Den feje fejlkultur i DR

Vel er det ufedt at begå fejl – for slet ikke at tale om at skulle berigtige. Det synes de også på TV-Avisens redaktion. Så meget, at de udfolder bemærkelsesværdige anstrengelser for at undgå at kalde en fejl en fejl. Seerne kan rende og hoppe. De har alligevel glemt det meste. Det er ikke fejlen, den er gal med. Det er fejlkulturen.

af Charlotte Fischer

Det billede sidder jeg tilbage med efter for nylig at have været i kløerne på TV-Avisens redaktion. I mine øjne begik de en klokkeklar fejl. Det krævede længere tovtrækkerier med studieværten, før hendes chef medgav, at deres formulering rigtignok var "forkert". Jeg ville få en "rettelse". Men "rettelsen" blev til en "præcisering". Og nye krumspring. Hvis den kloge fejlkultur med åbenhed, læring og hele moletjavsen har erobret danske arbejdspladser, så er DR ikke en af dem. Med mindre jeg selvfølgelig bare var den store undtagelse. Døm selv.

Fejlen kort fortalt
Jeg spoler tiden tilbage til tirsdag 11.10 og TV-Avisens tidlige aftenudgave, 18.30'eren. Her bringes et indslag om Finanstilsynets nye skyldnerregister.

I et interview med DR's økonomiske ekspert spørger studieværten, om skyldnerregistret vil virke. Eksperten svarer: Jo måske, men ikke det store, fordi kun tilsynet og ikke bankerne må få indsigt i registret. Studieværten kommer igen og siger så: "…men i forsikringsselskaberne har de jo i årevis haft et internt system, hvor de informerer hinanden om folk, der svindler med forsikringen ?".

Jeg arbejder i forsikringsselskabernes brancheforening. Her fløj vi op af stolene. Det var jo lodret forkert! Forsikringsselskaberne har ikke et "internt system", hvor de fortæller hinanden om folk, der svindler. Vi har ikke noget register. Det ville være smask ulovligt. Det har fra tid til anden været et ophedet tema, om selskaberne skulle have lov til at have et skadesregister – som de har både i Sverige og Norge. Men her i Danmark har såvel Datatilsynet som Folketinget blankt afvist tanken. Så det er niks pille slut forbudt. Og derfor også essentielt for branchen, at der ikke gives indtryk af, at selskaberne alligevel opererer med et sådant register.

Jeg mailer til studieværten og gør opmærksom på udsagnet, der i mine øjne er en klar fejl. Jeg redegør for de faktiske forhold og beder om en berigtigelse.

Studieværten svarer uforstående og spørger: Hvis hun nu gik til et nyt forsikringsselskab for at få et tilbud på en forsikring mod uarbejdsdygtighed, og hun ikke fortæller om en gammel rygskade, vil selskabet så ikke alligevel finde ud af, at hun fortier noget?

Nej, lige præcis ikke. Kun hvis kunden udtrykkeligt giver selskabet lov. Først med et samtykke må selskabet indhente helbredsoplysninger eller oplysninger fra tidligere selskaber. Der udveksles altså ikke oplysninger om folk i et såkaldt "internt system", sådan som studieværten fik afsløret i sin mail, at hun troede. Der er ikke noget register, som hun kan henvise til. Der gælder samme vilkår for forsikringsselskaberne som for bankerne: De må pænt bede om et samtykke, hvis de vil have oplysninger om kunden.

Jeg mailer tilbage. Studieværtens næste svar er: Indslaget handlede jo slet ikke om forsikringsselskaber, men om banker! Underforstået: Slap af – dit problem var en bisætning på få sekunder.

Så er den bøtte alligevel ikke ud

Jeg bliver stædig. Sagen er principiel for os. Vi har ikke noget register endsige internt system. Studieværten holder stand og henviser mig nu til souschefen. Her begynder det godt. Jeg får med det samme et svar med følgende løfterige ordlyd: "Jeg er enig i, at vores formulering var forkert, og derfor vil vi også bestræbe os på at bringe en rettelse snarest". Jeg er glad og kvitterer. Så er den bøtte ude.

Rettelsen bringes 18.10 også i 18.30'eren. Jeg sætter mig spændt foran skærmen. Til sidst i udsendelsen kommer så "rettelsen". Men rettelsen er ikke en rettelse. Nu hedder det "præcisering".

Jeg er målløs. Sagde souschefen ikke, at deres "formulering var forkert" – og at de derfor ville bringe "en rettelse"? Men at "præcisere" er jo ikke at "rette". For når man præciserer, ændrer man ikke en pløk. Nej, man tilføjer, udbygger, kommer flere ord på. Pokkers til forskel. Det kan bekræftes ved et simpelt opslag i en ordbog.

Jeg vender tilbage og får at vide af souschefen, at i DR's særlige verden "dækker en rettelse over flere forskellige grader af ukorrekte oplysninger". "Rettelse" omfatter "genmæle", "berigtigelse" og også… "præcisering"! Jeg er udmattelsen nær. Jeg slår op i DR's sprogpolitik, hvor der står løfterige linjer om "klart" og "gennemsigtigt" sprog. Men ikke et ord om det udvidede "rettelses"-begreb.

Samtidig når min mail-korrespondance med souschefen nu nye filosofiske højder. Jeg jagter fortsat mit dementi: Det skal i mine øjne berigtiges, at selskaberne ikke har noget register endsige " internt system", dvs. at de har helt samme grundvilkår som bankerne. Men souschefen har bestemt sig for at kæmpe planken ud: Man kunne vel godt kalde persondataloven, der giver selskaberne adgang til at indhente kunders samtykke, for et "internt system"? Han præciserer: I hans øjne er det nemlig "fair at tale om et internt system, hvis der foregår en systematisk udveksling af oplysninger mellem forsikringsselskaberne".

Absurditeten overvælder mig. Nu er jeg pludselig i gang med at skulle diskutere, hvor lidt eller meget systematisk vores selskaber udveksler oplysninger om kunderne med afsæt i persondataloven. Tænk: Jeg aner ikke noget om omfang! Det gør han heller ikke. Alligevel mener han nok at kunne tale om "systematisk udveksling" – og således et "internt system". Viden eller ej.

Seerne, ja de synes lysår væk. De skulle ikke have at vide, at noget faktisk var "forkert" – sådan som souschefen jo på fin vis havde erkendt. De skulle spises af med en "præcisering" om, at selskaberne kan indhente oplysninger med samtykke. Det "interne system" stod tilbage uantastet. Hvor forkert det end var.

Hvorfor ikke bare sige pyt? Episoden var et fnug i nyhedsvrimlen – glemt på et nanosekund. Men jeg er også kunde i DR-butikken. Så jeg er ikke ligeglad. Snarere foruroliget. Den er gal mæ' kulturen, DR! Hvor er det ufed public service at have mere travlt med at pleje sin forfængelighed og påståelighed end seerne – og hverken have vilje eller format til at stange en undskyldning: Sorry, vi kom til at sige noget forkert – nu skal I, kære seere, høre det rigtige. Men det kan selvfølgelig være, at min oplevelse var den helt store undtagelse. Hvad DR naturligvis kan og vil præcisere, men ikke rette.