Denne artikel bringes med venlig tilladelse fra Ugebrevet A4.

Tvivlere
En god nyhed for oppositionen: 170.000 vælgere kan realistisk set flyttes fra de borgerlige til centrum-venstrepartierne. De borgerlige tvivlere er ofte kvinder og yngre mennesker, der er optaget af uddannelse, ældreomsorg og andre velfærdsspørgsmål. Og hér har de det fint med en socialdemokratisk ledet regering.

Den dårlige nyhed for oppositionen er bare, at lige så mange realistisk set kan flyttes den modsatte vej. Alt i alt overvejer 10 procent af vælgerne at skifte på tværs af de politiske blokke.

Og oppositionen kan kun sejre, hvis den vinder samtlige 10 procent – og lidt til.

Det viser en analyse af tvivlere og potentielle »blokskiftere«, som analysebureauet Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 i dagene efter udskrivelsen af valget. 604 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år blev 18.-19. januar stillet over 20 spørgsmål om deres syn på de politiske partier, og hvem de vil stemme på. Undersøgelsen tegner således det hidtil mest finmaskede portræt af de vælgere, der er tungen på vægtskålen og dermed afgør næste valg. Blandt de opsigtsvækkende konklusioner er:

Krigen i Irak er ikke en potentiel chance for Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, sådan som nogle i oppositionen kalkulerer med. På det punkt har vælgerne størst tiltro til de borgerlige. Det gælder også de flytbare vælgere.
Børnefamilierne er en af de grupper i samfundet, der mest entydigt sætter deres egne behov øverst på den politiske dagsorden. Som udgangspunkt er det fordel for Socialdemokraterne.
Det er helt afgørende, hvad valgkampen handler om. Socialdemokraterne har generobret fortidens styrkeposition på de fleste velfærdsspørgsmål – med skolepolitik og sundhed som delvise undtagelser. Dette præger også de flytbare vælgere.
Oppositionen er ekstremt sårbar over for en ophedet debat om skat eller udlændingepolitik. Hvis dét kommer til tops på dagsordenen, vil oppositionen ikke kun miste potentielle gevinster, men også opleve mærkbart frafald blandt de nuværende vælgere.

Foghs stærke position
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sidste uge trykkede på valgknappen, skete det med et solidt forspring i meningsmålingerne. Epinions analyse viser, at det forspring bliver svært at kuldkaste.

Mønstret ved de seneste to valg har godt nok været, at op mod hver tredje vælger skifter parti.

Men mange skift sker inden for de politiske blokke – for eksempel fra SF til Socialdemokraterne eller fra de konservative til Venstre. Derfor stiller Epinion skarpt på de vælgere, der er usikre på deres valg af parti og overvejer at skifte til et i den modsatte blok – eksempelvis at gå fra V til S.

Grafikken viser, hvor stærkt vælgerne er knyttet til deres parti. Omkring fem procent tilhører »oppositionens risikovælgere«. De hælder i dag til at stemme på Socialdemokraterne, venstrefløjen eller de radikale, men er ikke særlig sikre og overvejer ligeledes et af de borgerlige partier. På den anden fløj er der yderligere fem procent »borgerlige risikovælgere«, som overvejer at gå den modsatte vej:

»Pointen er, at de to risikogrupper er omtrent lige store. Tallene tyder på, at der ikke er noget større skifte undervejs. Lykketoft står i en meget svær situation. Han skal flytte alle de tvivlende borgerlige vælgere uden at miste terræn blandt sine egne. Hvis der ikke sker noget uventet, har Fogh vundet valget,« siger valgforskeren Hans-Jørgen Nielsen fra Institut for Statskundskab i København.

Epinions undersøgelse opererer med tre typer vælgere: Kernevælgere, der er godt tilfredse med deres parti og ikke kan se argumenter for at stemme anderledes. Risikovælgere, der ikke er tilfredse og angiver et parti på den modsatte fløj som alternativt valg. Og de komfortable vælgere, der befinder sig mellem kernevælgerne og risikovælgerne:

»Risikogruppen står med det ene ben ude af døren. Der skal bare en enkelt sag til, før de skifter side. De komfortable vælgere kan måske også flyttes. Men der skal meget mere til, og mange vil rykke til et andet parti i samme politiske blok,« forklarer Mogens Storgaard Jacobsen, der er analysechef på Epinion.

Han understreger, at meningsmålinger altid er »et øjebliksbillede«. Epinions analyse tegner et billede af vælgernes holdninger i dagene efter valgets udskrivelse. Et billede, der kan ændre sig med nye begivenheder – og nye debatter. For eksempel førte sidste uges massefyring af slagteriarbejdere i Hjørring til en dramatisk ændring af mediebilledet:

»Normalt hænger arbejdsløsheden som politisk emne sammen med konjunkturerne. Det gør det ikke under denne valgkamp. Massefyringer og udflytning af arbejdspladser kan flytte debatten, og det kan formentlig være en fordel for oppositionen,« siger Mogens Storgaard Jacobsen.

S stærkest på velfærd
Op til valget i 2001 havde de borgerlige erobret størst troværdighed på klassiske velfærdsspørgsmål som sundhed og ældreomsorg, hvor socialdemokraterne altid havde haft førertrøjen. Men dette har ændret sig igen. Socialdemokraterne er i dag klart foran omkring børn og ældre, mens de to blokke står lige omkring skoler og sundhed.

Et af de områder, som de to partiers strateger har udset som en central politisk kampplads, er børnefamiliernes vilkår. Socialdemokraterne vil sætte en maksimal takst på daginstitutionspriserne, mens VK vil hæve børnechecken og sænke betalingen for pasning.

Og partierne har ramt rigtigt. Hele 27 procent af de vælgere, der har et eller flere hjemmeboende børn, mener, at børne- og familiepolitikken er det vigtigste spørgsmål. Ifølge valgforsker Hans Jørgen Nielsen ser vi ved dette valg omridset af et brud med danske vælgeres tradition for at stemme ud fra helhedsbetragtninger om samfundet. Spørgsmålet er, hvor stort gennemslaget bliver 8. februar.

»Det er absolut ikke tilfældigt, at både regeringen og Socialdemokraterne har meget håndfaste løfter til børnefamilierne. Men det er en uhåndterbar vælgergrupper, der spænder fra skinheads med børn til akademikermødre i den offentlige sektor. Og hvad er deres sammenfaldende og objektive interesser,« spørger Mogens Storgaard Jakobsen.

Foghs fase to
Derimod har de borgerlige fastholdt deres solide forspring, når det drejer sig om flygtninge- og indvandrerpolitik. Det samme er tilfældet med skatteområdet, der er hastigt på vej op på vælgernes dagsorden. Det præger også de to »risikogrupper«, som kan flyttes på tværs af blokkene. Omkring skat og udlændingepolitik har de langt større tiltro til en borgerlig regering.

»Det kan undre, at Anders Fogh Rasmussen startede valgkampen med at satse så hårdt på børnefamilierne, hvor socialdemokraterne står stærkt. Det virker som en fejl, men kan også skyldes, at regeringen opererer med en valgstrategi i flere faser. Det er vigtigt for regeringen, at skat og udlændingepolitik kommer helt til tops i slutfasen af valgkampen. Men det sker nok også – det vil Marianne Jelved sørge for,« siger Hans-Jørgen Nielsen.

Mogens Storgaard Jakobsen mener derimod, at der er god logik i VK’s fokus på velfærdsområdet.

»Der findes grundlæggende to strategier for et parti, der står med et emne, som kan give problemer. Man kan – som Socialdemokraterne i 2001 gjorde med udlændingepolitikken – stikke hovedet i busken. Eller man kan, som Anders Fogh Rasmussen gjorde i samme valgkamp, sætte fokus på det område, man er svagest på. Ingen var i tvivl om, hvor Venstre stod med flygtninge og skat. Ved at overbevise om, at man ikke rørte ved velfærden, kunne man bevæge socialdemokraternes risikogruppe. Det er samme manøvre, Venstre har sat i gang ved dette valg,« siger han.

Normalt hænger arbejdsløsheden som politisk emne sammen med konjunkturerne. Det gør det ikke under denne valgkamp. Massefyringer og udflytning af arbejdspladser kan flytte debatten, og det kan formentlig være en fordel for oppositionen. Mogens Storgaard Jacobsen, analysechef i Epinion

Han tvivler på, at Anders Fogh Rasmussen vil gøre sig store anstrengelser for at få flygtninge og skat helt i top af dagsorden. Emnerne skal blot holde et stabilt højt niveau i folks bevidsthed – Venstre har stort set vundet de stemmer, der kan vindes her.

X-faktoren
Både Mogens Storgaard Jakobsen og Hans Jørgen Nielsen mener, at undersøgelsen afdækker så marginale gevinstmuligheder for oppositionen, at muligheden for et regeringsskifte ligger i, at en uforudset begivenhed sætter skub i de vælgere, der ikke i dag er i risikogruppen.

En helt stor joker i dette spil med ubekendte makkere er Irak, hvor befolkningen går til valg en uges tid inden danskerne. Der er blevet spekuleret i, om et kaotisk valg i Irak kunne gøre den danske krigsdeltagelse upopulær og svække Anders Fogh Rasmussen. Epinions analyse tyder dog ikke på det. Omkring Irak har vælgerne størst tiltro til en borgerlig regering. Det gælder også de vælgere, der af andre grunde overvejer at skifte til oppositionen:

»Mogens Lykketoft skal ikke tale for meget om Irak. Han kan kun vinde få stemmer på dette spørgsmål. Tværtimod er risikoen, at der går vælgere den anden vej,« konstaterer Hans-Jørgen Nielsen.

Det kan undre, at Anders Fogh Rasmussen startede valgkampen med at satse så hårdt på børnefamilierne, hvor socialdemokraterne står stærkt. Det virker som en fejl, men kan også skyldes, at regeringen opererer med en valgstrategi i flere faser. Hans-Jørgen Nielsen, valgforsker ved Københavns Universitet

Ifølge Mogens Storgaard Jakobsen kan Irak stort set kun blive et vinderemne for oppositionen, hvis der opstår en dyb krise, som regeringen håndterer helt katastrofalt.

Supertvivlerne
De næste ugers opgør står imidlertid ikke kun om de vælgere, der kan flyttes på tværs af blokkene. Det står også om den hårdkogte tvivlergruppe, som svarer »ved ikke« i meningsmålingerne – selv om intervieweren over flere gange søger at presse et partivalg frem.

Disse »super-tvivlere« udgør 8-10 procent af vælgerne.

Blandt »supertvivlerne« er en overvægt af kvinder, yngre vælgere og folk med kort uddannelse.

De er især optaget af ældrepleje, børn, arbejdsløshed og udlændingepolitik.

Supertvivlerne har – som andre vælgere – mest tiltro til socialdemokraterne, når det drejer sig om de fleste velfærdsspørgsmål, men tror mest på de borgerlige omkring skat og flygtninge/indvandrere. Det hører dog med til billedet, at de oftere svarer »ingen forskel«, når intervieweren spørger, hvem der er bedst til at løse et givent samfundsproblem.

»Mange af dem vil formentlig slet ikke stemme. Der ligger naturligvis et potentiale i denne gruppe, men det er ikke klart for hvem. I gamle dage stemte folk med kort uddannelse ofte socialdemokratisk. I dag kan en mobilisering af disse vælgere ikke bare gavne Socialdemokraterne, men også Venstre og Dansk Folkeparti,« siger Mogens Storgaard Jacobsen.


Se artiklen og læs mere om valget på www.ugebreveta4.dk