En valgplakat på katastrofe kurs

DSU har i dag lanceret valgkampens satiriske plakat ”Katastrofekurs”. Den viser Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard om bord på Titanic, med kurs mod en katastrofe for det danske velfærdssamfund.



DSU kombinerer i plakaten det de opfatter som valgets to hoved tema’er – Venstres alliance med Dansk Folkeparti og de borgerlige partiers katastrofale kurs for det danske samfund.

DSUs formand Kristian Madsen siger om plakaten:

”Venstre har tonet rent flag i udlændingedebatten: Her er der ingen forskel mellem Dansk Folkepartis kurs og deres. Efter Birthe Rønn Hornbechs udtalelser, der lægger op til racediskrimination står det klart, at Pia Kjærsgaard vil være ved roret i udlændingepolitikken, hvis der efter næste valg kan dannes en borgerlig regering.”

”Venstre og Dansk Folkeparti vil efter valget være de to største stemmeblokke bag en borgerlig regering. De Konservative er reduceret til en afdanket lillebror, hvis tid for længst er forbi”

”Udlændinge er blot eet af tema’erne hvor de borgerlige har en forkert kurs for Danmark. Hele vores velfærdssamfund risikerer at lide skibbrud med de borgerlige. Vi vil se en benhård privatiseringsbølge skylle hen over landet – nu skal også fængslerne privatiseres. Vi vil se små lokale sygehuse lukke og de store blive til fabrikker med Dankort-terminaler installeret .”

”Vi har muligheden for at undgå en katastrofekurs for det danske samfund. Vi står som ved dokken foran Titanic i Southampton 1912. I DSU vil vi gerne advare befolkningen mod at ryge ombord på den galej.”.

DSU har en lang tradition for at lave valgkampens bedste plakater. I 1987 var det daværende statsminster Anker Jørgensen, der blev præsenteret som James Bond og ved euro-afstemningen vakte de unge socialdemokrater megen opsigt med deres plakat ”Forført af Fjenden”, der portrætterede Holger K. Nielsen i hed omfavnelse med Pia Kjærsgaard. Plakaten blev af bl.a. Dansk Folkeparti udråbt til valgkampens bedste plakat

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også