Lad os ikke dvæle for meget ved historikken. Kort fortalt blev Nyrup for første gang respekteret, hvis ikke afholdt som statsminister i kølvandet på det internationale diplomatiske samarbejde efter 11. september. Efter en uges tid steg også partiets tilslutning i meningsmålingerne, helt som forventet. Det så ud til, at det internationale diplomatis duft af gamle manerer og Ferrero Rocher var det halmstrå, Nyrup så længe havde grebet efter. Så scenen var sat og valget blev udskrevet.

Statsmandsvalgkampen blev cementeret, da Nyrup, i selskab med Kofi Annan, holdt tale på en ILO-konference dagen efter valgets udskrivelse. Det er usædvanligt at gøre for formanden for et parti i benhård konkurrence om stemmerne, men ikke for en statsmand der har en langt videre horisont end de hjemlige trakasserier.

Men derfra gik det blot ned ad bakke. Socialdemokratiet lancerede et mystisk forslag på indvandrerområdet, som ikke var et rigtigt forslag fordi der ikke var angivet nogle konkrete løsninger, kom i intern diskussion i medierne og gjorde i det hele taget alt for at forkludre tingene for sig selv.

Derefter har vi set en valgkamp, hvor de førende partier har opgivet alt håb om at pege på, hvad de selv står for. For Socialdemokratiet er målet udelukkende at tilsøle Venstre (angiveligt Det Onde Liberalistiske Imperium) mest muligt. Og vice versa.

Bunden blev nået, da Nyrup på et TV-transmitteret vælgermøde gav sig til at rive sider ud af Anders Foghs bog fra 1993. Venstre bruger omvendt de voldtægts-frikendte indvandrere som argumentation mod regeringens indvandrer- og/eller kriminalpolitik (detaljerne kunne åbenbart ikke nå at være med på helsidesannoncerne). Det er grimt. Det er pinligt. Og det er umådeligt ineffektivt i mobiliseringen af stemmer, jævnfør den helt stabile opbakning til de store partier siden valgets udskrivelse.

Når de negative gimmicks virker mod hensigten er det fordi, folk dybest set er trætte af al den negative retorik. Derfor er tendensen i udlandet, at man går væk fra den negative kampagneform, der er defineret ved at den største pointe i kampagnen er at kritisere sin hovedmodstander sønder og sammen.

I stedet træder den positive kampagne, hvor man på ægte demokratisk vis fremlægger sine visioner og planer for vælgerne til fri bedømmelse. Den overdrevne brug af spin (som i spin doctor) synes også at være på retur. Eller i hvert fald på retur i den forstand at spinning, der skygger for det egentlige budskab, luges væk.

Det lyder som en himmerigsvision, der har dårlig mulighed for at klare sig blandt almindelige dødelige. Men realiteten er, at den positive kampagne har vundet fodfæste, fordi den har vist sig at være den mest effektive.Vælgerne er dødtrætte af negative kampagner og politikere, der kun kan kritisere hinanden. De vil have politisk substans og politikere der tør sige, hvad de mener.

Hvordan tingene har ændret sig var tydeligt at se i sidste års amerikanske præsidentvalgkamp. USA har tidligere været den negative kampagnes og spinnings højborg, men det er fortid. Jeg kunne overvære en del af præsidentvalgkampen live fra New York, og det var bemærkelsesværdigt så civiliseret det foregik. For eksempel i de duellerne mellem Bush og Gore (der også kunne ses i Danmark), hvor de to kombattanter behandlede hinanden som sande gentlemen og duellerede på værdier og holdninger til fremtidens samfund.

Det blev sat på spidsen, da Gore under den første TV-debat ikke kunne lade være med at sukke over Bush’s til tider lidt…øh…unuancerede forslag. Sukkene var uden tvivl ærligt ment, men vælgerne fandt dem ikke værdige for en debat om, hvem der skulle betros at lede landet de næste fire år. Derfor var det, trods alt, bedre for Gore at tie end højlydt at give udtryk for sin mening om den texanske wonderboy Shrub.

På samme måde er tidligere tiders heftige spin fra Downing Street nu forsvundet, fordi vælgerne begyndte at have mere sympati med et konservativt parti i vild opløsning end et New Labour i vildt spin. Tony Blair rådfører sig uden tvivl stadig med sine medierådgivere, men det er politikeren Tony Blair der sætter dagsordenen og rådgiveren Alistair Campbell der giver gode råd til, hvordan den kommunikeres.

Alt det og meget mere kunne man have forventet ville indfinde sig i København. Men det er ikke sket. Hverken fra Socialdemokratiet eller fra Venstre, der ellers har haft 3½ lange år til at finde på en god kampagne. Og det ironiske er, at man på ægte provinsiel vis tror, det giver stemmer at lade som om man bruger de nye, fiffige metoder. Det gør man ikke; man bruger de metoder der er forladt for år tilbage af mere erfarne kræfter.

Valgkampen er næsten slut og bliver kun grimmere for hver dag. Ingen er blevet klogere på, hvad de to ledende partier vil med vores samfund. Kunne vi ikke gøre det lidt bedre? Jeg tror det.