Efter Q-ball og Lotte

Jeg har haft lejlighed til at bedømme den nye besætning i et par af de programmer, der er blevet sendt før og efter valget. Samlet set fremstår det nye hold Niels Krause-Kjær og Kenneth Thue Nielsen som et stærkere match over for det gamle hold med Lotte Hansen og Henrik Qvortrup. For i modsætning til det gamle hold, så er både "Kenneth og Krause" habile analytikere med blik for det politiske spil.

Det efterhånden nyklassiske politik-afkodningsprogram Jersild og Spin har været sendt på DR2 siden 2004. Frem til valget 2007 med den samme besætning bestående af den forhenværende kommunikationsmedarbejder i Boligministeriet Lotte Hansen og Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup og under kyndig ledelse af en manisk Jens Olaf Jersild.

 

Men nu har DRs spin-program pludselig fået en helt ny besætning. Har det gjort programmet bedre og mere seværdigt for spinfreaks og politiske junkies? Nej, det synes jeg egentlig ikke. For at sige det ligeud: Jeg savner Henrik Qvortrup i programmet.

 

Allerede under valget blev Henrik Qvortrup erstattet af den habile radiotalkhost, Berlingske-blogger, forfatter m.m. Niels Krause-Kjær. Qvortrup blev, som det er mange bekendt, pillet af programmet på grund af mediedebatten om chefredaktørens habilitet. Det skete efter, at Se og Hør havde bragt et par artikler under valget, hvor bladet påstod, at der blev udført sort arbejde i Naser Khaders privatbolig. Forstår man meldingerne fra Jersild ret, så står Ovortrup over i hvert fald frem til nytår.

 

Siden er Lotte Hansen også forsvundet fra programmet uden nogen forklaring. Hun er blevet erstattet af Kenneth Thue Nielsen, der er DRs såkaldte "valg-ekspert" dvs. en statistiker eller "talknuser" om man vil.

Er det nye Jersild og Spin bedre end det gamle?

 

Er det nye Jersild og Spin så bedre end det gamle?

Målt på substans så er det nye holds analyser bedre, men til gengæld er formidlingen blevet mindre underholdende. I virkeligheden kører Jersild og Spin blot videre med den gamle recept, hvor programmets lidt problematiske præmis er, at al politik kan reduceres til spin og gustent overlæg og at de politiske holdninger for længst er smidt på historiens losseplads af de "opportunistiske politikere". Imidlertid synes jeg, at især Krause interesserer sig for politikernes ideologiske udgangspunkt og derfor har forsøge at inddrage dette aspekt i diskussionen, når noget sker i dansk politik. Og så er Krause ydmyg nok til at påpege "Shit happens- faktoren" i dansk politik, når han skal forklare opståede episoder.

 

Krause er skarp, men ingen insider

Jersilds nye stjerneanalytiker Niels Krause-Kjær har i et par bøger demonstreret et fabelagtigt blik for dramaet og det kyniske spil i politik. Han er derfor god til at udråbe det politiske spils vindere og tabere samt fornemme intrigerne i korridorerne og alskens snarer og farer, der ligger på lurer og venter på de uvagtsomme politikere. Krause er kort sagt en fortrinlig iagttager og skildrer af spillet, men han er mig bekendt ingen Christiansborg-insider. Og det bør han være, før at jeg absolut må bruge en halv time på at se programmet.

Krause har dog – synes jeg - indimellem en tendens til at blive lidt for meget forsigtig-Per. I hvert fald i sammenligning med mediebranchens svar på Mefistofeles-skikkelsen, Henrik Qvortrup, der i sine analyser efter min mening vovede mere end det ene øje.

 

Kenneth er for kedelig

Kenneth Thue Nielsen med Duplo-håret har hidtil i programmerne demonstreret et overbevisende blik for det politiske spil, han leverer habil analyse og er en ok formidler. Som valgforsker med baggrund i universitetsverdenen er han desuden på papiret den fagligt mest velfunderede af samtlige hidtil medvirkende i Jersild og Spin Det store problem ligger – efter min mening – i at hans personlige fremtræden er for kedelig til TV. Lets face it. TV er teater, og der fremstår Thue Nielsen, som det han også er, nemlig en pæn, ung og forhenværende universitetsmanuduktør. Det bliver i virkeligheden aldrig rigtig interessant, når Thue Nielsen får ordet, for han kan ikke rigtig bidrage med noget ekstra ud over, hvad Krause har i posen. Det virker i øvrigt både mærkværdigt og meningsløst at præsentere Thue Nielsen som "valgekspert", når Jersild hidtil ikke har brugt hans statistiske indsigt i programmet.

 

Overdommeren og statisten

Faktisk er det lidt unfair overfor Thue Nielsen, at Jersild har reduceret ham til en slags sidekommentator til "overdommeren" Krause, som ligeud bliver bedt om at "manuducere os". Thue Nielsen forbliver en statist, og det ligner en tilståelsessag for Jersild, at han endnu mangler et modspil til Krause, som han ikke evner at skjule sin begejstring for ved altid at lade Krause få ordet først. I virkeligheden kunne det program godt køre under overskriften: "Jersild spørger Krause". Måske er det et bevidst valg fra Jersilds side at sætte et hold, der består af en erfaren gammel rotte – Krause/Qvortrup - og en ungdommelig deltager Thue/Hansen, som det friske pust. Sådan kan det da godt se ud både i den gamle og den nye version.

 

Lotte Hansen var en eftersnakker

I tidligere programmer viste der sig hver gang, at der var betydelig niveauforskel på Henrik Qvortrup og Lotte Hansen. Forskellen viste sig især i omfanget af indsigt i, hvad der foregår på Christiansborg. Qvortrup havde mange års erfaring med i bagagen som en rimeligt respekteret Christiansborg-journalist og et års tid som Anders Foghs spindoktor og dermed Danmarks første kendte officielle af sin slags. Hos Jersild forblev Lotte Hansen en eftersnakker. "Hvad skal jeg sige?" indledte hun gerne sine sætninger med, hvor efter hun gentog Qvortrups pointer. Jersild lod hende snakke, mens Qvortrup fik en velfortjent tår vand.

 

Jersilds opfindelse

Lotte Hansen kan alene takke Jens Olaf Jersild for sin TV-berømmelse. Hun skulle have imponeret DR-journalisten med sin "spin-kunster" i forbindelse med en historie, som han lavede til det afslørende TV-program "Rapporten". Lotte Hansens bidrag til programmet har efter min mening mest været at tale sort undervejs i programmerne samt at fyre himmelråbende banaliteter af. Ofte kunne hun komme af sted med at forklare de mærkværdigste ting ved hjælp af enten ret søgte eller fantasifulde forklaringer. Det stod for mig ofte klart, at Hansen faktisk ikke anede, hvad hun talte om. Egentlig har jeg aldrig forstået, hvad der kvalificerede Lotte Hansen som politisk kommentator. Hun har så vidt jeg ved intet særligt kildenetværk. Hendes "spindoktor-jobs" var på et mildt sagt i den noget banale ende af Christiansborg-skalaen. Det er – med al respekt - ikke ligefrem "storpolitiske" dagsordener, som man arbejder med, som kommunikationsmedarbejder hos daværende boligminister Jytte Andersen.

 

Hansen blev mediekendis qva sin medvirken i Jersild og Spin, hvilket siden har givet hende et par ordentlige ture op og ned i mediekarrusellen og nu – forstår jeg – er hun så endt ved teateret.

Endnu har jeg ikke mødt mange politikere, journalister og kommunikationsfolk, som har undgået at lade være med at grine, når snakken faldt på hende. Hverken Lotte Hansen medieskabte status som spinorakel eller hendes analyser bliver taget alvorligt i Christianborg-miljøet. Lotte Hansen kan for eksempel ikke holde til at blive sammenlignet med BTs fremragende og erfarne kommentator Helle Ib, der i modsætning til Hansen er dybt respekteret for sin skarphed og fortrinlige kildenetværk. Det var eksempelvis Ib, der i maj solo breakede historien om Khaders exit fra de radikale for at danne Ny Alliance.

 

Qvortrup - en formidabel formidler

Henrik Qvortrup har efter mit bedste skøn langt det bedste kildenetværk blandt de fire skærmtrolde. Udover at være knivskarp i analysen og have en formidabel evne til at skære en sag til, så selv min gamle mormor på 87 fatter problemstillingen og dilemmaerne, så evner han også med en vis troværdighed at forklare, hvad der foregår i hovederne på topfolk i det for dansk politik helt centrale regeringsparti Venstre. Her kommer Krause - med al respekt - ikke tæt nok på og Thue Nielsen bidrager heller ikke med meget andet end, hvad man kan læse sig til i aviserne.

 

Er Jersild overflødig?

Det er helt indlysende ingen tilfældighed at programmets titel bærer - selv efter Danmarks Radio standarder - den selvbevidste mediekrukke Jens Olaf Jersilds navn. Som der står på programmets hjemmeside, så er og bliver kommentatorerne "Jersilds gæster" i programmet. Det er Jens Olaf, der inviterer og styrer løjerne. Men det er måske også et af programmets problemer. For det er efter min mening blevet overhalet indenom af TV2s store satsning indenfor spin-afkodnings-genren med programmet Mogensen og Kristiansen. Her har de to - også i Christiansborg-miljøet - anerkendte eks-spindoktorer fundet en form, hvor en tovholder, som Jersild er overflødig. De kører selv, og deres programmer formår faktisk ofte at præsentere flere vinkler af en aktuel politisk sag end Jersild og Spin formår. Både Mogensen og Kristiansen formidler faktisk både god indsigt og fremragende analyse. Og så forfalder de aldrig – som Lotte Hansen – til de rene banaliteter og løst tankespind.

 

The Jersild Dream Team

Skulle man i stedet sætte sit eget kommentator-dreamteam, så vil jeg foreslå Jersild at give Henrik Qvortrup et comeback og matche ham med BTs kommentator Helle Ib, der er den eneste i det politiske miljø - hele vejen rundt - anerkendte kommentator på spindesiden. Hun er meget stærk på insideviden, erfaring, netværk og har glimrende formidlingsevner. Det ville blive et dreamteam, der ville noget! Netop de to, er begge skarpe analytikere med gode kildenetværk og forstår at sætte ringene på spidsen. Med Helle Ib ville Qvortrup få det modspil, som han fortjener, og det vil Jersilds program og seerne kun tjene ved.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også