Af Henrik Dahl

Når det gælder om at beskrive den forandring af samfundet, de fleste intuitivt føler, er der ingen mangel på falske profeter. Uden den mindste respekt for nogen form for faglighed hører vi om drømmesamfundet og om den totale frihed, der skulle være lige om hjørnet for os alle sammen. Over land og by klinger det glade budskab, at såvel nødvendigheden som uligheden er afskaffet. Hvoraf man undrende kan slutte, at den sociale arv og den delvist frivillige segregation i socio-økonomiske ghettoer rundt om storbyernes historiske kerner i virkeligheden er rent tilfældig og ikke noget, man skal hænge sig i.

At være fremtidsforsker er ingen beskyttet titel og gudskelov for det. Hvis de almindelige standarder for argumentation og dokumentation også skulle gælde for fremtidsforskere, ville de generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder, hvor de holder skåltalen, være helt ulideligt kedelige. De glimt af morskab, fremtidsforskningen kan bibringe disse triste lejligheder, er deltagerne aldeles velundte. At det så ville spare socialforskere med normale kvalitetskriterier for en hel del tid og ærgrelse, er en anden sag, som vi her skal lade ligge.

Så meget desto større er glæden, når man møder en helt igennem sober og velargumenteret beskrivelse af den gryende fremtid. En sådan finder man i Manuel Castells: The Information Age: Economy, Society and Culture (Blackwell 1996-98). Castells er ikke så kendt i Danmark som fx Pierre Bourdieu eller Zygmunt Bauman, men er på ingen måde af ringere statur. Jeg fik bogen anbefalet af Anthony Giddens, da jeg traf ham i begyndelsen af 1999. Med den tilføjelse, at den var det vigtigste stykke samfundslitteratur siden Kapitalen. Efter at have læst de ca. 1500 sider må man sige, at Giddens som sædvanlig har ret: det er en på alle måder fantastisk og svimlende bog. Samtidig med, at den er totalt og aldeles veldokumenteret med tal, litteraturhenvisninger og grundige diskussioner af de tanker, der lægges frem.

Castells hovedpointe er, at skønt den dominerende produktionsmåde i verden stadig er kapitalisme, så medfører brugen af informationsteknologi, at alle vante forestillinger om produktivitet og vækst, sociale klasser, internationalt samarbejde samt om den politiske og kulturelle kamp, må gennemtænkes forfra.

Det afgørende ved informationsalderen er, at den økonomiske vækst ikke længere skyldes anvendelsen af energi, som det var tilfældet både da man fik dampmaskiner og siden elektricitet. Det, der får økonomien til at vokse, er brugen af information (om ændrede aktiekurser; markeder; lagerbeholdninger og alt muligt andet) og symboler (design; mærker; politiske, sociale og kulturelle ikoner). Disse ting produceres og fødes tilbage til produktionssystemerne med lynets hast som følge af informationsteknologien, hvorved den enkelte producent får en konkurrencefordel. Indtil han overhales af andre producenter, der gør nøjagtig det samme.

Informationsteknologien har drastiske konsekvenser for både produktion og finansiering. Det ses mest tydeligt på de finansielle markeder, som rent historisk har ført an i globaliseringen. Da disse markeder arbejder i treholdsskift med base i Tokyo, London og New York, går solen aldrig ned over den internationale handel med valuta og aktier. Alene fra midten af firserne til i dag, er volumen i de internationale finanstransaktioner derfor vokset adskillinge gange.

Skønt man har kaldt dette fænomen "casino-kapitalisme", er udtrykket ikke helt rigtigt. Der skal faktisk være en vis produktion bag ved de finansielle markeder. Når først finanskapitalen bliver globaliseret, bliver produktionsvirksomhederne det også. Med den bølge af globale fusioner til følge, som vi er vidne til i disse år.

Den virkning, der indtræder i anden omgang, er næsten endnu mere drastisk end globaliseringen af de finansielle markeder. Når alt kommer til alt, er det trods alt noget forholdsvis ufolkeligt, der ikke umiddelbart mærkes i hverdagen. Med den kraftige vækst i brugen af informationsteknologi inden for virksomhederne, ændrer de sig, så de ikke er til at kende igen. I stedet for den store, lodret organiserede, hierarkiske virksomhed, får man den vandrette organisation i netværk. Det er derfor, den organisationsteoretiske litteratur slet ikke er til at kende igen, hvis man sammenligner den med litteraturen fra for femten år siden. Alliancer, kultur, netværk, partnerskab og samarbejde er begreber, der pludselig dukker op til afløsning for den besættelse af planlægning og strategi, der var på mode i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. At det ikke er nogen let omstilling ses af de mange "kommandovirksomheder", der nåede at komme i alvorlige vanskeligheder, inden de opdagede, at kommando ikke længere var en farbar vej frem. IBM er kun det mest prominente eksempel.

En anden grund til, at kommandovirksomhederne kommer i krise er, at netværksvirksomheden kræver en anden slags medarbejdere. Det siger sig selv, at symbolanalytikerne (som de kaldes af Robert Reich i hans The Work of Nations) er veluddannede mennesker, hvis primære drivkraft ikke er økonomisk vinding, men egen motivation. Sådanne mennesker søger udfordringer og lader sig ikke lede af lodrette, uforståelige ordrer. Men det samme gælder i stort omfang for mellemteknikere og mange arbejdere. De skal på stedet kunne tage stilling til en lang række af meget komplekse problemer. I netværksvirksomheden er det kort sagt ikke nok at lægge hjernen i omklædningsrummet, når man skifter til arbejdstøj. Der er brug for nye måder at arbejde på, og der er brug for nye former for ledelse, der opmuntrer personalet på alle niveauer til at tage et ansvar og gå konstruktivt ind i de problemer, der uvægerligt opstår i løbet af en arbejdsdag.

I den moderne virksomhed holder afstand også op med at betyde noget. Så længe man er on-line, kan det i princippet være lige meget, om man sidder på en anden etage eller i et andet land. Man kan samarbejde fuldstændig smidigt og i real time med folk, der sidder tusindvis af kilometer væk. Derfor siger Castells, at både tid og sted – to begreber, det normalt har været næsten umuligt for mennesker at abstrahere væk fra – mister deres sociale betydning, når man er inde i netværket.

Når tid og sted forsvinder, og når arbejdet bliver så komplekst, er mennesket ikke længere i centrum. Det beskrives af Lars Qvortrup i hans meget anbefalelsesværdige Det hyperkomplekse samfund. Det har det ellers været siden renæssancen, hvor mennesket afløste Gud som altings centrum. Derfor betyder netværkssamfundets kompleksitet, at der ikke er et privilegeret sted, hvorfra man kan beskrive og beherske verden. På det politiske plan må man opgive enhver forestilling om "den store sammensværgelse" og på det kulturelle plan må man opgive tanken om "den store fortælling". Om det betyder, at man samtidig må opgive ethvert overblik, eller om vi i stedet i den politiske og sociologiske analyse skal til at vænne os til det syntetiske perspektiv, man har brugt i malerkunsten siden Van Gogh og Picasso, vil tiden vise. Jeg hælder selv til den sidste anskuelse: det vil også i fremtiden være muligt at beskrive verden. Men der vil ikke være plads til naive beskrivelser, hvor afsenderen spiller neutral og hans eller hendes metode ikke antages at betyde noget. Hvis vi skal stole på beskrivelser i fremtiden, vil vi gerne se og vurdere såvel beskriveren som hans værktøj.

Castells konkluderer, at der er opstået en helt ny samfundstype, som han kalder netværkssamfundet. De dominerende lande og de dominerende sociale lag er kendetegnet ved at arbejde i og mellem netværk, mens de lande og sociale lag, der bliver domineret, arbejder uden for. Med dårlige servicejobs, underbeskæftigelse og godt gammeldags, beskidt, dårligt lønnet og uværdigt idiotarbejde. Man – eller rettere jeg – irriteres derfor grænseløst over, at vi midt i begejstringen over drømmesamfundet aldrig hører noget om denne bagside, hvor livet ikke er en drøm, men et mareridt. Hvis vi skal løse problemerne for disse mennesker (der ganske vist ikke bor i Danmark), skal vi ikke drømme – vi skal prøve at være lidt vågne.

Hvor man i gamle dage i kirkerne bad en bøn for de fattige, skal vi derfor i fremtiden vænne os til, at vi i stedet skal bede en bøn for de off-line. Castells beskriver det på den måde, at hovedmodsætningen i det nye netværkssamfund går mellem nettet og selvet. Dem, der finder sig til rette inde i nettet og accepterer forandringstempoet. Og dem, der føler utryghed og afstandtagen.

Denne modsætning oplever vi dagligt i Danmark. Hvor identitet tidligere var et filosofisk, religiøst eller psykologisk problem, bliver det i netværkssamfundet undertiden et politisk spørgsmål. Det er ikke længere præster og psykoanalytikere, der bliver kaldt på, når folk kommer i tvivl om, hvem de er, men derimod politikere: Pia Kjærsgaard, Jörg Haider, Le Pen. Derfor er det helt forkert at opfatte disse politikere som gammeldags. De er i virkeligheden supermoderne politikere, der forsøger at forholde sig til globaliseringen. Den bedste beskrivelse, man kan give af dem, er derfor, at de er "den tredje vej i den modsatte retning" af den retning, tredje-vej-teoretikere som fx. Anthony Giddens har udstukket (Anthony Giddens: Den tredje vej. Hans Reitzel 1999).

I de tilfælde, hvor det ikke bliver et politisk spørgsmål, bliver det et økonomisk. I stedet for at gå til præster eller politikere, går man i indkøbscentret, hvor der er både tryghed og identitet til salg – fremstillet af de dygtige symbolanalytikere, der blev omtalt ovenfor. Ligesom den politiske jagt på identitet er en ny ting, er også jagten på identitet via markedet (kernen i det usynlige produkt, jeg tidligere har omtalt) noget helt nyt, der er særligt for netværkssamfundet.

Det afsluttende spørgsmål er, hvor godt vi er i stand til at tackle denne udfordring. Når det drejer sig om markedets evne til at reagere, er jeg fortrøstningsfuld. Der er fuld skrue på udviklingen af alle mulige produkter med usynlig brugsværdi, der kan afbøde virkningen af den stigende rationalitet, den stigende uoverskuelighed, den svimlende frihed og den manglende mening i hverdagen. Når det drejer sig om politik, er jeg mere skeptisk. Pia Kjærsgaard er den eneste politiker, der giver et politisk fængende svar på netværkssamfundets udfordringer – alle andre hænger stadig uhjælpeligt fast i de gamle modsætninger, der dominererde industrisamfundet. Indtil der kommer et modspil, der på samme konsekvente måde tager udgangspunkt i netværkssamfundet, kan man ikke sige, at det politiske system for alvor har håndteret netværkssamfundets udfordring. Endelig må man sige, at fremtidsforskerne først og fremmest er faldet i søvn og fra denne behagelige position på divaneseren drømmer sig til en uforpligtende analyse af deres egen spændende hverdag. Behagelig at høre om, fordi den er renset for uhygiejniske betragtninger over den nød og uretfærdighed, vores drømmetilværelse bygger på. Men af samme grund heller ikke særlig brugbar, hvis vi skal videre. Der vil jeg klart anbefale Qvortrup og ikke mindst Castells.

Litteratur:

Manuel Castells: The Information Age: Economy, Society and Culture. Blackwell 1996-98.

Anthony Giddens: Den tredje vej. Hans Reitzel 1999

Rolf Jensen: The Dream Society. Jyllands-Postens Erhvervsbøger 1999

Robert B. Reich: The Work of Nations. Vintage Books 1992

Lars Qvortrup: Det hyperkomplekse Samfund. Gyldendal 1998.