Der går snart ikke en dag uden, at medierne bringer endnu et kapitel i føljeton om DR. Medarbejderne klager over årelange samarbejdsproblemer og har nyligt sat alt samarbejde med direktionen på vågeplus. Direktionen på den anden side, kæmper med indbyrdes uenigheder om fordele og ulemper ved den planlagte udflytning til Ørestaden. En uenighed der tilsyneladende grunder mere i direktionens tilgang i ny medlemmer end i medarbejdernes højlydte protester. Og det bliver ved og ved, men offentligheden bliver delagtiggjort i hvem der sagde hvad til hvem og hvornår. Det er næsten som en dansk udgave af Dollars.

En virksomhed som DR. har tilsyneladende brug for at forstå at al god ekstern kommunikation opstår på baggrund af en klar organisationsprofil og en dynamisk intern kommunikation. Derfor får det et skær af soap og børnehave, når direktionen stiller sine interne stridigheder offentligt til skue i den bedste sendetid, i stedet for at blive enige bag lukkede døre og fremstå som enige både for offentlighed og medarbejdere.

Endnu mere grelt bliver det, når man ser på kommunikationen mellem ledelse og medarbejdere. "Vi har måske ikke været gode nok til at forklare os" lyder det med vanelig mangel på situationsfornemmelse. Men det er jo ikke her skoen trykker, for medarbejderne har forstået, de er derimod utilfredse over ikke selv at blive hørt. Problemets kerne bliver således fuldstændigt overset af en ledelse, der i forsøget på at være ydmyg bare puster til ilden.

Og på sidelinien må den danske kommunikationsverden se hovedrystende til: hvad er det ved store halv- og heloffentlige foretagender der gør, at meningsfuld intern kommunikation er så vanskelig? For vi ser det igen og igen. Det ene år er det sygehusvæsnet. Det næste år er det HT. Osv. Men problemet er jo ikke, at virksomhederne har interne stridigheder. Problemet ligger i den måde de bliver håndteret på.