Jeg kom til at tænke på Eik Skaløes karrieretræk, da jeg så billedet af Carlo Giulianis endeligt i Genova fredag den 20. juli. På billedet er han stadigvæk en banal forbryder, der arbejder målbevidst på at slå en ung carabiniere, han ikke kender og som ikke havde gjort ham noget, til lirekassemand. Få øjeblikke senere gennemførte han en apoteose, der til forskel fra Eik Skaløes var ganske ufortjent. Den gjorde ham til martyr for anti-globaliseringens jihad. Selv i den undersøgelse, et retssamfund som Italien straks har sat i værk, har han den helt ufortjente ære at figurere som offer.

Hvordan kan det komme så vidt? Og er der ingen fortilfælde, vi som samfund kan støtte os til, når vi bedømmer den martyriets strategi, den europæiske jihad benytter sig af?

På en række områder er topmøde-demonstrationerne en politisk nyhed, som er halvfemsernes varige bidrag til international politik. På den ene side finder man lederne af alle verdens stormagter på nær Folkerepublikken Kina. På den anden side finder man en politisk bevægelse, som i sit udgangspunkt og i sin grundstruktur er international.

At anvende udtrykket epokegørende om den måde, stormagterne arbejder sammen på inden for G7/8, er ikke at bruge for store ord. Specielt i Europa har stormagterne i århundreder brugt størstedelen af deres tid på at modarbejde hinanden. Ikke blot økonomisk og politisk, men også direkte militært. Derfor er kontintenet blevet hærget af krige, hvis ødelæggelser selv med vore dages målestok er store, men som næsten er ufattelige, når man tænker på, at de blev udført med håndkraft. I første halvdel af 1600-tallet hærgede Trediveårskrigen ikke mindst det nuværende Tyskland, så det blev sat i sin økonomiske og befolkningsmæssige vækst i årtier. I anden halvdel af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet var Østersøregionen hærget af krige, som blandt andet ødelagde Danmark i årtier efter, at fjendtlighederne var indstillet. I begyndelsen af 1800-tallet var det meste af Europa involveret i en "verdenskrig" af næsten samme voldsomhed som de to verdenskrige, der to gange hærgede Europa og store dele af den øvrige verden i 1900-tallet.

I dag er det sådan, at en krig imellem de europæiske stormagter er utænkelig. Ligesom det kan være let at udvikle en nonchalent holdning til sult anden juledag, kan man også let få en nonchalent holdning til fred, når krig er utænkelig. Det synes at være sket for de danske EU-modstandere, der konsekvent affejer påstanden om, at EU er et fredsprojekt, med den trætte håndbevægelse, der normalt forbeholdes påtrængende gadesælgere. Hvordan man kan være så hovski-snovski over for noget så fantastisk enestående, er mig en gåde. Faktisk er min generation af mænd her i Europa kun den anden generation, der ikke har haft den nærliggende risiko for en voldelig død som et grundvilkår i tilværelsen. Vores bedstefædre døde i anden verdenskrig. Vores oldefædre i første. Vores tipoldefædre i småkrige i anden halvdel af 1800-tallet. Deres fædre igen i revolutioner, nationalistiske opstande og imperialistiske krige, og deres fædre igen i Napoleonskrigene.

På den anden side af konflikten finder man anti-globalisterne. Skønt de gamle socialistpartier tilhørte den ene eller anden Internationale, var og blev de trods alt nationale i hele deres måde at tænke og arbejde på. Derfor er det også epokegørende, at vi med anti-globalismen for første gang har noget, der bare minder om et internationalt, politisk parti. Det vil sige en international organisationsstruktur, en international offentlighed og et internationalt handlingsrum. Jeg bryder mig ikke altid om måden, det foregår på. Men eftersom et væsentligt argument imod Den Europæiske Union altid har været, at den ihvertfald krævede politiske bevægelser og offentligheder, der var internationale, og at dette rent principielt var en umulighed, må jeg med glæde konstatere, at endnu en humlebi, lykkeligt uvidende om de aerodynamiske principper, der tvinger den til et evigt liv som fodgænger, har sluppet jordens overflade. Når anti-globalisterne kan lave et internationalt, politisk parti, så må det også kunne lade sig gøre at lave nogle for alle de mange andre, der som jeg føler et behov for, at vi som europæere kan komme til at dele os efter anskuelser.

Det mest mærkelige ved anti-globaliseringsbevægelsen er, at den ikke allerede kom i begyndelsen af halvfemserne. Murens fald betød, at den daværende øst-vest struktur i den internationale politik brød sammen. Dette accelererede det sammenbrud, der allerede var i gang for den venstre-højre struktur, der styrede det politiske liv overalt i Vesteuropa. I stedet blev den udvikling fuldbyrdet, hvor der på den tidligere højrefløj opstod bevægelser, der betonede den nationale identitet, mens der på den tidligere venstrefløje opstod andre former for identitetspolitik, der kredsede om "det gode, enkle liv". I midten kæmpede de gamle folkepartier for at beholde magten ved at indoptage elementer snart fra det nye højre og snart fra det nye venstre.

Men i stedet for nye modsætninger fik man i begyndelsen af halvfemserne først og fremmest det indtryk, at historien var forbi. De store problemer var løst, og derfor var der heller ikke nogen hårde, politiske modsætninger tilbage. Mod midten af årtiet blev man klar over, at modsætningerne bestemt ikke var væk, men fokuserede stadig mest på the West and the rest, som en af de hårdeste kritikere af forestillingen om historiens afslutning, Samuel Huntington, formulerede det. Og først hen imod slutningen af årtiet dukkede afløsningen for den gamle venstrefløj op. En broget skare af blandt andet nationalister, miljøforkæmpere og gælds-ophævelses-tilhængere på den fløj, der var for noget, og dertil anarkister, anti-amerikanister, anti-kapitalister, anti-fascister og titusendvis af andre -ister, som ikke er for noget, men først og fremmest imod.

Dette er baggrunden for, at jeg ikke tror, anti-globaliseringsbevægelsen vil gå væk lige foreløbig. Ligesom vi skal til at leve med, at højre og venstre forsvinder i den nationale politik, skal vi til at leve med et nyt internationalt skel imellem på den ene side de principielt samarbejdende stormagter og på den anden side en broget forsamling af kritikere af dette samarbejde.

Efter min mening gælder det om at acceptere, at i stedet for øst-vest konflikten, har vi nu en række mindre, permanente konflikter. Man kan nævne konflikten imellem de politiserede religioner indbyrdes og imellem den politiserede islam og de demokratiske retssamfund, der bygger på menneskerettighederne. Disse er allerede er beskrevet af blandt andet Huntington. Dertil kommer så den internt vestlige konflikt imellem tilhængere og modstandere af globaliseringens verdensorden.

Der er ikke nogen let vej ud af denne konflikt, eftersom modstanden imod globaliseringen er så diffus. I mine øjne gælder det dog om at skelne imellem modstandere og modstandere. En stor del af globaliseringsmodstanderne har noget konkret og gennemarbejdet, de er for. Bedre miljø. Social retfærdighed. Sanering af udviklingslandenes gæld. Mange af disse forslag er både rimelige og gennemarbejdede. Derfor gælder det om at tage disse grupper alvorligt. De politiske ledere i G7/8 kan lære - og har allerede lært - meget af denne fløj.

Samtidig er der formentlig også mange på denne fløj af anti-globaliseringsbevægelsen, som kan se, at den behøver G7/8. For det første er det utænkeligt, at de reformer, disse NGO'er efterspørger, kan gennemføres imod G7/8-landenes vilje. For det andet bør denne fløj af NGO'erne også efter moden overvejelse kunne indse, at det er bedre for alle i både i- og u-lande, at der hersker en retslig og politisk orden imellem stormagterne, end at der hersker en ren magtens orden. Derfor bør denne fløj af anti-globaliseringsbevægelsen også kunne indse, at den når alt kommer til alt har meget mere til fælles med regeringerne, end med den nye euro-jihad af narcissistiske unge mennesker fra middelklassen, som tappert nedbrænder småhandlendes forretninger på Nørrebro og i Genova og tæver dårligt betalte lønmodtagere for at afhjælpe nøden i den tredje verden.

Hvad angår euro-jihad mener jeg, at man må betragte bevægelsen som politiske forbrydere, der skal modarbejdes for enhver pris. Hvor meget af det, der er sket ved de seneste topmøder, aldrig er set tidligere, er der nemlig her et afskrækkende forbillede. For mig minder euro-jihad først og fremmest om S.A. Det vil sige det tyske nazistiske partis Sturmabteilung, som i 1920'erne arbejdede intenst på at undergrave Weimar-republikken legitimitet og terrorisere den almindelige, demokratiske proces. Måden, dette foregik på, var at foranstalte optøjer som viste den almindelige tysker, at Weimar-republikken var en papirtiger og at det hverken var politikerne eller ordensmagten, der bestemte. Resultatet kender vi.

Ved at gribe helt tilbage til et public relations-geni som Hitler, opnår euro-jihad en langt bedre PR end De Røde Brigader eller Rote Armee Fraktion, der på det PR-mæssige område støttede sig til rene amatører som fx Che Guevara. Hvor De Røde Brigader og RAF begik den fejl at være åbenlyse aggressorer, har euro-jihad fra den tidlige nazi-bevægelse lært, at i det moderne samfund gælder det om at ligne et offer. Dem har vi gennem hele vores kristne opdragelse og gennem hundredetusinder af enslydende historier i medierne lært at have medlidenhed med. Derfor er strategien, at man skal provokere så længe og så meget, at de andre til sidst forløber sig. Så er det nemlig systemet, der er ondt og terroristerne, der er ofre. Den fejl både De Røde Brigader og RAF begik, var at skyde store huller i pæne familiefædre med jakke, slips og attachétasker. Skønt de sikkert var usympatiske magtmennesker, fik skudhullerne dem til helt umiskendeligt at ligne ofre og derved pådrage sig offentlighedens medlidenhed.

Nu er der skudhuller i terroristerne. Derfor må vi som samfund mobilisere al vores nøgternhed. Hvis Carlo Giuliani har mor, far og søskende, vil jeg kondolere. Det er et frygteligt og uopretteligt tab at miste sin søn eller bror, og jeg kan leve mig ind i sorgen og smerten. Men hvad angår det politiske, er han bare euro-jihads Horst Wessel. Gid han ikke bliver dem til samme gavn og glæde, som Horst Wessel blev for S.A. og hele den nazistiske bevægelse.