Edelmans Trust Barometer 2014
Historisk lav tillid til regeringer verden over

Tilliden til erhvervslivet er stabiliseret, hvilket skaber den største kløft mellem tillid til regeringer og virksomheder nogensinde. Tilliden til erhvervslivet kan styrkes, hvis ledelser inddrager medarbejderne mere, siger dansk kommunikationsdirektør.
For 14. gang har verdens største PR-bureau Edelman gennemført en tillids- og troværdighedsundersøgelse – kaldet Trust Barometer 2014. Undersøgelsen er udført af analysefirmaet Edelman Berland og består af 20 minutters online interviews med 27.000 almindelige respondenter fra befolkningerne i 27 forskellige lande. Undersøgelsen har en relativ overvægt på 6.900 ’kvalificerede’ borgere (fx beslutningstagere) i alderen 25-64.
 
Analysen afslører den største kløft i tillid over for henholdsvis regering og erhvervslivet i barometerets levetid. Kløften var på 20 procentpoint eller mere i næsten halvdelen af de 27 lande, som er med i analysen, for eksempel USA (21 %), Indien (26 %) og Brasilien (36 %). Tilliden til erhvervslivet er stabiliseret på 59 procent, fordi opfattelsen angiveligt er, at virksomheder har demonstreret forandringsvillighed med bedre produkter og nyt lederskab.
 
Grafen viser udviklingen de seneste år mellem tillid til regeringer og erhvervslivet.
De adspurgte har svaret på spørgsmålet om, hvem de har størst og mindst tillid til
 
Tilliden til regeringer er globalt faldet til et historisk lavpunkt (44 %). Regeringer er dermed den institution med størst mistillid for tredje år i træk. Faldet i tillid til regeringer var endnu mere dramatisk på landeniveau, hvor USA faldt 16 procent til 37, Frankrig faldt 17 procent til 32 og Hong Kong faldt med 18 procent til 45 procent. Faldet er alarmerende, da den generelle tillid til regeringerne blandt deres befolkninger er under 50 procent i 22 ud af 27 lande med voldsomt lave tal i især Vest- og Sydeuropa, for eksempel Spanien (14 %), Italien (18 %) og Frankrig (20 %).
 
"Der er sket en dyb ændring i opfattelse af tillid siden 2009, hvor erhvervslivet ofte havde brug for at støtte sig til regeringer for at opnå troværdighed. I dag fører erhvervslivet an i diskussionerne om forandringer," siger Richard Edelman, som er bestyrelsesformand i Edelman.
Barometeret viser, at erhvervslivet forventes at spille en lang større rolle i debatten og opstilling af reguleringer. Hele 70 procent mener, at regeringer ikke skal arbejde alene, når reguleringer defineres. 84 procent mener, at virksomhederne kan drive deres forretning, samtidig med at de bidrager til samfundet.
 
Begrænset tillid til direktøren
Tilliden til erhvervslivet er vokset, men der efterspørges stadig regulering af markeder inden for finansiel service (53 %), energi (51 %) og drikkevarer (48 %).
 
“Virksomheder skal ikke se væksten i tillid som en mulighed for at deregulere markedet, som man gjorde for 10 år siden. Det ville være en kæmpe fejlvurdering. De sidste 12 måneders begivenheder med fx bøden til J. P. Morgen på 13 mia. kr. og den fortsatte danske bankkrise sætter stadig spørgsmålstegn ved erhvervslivets evne til at selvregulere,” siger Michael Buksti, som er administrerende direktør i Communiqué, dansk repræsentant for Edelman.
 
Tilliden til de administrerende direktører steg fra 31 procent i 2009 til 43 procent i år, men direktøren er stadig den næstmindst tillidvækkende person, hvor han kun placerer sig foran en talsmand fra regeringen. De mest troværdige i virksomhederne er akademikere (67 %), tekniske eksperter (66 %) og ”en person som dig selv” (62 %). 
 
Gode råd til direktøren
Edelman Trust Barometer har spurgt 27.000 personer om, hvad der kan øge deres tillid til direktører:
  • Kommunikér klart og transparent
  • Fortæl sandheden, uanset hvor kompleks eller upopulær den er
  • Gå i dialog med medarbejdere for at fortælle om virksomhedens drift
  • Gå forrest i hårde tider, for eksempel fyringer, retssager, kriser eller produktproblemer
  • Vær engageret i lokal velgørenhed og gode formål
  • Hav en aktiv medietilstedeværelse
“Dialogen med interessenter skal være en holdindsats. Direktører skal fortsat lede, men for at gøre det mere effektivt er de nu nødt til at afgive magt til ansatte. Så uanset om man diskuterer regulering, forsyningskæden eller reaktioner på en krise, så må direktøren samarbejde med dem, som anses som mest troværdige,” siger Michael Buksti.
 
Siden den økonomiske krise i 2008 er det blevet klart, at udvikling af produkter og indtjening kun er elementer i det at skabe tillid. Vigtigt er også god behandling af medarbejdere (59 %), lydhørhed over for kunder (50 %) og etiske og gennemsigtige principper (56 %). Årets undersøgelse viser, at kvalitetskontrol af produkter (86 %), beskyttelse af kundedata (85 %) og respekten for medarbejderrettigheder (85 %) vil øge tilliden til virksomheder.
 
”Det er op til virksomhederne at redefinere og omprioritere tænkningen omkring værdi. Verden i dag kræver et skifte fra den historiske, transaktionsbaserede kapitalisme til en værdiskabelsesmodel, som omfatter samfundsmæssige fordele såvel som aktieejer-værdier,” slutter Michael Buksti.
 
 
For mere information, læs mere her.
 
 

Relaterede artikler

Eliten har også mistet troen på eliten - Lige nu står de etablerede samfundsinstitutioner i den største tillidskrise nogensinde. Tilliden til regeringer, erhverv...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Campaigner

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 26. september

Campaigner

Frist: 26. september

Studentermedhjælper

Frist: 4. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.