Det har længe været god latin i danske IT-kredse og blandt politikere, at se Silicon Valley som det ideale forbillede for en dansk IT- og bioteknologisk udviklingstrategi. Målet har været at skabe nogle få klyngemiljøer, hvor statslige institutioner, universiteter, private IT- og biotek-virksomheder, risikovillige investorer og kreative studerende mødtes i forventning om at den stadige recirkulation gennem vekslende netværk ville udløse helt uforudsigelige, men fuldt forsvarlige synergieffekter. Der var et punkt, der ikke kunne efterlignes. Silicon Valley opstod helt uplanlagt. Det var baseret på løse netværk og skiftende relationer mellem risikovillige investorer (oftest fra New York), nye management filosofier, 68-anarkistiske, kreative nørder og handelstalenter i et område med flere af verdens førende universiteter indenfor få timers afstand i et multietnisk og multikulturelt miljø. En dansk efterligning måtte derimod blive resultat af en planlagt, nykorporativ bestræbelse baseret på en alliance mellem statslige og kommercielle branche-interesser, der skulle arbejde med relativ små finansielle og forskningsmsæssige ressourcer. Man var samtidig henvist til at etablere disse klynger i et rimeligt selvtilstrækkeligt, kulturelt homogent land, der måske nok var moderne, men i en meget småborgerlig version, hvor man kom langt ved blot at citere janteloven. Den kreative gründerkultur, der uden videre statslig deltagelse tiltrak den investeringsvillige kapital i USA, skulle i Danmark først skabes.

Det er genmem de sidste fem-ti år lykkedes at vinde forståelse for klyngemodellen og værdien af at styrke iværksætterkulturen. Det er også i nogen grad lykkedes at samle kræfterne omkring ganske få innovative vækstcentre med Øresundsregionsplanerne som kronjuvel. Her er status dog mere uklar. På den ene side er der investeret mange statslige ressourcer, ligesom det også er lykkedes at give unge, kommende studerende, det(nu måske fejlagtige) indtryk,at det er her det sner. Når det derimod gælder risikovillig kapital og tiltrækningen af de lidt tungere erhvervs-virksomheder, ser regnskabet ikke helt så godt ud, og noget tyder på, at det i de kommende år vil bliver mere og mere rødt.

I dag er al tale om en »ny økonomi«, der udvikler sig ved siden af den gamle og uden de samme kendte, indbyggede kriseårsager helt forstummet. Silicon Valleys økonomi ligger i ruiner. Massefyringer hører til dagens orden. Kun få ser det som et forbigående konjunkturfænomen.Det er lettere at finde forståelse for det synspunkt, at det er en hel epoke, IT-gründerperioden,der er slut. Således også for chefredaktøren af tidsskriftet Wired, Silicon Klondyke kulturens hovedtalerør. I en lille, og bemærkelsesværdigt tilbagetrukket, artikel i oktober nummeret 2002 (”Taking IT in the Glut", Wired 10.10.100) gør chefredaktøren op med den økonomiske filosofi bag Silicon Valley. Tele- og IT-branchens tro på en fortsat teknologidrevet innovation er fejlagtig. Man kan ikke vedvarende basere sig på antagelsen om, at det er udbuddet(den fortsatte blinde udbyden af nye it- og tele-ydelser) der skaber behovet.

Det er ikke kun betalingen af den dyre »sidste mil« fra den selvcentrerede IT- og telekommunikationsbranche ud til forbrugeren, der er et problem. Redaktøren nævner en række andre, hvoraf nogle mere har at gøre med amerikanske end europæiske forhold. Men krisen er fælles, og der er gode grunde til at formode, at det ikke blot handler om en nu kuldsejlet økonomisk grundantagelse. Det handler også om en fundamental fejlvurdering af forholdet mellem grænsesøgende teknologisk innovation - jagten på at gøre det umulige muligt - markedsmodning, brugsværdi og indholdsværdi. Eller anderledes sagt, den krise, der har ramt Silicon Valley, rammer ikke blot ideerne om en separat ny økonomi, den rammer også den bagvedliggende filosofi om konvergens og innovative klyngemiljøer omkring biotek og infotek. Silicon Valleys krise kan meget vel blive et kors for tanken om Øresundsregionen.

Klynge- og konvergensfilosofien bygger på ideen om at forkorte vejen fra innovation til marked ved at integrere forskellige fagkompetencer i kreative tværfaglige miljøer, der – tilsat passende doser venture kapital – formodes at udløse en mirakuløs synergi. Ideen bygger en serie af forbundne fejltagelser, hvoriblandt jeg vil fremhæve tre.

1) Venturekapital er troløs. Mens venturekapitalen i 80-erne og 90-erne i høj grad troede på Silicon Valley er denne tro i fag forsvundet. Man tror ikke længere, at den teknologiske innovation kan omsættes til kapitalværdi indenfor den tidssskala som venturekapitalen opererer med. Det er således selve modellen,der er i krise. Klyngemodellen bygger på en forkert forestilling om afstanden mellem innovation og markedsmodning.

2) Modellen er imidlertid ikke kun forkert fordi venturekapitalen ikke kan leve med modningstidens længde. Den er også forkert, fordi den tid, der kræves for at forvandle de principielt tilfældige, avantgarde teknikker til nyttige produkter, skal bruges på helt andre innovationsdynamikker. Denne modning kræver også et andet rum.

Modning af IT-produkter drejer sig ikke om at afprøve en skør ide, eller om at forbedre og forfine en ny dims eller modificere en given software. Det handler derimod om at definere brugs- og indholdsmæssige kritier for udvikling og implementering af IT i en bestemt sammenhæng og til et - eller flere - bestemte formål. Den type aktivitetet bliver ikke fremmet ved at foregå i et teknisk-eksperimentelt miljø, der er isoleret fra det omgivende samfund. Den kan tværtimod kun fremmes ved at udfolde sig i nær forbindelse med det miljø, hvori IT-anvendelsen skal finde sted.

Når det gælder IT er der brug for to forskellige typer modning. For det første skal teknologien (med den engelske sociolog Anthony Gidden's termer) indlejres i det ekspertsystem, hvori den skal bruges. Derved ændres ekspertsystemet og dette skal for det andet derfor også selv genindlejres i samfundet. Den manglende forståelse for disse modningsprocessers karakter er utvivlsomt en af hovedårsagerne til de vanskeligheder, der regelmæssigt sprænger alle større systemudviklingsprojekter. Det er til enhver tid brugerne, der definerer markedet og efterspørgslen. Men modningsprocesserne drejer sig ikke kun om at gøre produkterne »brugervenlige«, de drejer sig også om at modne, det indhold, der kan gøre dem meningsfulde. Det kræver, at det teknologiske potentiale bliver indordnet under og viderebehandlet af eller måske ligefrem helt nyudviklet ud fra andre faglige kompetencer.

Det er derfor sandsynligt at IT-udviklingen i de kommende år vil få sit tyngdepunkt i andre brancher og fagområder end IT-branchen og dens kernefag. Hvis IT-branchen kender sin besøgelsestid må den indstille sig på at tiderne igen er skiftet. Livet som strategisk avantgardeindustri er forbi, der kommer ikke flere store alt-gennemgribende IT-bølger som PC-bølgen i 80-erne og internetbølgen i 1990-erne, hvor vi alle sammen skulle have den samme nye hardware og software. Der kommer i stedet flere, mere differentierede IT-produkter der hver især har et mindre marked.

Man må omstille sig og blive serviceindustri for andre industrier, for offentlige myndigheder, og for det civile samfund. Vejen frem går ikke genmem konvergens, men gennem differentieret modning og selektion. Hvis man sætter det lidt på spidsen kan man sige, at vi i 1990-erne fulgte parolen »IT er godt, mere IT er bedre«, mens det i de kommende år drejer sig om at tage udgangspunkt i spørgsmålet om formålet og meningen med at bruge IT i en den ene eller anden sammenhæng. Det er f.eks. ikke rigtigt at e-handel i sig selv er godt, endsige bedre end andre former for handel. Spørgsmålet er derimod hvilke former for handel, der har mening i hvilke sammenhænge? Det er heller ikke rigtigt at IT er kuren mod sundhedssektorens sygdomme. Spørgsmålet er derimod hvordan sundhedssektoren kan forbedres på en sådan måde, at man opnår bedre behandling for samme investering. Der kan meget vel blive brug for at udvikle og integrere nye IT-systemer i den sammenhæng, men man må kende svaret på hvordan sundhedssektoren kan forbedres for at vide hvorledes disse IT-systemer skal udformes og indgå på en meningsfuld måde. For IT-branchen gælder det derfor nu om at erstatte de gyldne løfter med konkrete svar på spørgsmålet om hvordan et it-system kan udformes for at opfylde et givet specifikt formål?

Det er det rigtige spørgsmål, og når man først stiller det, kommer man uvægerligt til den konklusion, at svaret må beror på en forståelse af de processer, der tales om. Det er en af grundene til, at man skal være varsom med at tage udgangspunkt i et IT-perspektiv – som for eksempel »pervasive computing« - når man drøfter disse spørgsmål. IT og ikke mindst pervasive computing handler om digitialisering af lang række forskelligartede processer, der stiller vidt forskellig krav til modningsprocessernes indhold og forløb. Når man skal vurdere, hvor der skal satses, bør det foregå med udgangspunkt i den fagkyndighed, der findes om det pågældende område og ikke med udgangspunkt i de eksperimentelle IT-miljøers fantasier om at ændre vores adfærd fra ende til anden.

Der er fortsat brug for datalogiske IT-kompetencer, men der er endnu mere brug for IT-kompetencer er forankret i andre faglige udgangspunkter.IT handler sjældent kun om ting og konstruktion, det handler som oftest langt mere om kommunikation, mening og indhold. Dermed er vi fremme ved klynge- og konvergensfilsofiens tredje hovedfejl, nemlig ideen om den integrerede og institutionaliserede tværfaglighed.

3) Jeg er en mangeårig stærk tilhænger af tværfaglig forskning, undervisning og arbejdspraksis. Men det er ikke alle former for tværfaglighed, der er lige frugtbare. Nogle former er er ødelæggende.Da tværfaglighed forudsætter faglighed er det indlysende, at tværfaglig undervisning forudsætter at de studerende allerede har en faglig (stofligt forankret, metodisk) grundkompetence. I undervisningssammenhæng udgør klyngemodellen en højrisiko-zone, fordi man frister de studerende til at vælge vilkårlige krydskombinationer. Istedet for kandidater, der har en faglig overbygning på en grunduddannelse, risikerer man at få kandidater, der har fået to grunduddannelser og som derfor ikke har en professionel fagkyndighed. Det er en risiko for de studerende,som de dog heldigvis selv kan undvige, og hvis denne trafik griber om sig via den stigende modularisering af uddannelserne, kan det trods alt reguleres med forholdsvis simple politiske indgreb.

Klyngemodellen rummer imidlertid også en anden og mere subtilt indbygget risiko for erosion af fagkyndighed. Selv om mange opfatter en klynge som et netværk af forskellige faglige ingredienser, kan de i praksis kun kan realiseres med en enkelt faglighed i centrum, mens alle andre fagligheder kun kan eksistere i rudimentær form. Hvis alle de relevante fag skulle have lige udfoldelsesmuligheder indenfor klyngen, ville den antage nøjagtig de former og proportioner vi kender fra eksisterende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Den ville være alment defineret med langsigtede mål og kan derfor ikke fungere som strategisk redskab hverken for en erhervsgren eller for staten. Som strategisk redskab må klyngen defineres fagcentristisk, man må tro på netop dette eller hint teknologiske potentiale.

For Øresundsregionens vedkommende kommer man derfor til at vælge om man vil søge at blive en IT-centreret eller biotek-centreret klynge, man vil ikke kunne forfølge begge mål i ret lang tid, fordi de to kompetenceområder ikke fortsat vil udvikle sig i samme rytme og ikke vedvarende skabe indbyrdes synergi. Synergien mellem de to områder vil i bedste fald kun vare nogle få år, hvorefter hvert fagområde vil bevæge sig andre steder hen. Ikke kun venturekapitalen, men også forskningen, er troløs.

Da klyngeinstitutioner - til forskel fra rigtige universiteter - er fagcentristiske vil der være et dominerende fag, mens de fag, der søges indoptaget, bliver indoptaget i en beskåret og tillempet form, som del af et andet fags projekt og innovationsperspektiv. Det vil sige uden den frie fagudviklingsmulighed, der er forudsætningen for fri forskning. Klynger er derfor karakteriseret ved en særlig form for kortsigtet, instrumentel tværfaglighed, der meget let kan erodere den faglighed, der er fødegrundlaget.
Klyngestrategiens skadevirkning for forskningen afhænger af hvor mange midler, der tages fra de fag, der har deres egen udviklingsfrihed, og flyttes over på klyngeversionerne af de samme fag. Jo flere penge, der flyttes, jo stærkere erosion. Det er en fattig trøst, at fagcentristiske klynger af samme grund vil have begrænset levetid, ligesom alle klyngers mor, Siliklondyke, der fik godt 20 år som verdens centrum.

På Oxford Universitet åbnede man for nylig et nyt institut for internetforskning. Det er ikke en klynge og ikke engang et center, men et rigtig gammeldags institut baseret på afdelinger med hver deres faglige profil. Der blev talt meget om behovet for tværfaglighed og om behovet for at skabe et mødested mellem universitet, erhvervsliv og politikere.Det er en hindring, sagde man, at de tre miljøer omtalte hinanden så fjendtligt. Det er kun af akademisk interesse, siger man affærdigende til forskerne; det er ren politik og dermed dybt ukvalificeret siger man om politikerne; og om erhvervslivet, at de ikke har andet end penge i hovedet. Der er næppe tvivl om at den gensidige mistro er skadelig, som det blev slået fast af mange talere. Nok så interessant var det dog, at flere samtidig understregede, at der bag de uheldige fjendebilleder gemte sig en anden og meget værdifuld forskel, nemlig at de tre aktører har til opgave at arbejde med - og derfor tænke i - forskellige tidshorisonter. Mens erhvervsvirksomheden ikke overlever, hvis man ikke hele tiden har mindst det ene øje på årsregnskabet eller en måske endnu kortere termin, vil politikereren ikke overleve, hvis han ikke har det et ene øje rettet mod valgdagen, der højst ligger 3-4 år ude i fremtiden, hvorimod forskeren knapt kan fiksere et tidsmæssigt mål, og hvor man – i hvert fald på universiteterne – er nødt til at tænke fagudviklingen de 5-6 seks år frem som det tar at uddanne en kompetent kandidat. Det er trods alt et videnssamfund baseret på ekspertsystemer, vi vil have, ikke sandt?

Kunsten er ikke at eliminere disse grundlæggende forskelle, kunsten er at bevare dem ved samtidig at skabe de - nye? -kommunikationslinjer, der tillader dialog mellem parterne.På Oxford talte man mest om politikere, erhvervsliv og akademikere og ikke så meget om det civile samfund, men det man jo godt gøre i Danmark.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til at vende kajakken og opgive drømmen om den store konvergens omkring de seneste kreative IT-visioner. Hvorfor ikke erkende, at hver ting tar sin tid, og at samfundet, ikke mindst anført af staten, må udforme en IT-politik der tager udgangspunkt i samfundets bredspektrede interesser og behov og ikke forveksler disse med IT-branchens. De vil os det godt, ingen tvivl om det, men de er bare ikke ret gode til det. Jeg kender ingen anden branche, der gennem så mange år har kunnet forsyne hele samfundet med så mange ufærdige og fejlbehæftede redskaber og kommunikationsmedier, og ingen anden branche der kan opvise så mange storstilede projekter, der er endt i astronomiske budgetoverskridelser og langvarige efterfølgende driftsforstyrrelser. VUE, Amanda, - blot endnu et deja vue. Eller som det hed i Oxford. Mon ikke det her er et område, hvor der er mere brug for leaders, end cheerleaders?