e-marketing - gammel vin på nye flasker?

De senere år har der været stor fokus på Internet og e-business. Ifølge de seneste analyser har 80 % af alle virksomheder efterhånden fået et website. Én ting er dog at have et website - noget andet er at få kunderne til at besøge det. Derfor er begrebet e-marketing dukket op.
Det lille ´e´ foran marketing skal man dog ikke lade sig forvirre af. For e-marketing dækker blot over såkaldt trafikskabelse til et website. Dette er et udtryk for antal besøgende på et website.

 

Markedsføringen af webadressen kan ske på mange måder. Såvel med små som store midler:

- Bannerannoncering er det som de fleste umiddelbart forbinder med markedsføring på Internet, men det er en kostbar og tvivlsom affære. For der eksisterer ikke et omfattende og uvildigt mediaindeks med dokumentation for effekten og for hvilke målgrupper man reellt kommer i kontakt med.

- Registrering i søgemaskiner såsom Jubii.dk og Yahoo.com er en billigere løsning i forhold til bannerannoncering. Dette er helt essentielt for at potentielle og eksisterende kunder overhovedet kan finde ens virksomhed på Internet.

- Annoncering i de traditionelle massemedier benyttes paradoksalt nok af flere af de nye Internet virksomheder. Her skal man have store budgetter for at være med og kendskabet kommer først for alvor efter et langt sejt træk.

- e-CRM (Electronic Customer Relationship Management) skal også nævnes, når talen går på e-marketing. Fokus er her rettet mod tilfredsstillelse af kundens specifikke behov, gennem viden om hvert enkelt individ. Det skal ses som en modsætning til de traditionelle mediers udsendelse af ens salgsbudskaber til alle og enhver.

 

Industrisamfundets medier er således gode til at skabe et bredt kendskab, mens de nye, elektroniske medier kan skabe individualiserede services, relationer og direkte salg.

 

De nye medier er ved fundamentalt at ændre måden hvorpå man køber og sælger. Gennem de nye medier kan kunder på kort tid, få informationer nok til at skabe et overblik over et givent marked inden en købsbeslutning. Portaler med prissammenligninger og auktioner er i disse år ved at ændre informationssøgningen samt beslutningsprocesserne for al handel. Dette kan de gamle medier ikke hamle op med og annoncekronerne vil utvivlsomt blive reallokeret til de nye medier i stigende grad.

 

IT udviklingen har for længst gjort det muligt at skabe intelligente salgsbudskaber, der er målrettet til hver enkelt kundes behov, via informationer fra en kundedatabase. CRM kombineret med et velfungerende website kan derfor udgøre et væsenligt markedsføringsparameter for virksomhederne.

 

Når selv de mest rendyrkede "online only" virksomheder overvejende bruger deres markedsføringsbudget på indrykninger i den gamle økonomis medier kan man vel ligeså godt fjerne det lille e foran marketing indtil de elektroniske medier for alvor benyttes til nyskabende markedsføring. Men det kan til gengæld kun være et spørgsmål om tid før det sker.

 

Per T.T. Nygaard, partner, BNP e-advice, 09.10.00

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også