Hvad har været dit mål med forskningsprojektet?

Mit fokus har været et meget klassisk spørgsmål i nyhedssociologien, nemlig hvordan nyhedsværdier konstrueres i journalistisk praksis. Jeg har været interesseret i at finde ud af, hvilke kriterier journalister anvender, når de skal vurdere, om noget er nyhedsværdigt – og altså værdigt til at komme i avisen eller på tv.

Nyhedskriterierne kan ikke alene forklare nyhedsudvælgelsen

En af hovedkonklusionerne i din afhandling er, at de journalistiske nyhedskriterier ikke alene kan forklare nyhedsudvælgelsen. Hvad forklarer så nyhedsudvælgelsen?

Det, jeg først og fremmest opponerer imod, er, at både journalister, journalistiske lærebøger og senest Magtudredningen giver de fem nyhedskriterier så stor forklaringskraft. Nyhedskriterierne er begreber som aktualitet, væsentlighed, identifikation, konflikt og sensation. De forklarer imidlertid meget lidt i sig selv, og derfor skal man passe på med at give disse begreber for stor forklaringsmagt. Eksempelvis vil der være meget stor forskel på, hvordan en journalist tolker kriteriet ’væsentlighed’, alt efter om han er ansat hos Ekstra Bladet, Woman eller Information.

Nyhedskriterierne fungerer som det, jeg i afhandlingen kalder ’ortodoksier’, det vil sige som en del af journalistikkens selvfølgeligheder. De optræder som vedtagne sandheder blandt journalister, men det er sandheder, man ofte glemmer at sætte spørgsmålstegn ved, og med denne afhandling har jeg ønsket at kradse lidt i lakken. Det vil sige, jeg har forsøgt at sætte ord på det, som normalt ikke siges og diskuteres inden for det journalistiske felt.

En af de ting, der ikke normalt beskrives, når man taler om nyhedskriterer, er eksempelvis, at journalistens mulighed for at positionere sig i forhold til andre medier er en vigtig faktor i nyhedsudvælgelsen.

Nyhedsudvælgelse handler om positionering

Hvis nyhedskriterierne ikke kan bruges til at forklare nyhedsudvælgelse, hvordan kan man så forklare de journalistiske valg?

Nyhedskriterierne kan stadig bruges, men min pointe er, at de ikke kan stå alene. Nyhedskriterierne fungerer altid i et socialt rum, og hvis man ikke inddrager dette sociale rum i beskrivelsen af journalistisk praksis og i teorierne om nyhedskriterier, så kan nyhedskriterierne ikke bruges til at forklare ret meget.

Den traditionelle teori om nyhedskriterier tager udgangspunkt i selve begivenheden. Her måler man, om selve begivenheden har karakteristika som: væsentlighed, identifikation, aktualitet osv. Men ingen af disse teorier er helt i stand til at beskrive virkeligheden, fordi de lukker af for det sociale rum, som nyhedsudvælgelsen foregår i. Det er min påstand, at eksempelvis nyhedskriteriet ’væsentlighed’ ikke bare drejer sig om, hvorvidt en konkret begivenhed i sig selv er væsentlig. Væsentlighed måles også i forhold til de konkurrenter, en journalist og et medie positionerer sig i forhold til; om disse konkurrenter har eller ikke har skrevet om begivenheden i forvejen. Det er sjældent, at nyhedsjournalistikkens sociale rum bliver undersøgt, men udvælgelse af nyhedshistorier handler faktisk i høj grad om positionering og om netop dette sociale rum.

Det sjette nyhedskriterium

Kunne du uddybe begrebet ’positionering’? Hvem er det, medierne positionerer sig i forhold til, og hvordan gør de det helt konkret?

Med positionering mener jeg, at når journalister udvælger historier, positionerer de sig samtidig i forhold til konkurrenterne – både konkurrerende journalister og medier. En måde at positionere sig på er fx at bringe solohistorier, som det enkelte medie og den enkelte journalist selv har ”gravet frem”.

Derfor ser vi en voldsom jagt på det eksklusive: Eksklusive historier, eksklusive vinkler, eksklusive kilder. Faktisk mener jeg, at man kan tale om et sjette journalistisk nyhedskriterium, som fungerer ved siden af de fem gamle nyhedskriterier. Jeg har kaldt dette kriterium: eksklusivitetskriteriet.

Eksklusivitetskriteriet er et biprodukt af, at nyheder skal positionere journalister og medier i forhold til hinanden. Og derfor mener jeg, at det giver god mening at tale om et sjette nyhedskriterium, som handler om, at journalisterne og medierne har deres egne historier –

solohistorierne – hvor det handler om at blive citeret i alle andre medier og sætte dagsorden for debatten.

Og jeg mener, at man i den forbindelse skal være opmærksom på den fare, som kan være forbundet med at give dette kriterium alt for stor magt i den daglige praksis. Hvis jagten på det eksklusive bliver så dominerende, at journalisterne i bestræbelserne på at nå forsiden måske glemmer de andre nyhedskriterier eller deres journalistiske professionalisme, som fx ordentlig kildekritik, så kan det blive problematisk.

Historier til gavn for journalisten eller offentligheden?

I afhandlingen bruger du netop en del tid på at understrege det problematiske ved eksklusivitetskriteriet. Hvori består problemet?

På den ene side er det problematisk, hvis idealet om solo-historier fylder så meget i hverdagen, at det bliver på bekostning af at gå i dybden med fælleshistorier. Blot fordi der ikke er intern prestige i at lave fælleshistorier, betyder det jo ikke, at de er uvæsentlige – måske tværtimod.

På den anden side kan vi jo heller ikke undvære den gravende, opsøgende journalistik, der traditionelt producerer solo-historier.

Når vi taler om kæmpe solo-historier, som B.T.s afdækning af Brixtofte-historien, er det selvfølgelig oplagt, at det både tjener offentligheden, og at det giver høj intern prestige. Men når vi taler om de mange små egen-historier og egen-vinkler i medierne hver dag, vil jeg godt spørge, om det ikke handler mere om nogle interne journalistiske idealer, end det tjener en demokratisk offentlighed?

Hvis en journalist stopper op, efter at have hørt om min afhandling, og spørger sig selv: ”Er den her historie vigtig, fordi den giver mig intern anerkendelse og prestige hos andre journalister? Eller er den her historie vigtig, fordi den giver mine læsere/lyttere/seere eller offentligheden noget” – så vil jeg være meget glad.

Feltarbejdet giver nye muligheder for forskeren

Hvad er det ved din undersøgelsesmetode, som har betydet, at du har kunnet give os en viden, som vi ikke før har haft? Det er vel første gang siden 70’erne, at nogen føjer nye nyhedskriterier til listen?

Min metode har været nyhedsetnografi, det vil sige feltarbejde på nyhedsredaktioner, hvor man som forsker følger journalisterne og dagligdagen på en redaktion over en længere periode og interviewer journalisterne undervejs. I dette tilfælde har jeg opholdt mig hos TV Avisen på DR1 i to måneder og hos TV2 Nyhederne i en måned.

Man kan tilføje, at når medieforskningen benytter sig af forskellige indholdsanalyser af medieprodukter, kan man i sagens natur kun sige noget om de historier, der bliver valgt til af journalisterne. Mulighederne ved at bruge denne metode i stedet, hvor forskeren opholder sig over længere tid blandt journalisterne og observerer dem, mens de arbejder, er, at man pludselig får mulighed for at se, hvilke historier journalisterne ikke vælger. Og man får et indblik i, hvorfor nogle historier vælges til, og hvorfor nogle vælges fra. Via de lange perioder med feltarbejde har jeg desuden haft god mulighed for at komme tæt på journalisternes professionelle værdier og deres hverdagskultur. Og denne tætte relation til journalisterne har bl.a. givet mig mulighed for at udpege eksklusivitetskriteriet; et kriterium, som ikke normalt italesættes som et nyhedskriterium, men som har stor indflydelse på journalisternes valg af historier.

Forskningsprojektet italesætter tavs viden – som forskning skal

Et vigtigt nyt element i Ida Schultz’ forskning inden for nyhedsjournalistik er understregningen af og bevisførelsen for, at nyhedskonstruktion i højere grad handler om journalistikkens sociale rum, end det handler om kriterier, der som formler kan forklare journalisters til- og fravalg af potentielle historier.

Det understreges i afhandlingen, hvordan danske medier måler sig på et ”solo-barometer”, og hvordan nyhedsarbejde i meget høj grad handler om positionering. Historier positioneres i forhold til nyhedsbilledet, journalister positionerer sig i forhold til andre journalister, og nyhedsmedierne positionerer sig i forhold til hinanden.

Disse forhold vil mange journalister sikkert kunne nikke genkendende til. Det er imidlertid ikke en indikation af, at denne forskning ikke er ny og relevant. Det er derimod en indikation på, at Schultz har formået at sætte ord på journalisternes tavse viden.

En journalist ville ikke have kunnet beskrive forholdene, som Schultz gør i afhandlingen. Det kræver en kulturel outsider at kunne italesætte en kulturs tavse viden, og det har Schultz gjort. En så grundig analyse af journalistikkens logikker og tavse viden er ikke set i Danmark siden 70’erne og ”Ikke et ord om ytringsfrihed”.

Ida Schultz forsvarer sin ph.d.-afhandling fredag den 27. januar,

kl.13 på RUC, Biografen 41.1.

 Se mere på http://www.ruc.dk/jour/Ph.d.-forsvar/

Ph.d.-projektet er finansieret af forskningsnetværket Modinet (Medier og Demokrati i netværkssamfundet) www.modinet.dk