vi som om. Det skylder man trods alt familien.
