E-rekruttering i Ericsson

E-rekruttering er et af de seneste skridt i virksomhedernes kamp om at tiltrække de bedste medarbejdere. I Ericsson har man netop lanceret et nyt rekrutteringssite, som vil mere end bare vise de ledige jobs. Rekrutteringsforum har talt med John Boutrup, recruitement manager i Ericsson Danmark, om e-rekruttering og fremtidens rekrutteringsudfordringer.<

Rekrutteringssites er en helt ny måde at tænke rekruttering på - en måde som giver langt flere muligheder, hvad angår signalering og indhold end eksempelvis dagbladsannoncering. Ad den digitale vej kan man fortælle noget andet og mere end, at man bare søger nye medarbejdere. Eksempelvis kan man fortælle om de aktuelle udfordringer, virksomheden står overfor.

 

Denne ekstra information gør indholdet mere interessant for ansøgerne, og det er væsentligt for at tiltrække sig opmærksomhed fra de eftertragtede kandidater. Ericsson i Danmark har for nylig lanceret et nyt, spændende rekrutteringssite under navnet people.ericsson.dk, som netop udstråler den dynamik, der skal til.

 

Mere end bare en jobannonce
"Vi har haft en ambition om, at skabe et site, der er mere for de fremtidige medarbejdere end blot et jobannonceringsforum. Der skal også fortælles om virksomheden, den fremtidige strategi, samt hvilke værdier og holdninger, virksomheden står for. Sitet skal være et helt naturligt stop for ansøgere, der leder efter nyt job i vores branche", forklarer John Boutrup til Rekrutteringsforum.

 

Derudover henvender rekrutteringssitet sig også til Ericssons nuværende medarbejdere. Det har været et væsentligt parameter, at de medarbejdere, der allerede er i virksomheden, også skal kunne identificere sig med det konkrete indhold på sitet. Og måske også blive mindet om, at det går ganske godt.

 

"Mange steder er man lidt bange for at fortælle, at man har succes, og at det går godt. Det er der ikke nogen grund til. Tværtimod kan der være en god pointe i at fortælle de gode historier, vi har. Ikke fordi man så skal læne sig tilbage og bare slappe af, men fordi det er en væsentlig motivationsfaktor for alle medarbejdere og ledere at få bekræftet, at de er del af en succes".

 

Kampen om de bedste medarbejdere
Fremtiden vil byde på endnu større konkurrence om de bedste medarbejdere. I Ericsson ser man tre parametre, der vil være afgørende for, hvem der klarer sig bedst i denne konkurrence.

 

"Om du som virksomhed klarer dig godt i fremtidens rekrutteringsproces vil primært afhænge af tre faktorer: Hastighed, aggressivitet og nytænkning", siger John Boutrup.

 

Det gælder især om at være først med nye og anderledes tiltag. Der skal tænkes kreativt og hele tiden findes nye indgangsvinkler til at udbygge de gængse rekrutteringskanaler. Virksomhederne skal nærmest ud og sparke døren ind hos de bedste medarbejdere for at gøre sig bemærket. I dag skal der noget ekstraordinært til for at fange kandidaternes opmærksomhed - og der er en helsidesannonce i Søndagsberlingerne ikke længere tilstrækkeligt.

 

Find den ægte kerne
Virksomhederne skal først og fremmest være ærlige, når de rekrutterer. Mange virksomheder overdriver deres 'salgstaler' i rekrutteringsprocessen, fordi de ved, at det er vanskeligt at få fat i de bedste kandidater. John Boutrup ser det som højst uhensigtsmæssigt, at virksomheder giver udtryk for at være noget de ikke er for at tiltrække de gode medarbejdere:
"Man risikerer at miste sine nye medarbejdere igen, fordi virksomheden ikke kan leve op til medarbejderens forventninger. Forventninger som virksomheden selv har skabt. Det, der skal til, er, at man skal kigge indad og finde frem til den ægte kerne i virksomhedens værdier. Det har vi arbejdet meget med i forbindelse med vores nye rekrutteringssite".

 

Én kanal ud af mange
På spørgsmålet om, hvorledes han vurderer fremtiden for e-rekruttering, svarer John Boutrup:
"Rekrutteringssites vil man helt sikkert se flere af i fremtiden, men jeg tror ikke på, at det vil 'udkonkurrere' de andre rekrutteringskanaler, vi kender i dag. Men det er helt klart et meget effektivt supplement til eksempelvis avis-annoncer. Mange er jo online en stor del af deres arbejdstid, og der er det altså lettere og mere diskret at se nærmere på et nyt job på nettet, end det er at bladre sig igennem avisens jobsektion".

 

Læs mere om Ericsson på people.ericsson.dk

 

Læs mere om digital rekruttering

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job