Enkeltpersoner: Foghs strategi gav pote

af Mandag Morgen Monitor

Anders Fogh Rasmussen er som nr. 2 på listen den eneste venstrepolitiker blandt de 16 mest omtalte personer i denne måned. Til gengæld er han den person, der har haft mest held med sin mediestrategi, hvilket valgresultatet er en tydelig indikator på. Så selvom halvdelen af personerne på listen er socialdemokrater, var Venstres mediestrategi den mest vellykkede. Også selvom Danmarks nye statsminister har været næsten ene om at tegne Venstre. Sådan lyder vurderingen fra Jesper Højberg Christensen, direktør for Advice A/S og med i Monitorpanelet (se tekstboks side 26).

“Normalt er der for virksomheder en tæt sammenhæng mellem kendskab og image. Sådan er det ikke helt for personer. For de meget omtalte ministre var som bekendt ikke dem, der trak alle stemmerne,” siger Jesper Højberg Christensen og henviser især til de fire rutinerede socialdemokrater Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup.

“Hvis man ser på denne liste, er det tydeligt, at Socialdemokratiets taktik om at gå på banen med “det stærke ministerhold” er lykkedes rent eksponeringsmæssigt. Men succesen blandt vælgerne er udeblevet, især pga. uenighederne internt i Socialdemokratiet om udlændingepolitikken. Anders Fogh - der ene mand har brandet Venstre - har totalt lagt socialdemokraterne ned med sin Tony Blair-inspirerede taktik. Så læren af denne valgkamp er måske, at én person giver en entydig statsmandsbranding. Valgkamp er altså en enkeltmandsdisciplin – og ikke en holdsport,” siger Jesper Højberg Christensen.

Eneste anden venstrepolitiker på top 20-listen er Birthe Rønn Hornbech, der markerede sig uheldigt ved at forsøge at overhale Dansk Folkeparti indenom med forslag til stramninger på udlændingeområdet. Her blev partiformand Fogh nødt til at undsige sin ordfører.
Erhvervslivet tavs i valgkampen Ellers er den mest markante tendens på denne måneds liste over enkeltpersoner, at erhvervslivet har været fraværende i valgkampen som yderligere beskrevet i artiklen på side 16 i denne udgave af Mandag Morgen Monitor. Samtlige 20 personer på denne måneds liste over enkeltpersoner er politikere.

“Dette resultat er interessant, når man sammenligner med de analyser, der siger, at magten glider fra de danske politikere og til EU, de store virksomheder og de store organisationer. For mediernes verdensbillede er et andet – her sættes scenen af tilsyneladende omnipotente danske toppolitikere,” siger Jesper Højberg Christensen.

Man skal ganske langt ned på listen for at finde de danske topledere fra erhvervslivet: SAS’s Jørgen Lindegaard på en 33.-plads har næppe haft meget overskud til at blande sig i valgkampen. Næste på listen er Henning Dyremose fra TDC som nr. 60, Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen som nr. 61, Asger Aamund som nr. 72 og Zentropas Peter Aalbæk Jensen som nr. 73. Sidstnævnte deltog som en af de få erhvervsledere aktivt i valgkampen med Zentropas kampagne mod en regering baseret på et parlamentarisk grundlag, som inkluderede Dansk Folkeparti.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også