Echelon lever

EU-Parlamentet bekræfter, at overvågningssystemet Echelon eksisterer. Et dansk parlamentsmedlem mener, det er på tide, at den danske regering forsøger at få systemet stoppet.
Echelon lever

EU-Parlamentet bekræfter, at overvågningssystemet Echelon eksisterer. Et dansk parlamentsmedlem mener, det er på tide, at den danske regering forsøger at få systemet stoppet.

En frisk rapport til EU-Parlamentet fastslår, at Echelon lever i bedste velgående. Det danske parlamentsmedlem Torben Lund, Socialdemokratiet, er med i det undersøgelsesudvalg, som gennem et års tid har efterforsket sagen om Echelon.

 

Han kræver nu af den danske regering, at man undersøger de allieredes overvågning af danske borgere og virksomheder. "Vi er ikke i tvivl om, at Echelon eksisterer. Men det er ikke en naturlig opgave for parlamentet at få det standset. Derfor er det tid til, at regeringerne tager affære. Jeg synes, den danske regering bør tage initiativ til, at sagen kommer op på regeringsniveau i EU" siger Torben Lund til Morgenavisen JyllandsPosten.

 

Rapporten påviser, at det hemmelige aflytningssystem eksisterer i hvert fald i Storbritannien. I Frankrig findes kapaciteten til at have et lignende system, men franskmændene bruger det sandsynligvis ikke.

 

Regeringen har indtil videre nægtet at gå ind i Echelon-sagen. Begrundelsen har hele tiden været, at der ikke var nogen vished for, at systemet faktisk eksisterer. Torben Lund mener, det blot er en undskyldning for ikke at ville besvære USA og Storbritannien, som formodes at overvåge dansk tele- og internetkommunikation.

 

Dansk Industri har ifølge JyllandsPosten flere gange krævet at få undersøgt forholdene omkring Echelon, fordi man frygter industriel spionage.

 

Parlamentets undersøgelsesudvalg færdiggør den afslørende rapport i løbet af den næste måneds tid, og den ventes at blive vedtaget over sommeren.

 


Ulrik Søndergaard, Kommunikationsforum 28.05.01

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også