Artiklen er første gang bragt i KOM Magasin 3, som udgives til medlemmer af Forbundet Kommunikation og Sprog.

Hyperliberalismens kompetencebegreb
Menneskers personlighed er det der i virkeligheden er i centrum når man spørger til kompetencer, og medarbejdernes omstillingsevne er det mest værdifulde, også selvom omstillingen ikke er omstilling til noget som helst. Kender du medarbejderudviklingssamtalen hvor chefen beder dig om at arbejde med dig selv? Personlighed, holdninger og indstilling er i dag noget der vurderes på samme måde som tekniske eller faglige færdigheder. Tidligere koncentrerede man sig meget mere om formelle færdigheder.

- Den offentligt ansatte har udviklet sig gennem de sidste hundrede år fra en ansvarshavende
embedsmandsrolle hvor al autoritet og alle funktioner i systemet var forklaret oppefra til en ansvarstagende medarbejder der har fået et helt andet ansvar for sin egen rolle på arbejdspladsen, forklarer Niels Åkerstrøm Andersen.

Velfærdsstaten udvikler nye krav til alle
Niels Åkerstrøm Andersens speciale er diskursanalyser. Det er en videnskabelig metode inspireret af den excentriske franske filosof Michel Foucault, og den baserer sig på analyser af hvorledes mennesker gennem tiden har talt om og forstået et givent emne. Og de ting vi lægger i ordet kompetence i dag, er blevet udviklet med velfærdssamfundet der har påtaget sig flere og flere opgaver.
- I tiden efter anden verdenskrig får de offentlige institutioner flere beføjelser i deres arbejde. Man får for eksempel sådan en ting som rammelove der lader det op til forvaltningerne selv at nå mål-sætningen med lovene. Man får så en planlæggende forvaltning med konstant voksende problemer med at få planlægningen til at virke. På et tidspunkt i firserne stopper man den udvikling ved at lave incitamenter for omstilling for det offentliges institutioner. Man løser altså problemerne i forvaltningen ved at give institutionerne selvstyre og belønner dem finansielt for ”omstillingsevne”. Institutioner skal hele tiden vise deres parathed til omstilling og forklare hvordan de gør sig parate. Den udvikling er blevet lagt over på medarbejderne der hele tiden skal demonstrere deres omstillingsevne over for ledelsen og forklare hvordan de så at sige hele tiden øger deres egen ”ansættelighed”, siger han.

Fantastisk omstillingsevne
Institutioner i det offentlige Danmark skal i dag vise sig i stand til at omstille sig konstant, og det betyder at man hele tiden stiller krav til de ansatte om at de er ”omstillingsparate”. Når medarbejdernes personlighed i den grad er den afgørende faktor for institutionerne, så opløses det traditionelle rollebegreb på arbejdsmarkedet.

- Fordi der er så mange omstillingsprojekter i gang på den enkelte arbejdsplads, går de faster roller i opløsning. Derfor mindskes arbejdspladsens evne til at inkludere og integrere medarbejderne. Arbejdspladserne kan simpelthen ikke levere faste opgaver og stabile forventninger - altså roller. Ansvaret for at blive en del af arbejdspladsen lægges over på den enkelte medarbejder. Medarbejderen får ansvaret for selv at definere sine opgaver, prioritere, udvikle og indarbejde dem i organisationen. Man skal melde sig ind på sin arbejdsplads, og man skal have identiteten med sig ind, siger Niels Åkerstrøm Andersen.
Som offentligt ansat er man ikke længere i stand til at påtage sig offerrollen som forsmået ansat – for man er jo ansvarlig for sine egne kompetencer og dermed også for sin egen ansættelighed. Og hvordan skal man tackle at ens personlighed ikke længere er ”ansættelig”?

- Styringen af alle de mange opgaver i det offentlige er kompleks. Man har ladet de enkelte institutioner selv udfylde rammerne og forlangt en særlig ting af dem – omstillingsevne. Men det har også betydet at man har lagt kompleksiteten i styringen over på det enkelte menneske. Problemer med styring i børnehaver og på hospitalsafdelinger er resulteret i krav til enkelte menneskers personlige egenskaber, forklarer han og nævner udvidelsen af intelligensbegrebet som symptom på udviklingen.
- Med mange intelligenser betyder det jo også at man vurderer folk på eksempelvis følelser og lignende. Det er legitimt at måle på personlige egenskaber når nu de kan betragtes som intelligenser, siger han.

Erfaring er der skam ikke noget godt i
Til tider bliver det absurd. Mange offentlige institutioner har hver især overtaget det bureaukrati man fjernede fra centralt hold. Og hvorfor skal sygeplejersker og pædagoger bruge kræfter på at demonstrere deres personlige omstillingsparathed hele tiden?
- Også i institutionerne flytter man fokus fra børnepasning eller strandrydning over imod omstil-lingsprojekter, for eksempel uddannelsesprojekter som skal legitimere over for den højere forvalt-ning at man omstiller til omstilling. Det er jo det man belønnes økonomisk for, så derfor lægges kræfterne der. Det fører til en reduktion af faglighed, og i virkeligheden er det jo et oprør imod læringsbegrebet som vi kender det. Man nedprioriterer erfaring for at opprioritere udvikling. Fortid er per definition negativt, og stabilitet en hæmsko. Nej, i stedet er vi i konstant udvikling til en fremtid som vi ikke kender, siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Liberalisme ad bagvejen
Niels Åkerstrøm Andersen kalder det en hyperliberalisering af samfundet hvor alle fra sygeplejersker og pædagoger til sagsbehandlere bliver overladt ansvaret for udviklingen af de institutioner de arbejder i. Liberalister insisterer på at mennesket i de rette forhold er stærkt, handlevilligt og ansvarligt, og det er lige netop hvad man kræver af den offentligt ansatte i dag: At vedkommende alene kan udvikle sig selv, og hele tiden give institutionen nye kompetencer.

- Kompetencesamtaler, medarbejdere der bliver tilbudt hjælp til at undersøge sig selv, supervisions-kontrakter, kompetencekontrakter – alt sammen er det en del af en udvikling hvor man sætter mennesker og deres personlighed ind i en kontraktrelation med deres arbejdsplads. Selv børn i skolen skal i dag skrive under på kontrakter om deres egne kompetencer, og igen tager man ansvaret fra skolen, og lægger det over på børnene. Det er en individualisering af pædagogikken. Men kernen i udviklingen er en hyperliberalisme hvor man ikke bare får frihed og muligheder. Men i dag får man pligt til at forfølge sin frihed, man får pligt til at udvikle sine muligheder, man har en pligt til at gøre opmærksom på sine kompetencer, forklarer Niels Åkerstrøm Andersen.

Kompetencebegrebet er altså udviklet derhen hvor man kan kræve at mennesker ikke bare ændrer deres personlighed og er klar til konstant forandring. Man kræver også at medarbejderne er i stand til at tage deres arbejdsplads på skuldrene og bære udviklingen af den. Er det i virkeligheden hvad vi gerne vil have at sygeplejersker eller lærere skal? Er det ikke sygepleje eller undervisning der skal være kernen i deres arbejde?

- Den måde vi forstår kompetence på i dag, sætter det faglige på bagsædet. Man efterspørger jo faktisk færre formelle kompetencer, mindre erfaring, og i stedet vil man have stærke mennesker der kan løfte styringsproblemerne, og det er ikke nødvendigvis særligt hensigtsmæssigt over for de konkrete opgaver der skal løses på sygehuse, i skoler og daginstitutioner, eller hvor vi nu en gang har bestemt os for at levere en offentlig service, afslutter Niels Åkerstrøm Andersen. Seancen er forbi, og Kom-bladets udsendte forsvandt uantastet hjem gennem Nørrebro uden dog at kunne tage tankerne fra rækker af 12-årige børn der udfylder kompetencekontrakter. Hvad bliver det næste?

Læs her Åkerstrøms essay om ledelse af personlighed – om medarbejderens pædagogisering i pdf

Dette essay er fra antologien: ledelse i management staten.