Er du til LEGO-klodser?

- Innovation gennem leg “Vi kan ikke forvente at løse problemer med den samme tankegang, der skabte dem”. Albert Einstein-citatet rammer hovedet på sømmet, når det gælder moderne virksomheder, deres drivkraft og evne til at positionere sig unikt i forhold til konkurrenterne, mener forsker og filosof Matt Statler fra research-organisationen Imagination Lab i Schweiz. Innovation skal ske gennem leg – for eksempel med LEGO-klodser.

“Hvorfor er der en så skarp adskillelse af arbejde og leg”, lyder det fra Matt Statler. Imagination Lab. Han mener, det er et vigtigt spørgsmål, som størstedelen af europæiske virksomheder glemmer at stille sig selv. Det betyder desværre, at de aldrig opdager, hvilket potentiale virksomheden rummer for at skabe ny energi, nye ideer og nye indtjeningsmuligheder.

“Vi må huske på, at det, der skaber en organisation, er den menneskelige faculty of imagination. Og det, der skaber innovation, er medarbejderen og interaktion. Og med det i baghovedet, bliver det interessante spørgsmål: Hvordan kan vi skabe en kontekst, der tager højde for det. Simpelthen ved at bringe leg og arbejde tættere sammen, og på den måde skabe et miljø, hvor fantasien og kreativiteten får frit løb – og hvor arbejdet bliver sjovere. For at kunne innovere mere, bliver vi nødt til at lege mere”, siger Matt Statler.

Han mener, at leg er en naturlig menneskelig handling. Den skærper vores reflekser og færdigheder, så vi kan klare os gennem livet, hvad enten der er tale om opvækst eller arbejdsliv. Det er også gennem den proces, at individet forandrer sig og skaber sin identitet. “Hvorfor ikke bruge legen som et redskab til at fremelske folks fantasi og på den måde udvikle virksomheden”, lyder det fra Matt Statler.

For CEOs og andre ledere, der er vant til at benytte sig af traditionelle metoder og modeller, kan det virke absurd at tale om at udvikle virksomheden gennem leg. Matt Statler indrømmer også, at det ikke altid er nemt at få administrerende direktører til at løsne slipset og give sig i kast med at bygge en tre-dimensionel LEGO-model af, hvordan han eller hun ser virksomheden.

“Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om at bringe leg ind i virksomheden ved at skabe et legerum med bordfodbold og playstation. Kodeordet her er ‘serious play’. Det er en proces med et bestemt formål og et forløb, der typisk foregår som workshop”, fortæller den amerikanske Imagination Lab-researcher.

Hvad skal LEGO-klodser gøre godt for?
Den schweiziske organisation, der har professor i strategi og ledelse, Johan Roos, i spidsen, blev oprindeligt stiftet af LEGO. I dag er Imagination Lab støttet af en række andre større aktører, heriblandt Nokia. Imagination Lab er bygget op omkring et tre-benet research-fokus: ‘Playing Seriously’, ‘Imagining Identity’ og ‘Intending Emergence’.

Matt Statler, der for kort tid siden flyttede fra New York for at være med i Imagination Lab i Lausanne, forstår godt de europæiske virksomheders skepsis overfor leg som udviklingsredskab. Der er nemlig stadig en meget stor del af erhvervslivet, der har opbygget sin organisation hierarkisk og styrer virksomheden efter traditionelle modeller og metoder, lyder det fra Statler.

“Der er en del virksomheder, som er meget fokuseret på innovation, og som også er klar til at innovere deres arbejdsmetoder. Men der er en overraskende stor mængde af virksomheder, der er baseret på ‘management of fear’ og på top-down kommunikation. De kunne aldrig drømme om at sætte spørgsmåltegn ved organisationsstrukturen eller arbejdsmetoderne. Og de ser helt forkerte ud i ansigtet, når vi fortæller om ‘serious play’-metoden, og de kan på ingen måde forestille sig et værdifuldt udbytte af, at ledere leger med LEGO-klodser for at konkretisere deres opfattelser, mål og strategier”, siger Matt Statler, der respekterer deres syn, men alligevel undrer sig over deres lukkethed.

Om hvorfor det i det hele taget skulle være et hit at bringe LEGO-klodser ind i eksempelvis strategiudvikling, siger han:

“Det er svært at gøre det abstrakte konkret. Det er svært at tale sig frem til den måde, man for eksempel ser virksomheden, den strategiske vej, ser sine kunders betydning i forhold til hinanden etc. Nogle er gode til at visualisere det ved at tegne, mens andre ikke kender til andet værktøj end talen – og hvor ofte har vi ikke fundet ud af senere hen, at vi har misforstået hinanden. LEGO er rent faktisk noget alle kan være med til. Selv ældre ledere, der aldrig i deres liv har leget med LEGO. Faktisk havde vi en leder, der begyndte at sætte klodserne sammen som dominobrikker, som om de skulle skabe et mønster på bordet. Først da han hørte klodserne klikke, gik det op for ham, at man kunne bygge tre-dimensionelle modeller af virksomheden. LEGO-klodserne samler workshop-deltagerne og giver dem et fælles udgangspunkt og midler til at skabe fælles forståelse”.

Ifølge Matt Statler er der ikke mange eksempler på modvillige administrerende direktører, der har ladet sig overtale af de øvrige ledere til at kaste sig ud i innovations-projektet – og det kan være til stor frustration for dele af virksomheden. Hvad kan man som mellemleder i en hierarkisk opbygget virksomhed gøre for at bane vejen for metoden og den innovative kultur?

“Man kan forsøge at åbne direktørens sind ved at sætte ‘Serious Play’ igang med medarbejdere og division-ledere og på den måde vise, hvad der sker og hvad der kommer ud af det. De fleste vil få den oplevelse, at der findes værdifulde ‘pockets of energy’ i virksomheden - energicentre han ikke var klar over eksisterede. Når han opdager det, vil han som regel også se det forretningspotentiale, der ligger i det. Måske kan det åbne for en anden ledelsesstruktur eller virksomhedsudvikling og dynamik”, siger Matt Statler.


Tidligere bragt på www.bizreport.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også