Små og stores synder

Man skal virkelig have sovet i timen i de seneste par uger for at have undgået at bemærke, at Woody Allens gamle ”sag” om pædofili endnu engang er blevet hevet frem og nu står pivåben igen. Efter at Allens adoptivdatter Dylan Farrow har afleveret en sønderlemmende anklage i The New York Times, er både de sociale og de normale medier blevet hvidglødende.

Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow beskriver i et brev til The New York Times, hvordan den ikoniske filminstruktør har misbrugt hende seksuelt som barn. Læs hele brevet her. Foto: Frances Silver/ Polfoto

Ringhjørnerne har været til at få øje på: ”Woody Allen er et pædofilt svin!”, ”Dylan Farrow er en løgnhals!”, ”Dylan Farrow er blevet manipuleret af sin mor!”, ”Mia Farrow er en hævngerrig møgkælling!” – og så den opsummerende (eller opgivende?) kommentar: ”Hele den familie er simpelthen bims!”. Positionerne virker indbyrdes helt umulige, fordi der, i grove træk, er fire vidt forskellige sider, man kan angribe sagen fra – på samme tid.

En reel incestsag

Den ene mulighed er, at der kan være tale om en ren og reel incestsag. At indholdet af Dylan Farrows brev – og tidligere anklager – simpelthen er sandheden. Og Woody Allen burde bures inde. Problemet med det synspunkt er, at forhistorien mildest talt er mudret. For sagen har sådan set allerede været afprøvet i retten, og Woody Allen blev ikke pure frifundet. I stedet lod anklageren sagen falde med den frustrerende begrundelse, at hans kronvidne – Dylan Farrow – var for svag til at vidne. Woody Allen rasede, for hvordan skulle han så blive renset? Han fik indledt en disciplinærsag mod anklageren. Den blev senere afvist. På grund af det mærkelige forløb kan man altså stadig – hvis man hælder i den retning – mene, at Woody Allen er pædofil, han har bare ikke kunnet dømmes. Og så får hadet frit løb.

Woody Allen har allerede en gang før været i retten grundet anklager om incest, hvor han hverken blev dømt eller frifundet. Her ses han med Dylan Farrow hængende om halsen i 1987. Foto: Polfoto

En injuriesag?

Den anden mulighed er, at der kan være tale om en ren injuriesag. Dylan Farrow leverer falske anklager – men hverken publikum eller Woody Allen eller hende selv vil nogensinde kunne finde ro, for Woody Allen nægter at lægge injuriesag an. Hvilket på sin vis er underligt, når man tænker på hans position. Det er ikke længe siden, at han anlagde sag mod tøjmærket American Apparel, fordi de havde brugt ét billede fra hans film om Annie Hall. Og han helmede først, da der blev indgået et forlig, der gav ham en kompensation på cirka 30 millioner danske kroner. Så skulle man mene, at der er råd til at få sit navn renset for den mest sønderlemmende injurie i nyere filmhistorie.

Den dynamiske analyse

En tredje og ganske interessant position blev lanceret af den britiske klummeskribent Victoria Coren Mitchell, som i The Observer lavede en klassisk dekonstruktion af hele sagen. Hun foreslog følgende: Det er sandt, at Woody Allen ikke har begået pædofile overgreb. Men det er også sandt, at Dylan Farrow har oplevet sådanne overgreb. Hvordan nu det? Svaret skal findes i en såkaldt dynamisk analyse, som inddrager forløbet selv. Altså: Når noget sker, så påvirker det vores opfattelse af det selvsamme, som sker, og samtidig påvirker det også det, der allerede er sket, således at det skete ændrer karakter i vores erindring. Forvirret? Det er ikke så sært, som det lyder.

”Den syvårige Dylan tilpasser sig en verden, hvor hendes forældre er gået fra hinanden, og hvor hendes far har sex med hendes søster. I enhver meningsfuld forstand, når vi taler om, hvordan familie oplever det her, begår han incest. Teknisk, nej. Følelsesmæssigt, jo,” skriver Mitchell blandt andet. Altså prøver Mitchell salomonisk at lande sagen et sted midt imellem pest og kolera. Men der er flere positioner endnu.

Flere Woody Allen-tilhængere har beskyldt hans ekskone, skuespillerinden Mia Farrow, for at stå bag falske beskyldninger om hans misbrug af datteren Dylan Farrow. Foto: Ron Edmons/Polfoto

Genfunden eller falsk erindring?

En fjerde position kender vi fra et psykologisk område, der er så betændt, at det har to navne. Man kalder det enten for recovered memory syndrome (den genfundne erindrings syndrom) eller for false memory syndrome (den falske erindrings syndrom). Hvilket navn, man vælger, afhænger af, hvem man er – eller rettere: Hvem man er terapeut for, for der er næsten altid terapeuter involverede i de givne sager. De går i al deres enkelhed ud på, at voksne mennesker fra tid til anden, typisk under et terapeutisk forløb, mener, at de pludselig kan huske overgreb fra deres barndom. Så fra at have haft en lykkelig barndom mener de for eksempel pludselig, at de er incestofre. Ser man det fra deres side, har de genfundet erindringen om det passerede.

Men mange psykologer er skeptiske. Det kan nemlig sagtens være, at der er tale om falske eller overdrevne erindringer. For eksempel kan man føle sig krænket over helt lovlige og uskadelige berøringer, hvis man er i en kontekst, der gør én meget sårbar. Forældrene, der måske pludselig slæbes igennem et søle af incestanklager, er af gode grunde helt fra den. Og deres advokater og terapeuter hævder således, at der er tale om ”falske erindringer”.

Min erfaring siger mig, at begge parter sagtens kan have ret – på én gang. Forældrene kan sagtens være uskyldige teknisk set, men det nu voksne barn kan samtidig sagtens have store psykologiske problemer med for eksempel i øvrigt insignifikante berøringer, kram, ord og så videre. Altså kan der være en meget stor forskel imellem en juridisk sandhed og en terapeutisk sandhed. Man kan faktisk godt opleve, at man er incestoffer, uden at man er det. I så fald skal man dog nok ikke gå til skrifte i The New York Times, men derimod lade sig indlægge på en psykoanalytisk sofa.

Woody Allen forlader her en fodboldkamp sammen med datteren Bechet (th.), få timer efter Dylan Farrows brev var publiceret i The New York Times. Foto: Jason DeCrow/ Polfoto

Når sagen er forældet

Den femte position er den mest rystende. Og det kan også sagtens være den, der er tale om i Woody Allen-sagen. Den er teknisk set en variant af den første. Det kan nemlig godt være, at de seksuelle overgreb rent faktisk har fundet sted og derfor i allerhøjeste grad kan være en terapeutisk sandhed – men alligevel kan det samtidig være, at de ikke kan gøres til en juridisk sandhed. Årsag? Sagen er forældet – eller bare umulig at anlægge, rent teknisk.

Det sidste er et af de store problemer, også i Danmark. Jeg har personligt kendskab til mennesker, der har henvendt sig på politistationer og har fortalt om pædofile vaneforbrydere. Og politiet har lyttet pligtskyldigt, og de har udtrykt stor sympati. Hvorefter de har oplyst, at de desværre intet som helst kan stille op, fordi sagen er forældet. Tidligere var pædofilisager forældede ti år efter overgrebet. I dag er det ti år efter, at den forurettede er fyldt 18 år. Den mand, jeg fortæller om her, meldte en sag, da han lige var fyldt 29 år. Det var en måned for sent.

Det psykopatiske univers

Jeg lærte engang af en psykolog, at når en sag eller en person for alvor skiller vandene – når pædagogen både er Guds gave til børn og et sexmonster; når en sag både handler om ren uskyld og handler om de værste overgreb, man kan forestille sig – så er man i et psykopatisk univers. For det hele kan ikke være sandt på én og samme tid. Og man spekulerer jo på, om det ikke er netop sådan en sag, vi er vidne til her: et decideret personlighedsforstyrret, karakterafvigende univers fuld af psykopatiens selvmodsigelser og gensidigt ophævende udsagn – på én og samme tid.

Spørgsmålet er bare, hvem der så egentlig har rollen som skurk?

Jeg tror aldrig, at vi får et svar.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter til den selvbiografiske bog "Det bliver sagt", der beskriver alvorlige barndomskrænkelser og fortielsen, han blev mødt af omverdenen med. Den udkom første gang i 2001 og blev genudgivet i efteråret 2013.