En chokoladeskildpaddes Deroute

Søren Fauli er ikke et menneske, han er et koncept. Denne gang har konceptet Søren Fauli fundet formlen for både at give Søren Fauli mig-mig-mig-opmærksomhed og penge og gjort en dyd ud af det kommercielle sell out. Søren Fauli optræder naturligvis både som instruktør, sig selv eller noget, der ligner til forveksling, i tv-serien af, med, for, indeni, rundt i, gennem og om Søren Fauli. I virkelighedens verden spiller han en chokoladeskildpadde i Tom’s reklame. I serien spiller han mariehøne, der reklamerer for Mums slik. I begge tilfælde griner alle i reklamebranchen helt hysterisk. Men kan vi tilgive chokoladeskildpadden i virkeligheden? Kan vi tilgive mariehønen i serien? Både ja og nej, naturligvis.
af Morten Kold



En succesrig gigant mariehøne
Her følger vi hver fredag på DR2 Søren Faulis kamp for at realisere sin første store, dybtfølte og kunstnerisk korrekte spillefilm. Det går lidt trægt, men laaaangt om længe falder der skaldede 25.000 kroner af fra Filminstituttet, der kan gøre drømmen til filmisk virkelighed. Men så er det, at reklamebranchen ringer og lokker med mammon og samtalekøkkener og letkøbt status. Søren mister mere og mere interessen for sin kunstneriske drøm og ender til sidst med at springe helt fra på et meget kikset tidspunkt. Altimens familien og filmmiljøet ser måbende til.

 

Det er dog i første omgang en forgyldt beslutning, Søren Fauli har truffet. Hvis man kan tale om en beslutning, når man har rygrad som en lakridsstav. Nu får Søren Fauli nemlig al den anerkendelse, han aldrig har fået som kunstner. Det viser sig, at Søren Fauli er en vaskeægte reklamesucces. Alt, hvad han rører ved, køber annoncørerne, og alle står i kø for at få en ægte Fauli reklamefilm. Men alting har en pris, og en lille orm begynder at gnave i Faulis sjæl. En orm, der næres af spydige og reducerende bemærkninger om Faulis hovedrolle i en reklamefilm for slik. En sand kunster spiller jo ikke gigant mariehøne i en reklame for chokolade, lyder vennernes barske dom. Det begynder at gå ned ad bakke. Derouten kan begynde her.

 

Sørens satiriske skriftestol
Som publikum til Deroute bliver man sat i en rolle som den katolsk præst, hvor Søren Fauli nok engang sætter Søren Fauli i skriftestolen og bekender sine synder: Jeg er gået efter pengene, jeg har levet overfladisk, jeg har solgt min sjæl til reklamen und so weiter. Det er dejligt sat på spidsen og faktisk indimellem glimrende ramt og til tider endda også meget sjovt og ganske ufarligt. Søren Fauli er her den syndige katolik, der går hen i kirken og vil skrifte, men i stedet holder sig for ørerne inde i boksen og messer løs, så præstens formaninger aldrig rigtig trænger igennem, fordi det gør for ondt.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det vil gøre, hvis kunstpuritaneren, instruktøren Simon Staho agerede præst. Han mener, at selv en enkelt lille reklamefilm kan spores i en kunstners udtryk, hvorfor han foretrækker svenske skuespillere med høj integritet. Spørgsmålet i Søren Faulis tilfælde er dog alligevel, om der er noget at bede om tilgivelse for.
 
En dansk Woody Allen
Det skulle da lige være, at han ikke har fået lige så meget ud af sin dyre og skattebetalte filmskoleuddannelse som fx den succesrige og prisbelønnede filminstruktør Niels Arden Oplev (blandt andet skrevet og instrueret Drømmen og To Verdener og været konceptuerende instruktør på Rejseholdet og Ørnen m.m.) fra samme årgang på Filmskolen som Søren Fauli. Til gengæld har Søren Fauli brugt håndværket til at lave i hvert fald underholdende reklamer – om de sælger, er en anden sag – og film om sine egne neuroser, mindreværdskomplekser og tvangstanker med fornøjeligt resultat til følge. Fx er supermaterialismes selvransagelse så absolut noget af det bedre fra Faulis hånd.
 
Når Fauli er bedst, er han en dansk Woody Allen, der i selviscenesættelsen forløser sit uomtvistelige talent. Det er dog ikke altid, forsøgene på at spidde omverdenen rammer plet. I Deroute lykkes det med Nicolai Cederholms rolle som godt ramt smart reklamedirektør, der kan sætte alting på diagram, herunder Faulis karriere. Og det lykkes med Lærke Winther som den evige receptionist og praktikant, hvis loyalitet blæser som vinden. Men så er det heller ikke sjovere og mere vellykket.
 
Lagkagekomik lag på lag
Naturligvis kan der godt blive grinet nervøst, overfladisk og oprigtig begejstret i kundemøder, men det er en smule mere nuanceret i virkelighedens reklameverden. Faulis tendens til banal stereotypificering er her Faulis store svaghed som humorist. Manglen på nuancer og det dybe blik kan nogle gange tendere lagkagekomik.
 
Skildringen af Deroutes udgave af reklameverdenen har dog sine mindeværdige, humoristiske højdepunkter, men den har ikke mange ligheder med den seriøse og hektisk hverdag, som jeg som ide- og reklamemand befinder mig i til daglig, selvom selvfedmen så sandelig trives bag kulisserne i vores branche.
 
Mig, mig, mig
Deroute giver dog anledning til at stille et mere grundlæggende spørgsmål end, om reklamebranchen er selvfed og selvsatirisk. For hvad ligger bag tendensen til at lave film, der dybest set handler om afsenderen selv? Hvorfor fremlægge alle sine synder og på sæt og vis kræve en offentlig tilgivelse? Fauli er nemlig langt fra alene om at lade fortællingen handle om skaberen selv. Trier har gjort det, og Jørgen Leths film har de sidste mange år også handlet om Jørgen Leth. Mig, mig, mig er ikke nødvendigvis skidt, men rigtig interessant behøver det på anden side heller ikke altid at være.
 
Se, hvad jeg har gjort af uartige ting, synes fulgt af en implicit forudsætning om, at når instruktøren selv nævner det, er omverdenen samtidig afskåret fra at kritisere yderligere, og gud nåde og trøste den, der peger fingre. Derfor kommer tilgivelsen aldrig til at virke. Ingen kan tilgive en ironiker. Fauli vil og kan ikke lytte i sin femdobbelte ironi. Men gør det egentlig noget? Er problemet ikke nærmere, at Fauli insisterer på, at han for alt i verden vil måles med de kulturradikale alen. Søren Fauli vil tydeligvis tilgives for at have lavet reklamer og film i den lette genre. Her er DR2 fredagsfladen med lugten af kunst, anti-kommercialisme og farlig kritik stedet. På den måde bliver Deroute måske i stedet en "Detour", der afgifter Sørens Faulis krop og sjæl og får ham tilbage på sporet via deroute og op på parnasset igen.
 
Sørens sæbeglatte ironi
Spørgsmålet er så, om mennesket Søren Fauli, der må gemme sig et eller andet sted inde bag konceptet, er tro imod sig selv, eller vil han have vores alle sammens tilgivelse for, at han ikke er det? Svaret er svært at se, fordi den kære Fauli noget tvetydig valser om den varme grød bag utallige subtile lag af sæbeglat ironi sammen med seriens manuskriptforfatter Martin Kongstad.
 
Det rigtige svar er måske, at ironien skal skjule det faktum, at Søren Fauli enten er en talentløs kunster, aldrig er slået igennem som kunster eller aldrig har haft noget ønske om at blive kunstner, når det kommer til stykket. Noget, han gerne vil tilgives for, men ikke helt tør lade andre tilgive ham for. For tilgivelsen er nemlig også en dom, hvor det bliver stanset ud i stål, at Søren Fauli har taget livets lette og humoristiske vej, fordi han ikke kan eller tør andet. Og er det egentlig så ringe endda?
 
Tvetydigheden i Tisvilde
Måske er Derouten enden på Faulis "øv-re" og begyndelse på det oeuvre, som han oprindeligt blev uddannet til at skabe på både Kunstakademiet og Filmskolen. Han kan også bare vælge at mane den kunst- og kulturradikale ånd helt i jorden, som giver ham sjælekvaler, og som han slår sig selv i hovedet med. Jeg synes, Fauli fortjener at grine oprigtigt og velafbalanceret hele vejen til banken og til Tisvilde og tilbage igen. Om det så samtidig slår det produktive koncept Søren Fauli ihjel, kan vi kun gisne om. Mens vi gisner, anbefaler jeg, at vi ser de sidste tre afsnit af Deroute. Starten har været sjov, mon ikke at det bliver ved den tvetydighed.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job