Er regeringen ved at vælte sig selv?

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Hvad kendetegner en regering, som er ved at falde fra hinanden? Historiens svar er klart: Tåbelige ministerudnævnelser. Lars Løkke Rasmussen har foretaget otte udnævnelser af tredjerangs-ministre. Det ser sort ud. Alligevel kan en endnu svagere opposition gå hen at redde Løkke.

 

Har Danmark stadig en VK(O)-regering ved udgangen af 2011? Det spørgsmål vil jeg tro indgår i ni ud af ti gættekonkurrencer om, hvordan det kommende år bliver. Senest 12. november 2011 skal der afholdes valg til Folketinget, og spørgsmålet er langt mindre trivielt, end det var før valgene i 2005 og 2007.

 

Det almindelige er at snuble

Som alle erfarne iagttagere af politik ved, er det langt mere almindeligt, at en regering snubler, end at nogen bringer den til fald. I 1982 gav Anker Jørgensen simpelthen op og forærede oppositionen magten uden at afholde valg. I 1993 tvang Hornslet-rapporten Schlüter til at give op – igen uden, der blev udskrevet valg. Og fra Pinsepakken blev gennemført i 1998 frem til valget i november 2001 var Poul Nyrup ikke meget andet end en dead man walking.

 

Et af de forholdsvis sikre tegn på, at en regering er i krise, er store regeringsomdannelser og ministerrokader, som regeringslederen håber vil give ny energi og fremdrift. Igen er det instruktivt at se på tidligere regeringer.

 

Hvis dansk politik var et Angry Birds-spil, ville det knap nok være nødvendigt for vælgerne at fyre vrede fugle af mod grisene, der har forskanset sig på Christiansborg. For de grønne regeringsgrise synes gode til at slagte sig selv. Ill.: Mikkel Henssel

 

Regeringen Jørgensen V (som den officielle betegnelse lyder) tiltrådte i december 1981, men måtte allerede ændres i april 1982. Nøglespillerne var garvede folk som Kjeld Olesen, Knud Heinesen og Svend Auken, og der var også plads til det nye stortalent Mogens Lykketoft. Men typisk for den desperate statsminister var der også vilde sats som de uerfarne socialministre Bent Hansen og Bent Rold Andersen, undermålerne J.K. Hansen og Erik Holst og ikke-politikeren Lise Østergaard.

 

Desperate ministerrokader tyder på metaltræthed

Regeringen Schlüter IV fik godt to år, fra december 1990 til januar 1993, og var også domineret af garvede politikere som Ellemann-Jensen, Engell, Dyremose og Haarder, samt talentfulde unge som Fogh Rasmussen (indtil han måtte tage sin afgang som følge af sagen om kreativ bogføring) og Peter Brixtofte. De helt desperate sats var der ikke, selvom man roligt kan kalde Knud Erik Kirkegaard, Else Winther Andersen, Ester Larsen, Grethe Rostbøll og Anne Birgitte Lundholt fodnoter til den politiske historie.

 

Til gengæld var Nyrup nærmest ekspert i at signalere, han var i krise. Nyrup IV, som hans sidste regering kaldes, blev ændret ikke mindre end fem gange i løbet af de knap fire år, den fungerede, og indskiftningerne blev stadig mere desperate. Ministre som Sonja Mikkelsen og Anita Bay Bundegaard var så monumentalt uduelige, at det har beskyttet dem mod den glemsel, der har lagt sig – og vil lægge sig - over de fleste andre panikudnævnelser.

 

Løkkes endeløse række tredjerangsministre

Og det bringer os frem til Venstres egen Nyrup: Lars Løkke Rasmussen. Hvis man kan bruge udnævnelsen af uerfarne, ligegyldige og autoritetsløse personer til ministre som indikator på, at en regering er i krise, må jeg – selvom det er hårdt – sige, at jeg aldrig i alle de år, jeg har iagttaget dansk politik, har set en regering, der var i så dyb krise som Lars Løkke.

 

Inger Støjberg? Karen Elleman? Lykke Friis? Gitte Lillelund Bech? Tina Nedergaard? Henrik Høegh? Benedikte Kiær? Charlotte Sahl-Madsen?

 

Ikke mindre end otte udnævnelser af talentløse ikke-politikere og tredjerangspolitikere til nøgleposter i det danske samfund. Selvom det var en skrap rekord, er Nyrups fra perioden 1998 til 2001 slået eller i det mindste tangeret.

 

Det, der præger Løkke og hans ministerium af 23. februar 2010, er mangel på autoritet. Selvom en regering råder over statens magtapparat, kommer den ingen vegne uden autoritet. Det vil sige: evnen til at få sine beslutninger taget til efterretning uden anvendelse af magt. Og går man tilbage i historien, kan man se, at det præcis er manglen på autoritet, der kendetegner nedslidte regeringer.

 

Folk holdt op med at tage Anker Jørgensen alvorligt. De holdt op med at tage Schlüter alvorligt, og i det omfang, Nyrup nogensinde blev taget alvorligt, gled det ham af hænde med regeringsomdannelsen i slutningen af 2000. Fogh nåede aldrig at blive taget ikke-alvorligt, men til gengæld klarede Løkke det på rekordtid og er velsagtens leder af den regering, der har stået mindst respekt om siden Hartlings smalle regering, der sad fra slutningen af 1973 til begyndelsen af 1975.

 

Hvorfor oppositionen nok alligevel ikke vinder

Betyder det så, at oppositionen kommer til at vinde valget i 2011? Måske – men jeg er ikke så sikker.

 

For det første: Socialdemokraterne er formentlig aldrig i hele partiets historie stillet med så talentløst et hold, som de stiller med denne gang. Lykketoft er det eneste medlem af partiets folketingsgruppe, der har format – længere er historien ikke.

 

For det andet: oppositionen er ikke enig om noget som helst. SF er svækket af Dansk Folkepartis dygtige splittelsestaktik, og i stedet vinder Det Radikale Venstre frem. Det benytter Margrethe Vestager med sin usvigelige sans for dårlig taktik til at stille urealistiske krav om økonomiske reformer og ufolkelige krav om en mere lempelig politik over for indvandrere.

 

Og for det tredje: regeringen og navnlig Dansk Folkeparti har helt sikkert nogle møgsager liggende, der vil splitte oppositionen yderligere. Kan det være antallet af socialbedragere om bord på fly fra Mellemøsten? Måske. Men jeg tror, de har flere, der er endnu værre.

 

Antallet af uduelige og formatløse folketingsmedlemmer peger på, at det ikke bare er regeringen, men hele demokratiet, der er i krise. At være medlem af et parti og at lade sig opstille til en kommunalbestyrelse eller til Folketinget tiltrækker ikke dygtige mennesker i samme omfang som tidligere. Det skal nok gå alt sammen, fordi vi har sådan en dygtig centraladministration (og EU), men det svækker immervæk legitimiteten af de beslutninger, DJØF træffer, at vores politikere i disse år er så dårlige.

Relaterede artikler

Valget vindes mellem valgene - Mens de andre politiske partier er usynlige i gadebilledet, kører Dansk Folkeparti en annoncekampagne for det kommende k...

Giv din stemme

8 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.