Lav de bedste fejl

Man kan ikke sikre sig fuldstændig imod fejl og døde links på sit site, men man kan minimere brugernes irritation med en gennemtænkt 404-fejlside, der passer til resten af sitet og dets typiske besøgende. Her er trends, tips, klicheer og pragteksempler.
Mange websites har ikke deres egen 404-fejlside, så når en søgning eller et link ikke virker, får brugeren en ubrugelig, uforståelig fejlkodemeddelelse – og det indebærer en kæmpe risiko for, at de bevæger sig væk fra siden. Derfor skal man også have en fængende, informativ og sympatisk fejlside, der giver folk lyst til at holde fingeren fra tilbageknappen og i stedet søge en løsning på problemet på din side. 
 
Det er noget sjusk ikke at have egen fejlside: Ingen kan helt undgå, at deres brugere rammer en fejlside, bl.a. fordi brugere eller velmenende linkere jo selv kan taste forkert. Og fejlsider indebærer en kæmpe risiko for at blive forladt – især hvis de er så røvsyge som denne her. Men det har rigtig mange heldigvis fundet ud af, at de ikke behøver være
 
Drop det teknologiske sprog
Hvis du vil holde på besøgende, selvom de støder på en dead-end, skal din fejlside huske dem på, at der er almindelige, velmenende mennesker bag. Alle kan forstå og tilgive små menneskelige fejl, for de giver mening for os, men det gør maskiners fejl typisk ikke.
 
De fleste forstår ikke, hvad http-fejlkoder betyder – og næsten ingen kan stille noget op med dem. Så bare skriv, at siden ikke virker på en måde, som giver mening i forhold til sidens indhold. Du kan nævne ”404”, men det er ikke nødvendigt. Brug hellere pladsen på nogle konkrete forslag til at komme videre. 
 
Velvalgt metafor med indbygget forklaring på problemet: Hvis jeg ville købe noget klatretøj eller noget andet, jeg skulle bruge til at være meget adventure- og/eller natur-agtig, men så kom herhen, ville jeg give backcountry.com en chance til. For det er jo rigtig nok, at sådan en side er svær at styre og finde rundt i ligesom naturen, og i naturen ville jeg jo aldrig give op, bare fordi jeg stødte på lidt vanskeligheder, så det vil jo også være dumt at gøre nu. Især når de her mennesker forstår mig så godt ...
 
Lad dem grine af dig 
Den klart mest populære måde at gøre sin fejlside menneskelig på, er ved at være sjov. Søger man på "404 page" i billeder på Google, er cirka hver tiende et eller andet med Homer Simpson, da mange åbenbart har kunnet blive enige om, at ham kan alle lide, og ”d’oh”-situationer kender vi jo alle, men samtidig er det usandsynligt ukontroversielt, så det er en sikker joke. Den er så også uoriginal og helt løsrevet fra sitets øvrige indhold og brugerens ønsker, så find hellere på noget andet. 
 
De mange relativt ens ”do’h”-sider rummer dog den ret interessante pointe, at en fejlside er mest sympatisk, hvis den klart udtrykker, at fejlen ligger hos siden og ikke hos brugeren. Homer er dum og klodset (og egoistisk), men vi elsker ham alligevel – og sådan har man det så også med en afsenders kiks, når man finder Homer i stedet for det søgte, håber mange afsendere tilsyneladende
 
Fint nok, men vanvittig ukreativt: "Ååh, dumme Homer. Han er så skæg. Så bliver jeg lige et øjeblik længere og prøver at trykke på et af hans måske mere funktionelle links, nu hvor jeg er så godt underholdt", satser mange fejlsider på, at man tænker
 
Man støder heldigvis også på meget andet og sjovere end Simpsons-referencer, når man kommer i kontakt med websiders fejl og mangler. Denne her er sjov, informativ og original ...
 
Marketingbureauet Distilled har lagt kræfter i en lækker fejlside. Der er ganske vidst en del tekst, men allerede den første taleboble får brugeren det grundlæggende at vide, mens de på ret underholdende vis både tager fejlen på egen kappe og præsenterer brugeren for nogle muligheder for at komme videre. Dog er den visuelt ret meget anderledes end hovedsiden
 
Fejlsiden som branding
Det er bedst, hvis fejlsiden ikke alene ser tjekket ud, men også ligner dine andre sider, med logo, navigation og så videre. Ellers bliver det desorienterende for brugeren. Men du kan godt lege mere på fejlsiden, end du gør på dine øvrige sider, og det kan godt betale sig at bruge krudt på at finde en tankevækkende illustration, som folk husker. Se bare, hvordan det gik Twitter. 
 

Twitter-hvalen, som nærmest er blevet et kultfænomen, er egentlig tyvstjålet fra en designer fra Shanghai, der havde lagt den online under titlen "Lifting up a Dreamer", men nu er den verdensberømt som Twitters bedårende fejlside, som folk identificerer sig så meget med, at hvalen er blevet et populært T-shirtmotiv – til stor glæde for både designer Yiying Lu og Twitter 
 
Der skal også være en tilgængelig løsning
Det er sjovt at være sjov, og tjekket at se tjekket ud, men inden du sætter hak ud for 'lav en fed fejlside', skal du også overveje, om du har hjulpet dine besøgende videre. Ellers kan det være, at de søger på Google, når de er færdige med at grine og beundre din stil. Din fejlside skal gerne have: 
  • Et link til din hovedside (men ikke automatisk redirecting, som tvinger dem til at starte forfra uden at blive gjort opmærksomme på problemet)
  • Et søgefelt
  • Et par links til de mest populære undersider eller et link til en mere detaljeret oversigtsmenu
For enkelt: Legetøjs- og børnetøjsforhandleren Lopply har gang i noget ordspil og design, der passer med hovedsiden, men det er i underkanten, at man ikke bliver tilbudt en eneste navigationsmulighed. Teksten linker ikke engang til hovedsiden, når man klikker på den, så dem, der kommer fra en Google-søgning, føres potentielt lige i favnen på konkurrenterne via tilbageknappen
 
Undgå uoverskueligt mange løsningsforslag
Selvom det er vigtigt, at du giver de besøgende et eller flere gode alternativer til tilbageknappen, er det ikke en fordel at vise fejlsidens uheldige besøgende alle undersider og navigationsmuligheder, du kan mønstre. Hvis det ser forvirrende ud, finder de måske et andet sted, hvor de ikke skal tage stilling til så meget. 
 
Lad også være med at fremstille det som brugerens opgave at melde problemet eller skrive til webmaster og forklare alt muligt. Der kan godt være en kontaktmulighed eller en form for sig-det-med-et-klik-løsning, men normalt gider man jo ikke lege gæstewebmaster. Se i stedet her, hvordan du sporer dine 404-sider, så du kan finde dine fejl, før en anden gør det.
 
Perfekt billede og o.k. tekst: Legos fejlside passer perfekt til brandet, og figurernes ansigter og gestik rummer den vigtige formodning om brugerens uskyld, som ellers ikke er med i teksten. Sideløbende er teksten informativ uden kedelige kodeforklaringer, og menupunkterne fra hovedsiden er nemt tilgængelige 
 
Bedre at gå lige ud ad landevejen end at træde på nogen
Det er ikke særlig populært, når store giganter træder på minoriteterne, som investeringsselskabet Virgin gør med nedenstående fejlside. Humor er tit på nogens bekostning, og hvis det ikke er på ens egen, er der overraskende få ting, man kan gøre grin med, før det bliver usympatisk. Også selvom man slår på verdens største fastelavnskliché.
 
 
Politisk ukorrekt latterliggørelse af i forvejen udsat livsstil: Investeringsgruppen Virgin har fået en anden og mere harmløs fejlside nu, og det er godt, for denne her er trods humor og mundret sprog ikke særlig sympatisk. I hvert fald ikke, hvis man ikke også synes, at mænd i dametøj er indiskutabelt forkert
 
Så er det altså bedre at opgive grinet og være kedelig, men rar og hjælpsom som SAS: 
 
Rart funktionel og neutral: Ingen vil grine og fortælle deres venner om den, men der er heller ingen, der bliver forvirrede, frustrerede, eller fornærmede over denne her venlige og instruktive fejlside
 
En sådan o.k. god fejlside
Kommunikationsforum.dks egen fejlside blev nomineret i Computerworlds afstemningskonkurrence om landets sjoveste fejlsider, men vandt ikke. Og det er fair nok, for så sjov er den heller ikke. Den mangler også den obligatoriske undskyldning/forsikring om brugerens uskyld, samt konkrete løsningsforslag.
 
Den er dog alt i alt anstændig, da der i hvert fald ikke er mystisk kode, og sidens øvrige navigation er intakt på fejlsiden, ligesom tanken om et fjollet monster, der ødelægger det hele, fungerer som en meget sød reference til 'min-hund-spiste-lektierne'-undskyldninger og kaos forårsaget af småbørn, hvilket giver hak (med blød blyant) ud for identifikation. 
 
Hverken forbilledlig eller katastrofal: Der kunne godt være mere eksplicit menneskelighed og nogle konkrete forslag til, hvordan det ønskede måske kan lokaliseres, men den er også meget kær, og det er ikke umuligt at komme videre
 
Vinder af fejlsidekonkurrence skider lidt på retningslinjerne
Webrådgiveren Lars Bachmanns fejside vandt Computerwolds afstemning om sjoveste fejlside. Men bortset fra, at der er en masse fokus på mennesket bag, følger han ikke overnævnte retningslinjer ret godt: Han siger hverken undskyld eller er specielt informativ. Men han er heller ikke SAS eller DR, så det går nok. 
 
Lars Bachmann skal ikke repræsentere en stor organisation eller please alle i verden; men han skal helst skille sig ud fra de andre, der laver det samme som ham. Derfor er han et fint afsluttende eksempel på, at din eller dit firmas egen identitet er afgørende for, hvad du i sidste ende må og kan med din fejlside.
 
Han er grov og sjov ligesom Bøllebob, og latrinære elementer er altid godt til at fremkalde et hø-hø, men det er også lidt risikabelt. Men hvis dit brand er kækt og gavtyvagtigt i forvejen, fungerer det. 
 
Læs mere: 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job