I håndteringen af denne krise bør haveejeren tage stilling til følgende spørgsmål:

Er "sneglekrisen" overhovedet en krise?

Det første spørgsmål, man skal tage stilling til, lyder: Er der i det hele taget tale om en krise? Allerede i begyndelsen af 1960'erne definerede Charles F. Hermann en krise på følgende måde: "En organisationel krise (1) truer højt prioriterede værdier i organisationen, (2) giver et begrænset tidsrum, inden for hvilket der kan svares igen, og (3) er uventet eller ikke foregrebet af organisationen".

Sneglekrisen lever i høj grad op til denne definition. Højt prioriterede værdier som staudebede, grøntsager og krydderurter er truet. Dræbersneglen er som sagt ikke hurtig, men der er mange af dem – og de bliver flere og flere, for hver time der går. Og haveejeren ved aldrig, hvor og hvornår de begynder at snige sig ind fra naboens have.

Det næste spørgsmål, man skal tage stilling til, lyder: Hvilken slags krise er der i givet fald tale om? Er der tale om en naturkatastrofe? Er det en ekstern eller en intern krise? Er den stor eller lille? Hvordan udvikler den sig? Og hvordan fortolkes den af forskellige stakeholdere?

Da der ikke synes at være nogen organisation bag dræbersneglenes brutale adfærd – i form af en gruppe terrorister eller et stort multinationalt selskab i USA – har vi valgt at kategorisere sneglekrisen som en lille, lokal naturkatastrofe. I alle tilfælde set med haveejerens øjne. Den ødelægger ikke kun materielle "grønne" værdier, fra dahlia til georginer, men truer også haveejerens eksistentielle selvopfattelse, ja, en del af hans danskhed.

Andre stakeholdere – her tænker vi i første omgang på beboere i boligblokke, dyrevenner eller danskere, som ikke abonnerer på Haven – Medlemsblad for Det Danske Haveselskab – vil måske fortolke krisen og dens alvor på en anden måde.

Enhver dansk haveejer med respekt for sig selv bør have et kriseberedskab i form af en kort kriseplan og en lille krisestab (bestående af haveejeren selv, den øvrige husstand og eventuelt naboer). Kriseberedskabet bør have fokus på, at en krise udvikler sig som en mere eller mindre hurtig (eller langsom) proces i tre faser: før, under og efter krisen.

Denne fase er den vigtigste i håndteringen af "sneglekrisen" – vel at mærke, hvis man endnu ikke har dræbersnegle i sin have. Man kan opsætte sneglehegn eller undgå bunddække og anvendelse af vandspreder. Man kan strø kalk eller salt. Man kan sørge for almindelig orden i haven. Endelig skal muligheden for at etablere et personligt vagtværn i haven heller ikke undervurderes. Man kan enten alene eller i mindre kommandoenheder i kvarteret overvåge sneglenes bevægelser dag og nat for på denne måde at forhindre et slimet angreb på de værdifulde afgrøder. Havens størrelse og form skal naturligvis inddrages i de operative overvejelser. Der skal etableres poster på de mest udsatte steder.

Har dræbersneglene først banet sig vej ind i haven, kan man kun håbe på, at der endnu ikke er så mange af dem. Er der kun få snegle i haven, kan man hælde store mængder af kogende vand over dem.

Man kan også forsøge at klippe hovedet af sneglene eller samle dem i tætsluttende plastposer, som smides i skraldespanden. Aflivede snegle bør dog altid graves ned. Er der til gengæld mange snegle i haven, skal man forberede sig på en langvarig krise, der ikke nødvendigvis finder sin afslutning. Nogle haveejere væbner sig med tålmodighed og samler og samler snegle ind i spandevis – i håb om, at det dog på et tidspunkt må standse. Men det gør det bare ikke. Sneglene bliver ved med at formere sig.

Der er på nuværende tidspunkt desværre ingen haveejere, som har erfaring med denne fase. Et sidste håb: at de spiser sig selv. Man har allerede konstateret kannibalistiske tendenser blandt dræbersneglene.

Både før, under og efter krisen er det vigtigt, at haveejeren er proaktiv og strategisk i sin krisehåndtering og arbejder med både stakeholder management, issues management og risikovurdering. Man skal heller ikke undervurdere risikoen for, at "sneglekrisen" udvikler sig til en dobbeltkrise, dvs. en krise, hvor håndteringen af krisen i sig selv udvikler sig til en krise. Er der i virkeligheden tale om dyremishandling? Og burde man italesætte forløbet som "sneglekrisen"? Dette kan meget hurtigt skade haveejerens image og omdømme, ikke kun inden for egen parcel (i forhold til de øvrige familiemedlemmer), men også i kvarteret (blandt naboerne) eller – hvad der der på enhver tænkelig måde må undgås – i kolonihaveområdet. Dertil kommer selvfølgelig den negative mediedækning.

Man har fra politisk side talt om at opbygge en national handlingsplan, men det er dog stadig, om man så må sige, i græshøjde og ikke i Folketinget, at den reelle håndtering af "sneglekrisen" skal finde sted.

Kommunikation er en vigtig del af ethvert kriseberedskab. Og det gælder naturligvis også for haveejeren. Så snart der er konstateret dræbersnegle, skal haveejeren straks gå i gang med krisekommunikation. I første omgang kan man nøjes med instrukser og tilpasset information (psykologisk krisehjælp). Her kan man uden tvivl lade sig inspirere af den flyer, som Skov- og Naturstyrelsen har ladet udfærdige. Men er krisen først blevet en dobbeltkrise, bør haveejeeren også gå i gang med retoriske strategier, der kan beskytte eller genoprette et skadet image eller omdømme. Alt afhængig af situationen kan en eller flere af følgende strategier anvendes:

• Benægtelse: Nej, jeg har endnu ikke haft dræbersnegle i min have! (Strategien med "Ingen kommentarer!" kan ikke anbefales)
• Unddragelse af ansvar: Det var naboen, som smed en pose med dræbersnegle over hækken!
• Reduktion af angrebets omfang: Sneglekrisen er jo ikke nogen stor krise sammenlignet med f.eks. SAS' problemer med sine Dash-flyene, hvor der er menneskeliv på spil!
• Korrigering: Jeg skal nok love at klippe hovedet af alle de dræbersnegle, som jeg kan finde i min og naboernes haver!
• Bøn om tilgivelse: Undskyld, at jeg ikke fik standset dræbersneglene, før det var for sent, ved indkørslen til carporten!

Til sidst: hvad kan vi så lære af "sneglekrisen"?

At der findes kriser, som ikke går væk, og som man er nødt til at acceptere eller vænne sig til. Ligesom for haveejerne i stort set alle andre europæiske lande.