En skuffet skribent

- af sociolog Henrik Dahl

I disse dage er det et år siden, jeg var med til at udgive "Borgerlige Ord Efter Revolutionen". Nogle vil måske blive overraskede, når jeg skriver, at det var en af de største skuffelser i mit liv som skribent. Det var der to grunde til. For det første var hovedparten af debatten ad hominem. Det vil sige, at den handlede om forfattergruppen og ikke det, vi skrev. For det andet var den faglige kritik meget tynd. Som nogle af de allerførste havde vi bragt de tanker, sociologen Manuel Castells udtrykker i sin trilogi "The Information Age - Economy, Society, and Culture" (Blackwell 1996-98) ind i den danske debat og havde forsøgt at udlede de konsekvenser, hans analyser har for Danmark og dem, der bor her. Men det var der med en enkelt undtagelse ingen, der på nogen måde forholdt sig til. Vi syntes ellers, at vi havde gjort vores faglige grundlag temmelig tydeligt ved konsekvent at bruge det ord, Castells har opfundet for at beskrive det stadium af kapitalismen, som verden befinder sig i: netværkssamfundet.

Når jeg ser tilbage på bogen må jeg konstatere, at næsten alt, hvad der stod i den, var sandt - og at de ting, der måske var lidt overdrevne, i mellemtiden gennem ikke mindst Europa-debatten har udviklet sig til at være komplet sobre beskrivelser af venstrefløjen og dens manglende evne til at reformere sig selv. Men der var en enkelt fejl i bogen, og den er så alvorlig, at jeg gerne vil bruge denne kronik på en berigtigelse. Fejlen vedrører analysen af truslen mod det, der populært kaldes samfundets sammenhængskraft. Den består i, at vi ensidigt fokuserede på "den angelsaksiske trussel", som består i, at underklassen - primært med middelklassen som drivkraft - bliver ekskluderet af det sociale, økonomiske og politiske liv. Efter Euro-afstemningen står det nemlig klart, at hovedtruslen også i Danmark er "den kontinentale trussel" i form af det, man i mangel af bedre betegnelse må kalde højreradikalisme. For at forklare dette må jeg gå en omvej over nogle grundlæggende, sociologiske begreber, som ikke er alment bekendte. Jeg beder derfor dem, der kender begreberne, om forladelse.

I "Borgerlige Ord Efter Revolutionen" tager vi udgangspunkt i det forhold, som bla Castells har bemærket, nemlig at den klassiske nationalstat (hvor staten, samfundet og i nogle tilfælde folket betragtes som identiske størrelser) er på tilbagetog som det, man i sociologien kalder et "integrativt system".

Et integrativt system er et eller andet socialt forhold, som ikke bare kan ønskes eller vedtages bort, men som eksisterer uafhængigt af den enkeltes bevidsthed og vilje. Sådanne menneskeskabte, men objektive, forhold er der masser af. Et af de mest omfattende er sproget. Skønt "dansk" kun eksisterer, fordi der er nogen, der bruger det, har den enkelte sprogbruger ikke nogen særlig stor indflydelse. Hvis man insisterer på at skabe sit eget "dansk", må man i de fleste tilfælde betale en personlig pris i form af isolation og udelukkelse af det sproglige fællesskab.

Det integrative system bevirker, at de enkelte individer føler et tilhørsforhold og en identitet i forhold til dette system. Som integrativt system bevirker "danskhed" således, at stort set alle, der bor inden for den danske stats grænser, er følelsesmæssigt tilknyttet til "danskheden" og dens symboler, og ser sig selv som danskere.

En af de vigtigste egenskaber ved det integrative system er, at det er udgangspunkt for solidariteten. Solidaritetens grundprincip er som bekendt "en for alle og alle for en". Når systemet virker, giver det en fantastisk styrke til både den enkelte og systemet. Som individ kan jeg altid regne med, at de andre kommer mig til undsætning. Samtidig vil hver enkelt opretholde og forsvare systemet imod alle angreb. Hvad enten de kommer udefra eller indefra.

Solidaritetens grundbestanddel er en gensidigt forpligtende moral, eller som det hedder hos Emile Durkheim, "conscience collective". Udtrykket oversættes normalt til "kollektiv bevidsthed", men kan nøjagtig lige så godt oversættes til "kollektiv samvittighed". Samvittigheden er den fælles moral, der har taget bo i den enkelte og derfra kontrollerer hans eller hendes driftsimpulser. Så det er lige før Durkheim begår en dobbeltkonfekt, når han taler om "kollektiv samvittighed". Men pointen er ham så magtpåliggende, at den stilistiske perfektion må vige for ønsket om, at den skal gå hjem helt nede på bageste række.

Siden midten af 1800-tallet har nationalstaten - med visse variationer - fungeret som det primære, integrative system overalt i den vestlige verden. Det har blandt andet haft den effekt, at skønt det borgerlige samfund bygger på ulighed, så har der været et permanent pres på magthaverne i den enkelte nationalstat, som bevirkede, at de ikke lod denne ulighed blive alt for stor. For at gøre en lang historie kort kan man sige, at grænsen for, hvor stor uligheden må blive, altid ligger inden for, hvad der kan forsvares med henvisning til "lige muligheder". Der må med andre ord aldrig være mere ulighed end, at der til enhver tid findes en passende mængde af individer, der mod alle odds er "blevet til noget".

Af en lang række årsager er nationalstaten i dag under pres. Problemet er først og fremmest politisk, idet staten ikke kan løfte de opgaver, der berettiger dens monopol på magt og dens skatteopkrævninger. Borgerne accepterer kun at afgive magten over deres liv (og 50-60 procent af deres indtægter) til deres valgte politikere, hvis de får noget til gengæld. Dette "noget" er et politisk råderum, inden for hvilket den politiske vilje kan sætte sig igennem. Men hvad der sker er, at statsmagten har mindre og mindre at tilbyde til flere og flere. Kan den sikre min disponible indkomst? Nej, olien stiger, hvad enten regeringen piber eller synger. Kan den sikre mig fodboldlandskampe? Nej, det afgøres i retten i London. Kan den sikre mig, at det indre marked fungerer? Nej, dertil er EU alt for politisk svagt. Kan den tilbyde mig nogle relevante mennesker af ikke-dansk herkomst at samarbejde med? Nej, de flygter fra racismen og skatterne og bureaukratiet og de dårlige universiteter og den elendige, trafikale infrastruktur og ligemageriet og det evindelige regnvejr. Kan den sikre mig imod organiseret kriminalitet? Nej, dertil er EU også alt for politisk svagt. Kan den tilbyde mine børn ordentlige uddannelser? Nej, pengene til mine børn er allerede brugt af mine forældre.

Man kalder undertiden dette pres for et "pres fra oven", fordi det først og fremmest kommer fra, at økonomi og teknologi overskrider nationalstatens grænser. Udtrykket er uheldigt, fordi det antyder, at der også er et "pres fra neden", som kommer fra nationalstatens enkelte regioner, der ønsker mere selvstyre.

Dette er en del af sandheden, men langt fra den fulde sandhed. Der er et vist "pres fra neden" specielt mod større stater. Her ønsker stærke politiske kræfter i regioner som fx. Lombardiet eller Skotland langt større selvstændighed, end centralstyret er parat til at indrømme dem. Men en anden del af presset kommer fra grupper, der slet ikke indgår i integrative systemer, der er opbygget på geografi. Disse grupper kan have fælles forbrugsmønstre, der i form af livsstil ophøjes til integrative systemer. Det ser man fx. med enkeltsagsbevægelser, der typisk er helt a-geografiske, men man ser det såmænd også med middelklassens internationalt standardiserede levevis, der er mindst lige så a-geografisk som enkeltsagsbevægelserne. Og man ser det med diverse særoffentligheder, der fungerer som integrative systemer for netværkssamfundets primære værdiskabere, de såkaldte symbolanalytikere.

Derfor er det mest rigtigt at sige, at nationalstaten er presset på den måde, at dens to komponenter - folket og staten - for det første er ved at blive revet fra hinanden, og for det andet er under pres som enkeltstående begreber. De sidste 150 års væsentligste, integrative system er ved at bryde sammen for øjnene af os. Hverken mere eller mindre.

Det er ikke mindst på baggrund af denne krise for nationalstaten, at Castells udpeger spørgsmålet om identitet til at være et politisk hovedspørgsmål i det 21. århundrede (der er dog også andre grunde, som pladsen ikke tillader, at jeg kommer ind på). Sagen er, at når det centrale, integrative system bryder sammen, opstår der en akut mangel på ting, man kan identificere sig med. Derfor begynder der at krystallisere sig politiske bevægelser omkring de mest appellerende bud på, hvad der i stedet kan danne en basis for den sociale integration.

Sådanne bud kan if Castells være seksuel identitet, som det bla. ses i den homoseksuelle verdenshovedstad San Francisco. Det kan være religion, som det ses i militante udgaver af verdensreligionerne (muslimer i den arabiske verden og protestanter i USA). Og det kan være rent ud sagt bizarre enkeltsagsbevægelser som fx. de amerikanske militser, der i fuld alvor mener, at FN pønser på at overtage magten i USA og verden. Den afgørende pointe er, at "identitetsbevægelser" ikke er traditionelle i ordets konventionelle betydning, men supermoderne svar på de problemer, som netværkssamfundet fører med sig.

Hvor "det angelsaksiske scenario" er, at over- og middelklassen på bekostning af underklassen er stærk nok til fastholde en pragmatisk politik i forhold til netværkssamfundets økonomi - og dermed marginalisere identitetspolitikken - består "det kontinentale scenario" i, at identitetspolitikerne får bestemmende indflydelse på politikken.

I "det angelsaksiske scenario" - som vi advarede imod i "Borgerlige Ord Efter Revolutionen" - ofres underklassen økonomisk og socialt. Men hvad vi ikke betonede var, at den også ofres symbolsk. Det vil sige med hensyn til nationalstaten som integrativt system. Den rives ganske enkelt bort under fødderne på borgerne - til stor skade for dem, der ikke har et alternativ.

Dette skaber imidlertid en voldsom, politisk dynamik. Hvad der sker på det europæiske kontinent er således, at underklassen allierer sig med dele af middelklassen om at genskabe nationalstaten som primært, integrativt system. Dette er baggrunden for samtlige identitetspolitikere på det europæiske kontinent, hvad enten vi taler om Berlusconi, LePen, Haider, Kjærsgaard, Hagen eller en helt sjette.

Problemerne i dette kender vi. Identitetspolitikken fører til xenofobi og nationalisme og giver kun befolkningerne stene for brød, idet den på grund af sit ideologiske grundlag stort set er ude af stand til at løse de problemer, der stammer fra globaliseringen og netværkssamfundet. Samtidig fører den også - ligesom "det angelsaksiske scenario" - til social eksklusion. Denne eksklusion rammer alle, der ikke passer ind i det ideologiske billede af nationalstaten, hvad enten de afviger religiøst, seksuelt, etnisk eller simpelthen livsstilsmæssigt, som det eksempelvis gælder for kunstnere og intellektuelle. Da flere af disse grupper er økonomisk stærke, kommer de ikke nødvendigvis til at leve i elendighed, men de må i alle tilfælde leve med evig mistænkeliggørelse fra identitetspolitikernes side.

Den mest sandsynlige trussel mod Danmark i de næste 10-20 år er uden tvivl højreradikalisme. Det er næsten givet, at der efter næste valg vil komme en borgerlig regering, og den kan umuligt blive siddende, hvis den ikke indretter sig grundlæggende efter den danske højreradikalisme. Hvad enten Dansk Folkeparti kommer i regering eller ej, kan Anders Fogh Rasmussen få lov til at spille Wolfgang Schüssel til Pia Kjærsgaards parti som Jörg Haider.

Samtidig er vi i den situation, at det er fuldstændig umuligt at forestille sig, hvem der skulle byde denne udvikling modstand. Socialdemokratiet er på andet årti dybt splittet. Partiet er ude af stand til at tage bestik af det ændrede befolknings- og dermed vælgergrundlag, og har samtidig ikke begreb skabt om de politiske kræfter, der behersker netværkssamfundet. Det Radikale Venstre er i sin nuværende forfatning patologisk ufolkeligt og vil på det grundlag umuligt kunne mønstre mere end fem procent af stemmerne. Og med hensyn til Socialistisk Folkeparti, satser det fortsat på en national, socialistisk strategi, der havde en vag relevans i den klassiske, kapitalistiske epoke. I netværkssamfundet gavner denne strategi i praksis kun højreradikalismen. Grunden er, at den nationale, socialistiske strategi lige som højreradikalismen bygger på en fundamental fortrængning af netværkssamfundets realiteter. Da den socialistiske nationalisme ikke rummer de offensive, politiske instrumenter, Dansk Folkeparti er i besiddelse af, kan SFs fortrængning af realiteterne imidlertid ikke omsættes til en meningsfuld, progressiv politik. Villy Søvndals forbavsende opfordring til regeringen om at fifle med forbeholdene er kun det seneste vidnesbyrd om dette.

Sagen er nemlig, at Dansk Folkeparti er et supermoderne parti. Som det eneste parti i Folketinget har det opnået en fuld integration af uden- og indenrigspolitikken, så det uden problemer i forhold til vælgerne kan føre begge dele samtidig. Udenrigspolitik med rod i indenrigspolitikken og vice versa. Samtidig har det - også som det eneste parti - opnået en fuld integration af den nypolitik, der baserer sig på personlige erfaringer og livsprojekter, og den klassiske politik, der baserer sig på at balancere samfundsøkonomien ved hjælp af de midler, statsapparatet stiller til rådighed. Derfor kan partiet på ethvert af Folketingets arbejdsområder give en nypolitisk begrundelse for sit arbejde.

Det vil ikke være muligt at gøre organiseret modstand imod noget af dette, før det lykkes at reorganisere det tidligere centrum-venstre i dansk politik på et lignende grundlag - men i modsat retning. Der kræves en fuld integration af uden- og indenrigspolitik og fuld integration af nypolitik og klassisk politik. Der kræves offensive bud på, hvordan man udvikler netværkssamfundets politiske dimension i retning af social retfædighed og lige muligheder. Og der kræves et bud på, hvad der skal tjene som integrativt system i stedet for "folket" og "det gamle Danmark". Liberalisterne prøvede markedet, men det gik ikke. De konservative (af sind eller partibog) prøvede kulturen, men det gik heller ikke. Socialdemokraterne prøvede med en stor, svag stat, og det gik helt ad helvede til.

Mon ikke det var på tide at forsøge sig med en helt ny udgave af staten? Ikke den gamle nationalstat, der sætter lighedstegn mellem folk, samfund og stat og kvæler alt, hvad der ikke kan tilpasses denne skematik. Men en mindre, stærkere stat, der beskytter individet mod både markedet, kulturen og janteloven. Kort sagt: en stat, som på tværs af kultur, køn, etnicitet, grænser, seksuelle præferencer og meget mere gør os alle til ligeværdige borgere. Og i øvrigt giver os lov til at spejle os i, hvad pokker vi end måtte have lyst til.

06.11.00