Politikens 53-årige chefredaktør Bo Lidegaard. Foto: Jan Grarup/polfoto

 

Et af landets mest vidende mennesker og skarpeste intellektuelle. Så flot beskrev den administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Lars Munch den nye chefredaktør, da han trådte til. Uden tvivl rigtigt. Få mennesker ud over Bo Lidegaard har magtet at køre topembedsmandskarriere, familie og faghistorisk forskning på disputatsniveau på én og samme tid. Efter at have været politikeres tætte fortrolige sætter han kronen på værket ved at indtage debatdanmarks fedeste job.

 

Her er altså tale om et enestående karrieremenneske og et stunt af næsten mytisk karakter. Ingen påfugl har så mange fjer fra så mange flotte og forskellige arbejdspladser som Bo. Her langt om længe er Edvard Brandes genkommet lige til at smække ind på lederpladsen og hjørnekontoret.

 

Et sandt renæssancemenneske er vokset op i hvor midte, og hans lysende begavelse burde oplyse fleste mulige mennesker mest muligt hurtigst muligt, tænkte Politiken-Fondens bestyrelse, da de valgte ham. Endelig kan stat, akademika og højskolevæsen forenes på hjørnekontoret over alle hjørnekontorer. For hvor ellers end på Politiken kan miraklet og verdensfornuften ske fyldest, når nu Bo også har hjertet dette rette sted? Så godt så langt, men gode kvalifikationer er ikke altid de rette kvalifikationer. Kvalifikationerne diskvalificerer. Styrken er svagheden. Lad os se hvorfor og hvordan.

 

Men først – for at være fair: Bo er en flink fyr. 100 dage er ikke lang tid. Han har derfor mindst 100 dage mere, før den endelige dom falder. Spørgsmålet er nu og om 100 dage igen, om Bo Lidegaard har fagligheden og personligheden til at holde den levende avis levende. Har han det særlige redaktionelle og publicistiske drive, som har været på Politiken de sidste 40 år, fra Pundik og frem?

 

Mit svar er nej. Konsekvensen er katastrofal, ikke blot for Politiken, men også for centrum-venstre-projektet som sådan. Læs her hvorfor.

 

En tømmerflåde kom forbi
Bo er embedsmand. Før han frivilligt forlod Statsministeriet, havde embedsværket været hans livsværk. Jobbet som chefredaktør var en tømmerflåde, der kom forbi i et uroligt hav efter statsadministrations karrierestige var styrtet sammen under ham. Et target of opportunity, nu hvor alle andre muligheder var blevet umulige.

 

Medansvaret for to af danmarkshistoriens største diplomatiske fuckups havde sat sine begrænsninger selv for the wonderkid Bo. Når Bo nu havde klædt den amerikanske præsident helt af i Bella Center og ydmyget ham over for kineserne, var Bo ikke længere det oplagte bud på den næste ambassadør i Washington. Den arabiske verden lå heller ikke lige for efter den fatale fejlhåndtering af Muhammed-krisen og de arabiske ambassadører. Ingen tvivl: Bo var blevet kørt ud på et sidespor og kunne godt have brug for et sporskifte.

 

Heldigvis er Statsministeriet og det lille koordineringssekretariat en totalt overvurderet arbejdsplads, hvor folk er ved at falde på halen over enhver, som har gået i blå skjorte i Prins Jørgens Gård og mailet lidt rundt om nogle dokumenter fra andre ministerier. Det kom Bo til nytte. Han var færdig som embedsmand, men ikke nødvendigvis færdig med at være en embedsmandstype. Han strøg til tops på at være en ikke-beslutningstager og rådgiver, som samler trådene og skaber konsensus om megalomaniske magtmennesker a la Fogh. En vigtig bifigur og butler, der kunne skrive politiske notater, som ingen var uenige i og alle ligeglade med, til hele statsadministrationen. Han stødte ingen, fordi han som en sand embedsmand altid tænkte tværministerielt i det muliges kunsts Ikea-løsninger. Kompromisets pragmatiske tryllekunstner. Det når man langt på i diplomatiet og på Slotsholmen, men ikke nødvendigvis på en avis.

 

Den journalistiske statsobligation
Gode embedsmænd er typisk dårlige redaktører, og dårlige embedsmænd er ofte gode redaktører. På Politiken skriver man ikke notater og gemmer uendelige sagsmapper i umindelige tider. På Politiken har man ikke en stor stab, som fedter rundt med tillægsreferencer. På Politiken skal man ikke altid gå efter midten af midten, men efter manden med debatbolden. At være en god embedsmand handler om at minimere risikoen for ballade; at være en god chefredaktør på og af Politiken handler om at maksimere muligheden for ballade. Det vil og kan Bo ikke.  

 

Bo Lidegaards portræt af Barack Obama den 4. august i år kunne ligne et selvportræt

 

Bos sprog ligner og smager af cykelklemmer, en vandskadet Slotsholmen, en forsvunden fuldmægtig eller en gammel ministeriel madpakke. Bo er en journalistisk statsobligation, som aldrig tager en chance. Lav risiko, lavt udbytte. Her er blot synsvinkler, talepunkter og spændende uforpligtende analyser af Obama, som nu ifølge Bo står over for nogle store udfordringer. Ja, det kan vi da godt blive enige om med resten af Politiken Plus-klubben. Sjovt nok fremstod analysen af Obama som et ubevidst selvportræt af en flink mand omgivet af magtfulde kræfter og strukturer, som alle betyder, at Bo vil komme til at skuffe mod sin vilje. Det er ikke nok at være en flink fyr lød konklusionen.

 

Grarup, Svane, Lidegaard. Det er jo hele tre ledere til en avis plus økonomidirektøren. Næsten en hel tænketank. Nok plads til Bo? Foto fra Politikens hjemmeside

 

Modsat Lisbeth Knudsens megamogul-stilling er Bos stilling hakket op i små stykker og delt ud, så økonomi, organisation og nyheder ligger i andre hænder. Det hæmmer manøvrerummet, men skulle også give plads til hans mulige kernekompetence: den store, indsigtsfulde udenrigspolitiske analyse og tilhørende engagement. Men selv her på jobbets kardinalpunkt mangler han endnu at levere i topklasse. Foreløbig har der været langt mellem snapsene, og Obama-analysen må siges at være lavpunktet. Det er ellers ikke så svært og sådan set lige til højrebenet for alle andre end Bo. Bo var i Deadline kort efter sin tiltrædelse. Ikke helt up to speed, for at være diplomatisk. Bo er knap så god på tv og for Politikens læsere lidt af en kontormus på skrift. Tv egnet og skarp på skrift burde ellers være grundlæggende kompetencer i det job.

 

Hvad med, at Politiken kom ud over rampen om folkemordet i Syrien og måske var langt mere kritiske over for Natos engagement i Libyen? Jeg selv og mange andre Politiken-læsere kunne godt tænke sig lidt mere tigerblod og ballade fra Bos side, næste gang syriske tanks rydder en mellemstor millionby eller skyder børn med kamphelikoptere. Hvad med også at give bankerne og finansfusentasterne en over nakken, nu vi skatteborgere for anden gang skal redde finanskapitalismen i Danmark og Europa. Politiken burde jo være de første og fremmeste til at påpege kapitalens systemiske fejl og tyveri af samfundets værdier.

 

Elsket som ven og facilitator

De elsker ham naturligvis på Politiken. Svage chefer har altid stærk opbakning. Alle de mange magtmennesker har endelig fået en, som ikke bruger sin magt. Nu er der endelig fred, fordi alle bliver ladt i fred, og dem, som vil vinde netop deres lille office policy-krig, vinder. Magthaveren og powerpublicisten er blevet til en rar facilitator og coach, som samler og støtter alt og alle. Det lyder hyggeligt, men det kommer der ikke en bedre avis ud af.  Læsertallene taler deres eget tydelige sprog. Det står galt til. Meget galt.

 

Bo har uden tvivl forståelse for Politikens politiske projekt og for "nice cop"-medarbejderpleje, men mangler sans for Politikens publicistiske projekt. Lad os være lidt konkrete her med en illustrativ case:

Politainment-profeten Peter Mogensen stopper nu for at blive direktør i den nye tænketank. Her har Bo så valgt den politiske redaktør, Mette Østergaard, som efterfølger, fordi hun stod for tur. Politisk korrekt og low-risk, men næppe visionært og offensivt. Kan hun løfte det op på Peter Mogensens niveau? Nej, vel?! Er det en del af en klar publicistisk strategi? Nej, det er en korrekt og kedelig konsensusløsning, der signalerer gabende korrekt ligestilling og yngre kvindelige kræfter. Et symptom blandt mange på, at der mangler kant i hjørnekontoret.

 

Anders Lund Madsen som vicestatsråd

Hvad vil han med Politiken som medie? Vi ved det ikke, medarbejderne ved det ikke, og jeg tror heller ikke, han selv ved det. Men der ligger nok et notat fra den tidligere vicestatsråd gemt et sted i kælderen, som blot mangler de sidste fodnoter og gennemskrivninger. Pointen er, at lige børn leger bedst. Embedsmand, bliv ved din læst. Kulturchokket og kulturforskellen er simpelthen for stor for Bo, og omvendt: Efter departementschef Dybvads exit fra Statsministeriet ansatte man jo heller ikke David Trads som erstatning – eller Anders Lund Madsen som EU-koordinator med ansvar for ECB's opkøb af spanske og italienske statsobligationer. Nej, for i Statsministeriet ved man godt, at her er en helt speciel kompetencekultur, man skal passe ind i, ellers går det gruelig galt.

 

Sådan ser man det ikke på Politiken. Kulturforskellen og kompetencehullet er gevinsten som en tiltrængt 'think different approach'. Næppe helt korrekt. Indtil nu har der ikke været meget think different approach, men mere knap og nap på omgangshøjde med verden, mediet selv og læserne.

 

Faget, der fanger 
Bo er faghistoriker med et omfattende forfatterskab bag sig. Respekt for det. Hvis du som Bo har skrevet og fået antaget en klassisk faghistorisk disputats, kan du alt det, du ikke skal kunne som chefredaktør på Politiken. Du er trænet i møjsommeligt kildearbejde over år og måneder. Du er kildekritisk og kildesamlende på et næsten autistisk niveau. Du er trænet i at skrive tekster med subtile multikausale årsagsforklaringer og ekstremt komplekse tidslige forløb uden klare konklusioner og klinisk renset for imperativer om, hvordan tingene burde have været. Den skoling smitter af på hans virke som chefredaktør og hæmmer ham. Han vil ikke drage hurtige og spektakulære konklusioner, der kan rydde en forside, eller give en klaphat et tiltrængt gok i nøden. Det er meget upolitikensk på en avis, som ellers altid har stået vagt om den hurtige og nogle gange lidt for hurtige holdning, når blot hjertet var med. Fagligheden som faghistoriker er, at hjertet aldrig skal med. Det er forskellen, som gør forskellen mellem Bo og det politikenske.

 

Fejlrekrutteret faghistoriker med fine fornemmelser
Lad os tage et frisk eksempel jeg som historie uddannet kan komme i tanke om. Ballademageren og koldkrigshistorikeren Bent Jensen går over sommeren i frontalt angreb på Socialdemokratiets udenrigspolitik under den kolde krig samt den efterfølgende fodnotepolitik. Anklagen er, at den er styret af Østblokken. Helt vanvittigt og helt imod alt, hvad Bo og Politiken står for, men manden svigter igen. Hallo, hvor er du henne, Bo? Helt væk i sommerhuset og tavs. På trods af, at bo måske er den i Danmark, som ved mest om emnet. På trods af, at Bent Jensen er Politiken-læsernes hadeperson nummer 1. På trods af, at det ville tage en halv time at skrive en lille replik. Altså al mulig grund til og mulighed for at give den fuld spjæld og give Bent Jensen et godt gok i nøden. Men her vælger Bo, som den faghistoriker, han er, IKKE at gå ind i polemikken, fordi det hele jo er så meget mere kompliceret i historieforskningens olympiske lys, som alting jo altid er. Her vælger han at sætte sin identitet og status som nuanceret, neutral faghistoriker blandt fagfolk højere end rollen som den nye leder af Politikens Bent Jensen-tæskehold. Han er for fin på den her og mangler kant, selv om det er sommerens mest indlysende sted at slå til med hans viden og ikke mindst pondus på området. Godt for Bent Jensen, men ikke godt for Bo, centrum-venstre og Politiken.

 

Da Kforum interviewede den nytiltrådte chefredaktør, sagde han, at hans største ønske var at have lidt mere musikalsk gehør. Lad os håbe for Bo, at ønsket bliver opfyldt, og at Bo også får lidt mere debat gehør fremover. Han skulle jo nødig ende som en kedelig faghistorisk fodnote i Politikens nyere politiske og journalistiske historie.