Er du Facebook-narcissist?

Du er på Facebook, og du nyder det. Du skifter ofte profilbillede og har over 300 venner. Du skriver meget gerne om alle dine fedeste oplevelser, og du elsker at se dig selv tagget på vennernes billeder. Er det dig? Vi giver dig den ultimative face-the-truth Facebook-test – så du én gang for alle kan få afgjort, om du er en helt normal Facebook-narcissist.
af Lene Thorsen

En Facebook-narcissist er kendetegnet ved at have ekstremt mange venner, en masse billeder af sig selv, en fed profiltekst og en kæmpestor aktivitet omkring sin profil. Fordommene er mange, men ikke altid helt ved siden af. Amerikanske forskere påpeger nemlig en tendens til, at selvoptagne brugere af Facebook benytter alle muligheder for at få gjort opmærksom på sig selv. Og det gælder i alle Facebook-spillets facetter. Her følger en gennemgang af nogle af de mest karakteristiske områder, hvor Facebook-narcissisten sætter sig igennem.



1. Profilbilledet

Billedet fortæller ikke kun om din frisure lige nu. Det er hele indgangen til dine venskaber, især dem, som du kun har online. Billedet identificerer dig over for folk, som måske har glemt dit navn. Men også over for folk, som ikke er så opdateret på netop dit liv til at vide, at du lige er blevet gift – eller skilt igen for den sags skyld. Derfor er et nøje udvalgt profilbillede meget kendetegnende for Facebook-narcissister. Der er fokus på dine utroligt smukke øjne, dit sexede smil eller slet og ret hele pakken med din attraktive udstråling. Du bliver beundret fra nær og fjern og fremstår på billedet ufejlbarlig og perfekt! Profilbilledet er altså første indikation på din egen selvoptagethed.

2. Venneskaren
I den online verden er andet skridt op ad statusstigen din omgangskreds. Alt tæller med, revl og krat. Online venner forbliver måske kun dine venner i den online verden. Omvendt bliver dine offline venner med sikkerhed også en del af din online realitet. Jo flere venner, jo bedre. Du viser nemlig på den måde din omverden, at folk er vilde med dig. Hvor tætte dine forhold til disse mennesker så i virkeligheden er, er mindre væsentligt. Du høster alligevel popularitet og anerkendelse, hver gang du logger på. For med en vennekreds på 500 plus, er der altid nogen, som vil i kontakt med dig. Du søger altså konstant impulser udefra og får dem vel at mærke også. Det utrolig høje antal Facebook-venner er dermed andet punkt, der fremhæver din trang til konstant opmærksomhed.

3. Status updates  
Vi kender den alle sammen. Status-updaten, som står lige ved dit navn. Sætningen, som for dig helst skal ændres flere gange dagligt. Alle dine venner skal jo nemt kunne følge med i dig og dit. Du opdaterer dem om, hvad der ligger dig på sinde lige nøjagtig nu. Om dine seneste resultater på jobbet, om din dejlige familie, som gør alt for dig, om dine udskejelser i weekendens løb, om alle de penge, du lige har brugt. Alle disse små sætninger, som fokuserer på hvor god, dejlig, populær, eftertragtet og spændende du er. Samtidig går der sport i at skrive den update, som fremprovokerer flest kommentarer. Igen vil det være et resultat af, at folk følger med i dit liv og samtidig ønsker at være en del af det. Tredje punkt, som viser dit forhold til dit eget billede af dig selv, er den lille opdatering på din situation lige nu.

4. Personlig info ”om mig”

Profilteksten ”om mig” viser flere sider af dig som person. Her skriver du om alt. Om alle de fede jobs, du har haft i din karriere, om alle de gode bøger, du har læst af de helt rigtige forfattere, om dine sportsvaner, om dine religiøse og politiske overbevisninger. Du citerer store tænkere og linker til andre kendissers Facebook-sider. I denne sektion er der virkelig mulighed for at vise, at du har styr på tingene, og kæle for din egen fremstilling. Din selvfedme i din profilt-tekst er dermed fjerde punkt, som bidrager til endnu mere selvhøjtidelighed.

5. The Wall

På din væg kommer alle dine Facebook-aktiviteter til syne. Det er her, at du har invitationer og beskeder liggende, som alle indikerer, at du er super populær. Der er meget aktivitet omkring din wall, og du fjerner allernødigst kun beskeder, hvis de ikke bidrager til at bygge dit ego op. Ellers får det meste lov at blive. Nøgleordet for din wall er kvantitet, ligesom antal af venner. Det er også her, at du kan udfordre dine venner, og I kan konkurrere på alverdens tænkelige måder. Når du nu er så fantastisk vild med dig selv, har du selvfølgelig også posted dine personlige YouTube-film på din Facebook-wall. Det er selviscenesættelse til et 12-tal. The Wall er femte punkt på Facebook-narcissist-beskrivelsen.

6. Albumbilleder

Den sidste selvpromoverende sektion på din Facebook-profil er dine fotoalbum. Ikke nok med, at du altid farer til en masse arrangementer og fester, som ville tage pusten fra de fleste. Du tager hver gang en bunke digitale billeder, som med lynets hast bliver uploadet på din Facebook-profil. Og i modsætning til andet indhold på din profil, så gennemgår dine fotoalbum ikke den samme censur. Nej, her skal alt lægges til verdens skue. Sjove, grimme, pinlige, vilde episoder. Selvfølgelig med dig i centrum hver gang med hovedet op og ned og midt imellem lækre scoringer, fede biler, dejlige feriesteder, dyre drinks, tømmermænd, designermøbler og søde kæledyr. Du sætter virkelig scenen og viser igennem dine billeder, at du har både en personlighed og livsstil, som er beundringsværdig for dine tilskuere. Derfor vil dine venner i cyberspace også gøre en ekstra indsats for at ”tagge” dig på deres billeder. Således figurerer du i endnu flere album. Se-mig-kulturen lever altså i allerhøjeste grad i kraft af dette sjette punkt og muligheden for at uploade billeder.    

Facebook-narcissist-testen
Kan du nikke genkendende til flere af de omtalte scenarier, er du højst sandsynligt en helt normal Facebook-narcissist. Måske ser du slet ikke dig selv på denne måde. Derfor giver vi dig her muligheden for at tage Facebook-narcissist-testen for at få styr på realiteterne. Det er tid til en Facebook face-the-truth!





Læs mere om Facebook-narcissisme her



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også