Ego-Surfing i det virtuelle ocean

Søgemaskinen ’Google’ omfatter mere end 3 milliarder netsider. Millioner af mennesker bruger søgemaskinen hver dag. Normalt søger de på almindelige navne og kategorier som ’kommunikation’, ’identitet’, ’Superbowl’ eller ’Janet Jackson’. Men af og til sniger nogle sig til at Ego-surfe, altså til at søge på sig selv. Det kildrer i maven når du gør det.

Normalt søger man efter informationer som ikke har nogen direkte relation til én selv, og derfor gør man det med kølig distance: Der er en konkret information man skal have, og når man har fundet den, er man tilfreds. Men når du søger på dig selv, er der noget fuldstændigt andet på spil. Fokus samler sig i et enkelt nærværende og konkret brændpunkt: Dig selv. Søgemaskinens lyskegle strejfer blandt alle tre milliarder netsider, kun for at finde dig. Du er midtpunktet, og cyberspace drejer sig om dig. Eet spørgsmål skal nu besvares: Hvem er du?

Virtuel identitet
Forfatteren Svend Aage Madsen mener at alle moderne mennesker har 36 forskellige personligheder - mindst. Een af dem er din virtuelle identitet. Godt nok består den kun af nuller og et-taller, men den kunne meget vel være den vigtigste af dem alle. Vores verden er en elektronisk verden, hvor sansninger, tanker, følelser, tale, billeder og lyde kodes elektronisk, så det er lettere at dele det med samtiden og fremtiden. Du er en del af denne elektroniske virkelighed hvad enten du ønsker det eller ej. Du har en elektronisk identitet.

Cyber-reputation
Når folk Ego-surfer er det for at afdække deres ’cyber-reputation’. Hvem er du, hvad kan du, figurerer du på de rigtige sites, skriver de rigtige det rigtige om dig? Der er både et element af fornuft og narcissisme i Ego-surfing. Det fornuftige består i at man ved at holde sig opdateret på sin virtuelle identitet kan beskytte sin intellektuelle ejendom eller i hvert fald være klar over hvem der eventuelt måtte stjæle den. Desuden holder man sig underrettet om kritik og omtale af sin person og får således et udgangspunkt for aktivt at påvirke konstruktionen af sin virtuelle identitet. Det narcissistiske består selvfølgelig i at man holder internettet op foran sig som et spejl, betragter sig selv og kæler lidt for sit ego. Behovet for selvrefleksion er steget voldsomt med overgangen fra det traditionelle samfund til det moderne og senmoderne samfund, og det er interessant at bemærke hvordan dette behov har udviklet sig proportionalt med den teknologiske mulighed for selvrefleksion. En teknologisk mulighed der indtil videre topper med Google’s fantastiske kapacitet og hastighed.

Søg på din date
Ego-surfing er altså både fornuftigt og interessant. Det kan imidlertid også være ganske interessant og afslørende at søge på sine dates, venner, familie og kærester. Politikens netavis (onsdag den 4. februar 2004) fortæller således historien om en date der endte noget uventet for den ene part. Kort fortalt havde en kvinde en date med en mand som hun havde mødt. Kvinden ønskede at kende til hans rygte før hun gik ud med ham, og søgte derfor på hans navn. Google-søgning viste at manden var efterlyst for at have lænset et restaureringsprojekt for en million kroner, og da aftenen for date’en oprandt, var det ikke kvinden, men FBI der tog imod den charmerende svindler.

Demokratisk kakofoni
Men Ego-surfing handler ikke kun om afsløring af egen og andres identitet; det handler også om anerkendelse og indflydelse. Antal hits på en Google-søgning er efterhånden blevet et etableret parameter for hvor vigtig du er. Hvis du får 6.512 hits, er du dobbelt så vigtig en person som kun får 3.256 hits. Der er således en tendens til en ny form for tildeling af social anseelse og indflydelse i samfundet. Ligesom i et demokrati afhænger indflydelsen af antallet af stemmer, men valget sker ikke på skoler og i forsamlingshuse, og resultatet følges ikke efterfølgende på fjernsyn. Valget sker hele tiden, det finder sted i cyberspace, og resultatet aflæses på Google. Eet hit, een stemme. Cyberspace’s egen demokratiske kakofoni.

'Googlewhacking'
Ego-surfing er dog allerede et gammelt fænomen. Den nyeste udvikling indenfor mærkelige søgninger på internettet hedder ’Googlewhacking’. Hvis du ikke ved hvad det er, så ved du sikkert hvor du kan finde ud af det. Svaret er Google.




Søgetip Hvis du ønsker at undgå at din Ego-søgning giver dig uvedkommende resultater, skal du sætte dit navn i anførselstegn. På den måde får du kun resultater hvor fornavn, eventuelle mellemnavne og efternavn optræder samlet.

Angående popularitet Alle resultater af en søgning ordnes efter popularitet ud fra, hvor mange andre hjemmesider der har henvisninger til den, og igen hvor mange der henviser til de hjemmesider således at en henvisning fra Financial Times' hjemmeside vejer tungere end et hjemmestrikket familie-site. Alt sammen beregnet gennem indviklede logaritmer der rangerer siderne efter vigtighed, og understøttet af en af verdens største computerbaser. (Fra Politikens netavis, 26. december 2002).

Links til net-crawlers der egner sig til Ego-surfing:

www.Google.com
www.Altavista.com
www.Yahoo.com
www.AlltheWeb.com
www.HotBot.com
www.Excite.com
www.Googlism.com - Giver dig Google’s bud på din virtuelle identitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også