Dræbersnegle: en funktionel havesociologisk analyse
Et par bukser er faldet ned fra tørresnoren og angrebet af den fælles fjende. Venligst udlånt af Maj Juni.
Snegleslim er social lim
Jeg lægger haveejeren lidt til side og ser på fænomenet dræbersnegle med sociologisk objektivitet: Når de nu er her, hvad kan vi så bruge dem til? (Det er det, man inden for sociologien kalder en funktionalistisk analyse). Når emnet er dræbersnegle, vil mange nok mene, at de ikke kan bruges til noget som helst. Men det er forkert. Det kan godt være, de ikke har nogen fornuftig funktion i haven. Men de har bestemt en funktion i samfundet.
Det bedste emne siden vejret
Sneglene og deres slimede spor fungerer nemlig som social lim. En social katalysator, som slår selskabslege med længder, når det gælder om at ryste en forsamling sammen. Ja, dræbersnegle er simpelthen det bedste samtaleemne siden vejret. Prøv selv at se, hvad der sker, hvis man til et selskab af mennesker, der ikke kender hinanden ret godt, siger sådan noget som "Jeg har fået dræbersnegle i min have". Eller endnu bedre: "Hvordan kommer man af med dræbersnegle?" (Det sidste er bedre, fordi man kan sige det uden at lyve, også hvis man er blandt de misundelsesværdige, der endnu ikke har dræbersnegle – og endda selvom man slet ikke har en have).
Jeg har selv prøvet det ved flere lejligheder, og det virker hver gang. Uanset socialklasse og havetype vil alle haveejere kunne forenes i had til sneglen. Mennesker, der kort forinden sad og så genert eller træt ned i deres kop, får glød i blikket og begynder pludselig at snakke med sidemanden. Jeg har endda prøvet det på min arbejdsplads, hvor der er mange ikke-haveejere af storbysingletypen, som jeg ærlig talt ikke havde troet det om, men selv blandt sådanne kan man finde sympatisører, når sneglen truer både svigermors jordbærsyltetøj og idyllen på skovturen, siden kræet har bredt sig også til naturen. (Og er der endelig nogle af de lykkelige få, som ikke har et problem med sneglen, vil de kunne finde øjeblikkelig genklang hos hinanden i en fælles hovedrysten over, hvor latterligt det er, at voksne mennesker kan hidse sig så meget op over en snegl.)
Selv vildt fremmede føler sig pludselig kaldet til at bidrage til samtalen, som da jeg forleden stod til en byfest og fortalte en veninde om mine dræbersnegle og hvor ulækkert, jeg synes, det er at slå dem ihjel, hvorefter en mig fuldstændig ubekendt stadeholder pludselig blandede sig i samtalen (med ordene "Man bliver hærdet. Jeg slår ellers aldrig dyr ihjel, men de der…!").
Vi er alle mordere
Eneste minus er, at selve emnet af og til får en karakter, der gør det lettere uegnet til middagskonversation (A siger: "Hvordan slår du dem ihjel? Jeg hælder kogende vand på, men det er noget slimet." B svarer: "Jeg huggede den over med spaden, men det var simpelthen for ulækkert – indvoldene flød bare ud af den"). Men det er en biting. I dette land af socialt hæmmede, hvor vi notorisk har svært ved at snakke med folk, vi ikke kender i forvejen, skal vi hilse enhver tendens velkommen, som går i retning af bedre kontakt på tværs af alle skel. Det handler om den sociale sammenhængskraft, som Karen Jespersen ville sige.
Dræbersneglen er den gode fjende
Og dermed er vi henne ved den egentlige, sociologiske betydning af dræbersneglen. Dræbersneglen er nemlig "den gode fjende".
For at forklare, hvad jeg mener, skal jeg lige en omvej hen over en af sociologiens klassikere, nemlig den norske kriminolog Nils Christie, som i 1985 udgav bogen "Den gode fiende" (den handlede dog ikke om dræbersnegle, men om narkotikapolitik). Her fremhæver han, at ethvert samfund har brug for fjender. En fælles fjende styrker sammenholdet og gør det lettere at prioritere – for selvfølgelig skal fjenden bekæmpes frem for alt.
Christie opstiller syv kendetegn på den gode fjende, og som det vil fremgå, er de som skrevet til dræbersneglen:
1. "Den første og ofte største kamp gælder selve definitionen af fjenden", siger Nils Christie. Det nytter ikke at udnævne en fjende, som har venner blandt de magtfulde i samfundet. For så vil de stille sig på fjendens side, og resultatet bliver indre splittelse. Dræbersneglen har ingen venner – højst Dyrenes Beskyttelse, som henstiller til mere humane aflivningsformer.
2. Man må kunne betegne fjenden som farlig, djævelsk, umenneskelig for at kunne engagere folks følelser i kampen. Alene navnet "dræbersneglen" lyder faktisk ret farligt. Den er ulækker og slimet; og så er den kannibal og har sære sexvaner (den er hermafrodit og selvbefrugtende).
3. De ansvarlige bekæmpere må ikke kritiseres, mens kampen står på – fjenden må fremstå som så stærk, at ekstraordinære fuldmagter er påkrævet. Tja - vores såkaldt liberale regering overvejer at indføre bekæmpelsespligt (med mulighed for politianmeldelse, hvis den ikke overholdes!) og selv hardcore økologiske haveejere køber ind af sneglegift under mottoet "målet helliger midlet". Hvor er det, vi har hørt det før?
4. Den gode fjende dør aldrig. Hvis man kunne vinde den endegyldige sejr, skulle man jo bare til at opfinde en ny fjende. Heldigvis lader det ikke til at blive et problem i tilfældet dræbersneglen, jf. udsagnet fra min biolog-ven.
5. Det bør være svært at kontrollere, om fjenden bliver stærkere eller svagere. Den perfekte fjende skal være så genkendelig, at man kan bekæmpe ham, når man ser ham, men tilpas vagt defineret til, at man aldrig kan være sikker på, at man har fået ram på dem alle sammen. Enhver haveejer vil kunne skrive under på, at denne beskrivelse passer på dræbersneglen. Bestanden kan gå op og ned alt efter vejr og vind, men helt sikker kan man aldrig vide sig.
6. Fjenden må på den anden side have en klar symbolværdi og kunne stå som modpol til alt, hvad der er godt og rigtigt. Igen: kannibalistiske, grovædende snegle med slim, der er fyldt af colibakterier og salmonella… så bliver det vist ikke meget bedre/værre. Dræbersneglen har endda allerede fået en plads i det allegoriske dyregalleri, når f.eks. Ulrik Høy i sin klumme i Weekendavisen skriver om "vor indre dræbersnegl".
7. Endelig skal der være en kerne af sandhed i billedet af den gode fjende. Nils Christie siger, at "der er grænser for den konstruktive fantasi", med andre ord: Vi hopper ikke på hvad som helst. Fjendebilledet skal være bygget på et vist mål af realitet. Og som enhver haveejer vil kunne fortælle, er den elendige snegl virkelig ulækker og irriterende og ødelæggende for den gode havestemning.
Som det ses, er dræbersneglen som skabt til at være "den gode fjende"; og som sådan skal vi være glade for den. Den giver os noget at holde sammen om, en chance for at komme hinanden ved, når man mødes lokalt til fælles snegle-udryddelse. Bæstet kan nemlig ikke bekæmpes af den enkelte haveejer. Hvis de andre på vejen ikke solidarisk kæmper med, vil sneglene blot formere sig inde hos de dovne og derfra atter invadere de flittige bekæmpere.
Selv de dødeste villakvarterer vil fremover få nyt liv, når der skal organiseres sneglejagt. De kan endda bekæmpes med øl – og så kan man jo gemme et par stykker til at drikke bagefter. Et samfund skal åbenbart have nogle fjender. Det er næsten en sociologisk naturlov. Og når det nu skal være, er det vel bedre, at vi udøser vores kollektive had over en skovsnegl end over den ene eller den anden gruppe medborgere?
Det maksimalstatslige modtræk
Min eneste betænkelighed ved hele dette scenario er, at det kan blive hårdt for de minoritetsgrupper af outsidere, der enten ikke formår eller af religiøse eller etiske grunde ikke ønsker at bekæmpe dyrene. Derfor vil jeg gerne opfordre til lidt mere politisk fantasi, når talen falder på løsninger af snegleproblemet. Hidtil har vi kun set bud, der går i retning af det maksimalstatslige – altså: staten skal med bistand fra eksperter lægge en bekæmpelsesplan og påbyde alle borgere at efterleve den. Kommunale embedsmænd får ret til at komme på uanmeldt besøg i private haver og uddele bøder, hvis man negligerer sin bekæmpelsespligt. Eller vi kan følge Villy Søvndals forslag og sætte Hjemmeværnet ind. Det er næsten stalinistisk. Jamen, hvad med markedskræfterne? De siges da ellers at kunne klare alt fra CO2-udslip til ældrepleje.
Vi må sørge for at markedsmæssiggøre problemet. Hvad med en præmie til den bedste iværksætter-ide, der involverer en kommerciel udnyttelse af dræbersneglene? I USA har de f.eks. forgæves prøvet at efterligne snegleslim i laboratoriet, fordi det er et af de mest klistrede stoffer, der findes. Det må da være noget for de danske innovatører. Og da det danske klima tilsyneladende er særligt velegnet til opdræt af dræbersnegle, har vi måske her en niche, der kan blive til det nyeste danske eksporteventyr? Altså problemet som en løsning og gave til danskerne. Jeg ser det for mig på turistkontorernes reklamer: Welcome to Denmark. Home of the Killer Slug.
Kilde:
Nils Christie 1985: Den gode fiende. Narkotikapolitikk i Norden. Oslo, Universitetsforlaget A/S.
Bella Marckmann har desuden skrevet et tankevækkende sociologisk speciale om haven. Med titlen: Mellem paradiset og slagmarken:Haven som sociologisk felt.
Specialet er publiseret på kforum og kan læses her
