En simpel bondes død
Landbruget har identitets- og imageproblemer. Samfundet har nemlig ændret sig radikalt siden dengang, hvor landbruget var selvfølgeligt legitimeret som samfundets brødføder, og hvor ”en simpel bonde” var en hædersbetegnelse.
| Vi lever i dag i et globalt, kompleks netværks- og risikosamfund. Verden er ikke mere simpel og enkel. Fra at være hele samfundets identitet er landbruget nu bare en del af billedet. Og billedet er fragmenteret og ikke længere fælles for ret mange. Lidt på samme måde som mennesker i dag har set hvert sit program på hver sin kanal, hvorfor man ikke længere kan dele, hvad man så i tv i går. Fra gammel-politik til ny-politik Fra at landbrugseksporten var kernen i dansk økonomi, og flæskenoteringer blev læst op i statsradiofonien, er landbruget i dag blot ét af flere erhverv. Og fra at landbrugets synspunkter var det, der gjaldt for landbrug, er landbrug i dag på politisk plan en del af Fødevareministeriet. Og fødevarer er – som Ritt Bjerregård så profetisk sagde i sin tiltrædelse som fødevareminister i 2000 – ”et spørgsmål om etik” . |
|
For mig, opfostret i det 20. århundrede, har landbrug altid været et spørgsmål om produktion og baconeksport, landets vigtigste eksportartikel. Men det kalder Giddens i det 21. århundrede for ”gammel-politik”. Nu hersker ”ny-politikken”: Landbrugslandet er et spørgsmål om naturpleje. Dyrene er også et spørgsmål om dyrevelfærd. Og produktionsmetoder ikke kun spørgsmål om økonomi, men også om miljø og økologi. Fødevarer er ikke et spørgsmål om at udrydde sult, men om sundhed og krop, om GMO’er, tilsætningsstoffer og så videre. Kort sagt: Andre dagsordener, der er mere emotionelle og individorienterede og mindre produktionsorienterede, har trængt sig ind, og andre forståelser er blevet lige så vigtige.
Legalitet – det at landbrugerne i kraft af deres lovlige ejendomsret kunne producere, som de ville – og hvad EUs støtteordninger præmierede dem for – er blevet ændret til et spørgsmål om legitimitet (rimelighed) i alle andres øjne – og til hvad forbrugerne efterspørger som sundt og fair for dyr og natur. Og rimelighed er et spørgsmål om image, om et billede af rimelighed hos udenforstående mennesker, og imagespørgsmålet dermed noget, landbruget er nødt til at tage sig af.
Når andre gør sig ”kloge” på landbruget, føles det til gengæld urimeligt for landbrugerne, der må opleve videnssamfundet som et u-videnhedssamfund om dem. Det er det sådan set også – men moderne mennesker er uvidende om så meget. For samfundet er blevet uendeligt meget mere kompleks end dengang, vi kunne trække en hest til Hjallerup marked, give håndslag og drikke lidkøb. Bare det at drive et landbrug kræver konsulenthjælp fra alle tænkelige sider. Rapporter og beskrivelser, afvejninger af økonomiske, juridiske og miljømæssige synsvinkler med videre. Det er ikke længere nok bare at gøre, som man gjorde. Samtidig føles det som om, at hele videnssamfundets eksperter blander sig i den enkelte bedrift. EU og nationale myndigheder vurderer og regulerer ned i detaljer. Særligt i miljøspørgsmål, for eksempel gylletanke, har embedsmænd, godt opbakket af Auken med flere, vist sig som nidkære.
Det, man måske glemmer, er, at sådan føles det også for alle andre erhverv. Mange industrier, for eksempel kemiske-, plast- og procesindustri, har det ikke meget anderledes. Det er bare mere smerteligt for gamle landbrugere, fordi de føler, at de er jordens salt - det er dem, der skaffer mad på bordet, og de ved godt selv, hvordan de skal drive deres bedrift. Hvor landbrugere før var noget naturligt, og man som hædersbetegnelse kunne sige, at man var en simpel bonde, er der ikke mere noget, der er simpelt og ikke noget, der bare naturligt er der. Alt bliver stadig mere kompleks – og kalder på begrundelser og legitimeringer for at få lov at eksistere.
Håndtering af de risici, opinionen oplever
Kompleksiteten i det moderne samfund giver landbruget særlige problemer. Det skaber nemlig risici. Og risici spiller en særlig rolle for landbrugerne. Det kræver en forklaring, som den tyske samfundsforsker Ulrich Beck giver.
Salmonella, pesticider, gensplejsede fødevarer, tilsætningsstoffer, stråforkortere, hormoner og penicillin i husdyr etc., hører vi om hver dag – historierne om alle de farer, det moderne landbrug producerer. Myndigheder, eksperter og villige politikere vurderer, følger op og diskuterer gladelig alle disse sprængfarlige emner for borgernes sundhed og velvære. Er det farligt at bruge solcreme eller farligere at lade være, skal man spise smør eller ikke-smør, drikke sødmælk eller ej og så videre. Vi bruger uforholdsmæssig megen energi på at være bange for noget, vi aldrig før har frygtet – måske fordi vi alle får rigeligt med mad og har så meget velfærdsoverskud, at vi har tid til det!
Den gammel-politiske kamp om fordeling af samfundskagen er blevet overtaget af den ny-politiske kamp om fordeling af risici, hvad enten det gælder kriminalitet, identitet, fremmedhed eller sundhed og fødevarer. Vores vækst og produktionsmåder fører til, at nye grænseoverskridende risici – samfundsskabte som for eksempel gensplejsede majs eller salmonellakyllinger vel er i deres moderne udgave - opleves som usynlige, snigende og truende for mennesker.
Hvor vi i min barndom skulle beherske og gerne bruge natur og produktionsdyr, drejer risikosamfundet sig om at styre de utilsigtede konsekvenser af produktionsmåden. Den enkelte borger kan slet ikke objektivt vurdere truslen eller dens relevans og størrelse – og medierne gør den ikke mindre, for skræk er nu engang gode historier. Og hvad værre er: Selv aldrig så megen oplysning om, at der ikke er fare, beroliger ikke nødvendigvis. For eksempel ved vi, at jo mere der oplyses om GMO’er, desto mere bange bliver almindelige mennesker. Forbrugerne tror ikke på landbrugerne eller vores eksperter. Og eksperterne er som bekendt – jævnfør for eksempel disputten omkring Bjørn Lomborg - langt fra enige.
Der føres en intensiv mediekamp om definitionen af risici på hvert område – i landbruget udkæmpes denne kamp blandt andet mellem økologer og traditionelle landbrugere. Samtidig med at vi i produktionen bliver mere og mere afhængige af videnskab og eksperthjælp, bliver vi mere og mere skeptiske over for eksperternes evne til at løse problemerne.
Derfor skal tilliden hele tiden skabes og genskabes ved hvert nyt produkt, hvert nyt forsøg og hver ny risiko. Landbruget er kort sagt kommet på en opgave her. Og det hjælper ikke at håbe på, at vi bare kan blive enige på et rationelt grundlag. Snarere skal vi evne at diskutere det åbent og tackle de mange varme kartofler på en god måde. Det er nemlig i sidste ende det eneste, der kan etablere en vis imagemæssig tryghed, når det gælder de nye risici, der hele tiden vil dukke op ved for eksempel landbrugsproduktion. Derfor er Becks budskab om åbenhed og dialog omkring risici noget, der rammer landbrugerne. For er der noget, landbruget har tabt troværdighed på, er det, at man i starten gik i pindsvinestilling over for de nypolitiske temaer – især i miljødebatten.
Om centrum og periferi
Endelig sker der det i det globale netværks- og videnssamfund, at produktionen rykker geografisk hen mod videnscentre, for eksempel Silicon Valley (IT), Milano (mode), L.A. (underholdning). Hvor råvarer og maskiner før var afgørende, er viden og kompetencer den knappe ressource, man samles om i dag. Derfor bliver byerne større. De trækker som en magnet de fleksible højtuddannede til de nye typer job i centrene, hvor folk arbejder i netværk og lever efter deadlines, og hvor den arbejdende familie, som landbrugssamfundet byggede på, delvist er opløst i individer med enkeltprojekter. Det er essensen af den spanske sociolog Manuel Castells' beskrivelse.
I den udvikling vil fødevareproduktionen også blive inddraget. Der vil opstå centre for særlige produktspecialiteter som øl, mejeri- og slagterivarer og så videre, som i dag godt kan produceres et godt stykke fra naturgrundlaget. Men det er nu den mindste af de forandringer, der allerede er i gang.
Den altafgørende forandring vil være kulturel og identitetsmæssig. Hvor bonden før kunne føle sig som verdens centrum – og som min kollega, Henrik Dahl, siger, hvor hver by i Jylland uden at vække opsigt på deres byskilt kunne skrive ”byen i centrum” – så er verdens centrum faktisk flyttet væk fra landet. Det, at nationalstaten Danmark svækkes, og at magt lægges i internationale fora, herunder EU, at virksomheder, varer og viden bliver grænseoverskridende, at familien presses, sætter alt sammen spørgsmålstegn ved den nationale og lokale identitet.
Samfundsforskere taler om ”den fjerde verden”, den der er afkoblet økonomisk, kulturelt og personligt fra trenden i netværks- og videnssamfundet. Det kan man se, hvis man i København går fra de gamle arbejderboliger i Sydhavnskvarteret, hvor Anker Jørgensen bor, og ser de nye paladser for Nokia m.fl. på den anden side af gaden ved havnefronten. Det samme ser man for eksempel i Pandrup, hvor et ret traditionelt landbrugsområde grænser op til de store mobiltelefonproducenter.
Tendensen tackles forskelligt i Udkants-danmark. Jeg tror, det bliver centralt at indse, at centrum ikke tager fra én, men giver nye muligheder for at indgå i arbejdsdelingen. Men mange vender i stedet virkeligheden og de globale centre ryggen. For når folk ikke oplever sig som integrerede i netværkssamfundet, bliver de let angste og bitre på systemet. De lader det i værste tilfælde gå ud over svage grupper og stemmer på højreradikale partier, som vi har set det i hele Europa . De bliver ofre, i stedet for handlekraftige i eget liv.
Skal landbruget ikke ende dér, må det åbne sig for omverdenen. Det må finde sin rolle i fødekæden mellem periferi og centrum, herunder som leverandør til højt forædlet og højt specialiseret, herunder økologisk specialiseret, landbrugsproduktion.
Det er klart, at når vi lever under så store samfundsændringer, så kommer identitet og image i krise. Landbruget skal finde et andet selvbillede end det fast forankrede, landbruget havde fra 1880 og til slutningen af 1900-tallet. Det, at vi lever i en ny type samfund med nye udfordringer, er vigtig for den identitet, landbrugene skal finde. En del af landbruget vil blive integreret med en højtydende og forædlende fødevareindustri. En anden del vil skulle finde sin rolle som periferi – helst i et positivt samspil med centrene i stedet for et negativt og afskærmende.
| Artiklen er et uddrag fra bogen "Al den snak om landbrug" fra LOK (Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed) |
1Anthony Giddens, Modernitetens konsekvenser, København 1994
2Manuel Castells, Netværkssamfundet, København 2002 (udkommer efteråret 2002)
3Ulrich Beck, Risikosamfundet, København 1997
4Henrik Dahl m.fl., Det nye Systemskifte, København 2001
