Employer branding: Det perfekte match?

Employer branding har fundet sin berettigelse i et samfund, hvor arbejdspladsen er blevet en mærkevare som ethvert andet produkt. Tesen er, at gode lønninger og spændende arbejdsopgaver ikke længere er nok til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. For at afhjælpe dette problem vælger nogle virksomheder at beskæftige sig aktivt med deres employer brand.

I jagten på et teoretisk grundlag for employer branding diskuterer jeg teorier om, hvad der tiltrækker og fastholder medarbejdere. På baggrund heraf, argumenterer jeg for, at det perfekte match mellem
virksomhed og ansøger er et match i ansøgerens personlige værdier og virksomhedens værdier. Idag har stort set alle virksomheder et nedfældet værdigrundlag, men problemet er, at disse
værdigrundlag er stort set enslydende i danske virksomheder. Jeg mener, at værdigrundlaget bør sættes i spil og benyttes som en aktiv brik, når nye medarbejdere skal tiltrækkes og fastholdes. Dette kan f.eks. gøres ved at lade medarbejderne få ejerskab i værdigrundlaget og jævnligt tage det op til revision.

 

Arbejdet med employer branding kræver derfor ikke nødvendigvis nye udtryksformer. I stedet kan virksomhederne benytte sig af det værdigrundlag, de allerede har, ved at gøre det til et realistisk
værdigrundlag, der afspejler virksomhedens reelle værdier. Således kan jobkandidaten, når han læser virksomhedens værdigrundlag, danne sig et reelt indtryk af, hvilken kultur virksomheden
besidder. Herigennem får virksomheden et mere kvalificeret ansøgerudvalg og kan lettere vælge den rette kandidat til jobbet. Dermed vil arbejdet med værdigrundlaget eksternt optimere
rekrutteringsprocessen og internt medvirke til at fastholde og motivere nuværende medarbejdere.

 

Med dette speciale har jeg ønsket at sætte fokus på employer branding i dagens Danmark og påvist, at dette bl.a. kan gøres ved at sætte virksomhedens værdigrundlag i spil. Ved at ibrugtage det
kommunikationsredskab, der allerede foreligger i form af værdigrundlaget, kan virksomhederne optimere deres rekruttering og fastholde de medarbejdere, der allerede er en del af kulturen. Dermed bliver værdigrundlaget et brugbart signal om virksomhedens kultur i modsætning til den pyntegenstand, det mest af alt ligner i dag.

 

 Læs specialet her

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også