Det kongelige kiks
Dronningen rodede rundt i sine papirer og var tydeligt i tvivl om, hvor hun var nået til. Hvad betyder det for en tale, når man kikser?
af Kenn Hansen
Det er meget atypisk for en 100% oplæst tale med den slags fejl, vi så nytårsaften hos Dronningen. Fordelen ved det fuldt nedskrevne manuskript er jo netop, at det næsten ikke kan gå galt. Det gjorde det så alligevel. Men på sin vis glædede det mig. Først og fremmest fordi hun kom fint videre og dermed ikke tabte det hele på gulvet, men især fordi det giver anledning til at huske os selv på to vigtige ting: Ingen er perfekte, og det ødelægger ikke en tale at gå i stå.
Dronning Margrethes nytårstale 31.12.15.
Angsten for at gå i stå eller sige noget forkert får sin primære næring af den grundlæggende misforståelse, at publikum helst vil se en perfekt præsentation. Perfekt i den betydning, at alting kører snorlige uden 'dead ends', tvivl, refleksion, tøven, lange pauser og måske endda vrøvl og forkerte ord. Desværre giver jagten på den perfekt leverede præsentation ganske ofte en meget mekanisk levering.
Korrekthed og autenticitet er altså hos langt de fleste modsatrettede værdier, som er ganske svære at forene. Jeg vil senere give et bud på, hvordan dette kan lade sig gøre. Først vil jeg dog gerne dvæle lidt ved etableringen af troværdighed i en moderne kontekst.
Karismatisk charme
Aristoteles er den oprindelige kunstner bag det etos-begreb, kommunikationsfolk med god grund stadig bruger. Han inddelte, lidt hurtigt fortalt, troværdigheden i tre del-elementer: Kompetence, moral og velvilje over for publikum. Udvider vi etos-begrebet lidt, kan vi tale om en slags ”karisma”. Ikke karisma som hos en smart brugtvognssælger. Men den egenskab, som nogle mennesker tydeligvis besidder, når de træder ind i et rum og alle lægger mærke til dem.
Tag Obama som eksempel. Han er så cool, at man ikke kan være andet end imponeret over ham. Hans ro og balance, kombineret med et glimt i øjet, er yderst charmerende. Og netop denne egenskab er sindssyg vigtig at efterstræbe på scenen, når man præsenterer. Det er absolut (ikke kun) noget medfødt. Det kan trænes.
Nyheden om prinsgemalens droslen ned.
Jeg har aldrig forsøgt at tælle efter, men jeg har formentlig set over 3000 præsentationer. Tænker jeg tilbage på de bedste 5%, så var ingen af dem "helt korrekte". De har derimod været nærværende, autentiske og ærlige – ja, charmerende. Publikum bliver lettest fanget i en præsentation, hvor de kan se, at der er watt i øjnene hos taleren. At vedkommende er med på scenen og ikke bare er en robot, som kan recitere fakta og manuskript helt præcist.
Jeg oplever, at præsentationer, som har noget uperfekt over sig, bliver husket bedre, har større gennemslagskraft og giver mere commitment. For det utrænede øje, vil de lydefri præsentationer måske bare ikke være så interessante i indholdet. Det er ofte formen, der afgør, om publikum er med.
Vi er flawsome
Måske er det en del af tidsånden, at ting ikke skal være helt perfekte. Kendis-veninderne Saseline og Szhirley startede for et par år siden trenden #mitsandejegudenfilter, hvor folk skulle lægge billeder op af dem selv. No makeup. No filter. Man skal ikke have taget en ph.d. i antropologi for at tænke, at dette fænomen formentlig er en modreaktion til det polerede verdensbillede, vi i årevis har forsøgt at vise hinanden på blandt andet Facebook. Men så opstod begrebet flawsome. Kombinationen af flawed (det uperfekte) og awesome (det fantastiske). Vi vil gerne se folk, der ikke er perfekte. Kun på den måde kan de blive fantastiske.
Måske er det en del af tidsånden, at ting ikke skal være helt perfekte. Kendis-veninderne Saseline og Szhirley startede for et par år siden trenden #mitsandejegudenfilter, hvor folk skulle lægge billeder op af dem selv. No makeup. No filter. Man skal ikke have taget en ph.d. i antropologi for at tænke, at dette fænomen formentlig er en modreaktion til det polerede verdensbillede, vi i årevis har forsøgt at vise hinanden på blandt andet Facebook. Men så opstod begrebet flawsome. Kombinationen af flawed (det uperfekte) og awesome (det fantastiske). Vi vil gerne se folk, der ikke er perfekte. Kun på den måde kan de blive fantastiske.
Overført til den retoriske præsentation vil det være en tøven, et forkert ordvalg, som rettes, eller måske et væltet glas med vand. Det er jeg sikker på faktisk styrker en præsentation. Min påstand er, at Dronningen kunne være kommet endnu stærkere ud af sin tale efter sit lille sidetals-menageri, end hvis hun havde haft helt styr på papkortene. Hun skulle bare have været mere ærlig omkring sin fejl i stedet for at lade som om, det ikke skete.
Heldigvis...heldigvis...Hektisk, det er vores tid blevet for mange af os.
Kunsten at operere med planlagte fejl
Hvordan skaber man så både denne uperfekte charme og en præsentation, som ikke brænder helt sammen på grund af manglende struktur og rod i papirerne? De mest rutinerede talere, jeg arbejder med, eksperimenterer med en slags simuleret tøven, der netop giver indtrykket af spontanitet og pludselig indskydelser.
Det er en hårfin balance. Dels fordi man principielt jo ikke må lyve. Dels fordi det for alt i verden ikke må fremstå indstuderet eller påtaget. Så kan det give bagslag i en grad, hvis kvalitetsforringelse klart overstiger den halvdøde mekaniske fremstilling, som vi ser så ofte foran PowerPoint-projektoren. Men for den stærke kommunikator kan værktøjet virke meget effektivt.
Lad mig give et eksempel fra en leder, som havde leveret en strategipræsentation 25 gange sidste år, og som kunne mærke, at præcisionen måske var steget, men at energien var faldet. Derfor begyndte vi at lægge småfejl ind, som holdt modtagerne på dupperne: ”Åh, nu har jeg glemt begrebet – hvad var det vi kaldte det tidligere?” og ”Lad mig lige se i mine noter…har jeg været det hele igennem…nej, jeg mangler én vigtigt ting, som jeg gerne vil slutte af med”.
Nu virker nedskrevne sætninger sjældent særligt dynamiske, så den succesfulde brug af teknikken kræver naturligvis timing og naturlighed – som under alle omstændigheder er relevante egenskaber i en retorisk kontekst.
Hvad kan vi lære af Dronningen?
Først og fremmest skal vi forstå, at der er et mismatch mellem taleres forsøg på at undgå fejl, og så den betydning fejlen har for præsentationen. Vi skulle hellere øve os i at interagere levende med vores publikum end at frygte at gå i stå. Vil det så sige, at Dronningens roden rundt i papirerne var ligegyldig. Selvfølgelig ikke.
Dronningen ledte. Og ledte. I 18 sekunder.
Selv holdt jeg vejret. Jeg blev anspændt. Men det var kun fordi, Dronningen selv var tydeligt anspændt. Forestil dig, hvis hun havde kigget op med et smil og sagt: "Giv mig lige et øjeblik - jeg har lige rodet rundt i mine papirer - jeg skal lige finde ud af, hvor jeg er nået til" eller måske den endnu mere kække: ”Hold da op, hvor jeg roder rundt i mine papirer – det kan være, at jeg også snart skal på pension”. Det havde været en legendarisk nytårstale, fordi den verbale spontanitet var gået rent ind. I en dansk præsentationskontekst elsker publikum, når vi ikke tager det hele så alvorligt.
Du kan altså selv lave en perfekt præsentation ved sommetider at være lidt mindre…perfekt.
