Efter Thorning og Espersen: Fri os for gravhund-faktoren

Skrevet af

Christian Kock
Professor

43 artikler

0 indlæg

Den politiske journalistik har fundet sit eget svar på ugebladenes tåbelige interesse for Prins Henriks gravhunde: De såkaldte sager om Thorning-Schmidts skat, Espersens ferier, Mette Frederiksen og hendes datters privatskole – og før dem Naser Khaders stakit, Løkkes bilag, Thor Pedersens bopæle, Henriette Kjærs mands økonomi. Disse sager har fået en mediedækning, der i omfang og karakter er gået over gevind. Karaktermords-journalistikken repræsenterer et forældet nyhedsbegreb, der vil formidle politik ved at granske de politiske lederes fortid og personlige levned.

Politikkens transformation til overfladiske udtryk og pseudo-sager. Her udsnit af Ekstra Bladets forside mandag den 2. august 2010

 

Medierne synes at mene, at politikernes personer og deres personlige handel og vandel er det altafgørende vigtige i politik, og politiske kommentatorer bakker op og siger gerne noget i retning af, at 'det kan godt være, at den socialdemokratiske partileder Helle Thorning-Schmidtikke har gjort noget galt skattemæssigt, men det afgørende er, hvilket indtryk vælgerne sidder tilbage med' – og mere af samme slags.

 

Men måske har kommentatorerne forregnet sig med hensyn til, hvad 'vælgerne' finder vigtigt. Og hvis de skulle have ret, har jeg det kætterske og umoderne synspunkt, at kommunikationsfolk og politiske journalister godt kunne påtage sig en 'pædagogisk' funktion og sige noget om, hvad medierne og vælgerne burde interessere sig mere for – nemlig de politiske problemer, planer og argumenter. Det ville kræve, at politisk journalistik blev noget dygtigere til at gøre disse ting interessante og forståelige.

 

’Så lidt forstår folk, og så overfladisk dømmer de’

Jeg benægter ikke, at politikernes personer og politisk troværdighed er vigtige, og at Thorning har skadet sin troværdighed med denne affære, men jeg mener stadig, at journalister og andre kommunikationsfolk har et ansvar for at styre opmærksomheden hen på forhold af større vægt og betydning end dem, jeg begyndte med at remse op. Det er nedslående, når kommunikationseksperter synes, at essensen af deres fag er et budskab om, at 'så lidt forstår folk, og så overfladisk dømmer de'.

De (vi) kunne i alles interesse satse mere på at formidle forståelse af de forhold som betyder mest for den enkeltes/landets/verdens fremtid. Hvis de er 'kedelige', er det en kommunikatørs opgave at gøre dem interessante. Hvis de er svært forståelige, ligger der en professionel udfordring dér. Den dominerende satsning på afslørings- eller karaktermordsjournalistik repræsenterer et forældet begreb om, hvad nyhedsmedier kan og skal –nemlig at de overvejende skal bryde døgnets hotte nyheder og formidle politik ved at granske de politiske lederes fortid og personlige levned.

 

Stephens danske nætter er ikke danmarkshistoriske

Interessant nok har B.T., der jo leder jagten på Thorning, for længst erkendt, at avisens egen overlevelse snarere må bero på, at man formidler indsigt i noget af væsentlig betydning for læserne, også selvom det ikke just er hotte nyheder: Det ser vi bladets store satsning på at rådgive og formidle skrive om vores personlige helse. En tilsvarende vinkling kunne tiltrænges, når det gælder Danmark og verden som fællesskaber: Hvad er de vigtige emner for vores fælles overlevelse i fremtiden? Hint: Det er ikke, hvor mange nætter Stephen Kinnock sover om året på Østerbro.

 

Men selvfølgelig skal medierne også interessere sig for de politiske lederes personlige forhold. Det er et spørgsmål om proportioner. Også på dette felt, uanset at dets betydning er ret så sekundær, kunne må man så ønske sig, at vi fik troværdig og indsigtsbringende information. Desværre har kvaliteten af mediernes faktajournalistik omkring Thornings og ægtemandens skatteproblem hovedsagelig været af discount-kvalitet. Fra starten var de forskellige citerede 'ekspert'-vurderinger af ægteparrets skatteforhold vildt modstridende. Det styrkede fornemmelsen af, at hvis et medie kan få en person med en dertil egnet titel til at sige det, som det pågældende medie gerne vil høre, så fremføres den udtalelse som autoritativ. (Det foregår i praksis ofte på den måde, at mediet forsøger at lægge den pågældende betitlede person udtalelsen i munden med spørgsmål som "Kan man sige at ... ?" - dette bygget på egen erfaring.)

 

Ekspertudsagn ad absurdum

Hvad kriteriet for skattepligtighed i Danmark skulle være, og hvor en eventuel grænse skulle gå, syntes f.eks. ifølge de citerede eksperters udsagn fra gang til gang at være noget ganske uklart og vidt forskelligt. udflydende kan den danske skattelovgivning ikke være. Hvad skulle der dog være i vejen for at et medie kunne gengive de relevante bestemmelser i love og andre retskilder, så interesserede læsere havde en chance for at forstå og bedømme sagen selv? Her er en vidt udbredt mangel ved vore mediers omtale af retlige forhold som f.eks. love, domme o.l.: Hvad der gælder, og hvorfor, antages gerne at være fuldstændig uforståeligt og umuligt at forklare, og i stedet får vi en håndplukket eksperts uforgribelige mening, men uden noget om, hvad han eller hun bygger den på.

 

Åbenlyst gådefulde og selvmodsigende udsagn og forhold får ofte lov at stå uantastet og uforklaret. F.eks. sagde Helle Thorning i begyndelsen af skatteaffæren at man ikke selv kan bestemme hvor man vil betale skat, men pludselig hed det at hun og manden havde bestemt sig for også at betale skat i Danmark. Hvad er mon meningen med det, hvis man ikke selv kan bestemme, hvor man vil betale skat? Og det kan man vel ikke? Jeg hørte ingen journalister stille de spørgsmål.

 

Latterlige regnefejl og generaliseringer

I den forløbne uge har vi set TV 2 Nyhederne udregne, at hvis Thornings mand var hjemme fra fredag til mandag hver uge året rundt, ville det blive til 204 dage om året. Men selv ikke den mest griske hotelvært ville have forsøgt sig med sådan en udregning. Ankomst fredag, afrejse mandag, det er og bliver tre dage. Ganget med 52 er det 156 dage. Og så videre og så videre. Generelt har fakta-kvaliteten i Thorning-reportagerne været i bund, mens interessen for hvordan det hele virker på vælgerne, har været enerådende - ud fra en tankegang om, at de ikke gider reel faktaformidling, men i stedet reagerer på meget overfladiske signaler.

 

1. august var Jyllands-Postens Christine Cordsen i TV-Avisen for at kommentere udenrigsminister Lene Espersens hjemvenden fra en kritiseret familieferie i Italien. Man så i indslaget Espersen forsvare sig med, at de tre foregående udenrigsministre også har meldt fra til de tilsvarende møder - uden at blive kølhalet for det. Cordsen udlagde nu dette som en ændret "strategi" fra regeringstoppens side, men mente at det ikke alene var nok til at vende Espersens nedtur i folkets gunst.

 

Det er en typisk attitude fra en politisk kommentator. Man ser alene på, hvad man tror er vælgernes mening om en politikers 'performance' - som om vælgerne havde én mening, og som om kommentatorens udsagn om vælgernes mening var andet end rent gætteri. Man leverer derimod ingen stillingtagen til om et argument er godt eller dårligt, som argument betragtet. Mig forekommer Espersens argument at være ganske godt, og jeg undrer mig over, at medierne (mig bekendt) ikke selv har lagt det frem.

 

Den politiske journalistiks 3 fejl

I Thorning- og Espersen-eksemplerne ser vi nogle centrale træk ved, hvordan den politiske journalistik og især den grasserende "kommentator"-virksomhed har udviklet sig:

 

1. Gravhund-fejlen

Politik forstås i den politiske journalistik overvejende som de ledende politiske personers gerninger, og især deres personlige handel og vandel uden for selve det politiske arbejde med love og beslutninger – derunder deres ægtefællers og børns og andre pårørendes forhold (og for prins Henriks vedkommende, gravhundes). Frem for alt er det interessant, hvis ledende politikere kan anklages for et eller andet. Ikke for deres nuværende eller planlagte politik, og endnu mindre for deres argumentation for denne politik, men derimod for deres påståede fortidige forsyndelser i privatsfæren.

 

2. Vælger-generaliseringen

Dette fokus på påståede fortidige private forsyndelser skyldes en formodning i den politiske journalistik om, at dét er, hvad vælgerne (læserne/seerne) interesserer sig for og forstår. Vælgerne (sådan lyder den underforståede teori) bedømmer alene politik ud fra personerne; og dem bedømmer de alene ud fra deres mediefremtræden (dvs. korte glimt af sekunder eller få minutters varighed), samt ud fra personlige levned og forsyndelser.

 

3. Kommentatorernes overflade-fejl

Politiske kommentatorer mener at vide, at det er sådan som beskrevet under (2), og de mener også at vide, hvad for en dom vælgerne til enhver tid fælder over politikerne på det beskrevne, spinkle grundlag. Det er en del af teorien, at vælgerne ikke er tilstrækkelig interesserede eller tænksomme til at bedømme politikerne og dermed politik, ud fra andet end hurtigt opståede indtryk af politikernes mediefremtræden og det, man kan få at 'vide' fra medierne om deres personlige levned. Deraf følger igen, at faktorer som politikernes politik i forhold til verdens og landets problemer, samt deres argumenter for denne politik, betragtes som relativt ligegyldige for vælgerne - og dermed for medierne. Vælgerne er bare ikke interesserede i politiske problemer, planer og argumenter, og for så vidt angår politikerne som personer og deres personlige gerninger er de heller ikke interesserede i præcis faktuel udredning af, hvad der er tilfældet, men går alene efter det umiddelbare, overfladiske indtryk, der bliver hængende efter korte performances i medierne. Det er i hvert fald, hvad vi har hørt flere af de sædvanlige kommenterende eksperter, f.eks. Troels Mylenberg, forklare inden for den seneste uges tid.

 

Nok er nok

Det er min mening, at kommunikationsfolk (som dem der læser nærværende medie) bør se sig selv i spejlet og spørge, om de skal være med til at understøtte disse opfattelser – eller om de skal prøve at rokke ved dem. Der er nok nogle korn af sandhed i dem, f.eks. at vi mennesker har en naturlig trang til at høre om andre mennesker, om deres personlige forhold og kampe og ikke mindst deres synder. Det er i høj grad derfor, vi læser romaner og ser film. Det er også naturligt at vi i forhold til journalistik om politik drages af den art stof. Men det er lige så utvivlsomt forkert, at det er den slags stof vi alene ønsker om politik, eller bare at det er den slags, vi primært ønsker, i de mængder vi har set denne sommer. Eller at alle mediernes brugere er draget af den slags stof i lige høj grad. Der er med sikkerhed en betydelig del af vælgerkorpset, der synes, at nok er nok - og at der er for lidt af det politiske stof, der faktisk handler om politik. Politik forstået ikke som de politiske personers skjulte gerninger, men som de problemer, vi sammen står over for, det vi kan overveje at gøre ved dem, og de grunde der taler for og imod.

 

Disse vælgere og mediebrugere bliver svigtet af en journalistik, derunder kommentatorsnak, der følger dogmerne 1, 2 og 3. Vi skal være opmærksomme på, at det empiriske belæg for disse dogmer er spinkelt. Der er snarere tale om en slags populær overlevering i journaliststanden – en overlevering der formentlig tilfredsstiller journalister betydelig mere end deres publikum. Blandt andet fordi troen på dogme 1, 2 og 3 tillader selv en grøn journalist at optræde med en art 'ekspertise', der kunne være trukket i en automat og ikke behøver inkludere kendskab til de politiske problemers substans.

Relaterede artikler

Helles mand - Han er et zoon politicon, statskundskaber, tidligere DSU-formand, toprådgiver i LO og så har han skrevet flere af de tal...
Fra nordjysk blondine til skrap moster - Det Konservative Folkeparti kortsluttede i går endelig alle de ganske langvarige spekulationer om, hvem der bliver parti...
Hør selv: Varme Villy er cool - Villy Søvndal er cool, Helle Thorning-Schmidt er det ikke. Hvorfor? En sprogpsykologisk analyse giver forklaringen. Hell...
Rokaden: Glem alt om saglighed - Det kan virke rystende usagligt, men er betingelsen i politikkens verden af usaglighed og kvoter: Ministerposter tildele...
Co-brandet Lars & Lene - Danmark har fået et borgerligt regentpar, Lars & Lene. Statsminister Lars med interesse for forskellige former for hjeml...
Hvem er inden i Helle? - Helle Thorning-Schmidt vil være cool – og statsminister. Det første lykkes hende næsten for godt. Hun er vel det nærmest...
Møllestenen om Socialdemokraternes hals - Stephen Kinnock kan vise sig at være en ubærlig belastning for Helle Thornings-Schmidts statsministerielle kandidatur. M...
Borgerbashing er det nye sort - Har man ikke et ansvar som folketingsmedlem for at fremme et sobert offentligt debatklima og respektere almindelige borg...

Giv din stemme

47 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

49 JOB

Praktikant

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 25. marts

Praktikant

Frist: 4. april

Kommunikations- og kampagnechef

Frist: 31. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.