En samfundsstøtte

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Hvordan var halvfemserne egentlig? Betragtet som følelse adskiller de sig næppe fra firserne.

I hvert fald ikke hvis
man har været voksen i begge perioder. Livet i firserne var ikke i sort/hvid.
Man følte sig ikke som huleboer, fordi man manglede en bærbar computer
med Pentium II-processor. Man følte sig ikke friere og mere suveræn, fordi
det indre marked ikke var opfundet. Man følte sig ikke mere utryg, fordi
Sovjetunionen eksisterede. Eller rettere: jeg gjorde det ikke.
Med mindre min intuition bedrager mig helt og aldeles, har de fleste andre
det dog på samme måde.


Betragtet som et begreb er der alligevel stor forskel
på de to årtier. De tekniske landvindinger har været enorme. De politiske
ikke mindre. Og skønt det er vanskeligere at udtrykke eksakt, er mentaliteten
også forandret. Højrente-mentaliteten i firserne adskiller sig radikalt
fra lavrente-mentaliteten i halvfemserne. Hvor hovedspørgsmålet i firserne
var "hvorfor?", har det i halvfemserne været "hvorfor ikke?".

Man kan derfor sige, at de tilsyneladende identiske
spørgsmål "hvordan er halvfemserne?" og "hvordan var halvfemserne?"
i virkeligheden er radikalt forskellige. Forskellen skyldes, at følelser
er kontinuerte, mens begreber er diskrete. Men den skyldes desuden perspektivet.
Følelsens rum har centralperspektiv, mens begrebernes rum har syntetisk
perspektiv. I følelsens rum er fremtiden ukendt, mens den i begrebernes
rum allerede er fortid. Hvis jeg i firserne havde vidst, der ville komme
noget, der hed personlige computere og World Wide Web, ville jeg være
gået til af irritation over at skulle renskrive mine universitetsopgaver
på skrivemaskine og at søge litteratur ved fysisk at begive mig til biblioteket
og rode med skuffevis af fedtede arkivkort. Nu vidste jeg det imidlertid
ikke. Derfor betragtede jeg ikke forholdene som en mangel, men som et
vilkår.


Forskellene på decenniets fænomenologi og dets
metafysik har den virkning, at man projicerer metafysikken ind i fænomenologien.
Den kognitive dissonans mellem den jævnt hen acceptable oplevelse af et
årti og dets analytiske dårligdom bevirker, at en af tingene må vige.
Og det er næsten altid oplevelsen. Man kommer med andre ord til at tro,
at livet var rædselsfuldt, fordi det set i reflektionens lys
have været rædselfuldt. Hvis man for alvor vil forstå halvfemserne –
eller en hvilken som helst anden periode – må man derfor prøve at
forstå dem både som fænomenologi og som begreb. En overbetoning af fænomenologien
vil gøre tolkningen urimeligt nostalgisk, mens en overbetoning af metafysikken
vil gøre den overdrevent kritisk.


Ønsket om at etablere en decenniernes metafysik
er vidt udbredt, men det er langt fra uskyldigt. Når mennesker overhovedet
forsøger at sætte årtierne på begreb, skyldes det, at de ikke blot er
administrative størrelser, som udspringer af, at vi benytter titalsystemet
til at holde rede på tiden. De har en påtrængende epokal karakter. Ligesom
overgangen fra et år til det næste skaber en følelse af begyndelse, skaber
overgangen til et nyt tiår en følelse af undergang. Med de to nullers
komme dør den gamle epoke og en ny begynder.


Den epokale bevidstheds modsætning er hverdagsbevidstheden.
Den indebærer nemlig en følelse af evig nutid. Dag følger dag og uge følger
uge uden, at der egentlig sker noget særligt. Til sidst er der gået et
helt årti på den måde. Hvis man tager udgangspunkt i sin hverdagsbevidsthed,
er man derfor på det nærmeste tvunget til at konkludere, at der ikke er
sket noget særligt i fortiden. Og at der næppe heller vil ske noget i
fremtiden.


Hverdagsbevidstheden er til forskel fra epokebevidstheden
kendetegnet ved at være en kontinuert strøm af ubetvivlelig erfaring med
en selv i centrum. I en sådan strøm er der meget få brud. De opstår kun
i de situationer, hvor selve den faste grund under dagliglivet ryster
og der for en kort stund opstår tvivl om selve ubetvivleligheden. Det
er derfor, forståelsen af et årti, man selv har oplevet, altid have form
af et bestandigt perspektivskifte mellem hverdagsbevidstheden og epokebevidstheden.


Den epokale opfattelse af, at der indtrådte en
ny epoke 1. januar 1990 og at der må komme en ny 1. januar 2000 skyldes,
at mennesket er et hermeneutisk dyr. Hvis det observerer en forskel, går
det derfor helt rutinemæssigt ud fra, at der også foreligger signifikans.
Tanken om, at forskellen på 1999 og 2000 ikke gør en forskel, er kontraintuitiv
for et hermeneutisk dyr. Derfor bliver den praktisk taget aldrig tænkt.


Menneskets hermeneutiske instinkt spiller det
gang på gang et puds. Uanset hvor lidt, der er at fortolke, forsøger vi
at fortolke det alligevel. Forskelle i køn, alder og hudfarve antages
automatisk at være signifikante. Ud fra den grundsætning i sociologien,
at ting, der antages at være virkelige, får virkelige konsekvenser, er
det derfor let at regne ud, at antagelsen af forskel medfører, at der
bliver forskel. Den væsentligste årsag til, at mænd og kvinder
er forskellige, er således, at vi mener, de er forskellige


Hverdagsbevidstheden står derfor i modsætning
til den hermeneutiske bevidsthed. Hvor den ene altid er på jagt efter
forskel, er den anden på jagt efter kontinuitet. Og på en vis måde er
det hverdagsbevidstheden og ikke epokebevidstheden, der har ret. Der sker
sjældent mere end, at man kan forstå det som en fortsættelse af det, man
kender. Og derfor kunne man – hvis tidsregningen havde en anden målestok
- leve meget længe uden at føle behov for de helt store, kognitive ommøbleringer.


Skønt det er tvivlsomt, om overgangen til et nyt årti
materielt set har nogen særlig, forandrende kraft, vil overgangen dog
alligevel få betydning. De fleste vil observere forskellene på 1989 og
1999 og konkludere, at de betyder noget. Derfor vil de opføre sig i overensstemmelse
med den opfattelse, at de rent faktisk betyder noget. Og derfor vil
de komme til at betyde noget. Når man skal svare på, hvordan halvfemserne
har været, bør man derfor allerførst notere sig forskellene i forhold
til firserne. Hvad enten de materielt set betyder noget eller ej, kan
man nemlig trygt regne med, at de vil blive fortolket som signifikante.


Den økonomisk-tekniske
forskel

Den økonomiske og tekniske
forskel på firserne og halvfemserne er voldsom. Først og fremmest som
følge af computer-teknologiens udvikling. De fleste af de grundlæggende
opdagelser, der beskrives her, er ganske vist gjort tidligere, men det
afgørende er folkeliggørelsen. Den sker i halvfemserne. Jeg tror ikke,
at mine personlige erfaringer med computer-teknologien er særlig enestående.
Tværtimod tror jeg, de er typiske. Derfor vil de fleste på min alder kunne
genkende de oplevelser af teknologispringet, jeg selv har haft.


På mit første EDB-kursus i 1984 benyttede vi
universitets på det tidspunkt store mainframe. Der sad vi møjsommeligt
og skrev programmer i FORTRAN 5, der så blev afviklet som batch-kørsler.
Selve redigeringen af programlinjerne skete i en antediluviansk linje-editor,
der blev styret af kommandoer i bunden af terminalens skærm. Siden skete
der fremskridt, så man kunne editere på selve skærmen. Man skulle heller
ikke længere selv programmere sine statistiske kørsler, men kunne bruge
SPSS.


Netværksteknologien var med vore dages øjne håbløs.
I firserne var jeg studentermedhjælp i Forsvarsministeriet. Der afhang
landets sikkerhed af telexer, der havde en kapacitet på 50 baud. De blev
siden hen opgraderet til 100 baud, mens forsvarets operative enheder var
helt oppe på 300. Det kan man godt smile nostalgisk af, når man tænker
på de 56.000 baud-modemmer, man for tiden får kastet i nakken, fordi alle
er ved at omstille sig til ISDN og ADSL.


I 1990 deltog jeg som adjunkt og ph.d-studerende
i et nordisk forsøg med fjernundervisning. I virkeligheden virkede det
som en meget primitiv udgave af det internet, vi bruger i dag. Vi benyttede
dog ikke TCP/IP-protokollen, men en eller anden elendig, ustabil protokol,
der gik ned hele tiden. Og det hele foregik via UNIX. Et styresystem,
der som bekendt er indrettet på en måde, der får Dansk Folkeparti til
at virke tolerant. Ingen fik noget som helst ud af det undtagen de nulforskere,
der stod bag, og som trods alt opnåede en del tjenesterejser. Nogen konstans
er der trods alt, når man observerer de to årtier. Nu kan man uden nævneværdige
problemer skrive en bog sammen med fire andre mennesker stort set uden
at se dem. Fordi alle hurtigt og let kan holde sig underrettet om alt
via e-mail og vedhæftede tekstfiler.


I firserne var telefoner stationære.
Man kunne til nød få en biltelefon, men så kunne der til gengæld ikke
være andet i bagagerummet. Derfor måtte man altid lægge et væld af telefonnumre
til familie og babysittere, hvis man var bortrejst i nogle dage. Fjernsyn
blev sendt ud til borgerne på VHF- og UHF-båndet og ikke via satellit
og kabler som i dag. Blandt andet derfor var der langt færre kanaler.
Indtil 1988 var der som bekendt kun en enkelt dansk kanal, og dertil kom
et par tyske eller svenske. Til gengæld kunne man sige "så du fjernsyn
i går?" og i bekræftende fald gå direkte videre til at drøfte indholdet.
Det har været ganske umuligt i halvfemserne.


I dag har man mobiltelefoner,
der er så små, at det nogen gange er et problem, hvis man har lagt telefonen
i sin taske. Jeg har mere end én gang prøvet ikke at kunne finde min,
før de fire ring var forbi, og opkaldet hoppede videre til den automatiske
telefonsvarer. Man har e-mail og world wide web. Man har bærbare computere,
der vejer to kilo og er betydeligt kraftigere end den mainframe, mit første
EDB-kursus fandt sted på. Udviklingen går så stærkt, at min yngste studentermedhjælp
er tøvende over for Windows i 3.x-versionerne og at mine børn ser uforstående
på mig, hvis jeg af vanvare kommer til at sige "plade", når
jeg mener cd. VHS er en døende teknologi, der kan anvendes i barnekamre
og andre steder, hvor en vis, prisbillig robusthed er påkrævet. Video-on-demand
er lige om hjørnet, og i mellemtiden kan man slå tiden ihjel med at se
DVD.


Disse tekniske landvindinger
betyder, at fysisk bortrejse har fået en hel anden status. Da min bror
boede i Kina i nogle år i begyndelsen af firserne, talte jeg i telefon
med ham tre ialt gange. Det kostede nemlig 25 kroner i minuttet. Desuden
var forbindelsen ustabil og skulle ekspederes af en operatør. Da jeg selv
midt i firserne boede i USA, var jeg næsten lige så afsondret fra min
danske omverden, selvom man trods alt kunne ringe med selvvalg. Telefontaksterne
var stadig skyhøje og det eneste praktiske meddelelsesmiddel var brevet.
Da min svigerinde for nylig boede i USA i en periode, var hun i kraft
af aviser og tv på nettet bedre ajour med bysladderen i København, end
jeg selv var.


I firserne var der lavkonjunktur
og høj rente. Pengevæsenet byggede på nationale valutaer, og blev formidlet
via banker. Der måtte man også henvende sig i den meget korte åbningstid
for at få udleveret kontanter. Dankort var der ikke noget, der hed. Derfor
var det et reelt problem, at man kunne løbe tør for kontanter i løbet
af helligdage og weekends. Så var gode råd virkelig dyre, selv når man
havde en checkkonto. De færreste bagere og benzintanke ville nemlig tage
imod ens checks. Unge mennesker har i dag aldrig prøvet at endevende samtlige
husets sofaer og rodehylder i køkkenet for at finde småpenge til en søndagsavis.


Lavkonjunkturen betød, at
et fast job på universitetet ikke engang var noget, man spekulerede på.
Det svarede dengang nærmest til at gå rundt og ærgre sig over, at man
ikke har vinger. Stillingerne fandtes ganske enkelt ikke. Paradoksalt
nok spekulerede man heller ikke så meget på arbejdsløsheden. Man tog den
bare for givet. Mine amerikanske klassekammerater sagde på et tidspunkt
til mig og tre af mine kammerater – en englænder, en franskmand og
en irer – at vi var så fucking europæiske, fordi vi bare med
et skuldertræk gik ud fra, at vi skulle være arbejdsløse, når vi var færdige
på uni.


Byggeri i København var noget,
man hørte om i historieundervisningen. Med mindre man hørte om det i forbindelse
med demonstrationer imod byggeriet. Nu er byen én stor byggeplads og der
er meget langt imellem protesterne. Renten er lav og jobsektionen i avisen
er så stor, at man på søndage kan få myoser af at læse avis for længe
af gangen.


Den politiske forskel

De politiske forskelle er næsten større
end de tekniske. Store formuer er i halvfemserne tabt i landkort-branchen,
fordi landene i Europa hele tiden blev slået sammen eller skilt ad eller
fik nye navne. Til gengæld er der tjent formuer i europæisk fodbold, fordi
turneringerne med det stigende antal lande bliver større og større. I
1989 var der således noget, der hed Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet
og Jugoslavien. Skønt alle snakkede om perestroika og glasnost,
var det meste af østblokken sluttet sammen i Warszawapagten, der forekom
aldeles evig og ubetvivlelig.


Paradoksalt nok har fraværet
af en Warszawapagt betydet, at storpolitik ikke længere er ældre herrer,
der hilser på hinanden foran tv-kameraer og går ind til forhandlinger
bag lukkede døre. Det er i stedet blevet militære operationer en masse:
Kuwait; Somalia; Bosnien; Kosovo. Derfor adskiller halvfemserne sig fra
firserne ved, at krig i Europa er en realitet, man må forholde sig til.
Ikke pensum i historieundervisningen. Hvor dansk udenrigspolitik i firserne
var endeløse fodnoter, har den til gengæld været tropper, fly og krigsskibe
i aktiv indsats. Noget, man i firserne ville forsvoret, at man ville blive
gammel nok til at opleve. Ligesom man ikke ville have troet, man ville
blive gammel nok til at høre udtryk som "Ungarns NATO-ambassadør",
"Sankt Petersborg" og "Præsident Havel" udtalt i fuld
alvor.


I 1989 var Berlin delt og
Nelson Mandela sad på Robben Island. Det var en skændsel. På den anden
side gav det såvel store som – måske navnlig – små kunstnere
en dejlig metafor samt nem og bekvem adgang til patos. Skønt Sarajevo
i halvfemserne har givet adgang til de samme metaforer og der også har
været en vis patos-turisme til byen, er det aldrig blevet det samme. Det
er ligesom Beirut i firserne lidt for indviklet til for alvor at blive
folkeligt.


De ændrede forhold har også
på området "superskurke" betydet store ændringer. Hvor Saddam
Hussein i firserne nærmest var en slags allieret i kampen mod Iran, er
han i halvfemserne blevet skurken over alle skurke. Til gengæld er der
stille om Moamer Gadaffi. Han findes stadigvæk, men der går lang tid imellem
de gange, nogen vil ofre en avisoverskrift på ham.


I firserne var stort set hele
Europa konservativt med Spanien som den markante undtagelse. Mod slutningen
af halvfemserne er hele Europa socialdemokratisk – stadig med Spanien
som undtagelsen. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget politik efterhånden
betyder. I hvert fald i klassisk forstand. Højre- og venstrefløjen er
i Danmark blevet enig om stort set alt. Skatterne kan ikke sættes ned.
Velfærdsstaten skal bevares. Den offentlige sektor skal reformeres. Danmark
skal være helhjertet medlem af både EU (som i firserne hed EF) og NATO.


De egentlige uenigheder ligger
derfor i halvfemserne nogle helt andre steder. Allerede i firserne dukkede
det nye højre op med mærkesager som nej til EU, nej til Indvandring og
nej til alt, hvad der konnoterer modernitet. Det har vokset sig stærkere
og mere stuerent i halvfemserne. På den anden side er økologi i den samme
periode gået fra at være noget sært og alternativt til at være noget ganske
dagligdags. I halvfemserne kan man derfor godt være storforbruger af økologiske
fødevarer og tilhænger af økonomisk vækst – noget, der var ganske
og aldeles udelukket i firserne. Her kom en af mine brødre, mens han gik
på Arkitektskolens afdeling for grafisk design, for skade til at tegne
en supersmart, superlækker emballage til noget økologisk mel. Det måtte
man ikke dengang. Det skulle ifølge alle kloge hoveder være lavet af ubleget
papir og udstråle nøjsomhed, fanatisme og fravær af konventionelle kvalitetskrav.


Fraværet af en egentlig uenighed har også betydet,
at der i halvfemserne kun har været tre folketingsvalg. Som alle på den
ene eller anden måde er blevet vundet af Socialdemokratiet. Tilliden fra
vælgerne har de udnyttet til at føre en stram finanspolitik og en benhård
fastkurspolitik i forhold til D-marken. Igen et politisk billede, man
ville have rystet på hovedet af i begyndelsen af firserne.


I firserne meldte vælgerne sig ud af partierne
og ind i enkeltsagsbevægelser. På et tidspunkt havde Danmarks Naturfredningsforening
således flere medlemmer end alle politiske partier tilsammen. I halvfemserne
er tendensen til at melde sig ind i enkeltsagsbevægelser bremset op. Til
gengæld har folket taget sagen i egen hånd i form af politisk forbrug.
Det betyder, at markedet pludselig holder op med at bestå af atomiserede
aktører, men bliver refleksivt. Hvor markedet i firserne var ensbetydende
med "at stemme med fødderne", er det derfor i halvfemserne også
blevet en slags offentlighed.


Den kulturelle forskel


Hvor firserne i pagt med ældgammel, dansk tradition
dyrkede de ærefulde nederlag, har halvfemserne dyrket sejren. Danmark vandt
europamesterskabet i fodbold, verdens-, europa- og det olympiske mesterskab
i kvindehåndbold og en dansk cykelrytter – der aldrig er blevet testet
positivt – vandt sågar Tour de France. I dag sætter man sig foran fjernsynet
for at se danske sportsfolk vinde – ikke for at se dem tabe på en særlig
ærefuld og dansk måde.

Den samme attitude findes inden for filmkunsten.
Danske instruktører går direkte efter succes – i en grad, så danske
film er blevet en eksportvare. Hvor det i firserne var noget, man nærmede
sig med samme velvillige attitude, hvormed man som stolt forælder nærmer
sig en skolekomedie. Selv inden for romankunsten har Danmark i halvfemserne
haft en gedigen eksportsucces i Peter Høegs romaner. Noget er dog blevet
ved det gamle. Han var faktisk en udmærket forfatter, indtil han fik succes.
Så måtte han i pagt med dansk skik ned med nakken.


Rockorkestrene begyndte igen at synge på engelsk,
men fik med undtagelse af Aqua ikke nogen international succes ud af det.
Hvad angår de øvrige kunstarter, må jeg med skam at melde sige, at jeg
ikke rigtig har lagt mærke til dem. Enten har de udspillet deres sociale
rolle, eller også ønsker de den ikke. Balletten går det efter sigende
ad helvede til for. Malerkunsten blev til grin med Virtus-sagen.
Skuespillerne og instruktørerne holder sig i deres små, provinsielle cirkler,
hvor de ikke generer nogen. Musikere og komponister holder så vidt vides
nogenlunde det niveau, de havde i firserne. Ligesom arkitekterne. Hvad
angår Det kongelige Teater, er det efterhånden en sag for FN. Hvis man
udstationerede 10-12.000 bevæbnede mænd på Kongens Nytorv, og fik de mest
halsstarrige overgivet til domstolen i Haag, ville det efter alt at dømme
være muligt at gøre stedet nogenlunde fredsommeligt.


I åndslivet blev Tor Nørretranders kognitivistiske
bog Mærk Verden en af halvfemsernes største bestsellere. Til gengæld
faldt kursen på Freud-, Marx- og Saussure-aktier til et lavpunkt, hvor
de ikke har befundet sig siden de blev introduceret på den akademiske
børs. På nogle institutter kunne man høre folk sige, at underbevidstheden
ikke eksisterede. For os, der er gamle nok til at huske halvfjerdserne
og firserne, har det i halvfemserne været nærmest chokerende at høre mennesker
tale grimt og respektløst om disse tre grundpiller for al sand videnskab
uden nogen form for sanktioner. Retorik blev et modefag og gamle kapitallogikere
konverterede og blev Heidegger-fans. Det ville aldrig være sket i den
biografiske metodes tid, men den forsvandt definitivt. Til fordel for
alverdens metoder, der ganske har bort-eskamoteret teksten, kontradiktionsprincippet
og gammeldags krav om, at man skal udtrykke sig klart og kun sige ting,
der stemmer overens med fakta. I halvfemserne har man inden for humaniora
kunnet sige hvad pokker man ville – i hvert fald indtil Alan Sokal
publicerede sin nonsens-artikel i Social Text, hvorefter han stod
frem og erklærede, at han med vilje havde skrevet den, så den var halvt
ulæselig og halvt vås.


I mere folkelige kredse har halvfemserne budt på aviser
med hundrede sektioner, begivenhedskultur, kokke som superstjerner, kongerøgelse,
ironi, pornografi, livsstil og bløde stræbere, der syntetiserede halvfjerdserne
og firserne. Det var ikke længere cool at være grådig, selvom man
godt måtte være rig. Medierne blev pluralistiske og holdt op med at være
vigtige for alle undtagen den lille skare af lomme-adornoer, der publicerer
deres vægtige tanker i daglige tv-anmeldelser. Hvor økonomer var helte
i firserne, blev det i halvfemserne først og fremmest antropologer, der
nød befolkningens tillid, når det gjaldt om at udlægge begivenhedernes
gang på en forståelig og acceptabel måde.


Den fortolkede forskel

Betragtet som en strøm af følelse har halvfemserne
ikke været særlig drastiske. Det, der er opregnet her, har ikke haft en
oplevelseskvalitet, der var anderledes end oplevelsen af halvfjerdserne
eller firsernes progression. De to nullers komme pirrer dog det hermeneutiske
instinkt. Det tvinger os til at sammenligne hverdagen i 1999 med hverdagen
i 1989 og betragte resultatet af denne sammenligning som et system af
forskelle.


Det hermeneutiske instinkt har stor betydning
for den enkelte i hans eller hendes jagt på mening. I øvrigt også når
det gælder den enkeltes epokebevidsthed, som den opleves ved runde fødselsdage,
mærkedage og lignende. Men den har ikke kun individuel betydning. Det,
der holder sociale grupper sammen, er i højeste grad deres kollektive
fortolkninger af kendsgerninger og forskelle. I en verden, hvor der er
få synlige beviser på den sociale struktur, er de kollektive fortolkninger
– mytologierne – faktisk et af de mest direkte vidnesbyrd om,
af der trods alt stadig eksisterer sociale forskelle.


Mytologierne betyder, at verden bliver forståelig
som projekt. I stedet for på naturvidenskabelig vis at antage,
at alt er forårsaget af tidligere begivenheder, og at alle forklaringer
på verdens gang derfor ligger i fortiden, antager mennesker normalt, at
der er en vis mening med verdens gang. Af natur bekender vi os til et
historiesyn, hvor historien har både en retning og et mål, skønt vi naturligvis
kan skoles til at forstå den ud fra et streng naturvidenskabeligt verdensbillede.
Mytologien betyder, at alle mulige hændelser antages at være beviser på
historiens udvikling i en bestemt retning. Disse mytologier cirkuleres
enten hele eller i brudstykker i de enkelte socialgruppers deloffentligheder
og gør, at medlemmerne kommer til at leve i en verden af mening og ikke
blot i en verden af meningsløse facts og nogenlunde konstante følelser.


Det gælder også for halvfemserne. Hvis man ønsker
at finde ud af, hvordan de "er" – og dermed at begribe
dem metafysisk i stedet for fænomenologisk - må man fortolke alle de forskelle,
de opviser, når man sammenligner dem med firserne. Afhængig af perspektivet
kan forskellen på firserne og halvfemserne i princippet tolkes som man
lyster.


Hvis man vil, kan man forstå halvfemserne som
en tragedie, hvor sejrherrerne i den kolde krig i forblindelse forsømte
deres historiske mulighed for at skabe en varig fred. I overmod troede
de, at de kunne tillade sig hvad som helst og nu må vesten trækkes regionale
konflikter, destabiliserende fattigdom og folkevandring og en deraf følgende
højre-radikalisering overalt i Europa. Vi lærte intet af historien og
er med EU ved at skabe en Weimar-republik i kæmpeformat. Dermed bliver
de teknologiske fremskridt blot symboler på forblindelsen, mens den politiske
udvikling antages at være den afgørende dynamik i handlingen og de enkelte
begivenheder episoder på det overmod, der vil føre til skæbnens endelige
gengældelse.


På den anden side kan man også fortolke halvfemserne
heroisk. Så gør man de teknologiske fremskridt til vidnesbyrd om menneskets
utrættelige kamp for fremskridtet og de politiske problemer med superskurke
til et udtryk for det mørke princip, menneskeånden altid må kæmpe imod.
Hvor historiens retning i den tragiske udlægning er undergang, så er den
i den heroiske udlægning sejr over den materielle nød. Derfor ligger den
egentlige provokation fra en halvfemser-skikkelse som Bjørn Lomborg ikke
i hans tal og statistikker, men i hans
udlægning
af begivenhederne. Hvor miljøspørgsmålet hidtil altid er blevet fortolket
som en tragedie, har han valgt at fortolke det som en lejlighed for mennesket
til at vise sin heroiske side. Det er endnu mere provokerende end at komme
med alternative tal, fordi det rokker ved miljøforkæmpernes måde at fortolke
mening ind i verden og efterlader dem desorienterede og anomiske.


Endelig kan man vælge at tage udgangspunkt i
det kulturelle niveau og fortolke det som en komedie. Halvfemserne har
været et narrespil. Et kæde af absurde optrin, hvor både tragikerne og
skjaldene er til grin. Det er muligt, at det går ad helvede til, og det
er muligt, at det går frem. Alle epoker har deres dommedagsprofeter og
jubeloptimister. Men hvad rager det i grunden os? Verden går, som den
altid har gået. Og vi har røven fuld af penge; højkonjunktur og mesterkokke.
Således kan halvfemserne udlægges vidt forskelligt afhængigt af, om man
tager udgangspunkt i det teknisk-økonomiske system, det politiske eller
det kulturelle.


Set i et større, sociologisk perspektiv er det
afgørende spørgsmål, hvilket tolkningssystem, der for tiden indtager en
privilegeret status. I halvfjerdserne var det helt entydigt de grupper
i befolkningen, der foretrækker den tragiske udlægning af sociale facts,
der satte tonen og angav den foretrukne fortolkning. Det vil sige de nye
mellemlag, der kom til ære og værdighed i tresserne og begyndelsen af
halvfjerdserne, og dermed havde historiens vind
i ryggen.


I firserne sker der en kamp mellem de grupper,
der foretrækker den tragiske udlægning og de grupper, der foretrækker
den heroiske. Det vil sige den nye middelklasse, der ikke baserer sin
sociale position på økonomiske transaktioner, men på viden. Denne kamp
hænger sammen med, at historiens vind springer, så det pludselig er den
nye middelklasse, der får den i ryggen. Fulde af tillid vælger de krypto-socialdemokraten
Schlüter til at gennemføre de reformer med et – trods alt –
menneskeligt ansigt, som den nye middelklasse anser for nødvendige. Og
fulde af selvtillid går til angreb på mellemlagenes ret til den privilegerede
udlægning af sociale facts.


I halvfemserne har den nye middelklasse konsolideret
sin position. Den stiller kun et krav til Danmarks statsminister, nemlig
at han hedder Rasmussen. Om han så hedder Poul Nyrup, Anders Fogh eller
for den sags skyld Lars Lykke til for- og mellemnavn, betyder mindre.
Man kan derfor sige, at Danmark har lagt kvalitativ vækst til begrebet
"den nye midte" ved simpelthen at kræve, at alle potentielle
statsministre ikke blot fører den samme politik, men også hedder det samme
til efternavn. Denne konsoliderede position betyder, at den heroiske udlægning
af halvfemserne er den dominerende. Mellemlagenes tragiske udlægning har
karakter af et oppositionelt paradigme.


Det er i dette perspektiv, man skal forstå mellemlagenes
sære glæde ved, at NATO foretager en fejlbombning i Kosovo eller ved,
at det ikke er lykkedes KFOR at forhindre repressalier mod serberne fra
albanierne. For mellemlagene er disse hændelser beviser på, at deres udlægning
af verdenshistorien er rigtig, og at det hele – trods illusionen
om fremgang – trods alt går ad helvede til.


På samme måde skal man naturligvis
forstå middelklassens glæde over NATO-aktionen som udtryk for den glæde,
alle hermeneutikere føler, når de finder et spor, der peger i retning
af den løsning, de forestiller sig er den rigtige. Trods fejlbombninger
og tilbageslag, går det trods alt frem her i verden.


Den komiske udlægning af halvfemserne finder
man først og fremmest i den nye arbejderklasse. Niveauet for absolut fattigdom
ligger samme sted i halvfemserne, som det lå i firserne, nemlig på omkring
fem procent af befolkningen. Til gengæld har de resterende 95 procent
en meget høj levestandard. Billedet er altså, at fattigdommen ikke er
vokset i halvfemserne, men at den sociale udstødning er mere dramatisk.


Den nye arbejderklasse er den del af de 95 procent,
der har den laveste uddannelse og de mest rutineprægede jobs. Den lever
i relativ, materiel velstand men samtidig i en situation, hvor den ikke
har den store indflydelse på sine arbejdsvilkår og arbejdspladsens fremtidige
udvikling. Til gengæld har den en ideologi, hvor fritiden er det vigtigste
og arbejdspladsen for såvidt er et relativt ligegyldigt sted.


Det er først og fremmest i den nye arbejderklasses
medier – tv og formiddagspresse - man finder den komiske udlægning
af verdens gang. Et endeløst optrin af narrehatte og båtnakker fra middelklassen
og mellemlagene med den nye arbejderklasse siddende i mæt og munter aftenhygge
som applauderende tilskuere. Komikken har til alle tider været den måde,
de nederste i samfundspyramiden fortolker deres sociale erfaringer. Nemlig
ved den komiske omvending eller "det materielt-kropslige princip",
som Bakhtin kaldte det. Hvis verden bliver for broget, så slå en prut.
Det letter i begge ender.


Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at den
nye arbejderklasse lægger afstand til såvel den dominerende som den udfordrende,
oppositionelle udlægning. Det ledige, tredje standpunkt er da den komiske
udlægning. Det hele betyder i virkeligheden ikke en skid, men lad endelig
de kloge snakke. Af samme grund benytter andre marginaliserede grupper
som de unge og den egentlige intelligentsiaen også fortolkningsskemaer,
der er i familie med komikken. Det vil sige kynismen og ironien, der også
repræsenterer et omvendingens
princip.


Konklusion

Hvordan halvfemserne
i virkeligheden "var", er det umuligt at sige, før man har fået
dem på større afstand. Ligesom man ikke kan se et mønster, når man er
for tæt på, kan man ikke se en rigtig epoke, før den er slut og befinder
sig på en vis afstand.


Det hænger sammen med, at
epoker – også når de ikke er umiddelbare resultater af det hermeneutiske
instinkt – stadig er udtryk for en fortolkning af sociale facts.
Man kan slet ikke sige, at man er på vej ind i en epoke, og man
kan dårligt nok sige, at man er på vej ud af den, før man har klare vidnesbyrd
om et brud. Og eftersom selve hverdagsbevistheden arbejder imod brud-oplevelser,
skal der en ophobes en del indtryk, før brud-oplevelsen indfinder sig.


Ligesom det ikke giver mening
at sige "i dag begynder min ungdom", giver det heller ikke nogen
mening at sige "i dag begynder et nyt afsnit af verdenshistorien".
Man kan ikke udtale sig om sin ungdom som epoke, før man for længst er
ude af den og kan fortolke den i – det i virkeligheden syntetiske
-perspektiv af, hvad der siden hændte. På samme måde kan man ikke sige,
om halvfemserne egentlig er en epoke, før de er kommet på større afstand.


Her er der imidlertid grund
til at være meget opmærksom. Stort set ingen af de epoker, man på grund
af det hermeneutiske instinkt og den almindelige magelighed identificerer
med årstal, passer med disse årstal. Ved nærmere eftersyn går det nittende
århundrede fra 1815, hvor den europæiske orden blev fastlagt ved Wienerkongressen,
til – som man behager – 1914, hvor første verdenskrig begynder.
Eller 1917, hvor Wienerkongressens orden som følge af krigen og den russiske
revolution brød definitivt sammen med zardømmets undergang. Forskellen
på 1914 og 1917 ligger på det fænomenologiske plan. Hvor folk i 1914 troede,
at krigen ville blive kortvarig og uden konsekvenser, var de fleste i
1917 klar over, at der forelå et brud.


På samme måde kan man kun
give en materiel udlægning af halvtredserne, hvis man lader dem gå fra
kafferationeringens ophævelse i 1952 til et eller andet diffust sted i
de tidlige tressere, hvor ungdommen definitivt har mistet respekten for
de gamle. Tidspunktet ligger formentlig omkring The Beatles’ gennembrud.
Tresserne er materielt set forbundet med højkonjunkturen og udbygningen
af velfærdsstaten, og ender derfor i 1973. Halvfjerdserne er materielt
set forbundet med oliekriserne, og firserne med Schlüters forskellige
regeringer og det omslag, han foretog i den økonomiske politik. Derfor
bør perioden 1990 - januar 1993 rettelig regnes for en del af firserne.


Jeg
hælder selv til den anskuelse, at de kronologiske halvfemsere er en slags
gave. Et bonus-årti efter det tyvende århundrede, som Eric Hobsbawm har
kaldt "det korte århundrede", idet han identificerer det som
Sovjetunionens århundrede og dermed lader det gå fra 1917 til 1991. Dermed
har vi fået foræret ikke blot en enkelt skuddag, men en millennium-bonus
på hele otte år. Med denne bonus kan vi i virkeligheden gøre, hvad vi
vil. Vi står ikke til regnskab for nogen andre end os selv. Halvfemserne
er helt personlige, og svaret på, hvordan de har været, må man derfor
finde inden i sig selv. Og hvem ved – måske fortsætter halvfemserne
langt ind i år 2000. Det er for tidligt at sige noget endnu.


Artikel
til Kritik

Relaterede artikler

Rosen skal ha’ en anden lyd - Socialdemokratiet har en plan for, hvordan partiet kan blomstre op på ny – den er hentet lige fra erhvervslivet, og der...
Skal Mogens Lykketoft være forward i Milan FC? - Efter en lang karriere i dansk kommunalpolitik er der varme rygter om, at Mogens Lykketoft skifter til Milan FC, hvor ha...
Debatten har brug for en Lomborg - Institut for Miljøvurdering kunne man også kalde 'institutionaliseringen af Lomborg'. Institutionaliseringen består i, a...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Digital Marketing Specialist

Frist: 9. december

Pressekonsulent

Frist: 16. december

Digital konsulent

Frist: 17. december kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.