- Hey Wasssup?

- Jeg har en dårlig hårdag, ellers nada.

- As if. Det er da totalt LOL dit hår … nå whatever, skal vi køre?

For moderne massemedieforbrugere giver pigernes dialog total mening. ”Wasssup” er et lånt udtryk fra en Budweiser-reklame fra engang i 90’erne og betyder ”hvordan går det”. ”En dårlig hårdag” er en direkte oversættelse af det amerikanske udtryk ”bad hair day”, som betyder noget i retning af ”jeg har fået det forkerte ben ud af sengen” – et udtryk, der ifølge den amerikanske journalist og forfatter, Leslie Savan kommer fra den amerikanske halvfemserfilm Buffy the Vampire Slayer. LOL er et såkaldt digitalt udtryk fra sms-ordbogen, en forkortelse for Laughing Out Loud og betyder, at man har det sjovt, eller at noget er sjovt.

 Slam Dunks and No-Brainers : Language in Your Life, the Media, Business, Politics, and, Like, Whatever

by Leslie Savan Knopf, New York 2005

Leslie Savan har begået en meget underholdende bog om sprog, slogans, slang og sjove udtryk, og hvordan de kæder vores liv sammen på tværs af racer, social status og nationalitet. Hvordan brugen af bestemte udtryk bliver et password til en bestemt cirkel af venner. Bogen hedder Slam Dunks and No-brainers og er en vandring gennem amerikansk og derfor også vestlig sprogkultur og sprogblomster.

Savan opererer med en fællesbetegnelse for sproget i pigernes dialog – de nye medieord og udtryk. Hun kalder det for ”pop-sprog”, fordi hun finder dets oprindelse i hverdagssproget og derefter genspejlet i det, som mennesker i den vestlige verden har til fælles, nemlig popkulturen, massemedierne, reklamerne, reality-shows og sit-coms – og i nyhedsudsendelserne. Det adskiller sig fra slang, som mere er et sprog, der tales i forskellige subkulturer og ikke nødvendigvis henter sin reference i medierne.

Ord, som forbinder
Pop-sproget er universelt og forstås af alle mennesker - fra generation X’ere i England, gangsterrappere i USA, militærfolk i Irak, til tyske husmødre og danske virksomhedsledere. Det er en måde at kommunikere med hinanden på, en måde at sige, at vi er moderne, det er en måde at skabe fællesskaber på.

Nysgerrigt og med en lingvists grundighed gennemgår Savan populære, amerikanske udtryk, som også høres herhjemme fra tid til anden. ”Bring it on!”, ”the F-word”, ”I dont think so”, ”As if” ”You wish” og ”You’re so last millenium”. Savan forklarer deres referencer, fortæller, hvordan de bruges og af hvem og i særlig grad hvorfor.

Ordenes oprindelse er ikke så interessant for Savan som, hvordan de igen og igen bliver brugt i nye sammenhænge og af forskellige aktører. Dog følger Savan de fleste pop-udtryk tilbage til det sorte USA og de udtryk, som den sorte kultur – især rappen – benytter sig af. Det er underholdende – også for en dansk læser – især fordi vi ved, at som med alt det andet fra over there, så kommer også vi danskere til at bruge udtrykkene. Og så er det jo godt at vide, hvad de betyder, så vi ikke anvender dem forkert, som det var tilfældet her på K-Forum forleden med udtrykket ”You’re barking up the wrong tree”.

Pop-sproget tilhører altså ikke en bestemt generation eller nation, men bruges af alle og gentages af medier og reklamer, af kendisser, studieværter og politikere i en ulidelig uendelighed. Og selvom USA er hovedarkitekt bag popkulturen, skriver Savan, så ville pop-sproget også være til, selvom USA ikke eksisterede. Pop-sproget eller de enkelte ”pop-udtryk” er globaliseringens sprog og forbinder os, siger Savan, på tværs af sociale, racemæssige og uddannelsesmæssige skel, det er tilgængeligt og forståeligt for alle, og det bringer humor og genkendelse ind i vores liv og samtaler.

….Og manipulerer

Det positive ved Savans bog er, at hun aldrig prøver at ”fange sproget” og putte det i kasser med tydelig afsender på. Savans projekt er mere raffineret, nemlig at fortælle, hvordan sproget kan bruges og bliver brugt i den vestlige massekultur og ikke mindst som magtfaktor og manipulation.

For det er nemlig ikke tilfældigt, når magtmennesker bruger pop-sprog. Det var ikke tilfældigt, da Bush sagde: ”Either you’re with us or against us” til amerikanerne efter 11. september 2001, eller da han i bedste terminator-stil sagde ”Bring ’em on” om oprørstroppers og terroristers angreb på de amerikanske tropper i Irak. Ej heller var det tilfældigt, at han brugte udtrykket ”Let’s roll” sidst i en tale, da han talte for at bekrige terrorisme den 8. november 2001.

Det hele var, ifølge Savan, pop-retorik på højeste plan. Udtrykket ”Bring’em on” (lad dem bare komme) er taget fra filmen Bring it on (2000) om et opgør imellem to cheerleader-hold. Udtrykket er også brugt i adskillige Vietnam-film som ”Nuke’em” (slå dem ihjel med atombomber), og senere byggede Bush videre på cowboykrigsretorikken med ”Smoke ’em out of their holes” om Saddam Hussein og andre ”Enemies of the state” (film fra 1998). En måling viste, at supporten for Bushs Irak-politik nåede over 70%, efter at han havde brugt udtrykket ”Let’s roll” i sin tale.

Der var næppe heller tilfældigt, da tidligere udenrigsminister, Colin Powell, som forsvar i høringen om Irak-krigen og om Bushs' manglende erfaring som soldat siger: ”Let’s not go there” – et udtryk, som ifølge Savan bruges hyppigt i 70'ernes sorte blaxploitation film.

Eller da ekspræsidenten Ronald Reagan i 1985 brugte pop-udtrykket ”make my day” fra Clint Eastwood klassikeren Dirty Harry om sin nye skatteplan.

Eller da mediekongen himself, skuespilleren og nu guvernør i Californien, Arnold ”I’ll be back” Schwarzenegger, i sin tale til den republikanske kongres i New York sidste år begyndte med udtrykket ”It’s like winning an Oscar – as if I would know” og sluttede med udtrykket ”Four more years ” et udtryk, som også vores egen tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen mimede med et frejdigt håndtegn på trappen på Christiansborg på valgdagen i 1998.

Pop-sproget former os. Brugt rigtigt kan det manipulere. Ved at bruge sætninger og udtryk fra massekulturen og fra reklamerne kan politikere komme tæt på vælgerne, foregive at være ”nede” med den almindelige mand på gaden, være ”one of the guys”, sådan ”vi taler det samme sprog”-agtigt , og på den måde skabe sympati. For hvad er mere jordnært og troværdigt end en politiker, der bruger udtryk fra noget, vi alle sammen ser – en tv-serie, en klassiker eller en populær sit-com som fx tv-serien over dem alle Friends?

Særligt republikanerne er dygtige til at bruge pop-sproget og cowboyretorikken. Demokraterne holder sig stadig lidt for gode til at bruge det meget klichéfyldte sprog. Og så er de normalt også bedre uddannede, siger Savan, og kommer med mange eksempler på, hvordan amerikanske politikere bruger slagord og kloge slogans og one-liners til at tækkes vælgerne og skabe bred forståelse og accept i befolkningen.

Og det er, når den tidligere reklametekstforfatter og klummeskriver for avisen The Village Voice Leslie Savan er inde på dette emne, at bogen bliver rigtig interessant. For kan de virkelig være så udspekulerede, de politikere – kan kampagnerne virkelig være således designet, at der udformes et specielt lingo, som kandidaten kan lære, som var det et script til en Hollywood-produktion?

Ja, det kan de, siger Savan, og beviser det i sin bog. Brugen af pop-udtryk er en let og hurtig måde, hvorpå politikere kan opnå magt og kontrol. Pop-udtryk eller weapon-words (våben-ord) bruges ikke så meget til at starte en verbal krig, men mere til at tage våbnene fra sin modstander i en diskussion. Udtrykkene spiller på konnotation – noget historie, som er fælles; og hvis de bruges rigtigt, kan de bringe et intelligent pift og humor ind i debatten. Det, at politikerne kan bruge sproget fra vores alle sammens hverdag, fra de tv-serier, vi ser, og de celebrititeter, vi beundrer, viser, at de er i kontakt med nutiden, at de har kontrol (fordi de har magt over sproget) og at de forstår den enkelte borgers hverdag, fordi de forstår den enkelte borgers sprog og historie, siger Savan. Så ”Houston – we’ve got a problem”.

Danmark er også ramt

I dansk politik kan man se træk af pop-sprog i alle nyere valgkampagner siden 1998. Pop-sproget er indbegrebet af politisk markedsføring, af det, som reklamebureauer, tekstforfattere og politiske kommunikatorer tilsammen finder på i en valgkamp.

Man kan da også foranlediges til at mene, at Ritt Bjerregaards slogan i den netop overståede valgkamp om overborgmesterposten, ”Ingen slinger i valsen”, ikke var spor tilfældigt, men en del af hendes i øvrigt meget professionelle og gennemtænkte kampagne. En kampagne, der var bygget op i den nye raffinerede pop-sprogvirkelighed, som Savan beskriver i sin bog.

Adskillige journalister og politiske modstandere har da også efterfølgende brugt Ritts succesfulde slogan som våben imod hende efter den turbulente periode med konstitueringen af Københavns borgerrepræsentation. Sådan virker pop-sproget altså også – som en boomerang mod den, der har gjort et bestemt udtryk bærende for en sag.

Som da Bushs' demokratiske modkandidat, John Kerry, brugte Bushs' udtryk ”Bring ’em on”, som våben-ord imod ham selv: ”If George Bush wants to fight this issue on national security, I’ve got three words for him that he does understand: Bring it on”, sagde John Kerry og med mere troværdighed i cowboyretorikken, eftersom John Kerry rent faktisk havde været i krig og oven i købet havde fået medaljer for det.

Eller da Socialdemokraterne i folketingsvalget i år vendte Venstres stærke slogan mod dem selv i en annoncekampagne, så det lød ”Tid til forandring – nu til det bedre”.

Det er ikke Savans projekt at lave en opslagsbog, hvori de nyeste udtryk bliver forklaret og deres egentlige oprindelse afsløret. Og det er godt, for sådan en bog ville, som hun selv indrømmer, allerede være top forældet, når den kom på gaden, ligesom diverse slangordbøger er det, allerede inden tryksværten tørrer.

Der er ikke noget så nedslående som at læse i en sprit-ny slangordbog, at ordet ”hammer-fedt” er et udtryk, ”de unge bruger ”, når noget er virkelig godt. Det, der kendetegner et pop-udtryk, er, at man kan google det og straks finde over 2 mio. forskellige referencer til politikere, talkshow-værter, film, butikker, skuespillere og webloggere, som har anvendt det på en eller anden måde.

En Google-søgning på ”ingen slinger i valsen” giver da også 16.600 resultater, hvoraf de første refererer til, ja gæt engang, pop-kulturen. En DR-dokumentar fra 1998 om to børnestandarddansere som det første. Ikke en reference til udtrykkets plattyske eller latinske oprindelse, eller dansk sprognævns historiske forklaring, men først og fremmest til det, der ligger længst fremme i befolkningens kollektive hukommelse: et tv-program.

Den kreative klasse? – I don't think so

Er der da slet ikke en kulturel elite, et medlem af den kreative klasse, en ”influential”, der først bruger disse udtryk og gør dem cool, hvorefter det siges på Vestegnen og bliver mainstream?

Ifølge Savan stammer pop-udtrykkene ikke fra en speciel gruppe, de er en tendens i tiden, et øjebliksbillede fra dagens medie- og reklamebillede, men det er klart, siger Savan, jo mere man er ”tuned ind” på pop-sproget og bruger det på den rigtige, afbalancerede måde, des mere vil man fremstå som cool, en af de moderne.

Savon kalder fænomenet ”Person Nouvelle” og betragter det mere som et træk ved mennesker, som bruger sproget kreativt, end en egentlig person. Vi kan alle sammen være lidt ’person nouvelle’ engang imellem, og vi er det, når vi bruger pop-sproget i alle sammenhænge - til ledelsesmødet, på fodboldbanen og i folketingssalen.

Savan går lidt amok i sin bog og i sin begejstring for alle disse nye ord og udtryk. Ligesom det har været svært ikke at bruge nogle af udtrykkene en passant i denne artikel. Så Slam Dunks er nogle gange svær at læse og rodet. Men det er ok – kernebudskabet kommer frem. Læseren bliver klogere.

Hurra for mangfoldigheden

Dansk Folkeparti og dets hangarounds har i mange år gjort det til et politisk projekt at værne om det danske sprog. Det er ikke gået så godt med det projekt. Det er nok, fordi det danske sprog er svært at definere, selvom P1s fantastiske kultprogram for sprogfetichister, ”Ud med sproget” gør, hvad det kan, for at lære os døgenigte noget om ordenes oprindelige betydning og arv.

Det er hulens svært at kategorisere sproget, fordi det er i konstant bevægelse og bliver påvirket så utrolig mange steder fra – ligesom vi danskere efterhånden også bliver.

Selv undertegnede, der er meget etniskdansk - halvt fynbo og halvt jyde, siger ord som ”hundi” og ”bordenden”, ”træls” og ”døgenigt” om en fyr, der ikke dur til noget, men siger ”fuck” og ”get a life”, når en eller anden nævenyttig cyklist blander sig i, om jeg har lys på cyklen. Det ligger bare bedre i munden. Det er sjovere – rent ud sagt.

Pop-sproget breder sig, og det gør ikke noget, siger Savan. Det er jo bare sprog, det er det, der forbinder os som mennesker, det, der får verden til at dreje rundt. Så get a life, go with the flow.