Er du argumentationsdemokrat?

Christian Kock

De svarer ikke

– fordummende uskikke i den politiske debat

225 sider, 179 kr.

Gyldendal

Jeg har altid store forventninger til Christian Kocks bøger. Det skyldes, at han er medforfatter til den stærkt levedygtige Retorik der flytter stemmer fra 1994. En både stringent og dygtigt udført analyse af en naturlig eksperimentalsituation, så at sige. Eller i hvert fald: en eksperimentalsituation opstået uden for forskerens kontrol og domæne.

Selve det gamle program Bytinget, fra stenalderfjernsynets tid, var en måling-intervention-måling-situation, hvad der minder en del om et laboratorieeksperiment. Først blev der holdt en afstemning om et offentligt emne. Så fik tilhængere og modstandere af det spørgsmål, der stod til debat, lov at tale deres sag. Til sidst blev der holdt en ny afstemning. Det, bogen gør, er at klassificere og analysere de retoriske strategier, der anvendes i udsendelsen, og sammenkæde dem med udfaldet af afstemningerne. Dermed opstår et katalog over gode og mindre gode retoriske strategier; hvor god er defineret som effektiv.

Christian Kocks nye bog skuffer ikke. Den handler om fordummende uskikke i den politiske debat og har titlen De svarer ikke. Stringent og velskrevet som alt, hvad der udgår fra Kocks arbejdsværelse, men på et normativt grundlag, der er væsentligt anderledes end Retorik der flytter stemmer.

Den retorik, der kan kaldes ”god”, forstås i Retorik der flytter stemmer i sidste instans som den retorik, der er effektiv. Ganske vist kan retorik diskvalificere sig selv, hvis den ikke overholder kravene til procedure. Men overholder en taler debattens formelle regler, er den bedste ham eller hende, der flytter flest stemmer.

Professoren kræver demokratisk sindelag

I De svarer ikke stilles der større krav til debattøren. Den bedste er ikke længere den, der fremmer sin sag mest muligt. For at blive laurbærkranset af Kock, skal en taler også udvise omsorg for selve demokratiet, der i bogen karakteriseres som et argumentationsdemokrati. Argumenterer man ikke lødigt, har man derfor svigtet demokratiets idealer og gjort sig hjemfalden til kritik. Og hvad er så et lødigt argument? Det er et, som både er rigtigt (hvad er ikke blot vil sige ”korrekt”, men også ”retvisende”), relevant og vægtigt.

Bogens hoveddel er gennemgangen af de forsyndelser, man kan gøre imod den gode argumentation. Man kan tale newspeak eller ved hjælp af andre kneb gøre kontroversielle præmisser ukontroversielle. Man kan fuske med tal på samme måde, som man kan fuske med ord: bringe nogle i spil, der er forkerte, ikke retvisende, irrelevante eller uden vægt. Man kan tillægge sin modpart skumle motiver, der får hans eller hendes ord til at betyde noget andet eller ligefrem det modsatte af det, der umiddelbart bliver sagt. Man kan frembringe en karikatur af modpartens argument og derpå gendrive karikaturen, og man kan lade, som om man svarer.

Indvandrerdebattens rædselskabinet

Et helt kapitel er helliget indvandrerdebatten, og med rette. Christian Kock påviser, hvordan den er et rædselskabinet stuvet med fordummende uskikke: ringeagt, tvetydigheder, falske modstillinger, bevidste misforståelser, proportionsforvrængninger og andet godt, man ellers kender fra dysfunktionelle familier. Specielt glædede det mig at finde støtte for et argument, jeg for en del år siden præsenterede for Politikens læsere: at Carsten Jensen først og fremmest må karakteriseres som en verbal hyggepianist for politikenoginformationsegmentet. At han kan gå for at være intellektuel, er en endnu større gåde, efter man har læst Christian Kocks bog.

Er sproglig tilsløring regeringsmagtens natur?

Er der så nogen, der er værre end andre? Ja, det må man sige: regeringen. Dog gør Christian Kock en vigtig bemærkning på side 35. Skønt det nok kan hævdes, at VK-regeringen har bragt politisk retorik op på et højere (eller lavere) plan, end den befandt sig tidligere, har det også at gøre med selve regereriets natur. Enhver regering vil have brug for at tilsløre det, den foretager sig. Og hvorfor så det? Kock giver begrundelsen et par sider tidligere, på side 26: skønt regeringer har til opgave at fremme sine vælgeres interesser, fremstiller man det aldrig sådan. Der er både tradition og smag for, at man pakker sine kollektivt-egoistiske handlinger ind i ord, der har en klang af almen gyldighed.

At verden er i forfald, er en retorisk figur, mere end det er en retvisende diagnose. Væsentlige områder som den internationale politik og statsmagtens forvaltning er i modsætning til tidligere omfattet af demokratiet, og det enkelte menneske nyder en grad af anerkendelse fra staten, det næppe har gjort på noget tidligere tidspunkt. Og måske er det netop, fordi så meget i dag er badet i lys, regeringer undertiden forsøger at sprede lidt mørke og tåge?

Men hvis vi vælger at acceptere Kocks antagelse om et forfald i den demokratiske samtalekultur, hvorfor finder det så sted? I bogen nævnes, at der har fundet en opsplitning af den klassiske offentlighed sted – både fordi befolkningen så at sige segmenterer sig selv i homogene kvarterer, der adskiller sig kraftigt fra andre, og fordi den bliver segmenteret af stadig mere konkurrerende og fortravlede medier.

Begge hypoteser er interessante, men problematiske. Det er uomtvisteligt rigtigt, at der bliver flere og flere kanaler. Det bliver dog afbalanceret af, at rygterne om fjernsynets død er overdrevne, og den store, samlende tv-begivenhed derfor noget, der stadig forekommer jævnligt. Forskning, der er så ny, at den ikke har stået til rådighed for Christian Kock (Peter Gundelach: Små og Store Forandringer. Hans Reitzel 2011), viser samtidig, at såvel tesen om individualisering som tesen om fragmentering måske ikke ligefrem er lodret forkerte, men i hvert fald trænger til uddybning og præcisering.

Det er ikke ubetydelige indsatser, der spilles om. Hvis det er så galt, som Kock siger, truer kynismen i forhold til politik, og bag den både en ligegyldighed over for demokratiet og en mulighed for handlekraftige mennesker for at gennemføre deres dagsordener uden at blive forstyrret af kritiske borgere.

Angst for generalisering

Irriterende mange fejl er sluppet igennem korrekturen, og der er et par småting hist og her, jeg ikke synes holder. Værst er nok forbuddet mod at generalisere om hele befolkningsgrupper side 150 og følgende. Men den slags er jo typisk for retorikere; smiley. Christian Kock bruger selv det herlige udtryk ”livsfjern” om for eksempel Habermas’ forbud mod strategisk kommunikation (se side 41). Men er det ikke mindst lige så livsfjernt at forlange, at vi skal klare os uden generaliseringer om sociale eller andre grupper? Vi snakker rask væk om, at ”rygerne” og ”de overvægtige” dør eller bliver syge, selvom det strengt taget er mere rigtigt at sige noget i retning af, at hvis man tilhører gruppen af rygere, har man andre odds for at få lungekræft end dem, der tilhører gruppen af ikke-rygere. Og er det ikke i orden at tage genvejen og sige, at tjenerne på Champs Elysée er arrogante, i stedet for at sige, at man har observeret en overgennemsnitlig forekomst af arrogante tjenere på fortovscafeerne der.

Det er dog småting, der ikke ændrer ved helhedsindtryk: at Christian Kock igen har skrevet en god bog fuld af rigtige, relevante og vægtige argumenter.