Hykleri?

Tonen i de mange historier om DSB’s affære med Public Relations-bureauet Waterfront er pludselig blevet skinger, da TV-Avisen både torsdag og fredag aften rullede over skærmen. Begge aftener har TV-Avisen fremlagt det som et kæmpe problem, at DSB har købt ekstern politisk rådgivning af bl.a. Waterfront, som også har repræsenteret DSB direkte over for folketingspolitikere. Selvsagt med det formål at fremme forståelsen for DSB’s synspunkter og pleje DSB’s interesser.
af Maiken Piil
At kvaliteten af Waterfronts politiske arbejde og bureauets metoder – hvor de flere gange har været fanget i at dække over, hvem de repræsenterer – lader noget tilbage at ønske, er én ting. Men TV-Avisens journalistiske præmis og vinkling er noget andet, og den har været krystalklar: DSB er på dybt vand ift. etik og burde slet ikke bruge offentlige penge på noget som helst andet end at køre tog! 
 
Ud over, at det er en naiv verdensanskuelse, der vidner om en snæver og dybest set uhensigtsmæssig lærebogsopfattelse af, hvordan politik bliver til i praksis, må man spørge sig selv, om ikke den hårde vinkling indeholder et vist hykleri?

For kan det statsejede DR se sig selv i spejlet, når det gælder indkøb af politisk rådgivning om, hvordan virksomheden bedst fremmer sine synspunkter over for politikerne? F.eks. i forbindelse med det seneste medieforlig. Kom det – for DR meget fine forlig – virkelig i mål helt uden ekstern rådgivning? Medmindre DR kan svare utvetydigt nej til det, er det svært ikke at se det hykleriske i den skarpe vinkling i forhold til indkøb af politisk rådgivning på linje med andre typer ekspertise, der er vigtige for en offentlig virksomheds udvikling.

Det er den pointe, som er vigtig at holde fast i, og som i øjeblikket fortaber sig i  en ophedet, og man fristes til at sige hysterisk, debat. Det giver nemlig meget god mening, at DR, såvel som DSB, Post Danmark og andre offentlige virksomheder, driver politisk interessevaretagelse. Altså, at de delagtiggør beslutningstagerne i deres ønsker og behov og klæder dem på med viden om deres forhold og udfordringer. Ganske enkelt, fordi det kvalificerer deres beslutningsgrundlag. Og det uanset om de bruger egne ansatte eller vælger at hyre ekstern hjælp, fordi det fx vurderes at være mere økonomisk fordelagtigt eller man synes, at andre kan gøre det bedre end en selv.
 
Ansvarlige virksomheder plejer deres interesser
DR's driftsvilkår og prioriteringer afgøres i stor udstrækning på Christiansborg, ligesom DSB’s, hospitalernes og universiteternes fremtid gør det. Og ja, fortsæt selv listen.

Det er virksomheder, der i høj grad har brug for at varetage og synliggøre deres interesser i det politiske og lade deres synspunkter blive hørt. Det ville være decideret dårlig virksomhedsledelse, hvis DSB ikke holdt sig ajour med politikere, dannede sig et indtryk af dem, holdt dem løbende orienteret og sørgede for at give dem relevante oplysninger.  Det er en helt basal opgave, man både som offentlig og privat virksomhed er nødt til at foretage for at drive en professionel virksomhed.
 
Mon ikke også DR har plejet – og stadig plejer – sine interesser på Christiansborg og er i dialog med politikere? Ikke bare under det nyligt indgåede medieforlig, men løbende, for at sikre fortsat opbakning til at kunne betale løn til de journalister, der skal levere troværdige nyheder til alle os danskere. Det må vi da håbe.
 
Uheldig udgang – også for DR?
Dækningen er desværre et kedeligt udtryk for, at DR endnu en gang koger over i sin skarpvinkling og laver sensationsnyheder baseret  på ”gamle nyheder” – noget, der er almen viden og alment praktiseret. Også hos DR.
 
Udgangen er – indtil nu – blevet, at DSB er blevet presset så meget af mediedagsordenen, at de i panik har opsagt  samtlige aftaler, der omhandler politisk rådgivning. En dagsorden, der har været godt hjulet på vej af flere ’medieeksperter’, der åbenlyst udtaler sig i blinde, samt politikere, der bevæger sig over til håndvasken. Var Kim Christiansen (DF) og andre politikere totalt uvidende om, at de mødtes med Waterfront, som repræsenterede DSB? Næppe. Men politisk opportunisme gør det nu pludselig til en dubiøs affære at drive interessevaretagelse, og de står nu klar til at tage ’stærkt afstand’ fra det arbejde, som de selv er en fuldstændig integreret del af og lever i og med hver eneste dag.
 
Det er svært ikke at få det indtryk, at DR Nyheder i jagten på konsekvenser og drama denne gang har scoret et selvmål.
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også