De nye pengesedler, som de fremstilles på Nationalbankens hjemmeside.

Pengesedlens evige opdatering
Selvom vi alle har dankort og køber mere og mere på nettet, er der alligevel brug for pengesedler - gode gamle papirpenge, som man kan tænde sin cigar med eller have som en stor rulle i inderlommen som i en gammel amerikansk film. I gamle dage var det meget svært at lave falske penge - det krævede håndelag og specialværktøj - i dag skal man bare have en farveprinter eller en kopimaskine for at kunne lave en vellignende kopi af de fleste pengesedler. Altså skal vores sedler regelmæssigt opgraderes for at blive yderligere falsknerisikrede. Det er ligesom kampen mod doping i sportens verden: Myndighederne er i et evigt kapløb med mørke kræfter om snedigere kontrol og snedigere måde at snyde på.
Derfor skal vi allerede i år til at have nye pengesedler.

En 10'er holder 20 år
Den nuværende seddelserie er ikke mere end 12 år gammel og skal over de næste tre år skiftes ud. Det virker som meget kort tid, men det er faktisk normen, at en seddelserie holder 15 til tyve år. De ældste pengesedler, jeg personligt kan huske, var dem med H.C. Andersen og storkereden på 10'eren. Denne seddelserie blev introduceret i 1952, men allerede i 1964, da den sidste seddel var sat i omløb, begyndte mændene bag serien, tegneren Ib Andersen og grafikeren Gunnar Biilman Pedersen, at arbejde på en ny serie. Denne nye serie kom i 70'erne og havde danske dyr som motiver. Alle over teenagealderen husker 20'eren med gråspurvene, 50'eren med fisken, 100 krone-sedlen med natsværmeren osv., osv. I 1997 fik vi den gældende serie, som greb tilbage til kendte danskere som motiver samt en masse romansk ornamentik fra gamle danske kirker. Kvalitetsmæssigt et trin nedad i forhold til dyreserien. Jeg tænker stadig på 1000 krone-sedlen, hver gang jeg ser et egern. Man kommer nemlig til at holde af pengesedler. Og ideelt set holder man af dem for mere end deres pålydende værdi - hvis de er vellykkede, er de små kunstværker i sig selv.


Den nuværende serie

Farvel til Karen Blixen. Goddag til Sallingsundbroen
I år siger vi altså farvel til Karen Blixen og goddag til - Sallingsundbroen. En komite nedsat af Nationalbanken valgte broer som gennemgående tema for de nye danske sedler - og udskrev så fornuftigt nok en konkurrence blandt udvalgte danske kunstnere om, hvordan de nye sedler skulle se ud. Da konkurrencen var slut, stod Nationalbanken og vaklede mellem to forslag, som blev sendt til videre bearbejdning: Kaspar Bonnéns funky og flippede farveeksplosioner med både broer, opvask og Eamesstole, der ville have gjort danske pengesedler til samtaleemne viden om på kloden - og en lidt pigeforsigtig bleg serie af Karin Birgitte Lund med douchefarvede broer og oldtidsfund. Man valgte den sidste model - og nu ser vi den første færdige seddel i den nye serie.

Og med fare for at blive beskyldt for at være negativ må jeg desværre sige, at denne anmelder er ikke begejstret. Karin Birgitte Lunds lavmælte og forsigtige tegnestil lader sig dårligt oversætte til gravure, og resultatet er en seddelserie, der kun er ganske lidt mere mindeværdig end et blankt stykke papir.


Kaspar Bonnéns alt andet end kedelige bud nye danske pengesedler. Et modigt andenpladsforslag forkastet af en alt for forsigtig Nationalbank.



Karin Birgitte Lunds oprindelige vinderforslag, som siden blev modificeret.

Broer - hvor kedeligt
Men lad os tage det fra en ende af: Først er der valget af broerne som overordnet tema. Jeg
synes, det både er banalt og fortærsket. Broen som symbol på alt muligt er mildt sagt set før - og figurerer endda på Eurosedlerne, hvilket burde være grund nok til at fravælge dem. EU har aldrig haft en heldig hånd med symboler. Men når nu broerne er givet fra Nationalbankens side, kunne man i det mindste vise dem på en interessant måde. Det er desværre ikke tilfældet - alle motiver præsenteres på en banal måde som postkort fra en kedelig fortid. Det er, som om holdet bag seddelserien har fået gummiarme i løbet af arbejdet med sedlerne. I hvert fald kan man se, at det oprindelige konkurrenceforslag havde langt mere saft og kraft end det resultat, vi nu præsenteres for. Kompositorisk er det, som om sedlen skøjter i alle retninger uden at kunne samle sig om at blive en helhed. Man har valgt et åbent og udetaljeret udtryk, der med en præcis komposition KUNNE byde på et moderne udtryk som modvægt til pengesedlernes historiske filigrannatur - men desværre: Den asymmetriske komposition savner spænding, og de to hovedelementer - broen og tallet - står lidt forkølet og hoster til hinanden uden at få gang i en "broduktiv" samtale, så selv Limfjorden med den dejlige ø Mors virker lige så kedelig som en søndag eftermiddag i gråvejr. Bagsiden med oldtidsfund og et umådeligt blegt kort, hvor man er i tvivl om figur/grund-forholdet er om muligt endnu mere trist. Geografisk er der ingen mennesker, der ikke er danskere (og fra den tid hvor man stadig havde geografi i skolen), der kan placere, hvor kortudsnittet er fra. Og endelig mangler sedlen fuldstændig detaljer, der kunne løfte den ind i værdipapirenes sfære. Man har således droppet den traditionelle guillocheornamentik - selv som en hilsen til fortiden, der ellers er så stærkt til stede i seddelserien.

Men bevares. Der er da også pæne ting at sige: Den er flot trykt, de sikkerhedsgrafiske tricks er imponerende, og den specialtegnede skrift ved Steen Ejlers og tegnestuen Pleks er nydelig - en ærkedansk skrift med hilsner til skrifttegningens oldnordiske kæmper og et listigt bølgemønster. Ærgerligt, at man ikke har kunnet mønstre den samme formvilje i arbejdet med sedlens komposition og øvrige udtryk.

En bro indad og bagud
Man sidder tilbage og ærgrer sig over, at komiteen ikke havde modet til at bearbejde Kaspar Bonnéns forslag, der bogstavelig talt kunne have dannet en bro til nutiden. Som seddelserien ser ud nu, repræsenterer den en tidslomme, hvor alt peger indad og bagud - en lidt deprimerende status her ved afslutningen på det første årti i globaliseringens tidsalder. Hvis denne seddelserie også holder de ti til tyve år, der er normen, bliver det sikkert den sidste danske serie, inden vi går over til Euroen. Og hvis det holder stik, er den gode nyhed, at Nationalbanken med de nye sedler har gjort sit til, at savnet til den tid ikke bliver for stort.