Det man måler er man selv
En selvmålers rejse til fremtiden

Skrevet af

Anders Nissen

3 artikler

0 indlæg

Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af selvtracking, men hvis du tror på, at du kan ændre dig selv og dine vaner, så er selvtracking et godt redskab. Her er et indblik i selvtrackerens omnimålende fremtid.
Klokken er 7.13, og jeg bliver vækket blidt af mit vibrerende MultiSense-armbånd. Lyset i soveværelset skrues samtidig langsomt, men insisterende, op igennem de orange-blå morgentoner til fuldt så-er-det-op-niveau. EEG-sensorerne i min pude har natten igennem målt på mine hjernebølger og min søvnkvalitet, og da jeg på forhånd har bedt om at blive vækket omkring kl. syv, halv otte, vurderer udstyret, at jeg sover så let her klokken knap kvart over, at det er bedre at vække mig nu end at give mig de ekstra femten minutters søvn.
 
Armbåndet har suppleret hjernebølgemålingerne med konstant monitorering af mine bevægelser, min puls og min huds fugtighed – og kan give mig et nogenlunde præcist billede af min søvnkvalitet: Har jeg drømt, og har det været gode eller ubehagelige drømme? Har jeg ligget stille, eller har jeg rodet rundt og måske oven i købet været oppe i løbet af natten?
 
 
Jeg markerer med et tryk på armbåndet, at jeg er vågen … Jeg får blandt andet at vide, at jeg nu for tredje nat i træk har sovet lidt mindre, end jeg måske burde for at være i optimal form
 
Jeg markerer med et tryk på armbåndet, at jeg er vågen, og får gjort status dels over natten, dels over min generelle helbredstilstand her til morgen – temperatur, puls og blodtryk. Jeg får blandt andet at vide, at jeg nu for tredje nat i træk har sovet lidt mindre, end jeg måske burde for at være i optimal form, og jeg beder systemet give mig et lille ping i aften, så jeg kan overveje at gå lidt tidligere i seng. Sammen med tallene fra vægten, som jeg som det første træder op på, da jeg kommer op i lodret tilstand, bliver det til dagens første statusrapport. Kan man se en effekt af chokoladen, jeg kom til at spise til kaffen i går, er der risiko for, at jeg er ved at blive syg, eller er det optimalt for mig at gå ned og løfte vægte her til morgen?
 
Jeg drejer mig også kort rundt foran det intelligente spejl, der er udrustet med kamera og blandt andet kan vurdere, om jeg generelt ser sund ud, og om der er modermærker, jeg skal holde øje med.
 
I dag tager jeg også en lillebitte blodprøve med en nål, som  jeg  gør  med  jævne  mellemrum.  Den  sender  trådløst resultatet til mit MultiSense-armbånd, der vurderer, om mit blodsukkerniveau er optimalt, og om jeg eventuelt skulle have behov for et lille vitamintilskud. Jeg har bestilt tid til at få indopereret en lille blodmåler i underarmen, der fremover skal forskåne mig for nålene, men skal først til et sidste tjek hos lægen.
 
En tur i motionscentret
Efter dagens første logninger lægger jeg hårdt ud med at tumle direkte ned i motionscentret. Jeg har iført mig en kropsnær dragt, der er helt utrolig klædelig for en mand i min alder. Det er ikke hver gang, jeg har den på, men den er god til at lave en slags reality check på træningen fra tid til anden.
 
Dragten er udstyret med fleksible kredsløb og sensorer, der blandt andet kan tracke mine musklers elektriske aktivitet og følge mine lemmers bevægelser rundt i rummet, når jeg laver mine øvelser. Tilsammen kan de give et overraskende præcist bud på, hvor meget jeg løfter, og om jeg laver øvelserne korrekt, løfter lige meget med begge arme og ikke snyder og bruger ryggen. Det gør det meget nemmere at følge et tilrettelagt program, så jeg ikke i morgendovenskab klatter tiden væk, men rent faktisk forsøger at løfte lidt mere end sidste gang.
 
Af samme grund har jeg bedt min HealthAssistant om at være skrap, så den bestemt, grænsende til det aggressive, meddeler mig, at jeg afgjort lige skal tage to minutter mere i et højere tempo på løbebåndet som opvarmning, og at jeg uden diskussion bør tage et løft, måske to, mere på bænkpres. For at det ikke skal blive for alvorligt, har jeg sat stemmen i mine hovedtelefoner til lejlighedsvis at afbryde podcast-lytningen med træningsinput på schwarze-neggersk: Påmp your iron and build ze pørfect muscles!
 
 
Dragten er udstyret med fleksible kredsløb og sensorer, der blandt andet kan tracke mine musklers elektriske aktivitet og følge mine lemmers bevægelser rundt i rummet, når jeg laver mine øvelser
 
Hvad skal jeg spise til morgenmad?
Vel hjemme igen, lettere brugt og møgsulten, tager jeg mine diskrete, men kompetente, InfoGoggles på og går i gang med at lave morgenmad. Via brillernes indbyggede mobiltelefon, kamera, skærm, mikrofon og højttalere har jeg konstant adgang til et ekstra lag af information på brilleglasset, der giver indtryk af, at virkeligheden er udstyret med varedeklaration, guides og relevante data om næring, udløbsdato – og beskeder om, hvorvidt jeg snart skal købe mere mælk.
 
Min HealthAssistant hjælper mig med at vurdere, hvad jeg bør spise her til morgen og hvor meget, nu hvor jeg har løftet vægte og i øvrigt befinder mig i en fase, hvor jeg gerne vil øge min muskelvægt lidt. Gennem billedanalyse og via en stor database tjekker brillerne løbende det samlede kalorie- og sundhedsniveau, efterhånden som æg, kaffe og frugt begynder at hobe sig op, og i kanten af mit synsfelt blinker en gul-orange LED-pære, da jeg omkring den tredje kop kaffe flytter en banan over på tallerkenen, mere af lækkersult end fordi jeg ikke er blevet mæt endnu. I dette tilfælde beder jeg dog mine Goggles om at rende og hoppe. Jeg har lyst til en banan.
 
Inden jeg går i bad, spørger min HealthAssistant mig, om jeg har lyst til at give en vurdering af mit humør og stressniveau og min generelle fornemmelse af, om jeg har det godt. Jeg siger ja og svarer på en række hurtige spørgsmål. Heriblandt nævner jeg også, at jeg synes, jeg har lidt rumlen i maven, og jeg beder assistenten om at tjekke da-gen i går for madvarer, jeg enten ikke er vant til, eller som potentielt kunne være skyld i en uheldig reaktion.
 
På vej til møde
Assistenten fortæller mig også om dagens møder og meddeler, at siden vejrudsigten står på byger, så var det nok en ide at komme fem minutter tidligere af sted, så jeg ikke kommer for sent på arbejde, fordi jeg skal stå og rode med regnslag og tackle tung cykeltrafik på H.C. Andersens Boulevard. Jeg spørger også til luftkvaliteten på ruten, for det kan være en halskradsende omgang at cykle hen over Rådhuspladsen i morgentrafikken, men niveauet de fleste steder er rimeligt i dag, lyder det fra de real time-signaler, der løbende bliver indsamlet fra byens stationære og mobile sensorer og fra smartphones i transit i lommerne på hundredvis og tusindvis af morgenpendlere på vej igennem byen.
 
På vej ud på cyklen beder jeg min mobil hente de seneste podcasts, og samtidig går mine hjælpsomme skærmbriller i „må ikke forstyrres“-indstilling, så jeg ikke risikerer at få flashende breaking news-beskeder i synsfeltet midt i et venstresving. Systemet sørger nu for at sende eventuel vigtig info til mine hovedtelefoner i stedet, ligesom sms’er, påmindelser og korte beskeder om mit aktivitetsniveau på cyklen også slår over på lyd. Jeg har planlagt at skulle tabe lidt fedt i løbet af den næste måneds tid, så min Health-Assistant pinger mig et par gange med en opmuntrende kommentar om at køre lidt hurtigere og holde pulsniveauet på et forholdsvis højt niveau. Jeg får også at vide, at en af mine sociale kontakter, som jeg sjældent møder i virkeligheden, men som jeg deler motions- og kostinformation med, også netop er kørt af sted mod sit arbejde, og bliver spurgt, om vi har lyst til en lille venskabelig dyst om at holde den laveste kilometertid. Der er i øvrigt strafpoint for at overtræde færdselsregler, og systemet ved naturligvis, hvornår vi holder for rødt, og sørger for at trække ventetiden fra resultatet. Jeg har dog det pæne tøj på i dag, fordi jeg er på vej til et møde, så jeg giver den ikke alt for eget gas. Det er sjældent rart eller velset at dukke op til sine aftaler drivvåd af sved.
 
Logningen af mine bevægelser fortsætter naturligvis ufortrødent, mens jeg er på arbejde, med den lille ekstra feature, at jeg fra tid til anden får et lille hint om at ændre arbejdsstilling eller tage et par minutters pause. Det er heller  ikke  nogen  hemmelighed,  i  hvert  fald  ikke  for sensorerne og de intelligente software-assistenter omkring mig, at jeg har, hvad flertallet nok vil karakterisere som et overforbrug af kaffe, grænsende til det narkomaniske.
 
Derfor har jeg bedt om at få diskrete, men insisterende, forslag om at drikke noget te eller et glas vand i stedet for kaffe – i hvert fald hver anden gang jeg bevæger mig ud i køkkenet. Systemet holder naturligvis regnskab med antallet af kopper, og selvom det ikke ved præcis, hvor meget der er i koppen, eller hvor meget koffein der er i væsken, så minder det mig dog om, at jeg skal være opmærksom og holde lidt igen. Jeg gruer for den dag, firmaets kaffemaskine og min HealthAssistant begynder at udveksle data.
 
 
Det er heller  ikke  nogen  hemmelighed,  i  hvert  fald  ikke  for sensorerne og de intelligente software-assistenter omkring mig, at jeg har, hvad flertallet nok vil karakterisere som et overforbrug af kaffe, grænsende til det narkomaniske.Derfor har jeg bedt om at få diskrete, men insisterende, forslag om at drikke noget te eller et glas vand i stedet for kaffe – i hvert fald hver anden gang jeg bevæger mig ud i køkkenet.
 
Stresset eller travl?
Armbåndet, jeg bærer, er ud over bevægelsesmålere og andet godt også udstyret med sensorer, der tracker min huds ledeevne. Sammen med de øvrige input er det en god indikator for, om jeg er stresset eller er godt på vej til at blive det. Assistenten kan dog godt se, at jeg har et møde inden så længe, så det er nok ikke urimeligt, at jeg er lidt oppe i gear, og den foretager sig ikke yderligere. Ellers kunne systemet såmænd godt finde på at bede mig om lige at tage ti dybe indåndinger eller lytte til et stykke musik for at få tempoet lidt ned igen.
 
Resten af arbejdsdagen forløber uden særlige begivenheder. Jeg har naturligvis bedt min computer, min smartphone og min tablet om at følge med i, hvilke programmer jeg bruger, og hvor meget jeg skriver – og får en daglig performancerapport ved fyraftenstid, så jeg kan se, at jeg i løbet af eftermiddagen har brugt lidt mere tid end gennemsnitligt i sociale netværk. Jeg kan grave dybere ned i data og se, hvor mange procent af min tid jeg har tilbragt på Facebook, med Google Docs, lydredigering og så videre, men den slags gemmer jeg til månedlige reviews. På daglig basis er det aldeles rigeligt bare lige at få en enkel graf, som sammenligner arbejdsprogrammer med knap-så-meget-arbejdsprogrammer. Det er jo meningen, at man skal få hurtig nytte af overskuelig information og feedback, og ikke bruge mere tid på at analysere sine data, end man har brugt på at indsamle dem. I forvejen skulle indsamlingen jo også helst foregå mere eller mindre i baggrunden. Jeg beslutter mig for, at min tid brugt på Twitter og Facebook og diverse feedprogrammer er o.k. Dels gav jeg den en arbejdsskalle i går, dels kalder jeg det research og dulmer således samvittigheden med lidt ordekvilibrisme.
 
Dobbelt sundhedstjek
Og så af sted til et af de heldigvis sjældne møder med lægen. Jeg deler regelmæssigt og rutinemæssigt data med lægen, eller rettere med hans journaler og software, så jeg kan få en professionelt overvåget vurdering af, hvordan det står til med helbredet, hvis ikke mine egne analyser skulle fange eventuelle røde flag og uheldige tendenser.
 
Det er altså ikke, fordi der noget specielt truende på færde, men min læge er heldigvis af den slags, der selv kan se en stor værdi i at samarbejde med sine patienter og bruge de data, de kommer med, så han holder også øje med nye gadgets og tjenester, der kan være relevante. Og vi har aftalt, at jeg skal prøve at have implanteret en lillebitte måler, der kan sidde i underarmen i årevis og blandt andet måle på blodsukker, kortisol og andre ting i blodbanen, som kan være relevante for mit helbred. Apparatet er klinisk testet, selvfølgelig, og burde ikke give problemer for hverken mit immunforsvar eller min krop i øvrigt, og indgrebet tager kun et kvarters tid.
 
I dagens anledning giver jeg lægens systemer adgang til væsentlig flere informationer end ellers, herunder den fulde kortlægning af mit genom, som jeg fik foretaget for nylig, og han får også lov til at se min HealthAssistants logfiler og dens opsummering af den sidste måneds tid, så han kan se, om jeg har fulgt den aftalte diætplan nogenlunde og er klar til operationen.
 
På vej hjem fra lægen svinger jeg kort forbi supermarkedet. Jeg har ladet min digitale assistent lave en kostplan for de næste par dage, og den har naturligvis også sammensat en indkøbsliste til mig, så det er nemt og hurtigt at få hentet de rigtige varer og ingredienser. Den ved jo også, hvad der er i køleskabet og i fryseren i forvejen, så jeg ikke kommer til at købe mere, end jeg har brug for. Og resten af dagen passer jeg bare mig selv og slapper af – men husker, at et lille skud alkohol jo kan være godt for mig, og snupper en aftenwhisky, før jeg går til køjs. Selvfølgelig med fuld accept fra både armbånd, briller og assistent.
 
Små skridt, store drømme
Visionen her er ikke helt hverdag endnu. Men den ligger ikke langt ude i fremtiden. Det er ikke sikkert, at vi alle kan eller vil have adgang til alle de forskellige sensorer og digitale assistenter lige med det samme, men muligheden vil eksistere om ganske få år. Faktisk eksisterer mange af teknologierne allerede, de mangler bare at tage de sidste skridt ud i verden i form af produkter, vi kan købe og bruge. Som forfatteren William Gibson ofte citeres for at sige: „Fremtiden er her allerede, den er bare ujævnt fordelt.“
 
Der er ikke tale om nanorobotter i hjernen, overmenneskelig kunstig intelligens eller andre sci-fi-teknologier. Der er faktisk bare tale om „lidt mere af det hele“, bedre sensorer, mere konsistent dataindsamling, bedre integration af diverse systemer, samarbejde mellem borgere og sundhedsvæsen og så videre.
 
Mange af os har allerede taget de første skridt på vejen hen mod denne vision. Måske har du også prøvet at bruge en motions-app på mobilen til at tracke dine løbeture, taget en ugentlig tur på badevægten og ført resultatet ind i dagbogen eller forsøgt at holde styr på kalorierne i dine opskrifter? Og rundt om i verden findes der tusindvis af andre selvtrackere. Mennesker, som har logget, bogført, registreret, målt, analyseret, visualiseret, sammenlignet og på andre måder indsamlet og behandlet millioner af data om alt fra vitaminindtag over hjernebølger til lykkefølelse.
 
 
Mange af os har allerede taget de første skridt på vejen hen mod denne vision. Måske har du også prøvet at bruge en motions-app på mobilen til at tracke dine løbeture, taget en ugentlig tur på badevægten og ført resultatet ind i dagbogen eller forsøgt at holde styr på kalorierne i dine opskrifter?
 
Selvtrackerne mødes ofte i den globale bevægelse, man kalder Quantified Self, det målbare selv. Det er en løst organiseret „gruppe af grupper“ fra hele verden, som finder det interessant, sjovt og givtigt at indsamle data om sig selv, hvad enten det nu er kost, motion, søvn, stress, medicinforbrug eller noget helt sjette. Man behøver dog ikke at være med i Quantified Self for at være selvtracker, eller selvmåler, som jeg har valgt at kalde det på dansk. (Jeg bruger i øvrigt selvtracking og selvmål og selvmåling lidt i flæng i bogen. Begreberne dækker over de samme aktivi- teter, men jeg synes, at selvmål lige kan have det der danske glimt i øjet, som fortæller, at vi ikke tager tingene alt for alvorligt).
 
Det er heller ikke noget nyt at indsamle den type information. Tænk fx på, hvor mange der mere eller mindre systematisk har vejet sig selv igennem årene! Men selvmåleriet spreder sig voldsomt i disse år. Der bliver rundt om i verden logget løbeture, talt kalorier, tjekket søvnmønstre og gjort fokusøvelser som aldrig før.
 
Den hastigt omsiggribende trend skyldes blandt andet ny teknologi, der gør det nemmere at indsamle, opbevare og analysere data, og her spiller smartphones en kæmpe rolle. Samtidig er det enormt vigtigt at være opmærksom på, hvor hurtigt teknologien udvikler sig. Det, der er vision i dag, er hverdag i morgen – og dybt gammeldags i næste
weekend.
 
Selvmåleriets udbredelse handler også om, hvordan vi som individer har stort fokus på os selv og vores ansvar for vores eget fysiske og mentale velbefindende, og om en række relaterede samfundsmæssige udviklinger som digitalisering af sundhedsvæsenet, nedskæring i serviceydelser, sensorer i omgivelserne og meget mere.
 
Og så handler selvmåling om drømmen om et bedre liv. Om at vi ved at samle data om os selv og vores omgivelser kan skabe grundlaget for større indsigt og dermed muligheden for at ændre de ting, vi ikke er tilfredse med. Om at skabe kæden fra data til information til viden – og måske til visdom.

Ovenstående er første kapitel af Anders Høeg Nissens bog Det man måler er man selv, som udkommer 21. maj på Gyldendal Business. Du kan læse mere om bogen her
 
 
_________________________________________________
 
Links:
 
 
_________________________________________________
 
 

Relaterede artikler

Data, dimser og drømmen om et bedre liv - Vi anmelder Anders Høeg Nissens bog: “Det man måler er man selv”. Den første bog på dansk om ”Quantified Self”. Det er d...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Digital konsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 27. januar

Content Manager

Frist: 25. januar

kommunikationschef

Frist: 5. februar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.